Når fortiden mobiliseres – Kulturkamp i nutidens Egypten
Den 17. december 2010 brænder en ung tuneser, den arbejdsløse akademiker, Muhammed Bouazizi, sig selv i protest. Det sker efter at myndighederne har konfiskeret den grøntsagsvogn, der skulle skaffe ham til dagen og vejen.

Her ses en graffito med sørgende kvinder, der er kopieret fra en old-egyptisk adelsgrav. (Foto: Zeinab Mohamed)

Her ses en graffito med sørgende kvinder, der er kopieret fra en old-egyptisk adelsgrav. (Foto: Zeinab Mohamed)
Partner Tidsskriftet SFINX

SFINX er det danske populærvidenskabelige tidsskrift om middelhavslandene og Nærorienten – fra oldtiden til nutiden.

 

Denne begivenhed  forårsager omfattende  protestdemonstrationer, som bliver slået voldeligt ned af politiet. Ikke desto mindre falder Tunesiens præsident, Zine el-Abidine Ben Ali den 14. januar 2011. 

Den folkelige eufori over begivenhedernes gang i Tunesien får snart demonstrationerne til at brede sig til nabolandene, herunder Egypten. Her tager sikkerhedsstyrker fat med store dødstal som konsekvens.

Muhammed Mursi bliver afsat

Det egyptiske militær derimod nægter at bekæmpe demonstranterne, hvilket bliver afgørende. For hermed har præsident Hosni Mubarak, der har styret landet i 30 år, ikke længere støtte blandt sine egne.

Mubarak må gå af den 11. februar 2011, og der iværksættes en demokratisk valgproces, som den 30. juni 2012 bringer Muhammed Mursi og Det muslimske Broderskabs parti, Friheds- og Retfærdighedspartiet, til magten.

Mursi tilsidesætter efter manges mening de demokratiske rettigheder. Dette fører til nye protester, som den 3. juli 2013 ender med, at militæret under Abdul Fatah al-Sisis ledelse afsætter Mursi og indsætter forfatningsdomstolens præsident Adly Mansour som ny midlertidig præsident.

Der er blodige overgreb på begge sider

Denne gang slår hæren hårdt ned på Mursi-tilhængerne; ligesom mange af Mursis islamistiske tilhængere tager væbnede midler i brug.

Der sker blodige overgreb på begge sider, og den 14.-15. august 2013 bliver Rabaa al-Adawiya-moskeen i Kairo beskadiget under militærets brutale rydning.

Selvom hæren ikke er kristen, bliver kristne kirker udsat  for 'gengældelsesangreb' og ødelagt flere steder i Egypten, og museet i Mallawi plyndres og raseres i forbindelse med en af Mursitilhængernes sit-in protester.

Mange følte sig forrådt af Mursi

Fakta

Bo Dahl Hermansen er nærorientalsk arkæolog og har gennem mange år beskæftiget sig med kulturel erindring og dens anvendelse i mellemøstlige lande.

Hærledelse og regering hævder, at deres hensigt er at genstarte den demokratiske proces. Om det ender sådan, vil tiden vise.

Så meget er dog klart, at mange har følt sig forrådt af Mursi og udtrykker dette under demonstrationer og på sociale medier.

Omvendt føler mange af Mursis tilhængere sig ligeledes forrådt, eftersom Mursi og hans parti jo blev valgt på demokratisk vis.

Kulturarv i aktion

Både i det offentlige rum og i polemikken på de sociale medier bliver der brugt motiver og metaforer, som rækker tilbage til arven fra oldtidens Egypten.

Denne arv er altså både levende og aktuel. I de berømte graffiti på Mohamed Mahmoudgaden i Kairo så vi for eksempel old-egyptiske motiver anvendt til minde om ofrene for sikkerhedspolitiets overgreb i 2011.

På en af disse graffiti ses døde demonstranter genopstå på baggrund af et papyruskrat i old-egyptisk stil. På en anden ses et selskab af sørgende kvinder, kopieret direkte fra vesiren Ramoses grav i Qurna (cirka 1350 f.Kr.).

Disse graffiti blev fremstillet til minde om begivenhederne på Tahrir-pladsen i 2011 og er siden fjernet af de egyptiske myndigheder. Men motiver fra det gamle Egypten bliver nu anvendt i propagandakampen på de sociale medier.

Nasser var populær både i sin samtid og eftertid

På et af de mange propagandabilleder for general al-Sisi, ses pyramiderne i Giza således som metafor for de tidligere præsidenter Gamal Abdel Nasser (1918-1970) og Anwar Sadat (1918-1981) samt netop  al-Sisi. Dette kan forekomme overraskende.

Døde demonstranter genopstår på baggrund af papyruskrat i old-egyptisk stil. Begge graffiti (se også forrige billede) var del af en meget mere omfattende aktion, hvorunder der blev malet graffiti i Mohamed Mahmoud-gaden i Kairo til minde om ofrene forbegivenhederne på Tahrir-pladsen i 2011. (Foto: Zeinab Mohamed.)

Nasser regnes ganske vist som det frie Egyptens grundlægger. Trods det militære nederlag i Mellemøstkrigen  i 1956,  lykkedes  det  ham ved den lejlighed at fremtræde som en heldig forsvarer  af  Egyptens  territorium  mod  franske  og britiske invasionstropper og af egyptisk selvstændighed.

Ligesom han førte landet frem som ledende kraft i en panarabisk stræben, det vil sige en arabisk nationalisme, der så de moderne landegrænser som kolonimagternes forsøg på at så splid mellem araberne. Som sådan har han nydt popularitet, både i sin samtid og eftertid.

 

Sadat gav Egypten dets militære stolthed tilbage

Til gengæld har Anwar Sadat ikke været populær efter sin forkætrede fredsaftale med Israel. Vi  skal dog ikke glemme, at forudsætningen for aftalen var Sadats invasion i Sinai i 1973, som gengav Egypten dets militære stolthed efter ydmygelserne i tidligere krige mod Israel.

Dette medførte, at Sinai igen blev en del af Egyptens territoriale integritet. Ved at indgå en separat fredsaftale med Israel forkastede Sadat ganske vist den panarabiske ide, men blev i stedet eksponent for en moderne egyptisk nationalstat.

Det giver derfor god mening, at se ham genindtræde blandt de 'store' ledere. Rækken fuldendes af al-Sisi, der toner frem på den tredje pyramide.

Han kan, med indgrebet overfor Mursis 'forbrydelser', betragtes som det moderne Egyptens tredje grundlægger: altså tre grundlægger-figurer, solidt rodfæstet i landets årtusindgamle  kulturarv, alle med en militær baggrund, ligesom den afsatte præsident Mubarak.

 

Utilfredshed med Mursi førte til hans fald

Men her stopper legen ikke. 

Under parternes gensidige mudderkastning er militæret blevet sammenlignet med Hyksos, der i egypternes kollektive erindring er et asiatisk folkeslag (cirka 1640-1532 f.Kr.), som invaderede det faraoniske Egypten og tillægges ansvaret for et af de mørkeste kapitler i landets historie.

Propagandabillede fra Facebook, der viser general al-Sisis ansigtstræk tone frem på Kheopspyramiden, mens de to tidligere præsidenter, Nasser og Sadat, ses på de to andre, store pyramider i Giza. Både Nasser og Sadat havde en militær baggrund ligesom al-Sisi. Dette og andre billeder på internettet og i det offentlige rum giver anledning til at spørge om al-Sisi er ved at blive kørt i stilling som Egyptens næste præsident.

Den demokratisk valgte Præsident Mursi er her blevet sammenlignet med faraoen Ahmose, der omkring år 1532 f.Kr. befriede Egypten for Hyksos-tyrannernes åg.

Stigende utilfredshed med Mursi førte dog snart til hans fald, og den 26. juli 2013 blev der rejst anklage mod ham for at have involveret den palæstinensiske organisation Hamas i »angreb på politi, faciliteter, officerer og soldater.«

 

Al-Sisi kunne sammelignes med Ramsis

Efter dette kunne metaforen vendes på hovedet, og al-Sisi kunne sammenlignes med 'Ramsis', en anden sejrrig farao, der drev invaderende horder ud.

Sådanne fremstillinger af general al-Sisi, og hele polemikken om den afsatte præsident Mursi, spiller med andre ord på symboler, der er hentet fra Egyptens årtusindgamle kulturarv. 

For nogen, vil de kunne ses som tilløb til persondyrkelse af al-Sisi og omvendt til en dæmonisering af præsident Mursi og Det Muslimske Broderskab, som giver bange anelser for den demokratiske proces. Mon al-Sisi er egyptens næste præsident?

 

Tiden før Muhammed var barbarisk

Som vi har set, spiller arven fra oldtidens Egypten en rolle i polemikken om hærens og Mursis rolle.

Men i Egypten kan den enes kulturarv være den andens jahiliyya. Jahiliyya, der kan oversættes til uvidenhed eller barbari, er den særlige islamiske betegnelse for den tidsalder, der gik forud for profeten Muhammed og islam.

Et sådant spændingsforhold mellem glorværdig oldtid og fordærvet jahiliyya kan spores op gennem 1900-tallet.

 

Faraonismen blev opfattet som en bevægelse

Faraonismen var en bred ideologisk strømning, der prægede egyptisk kulturliv i 1920'erne og 30'erne, herunder også kunsten. På billedet ses Mahmud Mukhtars berømte statue, Egyptens genfødsel, der blev indviet i 1928. Statuen forestiller en egyptisk bondepige, der støttet til en sfinks trækker sit slør til side, og den er den dag i dag et symbol for den liberale fløj i Egyptens kulturliv.

I 1920'erne prægede den nationale bevægelse, faraonismen, egyptisk politik og kulturliv. I faraonisternes øjne skulle det moderne Egypten fremstå som arvtager til det 'gamle' Egyptens storhed, og de brugte den faraoniske arv som symbol på det 'nye' Egyptens dybe historiske rødder.

Et symbol som ideelt set kunne favne både Egyptens kristne og muslimer. Faraonismen spillede en dominerende rolle, indtil Det Muslimske Broderskab, samtidig med Nassers sekulære arabisme, fik vind i sejlene i løbet af 1930'erne og 40'erne.

Broderskabets chefideologer opfattede faraonismen som en bevægelse, der undergravede Egyptens islamiske karakter.

Set med Broderskabets øjne burde det moderne Egypten tage arven op fra korstogstidens islamiske Egypten, der både havde dæmmet op for de europæiske korsfarere og mongolernes hærgen.

 

En sko i ansigtet på en ledende, muslimsk broder

Det mest ekstreme udtryk for denne holdning er måske det spektakulære attentat i 1981 på præsident Sadat under en militærparade. Her retfærdiggjorde drabsmanden fra den radikale, islamistiske Jihad-gruppe netop sin handling med slagordet »Jeg har dræbt Farao«.

Her er der ikke tale om en specifik historisk farao, men den 'Farao', der i Koranen optræder som Moses og dermed Guds store modstander.

Sammenligningen med Farao er i øvrigt for nylig blevet anvendt om præsident Mursi på Twitter af den i Vesten så vellidte tidligere vicepræsident Muhammed al-Baradei. Dette må i lyset af ovenstående betragtes som en sko i ansigtet på en ledende, muslimsk broder som Mursi.

 

Den kristne tradition

I spændingsfeltet mellem old-egyptisk (herunder græsk-romersk) og islamisk, kan det være svært at få øje på arven fra den tredje store drivkraft i Egyptens kulturhistorie: Kristendommen. Den kristne arv går ikke desto mindre tilbage til oldkirken.

Det er ikke kun den old-egyptiske og kristne kulturarv, der er truet i dagens Egypten. På dette billede ses således den raserede og udbrændte Rabaa al-Adawiya-moske i Kairo, som blev ødelagt under militærets brutale rydningsaktion i august måned, 2013. (Foto: Polfoto/Corbis)

Ved kirkemødet i Kalchedon i år 451 udskiltes den koptiske kirke fra øst-kirken på grund af uenighed om forholdet mellem det guddommelige og det menneskelige i Jesu Kristi person.

Ved koncilet blev læren om Kristi to naturer vedtaget på bekostning af blandt andet den koptiske kirkes opfattelse, at Kristus kun har én natur i form af »Guds kødeliggjorte ord«.

 

Den koptisk-ortodokse kirke har særegen egyptisk identitet

Dette skisma førte til, at der i Egypten blev dannet en splittet, kristen tradition med et græsk-ortodokst patriarkat i Alexandria og en bredere funderet, koptisk-ortodoks kirke med eget sprog og egen skrift: netop koptisk, som er det sidste stadie af det old-egyptiske sprog, og som stadig anvendes i kirkens liturgi.

Den koptisk-ortodokse kirke har også egen pave og patriark, ligeledes med sæde i Alexandria, og dermed en særegen egyptisk identitet trods dens i dag verdensomspændende rækkevidde. 

Ifølge en historisk tvivlsom tradition skal den koptiske kirke være grundlagt af evangelisten Markus og dens paver være hans efterfølgere i embedet.

 

Kirkesamfundet danner rammen om en levende, kristen tradition

I nyere tid er der tillige opstået en koptisk-katolsk kirke, i kommunion med Rom, men med koptisk liturgi, og en koptisk-evangelisk kirke, hver med sin egen historie. 

Kirkesamfundene danner således rammen om en levende, kristen tradition med en kontinuitet, der rækker helt tilbage til oldtidens græske og egyptiske traditioner og er i fortsat udvikling.

De kristne udgør i dag måske 8-10 % af befolkningen og ikke bare deres monumenter og manuskripter, men også deres tradition og praksis udgør værdifulde bidrag til Egyptens, og hele verdens, kulturarv.

 

Den truede kulturarv

Ødelagt kirke i Mallawi. Dette er blot en af ca. 90 kirker, eller mere, der er blevet ødelagt ved urolighederne under og efter Det arabiske Forår. Blandt andet derfor er der en stigende tendens til at kristne, der har mulighed fordet, forlader Egypten. Et problem, der også gør sig gældende andre steder i Mellemøsten. (Foto: Roger Anis)

Plyndringen og ødelæggelsen af museet i Mallawi sætter på ny fokus på egypternes divergerende opfattelser af, hvad deres kulturarv er  for en størrelse, hvori den består, og hvad den kan bruges til.

Ifølge de forhåndenværende kilder foregik plyndringen nemlig den 14. august 2013, under en af Mursi-tilhængernes sit-in protester, der foregik i museets have. Både vagter og en billetsælger skal være blevet skudt, og mindst én dræbt.

Af 1089 genstande, dateret fra faraonisk tid til muslimsk middelalder, blev mere end 1000 stjålet og museet blev fuldstændig raseret. Kristne kirker i Mallawi er blevet vandaliseret og ødelagt af islamister, der tilsyneladende holder de kristne ansvarlige for Mursis afsættelse.

Andre museer, arkæologiske lokaliteter samt mange kirker og klostre over hele Egypten er ligeledes blevet angrebet og plyndret; ligesom hærens brutale rydningsaktioner har ført til, at moskeer er blevet ødelagt.

 

Millioner af egyptere viderefører deres arv

Begivenhederne i kølvandet på Det arabiske Forår må altså siges at udgøre en meget konkret trussel mod den materielle arv fra alle de store traditioner i Egyptens historie. Og dét må siges at være problematisk i et land, der i den grad er afhængigt af indtægter fra turismen.

UNESCO, Blue Shield og Egypt's Heritage Task Force, har da også, sammen med den egyptiske antikvitetsorganisation, iværksat en kampagne for at redde stjålne museumsgenstande og restaurere ødelagte monumenter.

Afslutningsvis skal det nævnes, at millioner af egyptere fra alle samfundets forgreninger her og nu i den fælles hverdag viderefører deres arv som levende kulturel praksis, anvender den til at skaffe sig et udkomme i hverdagen eller som symbolsk virkemiddel i den aktuelle politiske konflikt.

Egyptens kulturarv er til for disse mennesker og for os alle. Men hvis ikke der findes en løsning på den nuværende konflikt, som mildner de underliggende sociale og økonomiske spændinger, kan man frygte, at kulturkampen vil fortsætte, og med mellemrum bryde ud i politisk vold, plyndring og ødelæggelse.
 

Blue Shield

The International Committee of the Blue Shield (ICBS) blev stiftet i 1996. Denne tværfaglige organisation dækker bl.a. fagområderne: museer, arkiver, biblioteker, kulturlandskaber og arkæologiske monumenter. Blue Shield arbejder for at sikre kulturel ejendom ved væbnet konflikt og ved menneskeskabte eller naturskabte katastrofer. Arbejdet består i at skabe øget bevidsthed om beskyttelse af kulturarv og at yde faglig og hurtig assistance der, hvor der er behov. Omkring 40 lande har fået eller er i færd med at få deres egen Blue Shield komité, herunder Danmark. 

Sammenslutningen af disse nationale komitéer The Association of National Committees of the Blue Shield (ANCBS) blev stiftet i 2008 og skal koordinere, vejlede og styrke den internationale indsats. 

Modificeret efter Blue Shield Danmarks hjemmeside

Tidsskriftet SFINX 

Denne artikel er en del af Tidsskriftet SFINX, december 2013.

SFINX er et populærvidenskabeligt tidsskrift med nyt om dansk arkæologi og historie.

I det nyeste nummer af SFINX kan du også læse om:

SYRIENS KULTURARV I KONFLIKT

Borgerkrigen i Syrien har uoverstigelige konsekvenser – også for landets kulturarv. 

GRAVPORTRÆTTERNE I PALMYRA

Der er pt. stor bevågenhed omkring syriske genstande på det internationale kunstmarked, eftersom de kan stamme fra rovgravninger eller være stjålne. 

BABYLON I KRIG

I 2003 efter Irakkrigens afslutning tog en UNESCO mission til Irak for at besigtige skaderne på landets kulturarv. 

DEN TRUEDE JUL

Adskillige rapporter fra Syrien giver triste meldinger om et forfulgt kristent mindretal. 

Læs mere og bestil abonnement på www.sfinx.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte, døde og vaccinationer i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om, hvorfor denne 'sort hul'-illusion narrer din hjerne.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med over en halv million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk