Nye fragmentstykker af Dødehavsruller fundet i Israel
Kilde: 
02 januar 2017

Israelske arkæologer har fundet nye fragtmentstykker af de berømte Dødehavsruller ved Kraniehulen nær Det Døde Hav i Israel. Det skriver b.dk.  

Det nye fund udgøres af to papyrusstykker, der er to centimer lange. 

Selvom fragmentstykkerne ifølge den israelske avis Haaretz er små og teksten svær at tyde, er fundet opløftende nyt. Israelske arkæologer satser nemlig på en større undersøgelse af de svært tilgængelige huler i Negev, hvor Dødehavsrullerne i 1947 blev fundet af en beduin. Kraniehulen er en del af dette større hulekompleks, og her blev i 1960 fundet flere tekststykker samt syv kranier og skeletdele. 

Fundet af Dødehavsrullerne er blevet kaldt det vigtigste i det 20. århundrede, og sprogeksperter og arkæologer forsker stadig i de tusindvis af tekststykker, som stammer fra perioden andet århundrede f.Kr. til første århundrede e.Kr. 

Forskerne ved stadig ikke, hvilket formål Negev-hulerne tjente på bibelsk tid og før. En teori er, at fårehyrder benyttede hulerne til ly og husrum. En anden er, at folk søgte dertil under uro. Til sidstnævnte teori knytter sig idéen, at de lærde fra Qumram, der formentlig skrev Dødehavsrullerne, gemte sig i hulerne i den krig, der opstod, da det jødiske oprør i år 66 e.Kr. voksede frem mod romerne, skriver b.dk. 

lsd

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.