Nordiske folkesagn flyder over med uhyggelige og sælsomme væsner
Fortællingerne om grufulde helheste, bedrageriske ellefolk og ondskabsfulde åmænd opstod i en tid, hvor mørke omsluttede de små bondesamfund.
Brændt heks udstilling dorf møllegård gys væsner i mørket

Du kan lige nu opleve det dystre nordiske sagnfolk på det nordjyske museum Dorf Møllegårds udstilling ’GYS – Væsner i mørket’. (Foto: Anne Sophie Thingsted/Videnskab.dk)

Du kan lige nu opleve det dystre nordiske sagnfolk på det nordjyske museum Dorf Møllegårds udstilling ’GYS – Væsner i mørket’. (Foto: Anne Sophie Thingsted/Videnskab.dk)

Har du nogensinde hørt om ellefolket? Sagnfolket, der lever dybt inde i skovene, og hvis magiske dans og forføriske troldkræfter kan få mennesker til at miste forstanden og påføre sygdom og smerte.

Eller hvad med åmanden, som skjuler sig i søens dyb og på sin violin spiller lokkende toner, der får mennesker til at gå ud i søen for at drukne sig?

Det er svært at forestille sig, men helt frem til for kun lidt mere end hundrede år siden eksisterede den nordiske folketro side om side med kristendommen. 

Selvom landsbyboere gik i kirke og hørte præstens budskab om tilgivelse og næstekærlighed, troede mange samtidig, at naturen var befolket af overnaturlige skabninger. Skabninger, som ofte ubønhørlig straffede mennesker for deres fejltagelser. 

»Fortællingerne om sagnvæsner har rod i en forestilling om, at alt i naturen er besjælet, og at den hævner sig på os, hvis vi går den imod. Naturen kan hjælpe os, men den kan også ødelægge os,« siger Johanne Schrøder Baggesen, museumsinspektør på museet Dorf Møllegård i Dronninglund.

Lige nu er Dorf Møllegård aktuel med udstillingen ’GYS – Væsner i mørket’, som dykker ned i, hvilken funktion de dystre folkesagn havde i det samfund, de opstod i. Udstillingen udforsker også, hvorfor de gamle historier er så uhyggelige.

Slattenpatten Dorf Møllegård

Slattenpatten er blandt de mytiske væsner, du kan møde på Dorf Møllegårds udstilling. Hun startede sin tilværelse som en ung, smuk ellepige, men har med alderen udviklet sig til en grim troldkælling, der stjæler fra mennesker om natten. Hver nat bliver hun jaget af spøgelset Nattejægeren og kaster sine bryster over skulderen, så hun hurtigere kan slippe væk. (Foto: Anne Sophie Thingsted/Videnskab.dk)

Oplev udstillingen ’GYS – Væsner i mørket’

Udstillingen ’GYS – Væsner i mørket’ kan opleves hver lørdag og søndag på Dorf Møllegårds Museum for Forsyning og Bæredygtighed indtil den 12. december i 2021.

Du finder museet på Storskovvej 39, 9330 Dronninglund i Nordjylland.

Der er ingen aldersgrænse på udstillingen, da museet vurderer, det er individuelt, hvor skræmte børn i forskellige aldre vil blive.    

Udstillingen indeholder ingen såkaldte jumpscares eller pludselige forskrækkelser.

Find mere information om udstillingen på Dorf Møllegårds hjemmeside

Sagnvæsner opstod i en verden af mørke

De danske folkesagn om overnaturlige væsner kan spores længere tilbage end 900-tallet, hvor kristendommen gjorde sit indtog i Skandinavien. 

Tiden før det første årtusindeskifte var en periode, hvor folk i både bogstavelig forstand og i overført betydning levede i mørke. 

Den elektriske glødelampe blev først opfundet i 1800-tallet. Levende lys var dyre, så bønderne i de små landsbysamfund levede indtil starten af 1900-tallet med mørket som grundvilkår, og deres arbejdsdag fulgte Solens gang.

Bøndernes afhængighed af Solen og i det hele taget naturens ressourcer gjorde, at bøndernes skæbne var op til naturens kaosmagter. Det grundvilkår indgød enorm respekt for naturen, og historierne om sagnfigurerne kan have været en måde at forklare naturens lunefuldhed, fortæller Johanne Schrøder Baggesen. 

For eksempel kan forestillingerne om åmanden, der med den ene hånd sørger for, at floden bugner af fisk, men med den anden drukner mennesker, og historien om gårdboen (nissen), der både sikrer gårdens høst, men kan finde på at slå bønderne ihjel, være billede på, hvor tvetydig naturen var for mennesket.

En måde at håndtere naturens uforudsigelighed kan have været at forklare dens gådefuldhed med sagnfigurers indgriben, fortæller Johanne Schrøder Baggesen.

Lindormen dorf møllegård

Lindormen er et væsen, der ifølge folkesagn huserer på kirkegårde. Larven klækkes i en hasselnød, men hvis mennesker spiser nøden, begynder lindormen at vokse indeni dem. Her suger ormen al kraft ud af mennesket, indtil det uheldige offer dør. Herefter vokser lindormen videre indeni liget, indtil al kraft er drænet. Så graver lindormen sig ud af kisten og videre ind i andre kister, hvor den kan mæske sig. (Foto: Anne Sophie Thingsted/Videnskab.dk)

Oppustede menneskelig blev fortolket som vampyrer

Mennesker har altid brugt overnaturlige væsner til at forklare naturlige fænomener. 

I 1700-tallet fejede det, der blev opfattet som en vampyrepidemi, igennem Europa. Den startede med uforklarlige dødsfald. 

For at finde dødsårsagen blev gravene åbnet, og nogle af ligene havde frisk blod om munden, var oppustede og havde bevæget sig i graven. De særpræg blev forklaret med, at ligene var vampyrer.

I dag ved vi imidlertid, at en ophobning af forrådnelsesgasser i lig kan føre til oppustethed, presse kropsvæsker såsom blod ud ad kropsåbningerne og til og med få lig til at bevæge sig rundt. 

Kilde: Mathias Clasen, ’Monstre’, Aarhus Universitet, 2012 

Sagnvæsner blev forklaringer på det uforklarlige

I fortidens bondesamfund var det ikke bare mørkt, fordi elektricitet ikke var opfundet. Mørket herskede også i den forstand, at meget af den viden, vi i dag har om for eksempel sygdomme, bakterier, biologi og natur, ikke eksisterede. 

Den manglende videnskabelige forståelse kombineret med menneskets hårde liv på naturens præmisser gjorde, at folk langt oftere end i dag mistede livet som følge af ulykker. Bønder kan have haft behov for at forklare tragiske hændelser for at kunne leve med dem, og her kan sagnfolk have haft en vigtig funktion.

»Hvis Niels-Jørgen pludselig var forsvundet ude i en mose, var det nærliggende at forklare det med, at lygtemanden havde taget ham. Det fandt folk måske mere meningsfuldt, end at han bare havde drukket sig fuld og var dejset om,« vurderer Johanne Schrøder Baggesen.

Teorien om, at landsbyboere brugte sagnfigurer til at forklare hændelser, de ikke forstod, er uhygge-forsker Mathias Clasen, der har været videnskabelig konsulent på udstillingen ’GYS- Væsner i mørket’, enig i:

»Vi skal ikke ret langt tilbage i historien, før man fejlagtigt opfattede biokemiske forrådnelsesprocesser i kroppen som vampyrer. Man kan forestille sig det samme med ellefolk,« siger Mathias Clasen, lektor ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet, og fortsætter:

»Hvis en mand i landsbyen var maniodepressiv, ville man ikke forklare hans opførsel med en biokemisk ubalance i hjernen. Man ville sige, at han havde lagt sig til at sove på en elverhøj.«

Lygtemanden

Lygtemanden er en lille mandsling med en spids hue (her afbildet som et stearinlys) og en lampe med et svagt lysende skær. Lampen bruger han til at lokke mennesker med ud i mosen, hvor de drukner. Lygtemanden kan dog også hjælpe mennesker, hvis de beder ham om hjælp til at finde vej gennem mosen. Så kræver det, at de lægger et par mønter som betaling. (Foto: Johanne Schrøder Baggesen)

Folkesagn havde en opdragende effekt 

Netop fordi mennesket før i tiden havde en tilværelse, der var spækket med farer, kan de nordiske folkesagn have været nyttige redskaber i børneopdragelsen. 

»Når bønderne ville have deres børn til at opføre sig på en særlig måde, fortalte de historier om det mest grufulde, der kunne ske, hvis børnene opførte sig forkert,« siger Mathias Clasen.

På den måde kan folkesagnene have haft den samme adfærdsregulerende effekt som kristendommen, hvor man kan komme i helvede, hvis man begærer naboens kone, siger han.

Gravso dorf møllegård

Gravsoen er en stor, uhyggelig gris med stikkende knive langs rygsøjlen. Den mentes at opstå, når en kvinde havde født et barn udenfor ægteskabet, slået det ihjel og begravet det udenfor kirkegården. Herefter blev den hvileløse sjæl til en gravso, som strejfer rundt om natten. Hvis den ser et menneske, sætter den i voldsom fart og løber ind mellem benene på den uheldige og kløver dem nedefra og op. (Foto: Anne Sophie Thingsted/Videnskab.dk)

Historier om klamhed og uhygge lever videre

Nogle af fortællingerne om sagnfolk er så grufulde, at de fleste nok næppe ville fortælle dem til helt små børn nu om dage.

Tag bare historierne om, hvordan ellefolk sneg sig ind i menneskers huse, fjernede deres nyfødte barn fra vuggen og i stedet lagde en af deres egne unger, en såkaldt skifting.

Skiftinge ser ud som mennesker, når de bliver født, og derfor ville familien typisk ikke lægge mærke til ombytningen med det samme. Men gradvis begynder skiftingen at ligne en trold med et stort, loddent hoved, og så går det op for forældrene, at deres rigtige barn er blevet taget af ellefolket – ubehageligt!

Uhyggen i folkesagnene kan have haft den funktion at få folk til at huske historierne, vurderer Mathias Clasen.

»Det er bredt accepteret indenfor den psykologiske forskningstradition, at der er nogle typer af kultur, der er særlig levedygtige. Her lader historier med uhyggeligt indhold til at være en af dem,« lyder det. 

Et eksempel på, at uhyggelige historier fæstner sig effektivt i hukommelsen, kan findes i et studie fra 2014. I studiet fik forskerne forsøgspersoner til at læse vandrehistorier, hvor indholdet var manipuleret til at være meget eller lidt ulækkert. 

Det viste sig, at forsøgspersonerne bedre kunne genfortælle og havde mere lyst til at dele historier, hvor indholdet var klamt og ulækkert. 

Skiftingen i rold skov dorf møllegård

Historien om skiftingen i Rold skov handler om et par, hvis søn på otte er på størrelse med et barn på tre, men med et stort hoved og tykke lemmer. Forældrene tror, han er en skifting, så de giver ham tæsk og smider ham udenfor huset. Så dukker en grim gammel kone frem fra skoven, smider parrets rigtige barn foran dem og tager skiftingen med sig tilbage. Forskellige handicaps er muligvis blevet fejlagtigt fortolket som skiftinge, og flere børn kan have levet med mistanke og anklager om, at de var skiftinger, lyder Johanne Schrøder Baggesens vurdering. (Foto: Anne Sophie Thingsted/Videnskab.dk)

Mennesker skaber historier for at forstå sig selv 

Teorien om, at folkesagn har skabt sammenhold, er baseret på det psykologiske koncept narrativ identitet. 

Den narrative identitet skabes af de historier, mennesker og samfund udvikler og indoptager for at forklare, hvordan de er blevet, sådan som de er. Historierne giver en fornemmelse af sociale tilhørsforhold, et større moralsk formål samt en måde at dele livet ind i forskellige tidsperioder.  

Kilde: “First we invented stories, then they changed us”: The Evolution of Narrative Identity

Fortællingerne skabte sammenhold

Udover at de nordiske folkesagn muligvis gav forklaringer på naturlige fænomener, som folk ikke forstod, og tjente som indslag i børneopdragelsen, kan fortællingerne have fungeret som socialt klæbemiddel i landsbysamfundene.

»Vi ved fra forskning, at fortællinger kan have en samlende effekt. Mennesker har i titusindvis af år fortalt historier for at skabe en fælles identitet,« siger Mathias Clasen. 

Den mekanisme er blevet undersøgt i flere studier, hvor forskere kigger på indholdet i de fortællinger, der bliver delt i jæger-samler-samfund. Forskerne har fundet, at historierne tematisk ofte kredser om samarbejde, og at der er sammenhæng mellem, hvor dygtige historiefortællere en stamme har, og hvor samarbejdende folk i stammen er. 

På samme måde kan historierne om de bedrageriske ellefolk eller den hævngerrige åmand definere værdierne i små landsbysamfund ved at stille landsbyboerne overfor naturens utæmmelige kræfter og skabe sammenhold, mener Mathias Clasen.

Vi kan selvfølgelig ikke rejse tilbage i tiden og opleve, hvad folkesagnene betød for folk, så vi må nøjes med indicier. Men alt i alt lader fortællingerne til at have været en vigtig kilde til at navigere i samfundet, da de opstod. 

Og selvom videnskabens forklaringer i dag har erstattet sagnvæsnerne, lader de uhyggelige gamle fortællinger ikke til at gå i glemmebogen lige foreløbig.

Åmanden

Åmanden bor i søer og floder og har magt over vandets kræfter, der både kan give liv og skabe ulykke. Han sikrer, at fiskere får fisk på krogen, men som betaling kræver han hvert år et menneskeoffer. Han lokker offeret ud i vandet ved at spille fortryllende toner på sin violin. Når mennesket er langt nok ude i søen, trækker han det ned under vandet, og man finder aldrig liget. Som en slags blomster på graven, kan man af og til finde hvide åkander på søen. (Foto: Johanne Schrøder Baggesen)

De danske folkesagn blev indsamlet under Nationalromantikken

De nordiske sagn levede vildt i bøndernes stuer i mange århundreder, og først i 1800-tallet opstod der interesse for de gamle fortællinger. Derfor begyndte historikere, kunstnere og forfattere at behandle sagnfigurerne i deres arbejde og værker. 

Lærere begyndte også at rejse rundt i landet for at indsamle historierne om de danske folkesagn, så de kunne bruge dem i deres undervisning. 

Interessen for folkesagnene opstod som en reaktion på, at Danmark i 1814 måtte afstå Norge og i 1864 mistede Slesvig-Holsten. Sådan gik Danmark fra at være et stort rige til en lille nation, og der blev skabt et behov for at finde en ny national identitet. 

Den nationale identitet blev blandt andet genskabt ved at genoplive fortidens krigssejre, men identiteten blev også hentet i bøndernes gamle fortællinger, og den gamle bondekultur blev romantiseret og ophøjet til noget særlig dansk – også de danske folkesagn.

De danske folkesagns præmis om naturens magt stemmer overens med 1800-tallets forestilling om, at naturen er besjælet. Hvor det i de danske folkesagn er åmænd, underjordiske, ellefolk og trolde, der besjæler naturen, er det dog Gud, der er på spil i 1800-tallet. 

Det er usikkert, præcis hvornår de danske folkesagn opstod, men der er elementer, der kan spores tilbage til den nordiske mytologi. For eksempel vækker slattenpatten fra folkesagnene associationer til jættekvinder, der er usædvanlig ækle at se på, fortæller Johanne Schrøder Baggesen.

Folkesagnene levede videre op til 1800-tallet, hvor blandt andet industrialiseringen fik flere til at flytte væk fra naturen og ind i byen, samtidig med at naturvidenskaben lidt efter lidt aflivede myterne om, at sygdom og død skyldes overnaturlige hændelser. 

Men ifølge forskning, husker vi mennesker bedre ting, som er uhyggelige, så der er en vis sandsynlighed for, at de dystre folkesagn ikke bliver glemt foreløbig. Det kan du læse om i en anden artikel om udstillingen på Dorf Møllegård.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.