Knud Rasmussen har en hvid anorak og et par overdimensionerede sælskindsstøvler på.
Derudover er der ikke meget ved hans udseende, der afslører, at han skulle være den grønlandsk/danske polarforsker, der er verdenskendt for sine mange ekspeditioner i Grønland i begyndelsen af 1900-tallet.
Men han taler med en fængslende, lavmælt stemme, som får den lille børneflok omkring ham til at rykkere gradvist tættere sammen for at få det hele med.
»I denne kuffert,« siger han, »har jeg en masse ting, som jeg har taget med hjem fra mine mange ekspeditioner i Grønland. Har I lyst til at åbne den med mig?”
Det har de. Flere springer begejstret frem. Men da han rækker et nøglebundt imod dem, bliver det alligevel lidt overvældende. Der fnises. En lille pige løber hen til sin mor og gemmer ansigtet.
I sidste ende bliver det Gertrud på 5 (trekvart!), som assisterer med at lirke låsen op og få løftet låget.
Nationalmuseets gæster falder fra
Knud Rasmussen hedder egentlig Jeppe og er en af de skuespillere, Nationalmuseet har hyret i forbindelse med deres nye børnesatsning.
\ Knud Rasmussen
Knud Rasmussen blev født i Jakobshavn, det nuværende Ilulissat, i Grønland.
Hans far var missionæren Christian Rasmussen, som boede og fungerede som præst og seminarielærer i byen i over 20 år, og hans mor hed Sofie Lovise Susanne Fleischer. Hendes mor var inuit.
Rasmussen er kendt for sine mange ekspeditioner i Grønland, heriblandt sin rejse fra Grønland til Sibiriens kyst på tværs af det arktiske Nordamerika i årene 1921-24. Han beskrev mange inuit-stammer undervejs og hjembragte et stort antal genstande til Nationalmuseet.
Satsningen kommer i kølvandet på flere års faldende besøgstal, som blev intensiveret i 2016, da museet sammen med Statens Museum for Kunst genindførte entré. 75 kroner.
For Nationalmuseet betød det et fald på 25,5 procent i besøgstallet fra juli til november 2016 sammenlignet med samme periode året inden.
De seneste besøgstal fra 2017 viser samme tendens. Allerede i 2016 fik udviklingen professor Hans Dam Christensen til at udtrykke bekymring.
»Det er for tidligt at sige, hvem der gemmer sig bag besøgstallene, men jeg kan være bekymret for, om dem, der har fravalgt at besøge de to museer, er mennesker med begrænsede midler,« sagde professoren, som arbejder ved Det Informationsvidenskabelige Akademi på Københavns Universitet, til politiken.dk.
Museet er usynligt og kedeligt
Ved at satse på børnene håber museet på at lokke en helt ny målgruppe til – en målgruppe, som har den smarte egenskab, at den automatisk trækker endnu en målgruppe, nemlig forældrene og bedsteforældrene, med sig og dermed kan være med til at vende den negative trend.
Målsætningen er et øget besøgstal på omkring 30.000 for 2018.
»Sidste efterår lavede vi en rundspørge, hvor vi prøvede at undersøge, hvorfor folk ikke kom på Nationalmuseet,« fortæller museets formidlingschef Anni Mogensen.
»Der var nogle tendenser, der gik igen: Vi var for usynlige. For kedelige. Folk sagde, at nu havde de jo været her én gang, så følte de ikke, at de behøvede at komme igen. Så vi spurgte os selv: Hvordan imødekommer vi den der fordom om, at vi er kedelige?«
Spæklamper gav grønlænderne varmen
Fra kuffertens dyb fremtryller Knud Rasmussen et reagensglas med grågult indhold. Den lugter fælt, fortæller han, og spørger børnene, om de vil prøve. Der bliver rynket gevaldigt på næsetippen hos den lyshårede pige, Etty, der ikke når at sige nej, før hun har dunsten af spæk i næseborene.
Skuespilleren sidder på hug og gestikulerer med hænderne, mens han skiftevis kigger alle børnene i øjnene og fortæller om, hvordan man brugte glassets indhold til at lave lamper i Grønland.
»Der kan blive meget koldt i Grønland, der hvor jeg er vokset op, så derfor brugte vi det her til at få varmen. Kan I gætte, hvad det er?«
Ingen af børnene gætter på »spæk«, men de lytter opmærksomt – og fniser lidt mere – da han selv giver dem svaret og fortæller, hvordan der, på grund af spæklamperne, kunne blive så varmt inde i familiernes huse, at de alle sammen smed tøjet og var nøgne.
15 knapper rykker rundt
Nationalmuseet besluttede at imødekomme kedsomheds-fordommen ved at brage direkte ind i den, fortæller Anni Mogensen. Sanserne i spil, et levende museum. Med børnene i centrum.
Etape 1 er netop skudt i gang med den såkaldte ’Kedsomhedsknap’, som lanceres i disse dage, påsken 2018.
Knappen gemmer sig fire forskellige steder på museet og udløser en eller anden form for interaktivitet mellem udstillingen og den besøgende.
I alt er der installeret 15 knapper, som på skift rykker rundt på museet og udløser nye oplevelser.
I den arktiske afdeling af udstillingen Etnografiske Skatkamre på 1. sal kan man altså således trykke på en knap, som får Knud Rasmussen til at springe ud af væggen og fortælle om de genstande, han bragte hjem fra 5. Thule Ekspedition 1921-1924.
I Antiksamlingen udløser knappen en stjernehimmel, og i udstillingen om Danmarks Middelalder og Renæssance kan man møde en vaskeægte ridder. »Statuer bliver levende, mumier rører på sig, og hemmelige kister åbner sig,« skriver Nationalmuseet i sin pressemeddelelse.
Professor: Udmærket tiltag
Der er dog ikke som sådan tale om en ny type museumsformidling, hvis man spørger professor Hans Dam Christensen. Dramatiseret formidling, som han kalder det, hvor genstande og mennesker vækkes til live og henvender sig til publikum, er en måde, man har arbejdet med formidling længe, lyder det fra professoren. Heller ikke børnefokusset er decideret nyt.
»Nationalmuseet har i mange år gjort meget for at inddrage børnene, og museet orienterer sig i forvejen mod børn. Det her er bare én måde at arbejde med formidling til børn på. Jeg vil ikke umiddelbart sige, at der er noget nyt i det,« siger Hans Dam Christensen, som også er formand for Dansk Center for Museumsforskning, til Videnskab.dk.
Alligevel er han positivt stemt overfor initiativet, som godt kan have potentiale til at trække flere besøgende ind på museet, mener han.
»Jeg tror, at det her er et udmærket tiltag fra museets side. Det får meget mere omtale end så mange andre tiltag, og jeg kan sagtens forestille mig, at det tiltrækker mange nye folk.«
Børn giver hardcore tilbagemeldinger
Kedsomhedsknappen er blot første ud af en række initiativer, som skal trække børnene – og deres forældre – ind på Danmarks statslige, kulturhistoriske hovedmuseum. Hvad de øvrige initiativer dækker over, vil Anni Mogensen dog ikke løfte sløret for endnu.
I første omgang løber kedsomhedsknapperne året ud, men de er under konstant evaluering og bliver hele tiden testet af forskellige børnegrupper.
Optimalt set bliver der på et tidspunkt samlet et decideret børnepanel til opgaven, men indtil videre har det primært været medarbejdernes børn eller nogen, der kendte nogen, der kendte nogen, forklarer Anni Mogensen. Børnene, som optræder i denne artikel, er stillet til rådighed af Videnskab.dks journalister og familier.
»Vi får nogle hardcore tilbagemeldinger fra børnene, og hvis der er en knap, de ikke synes, er sjov, skal den enten laves om eller udgå. Det er ligegyldigt, hvad vi synes – det er børnene, der er i centrum,« siger Anni Mogensen.
\ Læs mere
Grønlændere lærte om moral gennem sagn
Knud Rasmussen trækker et billede op af kufferten. Det forestiller en kvinde med et stort, blåt hår.
»Når vi kedede os, kan I så gætte, hvad vi gjorde? Hvad kan man lave, når man keder sig?« spørger Knud Rasmussen. Børnene er stille, men lytter opmærksomt. »Vi fortalte historier,« fortsætter han.
For grønlændere i gamle dage spillede mundtlige overleveringer om myter og sagn en vigtig rolle i hverdagslivet. Det var gennem dem, man lærte om den gældende samfundsmoral, som eksempelvis hvordan naturen og mennesket bedst lever i pagt med hinanden.
Historien om Havets Moder er det mest kendte grønlandske sagn, og det lykkes faktisk Knud Rasmussen at fastholde børnene mere eller mindre gennem hele fortællingen, som slutter med pointen om, at man aldrig skal fange flere dyr, end man har brug for. Menneskene må ikke blive grådige.
Knud Rasmussen måtte ikke få en kajak
Sessionen slutter af med en tur på et såkaldt vippebræt, som Knud Rasmussen efter sigende selv brugte til at øve sig i at holde balancen i en kajak. Det var han ikke ret dygtig til, og derfor måtte han ikke få en kajak som 6-årig ligesom de andre børn, fortæller han.
Alle børnene får tilbuddet om en tur på brættet. Det tager en rum tid, til trods for at kun tre børn takker ja. Man fristes til at tænke, at en minimalt større børnegruppe kunne have udløst lettere kaos.
Til sidst siger Knud Rasmussen farvel og forsvinder ind i væggen igen.
\ Læs mere
»Ham, der kom frem, var rigtig sjov«
Da børnene efterfølgende bliver spurgt, hvad de har lært, er der umiddelbart larmende stilhed. Men noget er alligevel trængt igennem, viser det sig: Gertrud husker noget med et bræt, man kunne sidde på, og da vi går tilbage i udstillingen og kigger på kajakker, kan hun måske også godt huske, at den havde noget med historien at gøre.
De andre børn husker løsrevne detaljer. Etty kan for eksempel huske, at der var en kvinde med fisk i håret (Havets Moder, red.), og der var vist også nog
\ Kedsomhed i påsken
Til og med 2. påskedag er kedsomhedsknapperne aktive dagligt. Derefter kun i weekenderne.
Børnesatsningen har fået støtte fra Nordea-fonden på 5 millioner kroner.
et, der lugtede (glasset med spæk, red.).
Men umiddelbart er de enige om, at det var en sjov oplevelse. Ifølge Gertrud på 5 (trekvart!) har dagens besøg på Nationalmuseet for eksempel været sjovere end at gå på Zoologisk Museum.
»Det var rigtig sjovt, og ham, der kom frem, var rigtig sjov, fordi han kom fra Grønland,« fortæller Gertrud, som gerne vil en tur på Nationalmuseet igen og finde ud af, hvad de øvrige knapper dækker over.
Hvis flere børn tænker som Gertrud, er der måske håb forude for Nationalmuseet.
