Klimaaktivist og skoleelev Greta Thunberg blæste i august 2018 til kamp mod den manglende fokus på klimaforandringer ved at indlede en ‘skolestrejke for klimaet’.
Efterfølgende blev en verdensomspændende skolestrejke iværksat, og nu viser et nyt studie, at børn – via dialog – kan være med til at ændre, hvordan deres forældre tænker om klimaforandringer.
Det skriver Scientific American på baggrund af et studie, der er publiceret i tidsskriftet Nature Climate Change.
Et forskerhold fra North Carolina State University testede først, hvordan børn på 10-14 år ændrede holdning til klimakrisen, når de blev undervist i klimaforandringer – eksempelvis global opvarmning.
LÆS OGSÅ: Hvordan bliver klimaet i år 2050?
Forskerne undersøgte herefter, hvordan børnenes stigende bekymring om klimaforandringerne forplantede sig i bevidstheden på deres forældre, når de indgik i en dialog med barnet og fik fremlagt fakta.
\ Om studiet
Der var i alt 238 familier med i studiet. 92 af dem indgik i en kontrolgruppe, hvor de unges lærer ikke anvendte det nye undervisningsmateriale.
Pensum bestod af fire aktiviteter i klasseværelset, plus et læringsprojekt i naturlige omgivelser.
Forældrene blev inviteret til at overvære et udendørsprojekt og blev efterfølgende interviewet af deres børn, der ikke adresserede klimaforandringer direkte, men spurgte ind til lokale vejrforandringer blandt andet.
Forældrenes bekymring blev målt på en 17-point skala, der gik fra -8 til +8, og studiet strakte sig over to år i alt.
Ifølge Scientific America var de meste slående konklusioner i studiet, at:
- Fædre og konservative forældre viste den største ændring i deres holdning til klimakrisen efter dialogen med deres barn.
- Døtre var mere effektive end sønner i forhold til at ændre deres forældres holdninger til klimaforandringerne.
- De forældre, der indgik i undervisningen med deres børn, viste størst forandring, når det kom til at udtrykke større bekymring for klimaet efter undervisningen.
Ifølge ledende forsker på studiet, Danielle Lawson fra North Carolina State University, kan resultaterne være med til at understrege vigtigheden af at indgå i en dialog med den ældre generation.
»Det klæder de unge på til fremtiden, da det er dem, der kommer til at stå med de klimamæssige udfordringer, og det giver dem et middel til at gøre en forskel på området, hvis de ved, hvordan de skal strukturere samtalerne med den ældre generation,« fortæller hun til Scientific America.
Studiet er publiceret i Nature Climate Change.
LÆS OGSÅ: Er et klimamål et stykke under to grader en mulighed?
LÆS OGSÅ: Kedelig rekord: Danmark blandt de lande med hurtigst temperaturstigning i verden
nan