Neandertalerne var muligvis kannibaler
Kilde: 
07 juli 2016

Har du hørt om Hannibal the Cannibal? Så ved du, at han ikke er en særlig rar mand. Han spiser nemlig mennesker.

Men heldigvis findes kannibaler da kun på film – eller hvad?

Ny forskning viser, at vores forfædre, neandertalerne, faktisk også nød godt af en god menneskebøf i ny og næ.

Det skriver The Guardian.

Forskere undersøgte Goyet-hulerne i Belgien og fandt knogler, der havde skære-mærker, hakker og huller. Ifølge forskerne tyder disse fund på, at neandertalere i Belgien slagtede hinanden for omkring 40.000 år siden.

»Disse indikationer tillader os at antage, at neandertalerne praktiserede kannibalisme,« siger den ledende forsker på studiet, Prof Hervé Bocherens fra the University of Tübingen i Tyskland, ifølge The Guardian.

Og ikke nok med, at vores forfædre slagtede og åd hinanden for et godt ord. Noget tyder på, at de også har formet værktøj ud af menneskeknogler.

Neandertalerne var en underart af mennesket, som levede i Europa og det vestlige Asien i hundredetusinder af år. De uddøde for mellem 30.000 og 40.000 år siden.

Studiet er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.

LÆS OGSÅ: Hvorfor forsvandt neandertalerne?

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.