Internationale studier viser, at det foregår i stor skala: Når resultaterne ikke viser det, forskerne eller dem, der har stillet opgaven, ønsker, lader man være med at offentliggøre dem.

»Det er et langt større problem end forskningssjusk,« siger sir Iain Chalmers, grundlægger af forskningsorganisationen Cochrane Collaboration, som har arbejdet med disse problemer i over 30 år.

Nyhedssitet forskning.no sendte en spørgeskemaundersøgelse ud til medicinprofessorer ved tre norske universiteter for at undersøge, om problemet også gik igen her. Deres svar var foruroligende.

Over 50 professorer indrømmer i den forbindelse at have undladt at publicere resultater af årsager, der er etisk uacceptable inden for forskningsverdenen.

Videnskabelig uredelighed

Når forskere fravælger nogle bestemte forskningsresultater, kan vi ikke længere stole på forskningen. Det gælder eksempelvis, når forskere undlader at offentliggøre forsøg, der viser, at en medicin har begrænset virkning eller slemme bivirkninger.

Så får vi en skæv fremstilling af den viden, vi har om lægemidlet, og patienter kan få dårlig eller farlig behandling.

»Det er videnskabelig udredelighed. Mennesker er døde på grund af manglende publicering af forskningsresultater,« siger Chalmers til forskning.no.

Atle Fretheim, leder for Sektion for global sundhed ved Nationalt videnscenter for sundhedstjenesten, mener også, at resultaterne er urovækkende.

»Det er bekymrende, at så mange ser ud til at have bidraget til skævheder i vores videnskab,« siger han.

»Årsagerne til ikke at publicere er etisk uacceptable. Det er faktisk så uacceptabelt, at jeg synes, det er positivt, at forskerne indrømmer det.«

»Tallene fra forskning.nos undersøgelser bør skabe et udgangspunkt for debat i forskningsmiljøerne,« siger Fretheim.

Når selve resultaterne er problemet

Mange forskere oplever i løbet af deres karriere, at deres resultater ikke bliver publiceret. Det er der mange grunde til, såsom mangel på tid eller personlige årsager. Det er bekymrende, men der er dog nogle årsager til manglende publicering, som er endnu mere alvorlige.

Det er, når selve resultaterne bliver årsagen til, at data aldrig bliver offentliggjort, at der virkelig er fare på færde. For da bliver en vis type information systematisk sorteret fra vores samlede viden. Den viden, der skal hjælpe os med at finde den rette behandling mod sygdom eller sætte effektive samfundstiltag ud i livet.

Et klassisk eksempel er forskning i et lægemiddel: Nogle studier viser, at det virker, andre viser, at det ikke virker. Men næsten ingen af de negative studier bliver publiceret. Kun de positive kommer frem. Dermed ser det ud som om, medikamenter er langt mere effektive, end de i virkeligheden er.

Der er lavet mange undersøgelser, der viser, at afkræftende forskningsresultater forsvinder.

Et stort internationalt studie fra 2008 konkluderer: Når resultaterne viser, at noget virker, er sandsynligheden for, at data bliver publiceret, langt større.

Men der findes ikke meget viden om, hvor almindeligt det er i Norge. forskning.no ville undersøge, om norske forskere også havde oplevet det. Da vi begyndte at snakke med professorer her i landet, indrømmede flere, at de selv havde undladt at publicere deres resultater.

Derfor gennemførte vi en spørgeundersøgelse for at få et bedre indtryk af, hvor udbredt det er.

Gider ikke at publicere dårlige resultater

Vi sendte undersøgelsen ud til 490 professorer i klinisk medicin ved tre norske universiteter.

Ud af de 177 professorer, der svarede, angav 130, at de en eller flere gange havde ladet være med at publicere studier. Mere end 50 af dem opgav årsager, som kan føre til systematiske skævheder i videnskaben, og som bliver vurderet som forskningsetisk uacceptable.

46 opgav, at en af de gange, de ikke havde publiceret, havde årsagen været, at resultaterne ikke viste nogen sammenhæng. De fandt altså ikke noget, der virkede.

»Jeg forsøger at publicere alt, men jeg mærker ofte at drivkraften daler, når man ikke finder signifikante forskelle,« skriver en af professorerne i undersøgelsen.

32 opgav, at en eller flere af de gange, de ikke havde publiceret, skyldtes, at resultaterne ikke stemte med egne forventninger. De troede måske, at et medikament skulle hjælpe patienterne, men fik ikke noget bekræftende svar.

Flere forskere, som forskning.no har snakket med, fortæller, at de let mister interessen, når resultaterne er skuffende. Det er fristende at bruge resurserne på mere lovende projekter, selvom idealet er, at også negative resultater skal publiceres.

Steinar Madsen, medicinsk fagdirektør i Lægemiddelværket, har selv oplevet dette.

»Hvis det er en undersøgelse, der slår ud i nul, tænker vi ofte, at det ikke viser noget. Så mister man lysten til at skrive en artikel,« siger han til forskning.no.

130 ud af 177 professorer opgav, at de en eller flere gange havde undladt at publicere forskningsresultater. De kunne krydse en række forskellige årsager af for den manglende publicering. Det var muligt at vælge flere årsager. Figuren viser de mere end 50 professorer, der angav årsager, der kan lede til systematiske skævheder i videnskaben. (ill.: Nils K. Reppen, nyhetsgrafikk.no)

Dog mener han, at det kan være vigtigt, at sådanne resultater også bliver tilgængelige for andre forskere.

»Manglende fund, der publiceres, kan blandt andet være vigtige for at hindre, at andre forskere spilder tiden på at lave samme type forsøg.«

Ønsker ikke, at resultater skal offentliggøres

Det mest alvorlige i forskning.nos undersøgelse er, at 14 deltagere svarede, at resultaterne ikke blev offentliggjort, fordi de var uønskede. Det betyder, at nogen faktisk ønskede at holde informationen fra studiet skjult.

I nogle tilfælde var det forskeren selv, som ville det, i andre tilfælde var det kollegaer, dem, der stillede opgaven, eller kommercielle samarbejdspartnere.

Forskerne kan have økonomiske motiver, eller de ønsker ikke at publicere resultater, der strider mod deres overbevisning.

En af professorerne skriver: »Der var modstand hos en af medarbejderne på grund af ikke-positive resultater, som ville kunne svække interessen for metoderne, han var ansvarlig for.«

Kollegaen ville altså ikke offentliggøre resultater, der stillede hans metoder i et dårligt lys.

En anden skriver: »Producenter af medikamenter eller udstyr prøvede at blokere for fund, der ikke tjente deres sag.«

En af forskerne, som forskning.no snakkede med, forklarer det således:

»Jeg havde foretaget en undersøgelse af et nyt medikament, men svarene var skuffende. Stoffet havde ingen virkning.«

»I tillæg var personen, der havde udviklet det nye lægemiddel, en bekendt. Han ville helst ikke have, at jeg skulle publicere resultaterne, og jeg havde ikke lyst til at gøre alt arbejdet med at skrive en artikel og forsøge at få den med i et videnskabeligt tidsskrift,« siger professoren.

Dermed havnede resultaterne i en skuffe.

Glenton, direktør ved den norske gren af Nordic Cochrane Centre, er overrasket over, at så mange i spørgeundersøgelsen indrømmer, at uønskede resultater er blevet holdt tilbage.

»Det er sandsynligt, at folk underrapporterer denne årsag, og alligevel er den så høj,« siger hun.

Ikke bare uredelige motiver

Det er ikke altid lige uhæderlige motiver, som ligger bag den manglende publicering.

Når du ikke får de resultater, du forventer, er det naturligt at stille spørgsmålstegn ved, om forskningen er godt nok udført. Fandt du ikke nogen sammenhæng, fordi den ikke findes, eller fordi dit valg af metoder var for dårligt?

Få forskere ønsker publicere dårlig forskning. Men man kan også blive for skeptisk over for egne resultater, når dataet ikke viser det samme som tidligere studier. Så ender forskerne måske let med at forkaste resultater, der strider mod den herskende opfattelse.

Forskningen har altså også sine trends, og det kan være svært at komme med resultater, der modsiger det, som de fleste forskere mener.

»Det er lettere at få publiceret en artikel, der understøtter de populære ’sandheder’ i øjeblikket,« skriver en professor.

Prioriterer det positive

Det er ofte svært at få publiceret negative eller kedelige resultater i de prestigefyldte forskningstidsskrifter. Forskerne må tage til takke med begrænset opmærksomhed og en plads i et ubetydeligt tidsskrift.

Så kan det være mere fristende at lade resultaterne ligge og hellere bruge resurserne på mere lovende projekter. Eller som en af professorerne i spørgeundersøgelsen udtrykker det:

»Det største problem er, at negative fund, som kan afkræfte tidligere positive fund, er meget svære at publicere. Nogle gange er det ikke muligt at gøre en tilstrækkelig indsats for at blive publiceret i et tidsskrift med begrænset indflydelse.«

Fretheim fra videnscenteret mener, det er vigtigt at arbejde med forskernes holdninger til at publicere de uønskede resultater, selvom problemet aldrig forsvinder helt.

»Jeg tror ikke på en nulvision. Men vi må sørge for, at resultaterne forsvinder så sjældent som muligt. Så er forskernes egne holdninger meget vigtige,« siger han.

»Vi har brug for en bred og åben debat om dette.«

© forskning.no Oversat af Anna Bestle