Muslimer laver egne menneskerettigheder
De muslimske lande har netop lanceret deres egen islamiske menneskerettighedskommission. Ifølge ny dansk forskning er kommissionen splittet mellem FN’s menneskerettigheder og islamiske rødder.

Overalt i verden kan Islam kendes på halvmånen. Men de muslimske lande er også vældig forskellige - ikke mindst når det gælder menneskerettigheder, forklarer dansk forsker. (Foto: Colourbox).

I sommeren 2011 lancerede sammenslutningen af muslimske lande OIC en islamisk menneskerettighedskommission. Tanken er, at de ligesom FN på verdensplan skal have deres egen permanente kommission, der konstant arbejder for menneskerettighederne i de islamiske lande.

Men landene er ikke enige ikke om, hvordan menneskerettigheder skal forstås. En del læner sig imod de menneskerettigheder, vi kender fra FN. Andre vil gerne trække OIC's menneskerettigheder mere i retning af de islamiske rødder.

Sådan lyder det fra Marie Juul Petersen. Hun er postdoc ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS), og har netop udgivet en videnskabelig rapport om OIC's nye menneskerettighedskommission.

»Vi må huske på, at OIC består af hele 57 lande fra Mozambique til Malaysia. Det gør menneskerettighedskommissionen utroligt spændende at studere, fordi der er så mange tolkninger af islam og af menneskerettighederne. Men det betyder også, at kommissionen kan få det svært i praksis,« siger Marie Juul Petersen.

Tidligere menneskerettighedserklæring var for islamisk

Det er ellers ikke første gang, muslimske lande forsøger sig på menneskerettighedsfronten.

Historien begynder i Egypten i 1990. Her lancerede OIC for første gang en islamisk menneskerettighedserklæring – nemlig den såkaldte Kairo-erklæring. Men det blev ikke den store succes. En af årsagerne var måden, den var skrevet på.

I erklæringen stod der:

»Den islamiske shari’ah [lov] er den eneste kilde til forklaringen eller afklaringen på hvilken som helst af artiklerne i denne erklæring.«

Fakta

Organisation of Islamic Cooperation (OIC) er det største internationale samarbejde uden for FN. Det består af 57 lande fra Asien, Afrika og Mellemøsten, med tilsammen ca. 1,6 milliarder mennesker. Organisationen blev stiftet 25. september 1969 og har til formål at være de muslimske landes fælles stemme og beskytte muslimernes interesser.

Derfor fik Kairo-erklæringen aldrig rigtig luft under vingerne i det internationale samfund. Der var for meget islam og for lidt menneskerettigheder.

OIC skiftede kurs efter 11. september

Det ændrede sig op gennem 00erne, hvor OIC's forståelse af menneskerettigheder langsomt begyndte at nærme sig den, vi kender fra FN.

I organisationens handlingsplan fra 2005 blev FN’s menneskerettighedskonventioner nævnt flere gange, og de begyndte at planlægge et center for kvinders rettigheder i Kairo.

I den samme handlingsplan blev det også slået fast, at muslimerne skulle have deres egen menneskerettighedskommission.

OIC ville være på god fod med resten af verden

Der er ifølge Marie Juul Petersen flere forskellige forklaringer på de islamiske landes ønske om at efterleve menneskerettigheder. Én af dem hænger sammen med et anderledes politisk klima efter terrorangrebet mod USA i 2001.

»Efter 11. september var holdningen blandt mange vestlige lande – især USA – at enten var de muslimske lande med os, eller også var de imod os.«

»Det fik OIC til at fokusere mere på, hvordan de kunne signalere, at de gerne ville samarbejde og være en del af det internationale samfund. Her blev deres menneskerettighedsarbejde et vigtigt redskab,« siger Marie Juul Petersen.

Arabisk forår var et vink med en vognstang

En anden og endnu vigtigere årsag til, at OIC begyndte at satse mere på menneskerettigheder, er det ry, som organisationen har haft blandt almindelige muslimer. 

Ifølge Marie Juul Petersen skyllede de arabiske opstande endnu en vigtig flaskepost i land hos OIC: det er ikke kun Vesten, der ønsker menneskerettigheder, men også muslimerne selv. (Foto: Jonathan Rashad)

I mange år blev OIC betragtet som en organisation, der mest beskæftigede sig med højpandede religiøse diskussioner og råbte op om israelske sammensværgelser. Men de gjorde ikke en forskel for almindelige muslimer. Derfor ville OIC være bedre til at engagere sig mere i muslimernes hverdag.

Ifølge Marie Juul Petersen er tendensen blevet forstærket af det arabiske forår. Beskeden fra de mange arabiske muslimer, som gør oprør mod deres ledere, er, at det ikke kun er Vesten, der ønsker sig menneskerettigheder. Muslimerne selv brænder også for mere frihed til at leve et ordentligt liv.

I juni 2011 så OIC's nye menneskerettighedskommission derfor dagens lys.

Karikaturkrisen splitter de muslimske lande

Ved første øjekast er den nye kommission langt mere på linje med FN’s universelle menneskerettigheder end med Kairo-erklæringens fokus på islam.

Et godt eksempel er kapitel tre i kommissionens vedtægter. Det er et af de vigtigste, fordi det drejer sig om initiativets formål. Her står der, at kommissionen skal arbejde for at sikre respekten for islamisk kultur - og det meste af kapitlet om kommissionens formål drejer sig mere om menneskerettigheder end om islam.

I artikel tre står der, at kommissionen skal arbejde for at sikre økonomiske og sociale rettigheder til kvinder, unge og dem med særlige behov. Det skal kommissionen gøre på flere forskellige måder, blandt andet ved at:

  • hjælpe staterne med menneskerettighedsinitiativer eller
  • rådgive menneskerettighedsorganisationerne i de forskellige lande 

Det er også meningen, at kommissionen skal være et nyt hjemsted for forskning i menneskerettigheder.

Alt dette betyder, at kommissionen er blevet modtaget med åbne arme af FN, der gerne vil samarbejde.

Forskelligheden splitter

Fakta

FNs menneskerettighedserklæring fra 1948 var den første verdensomspændende erklæring om, at alle mennesker har en række basale rettigheder såsom forsamlingsfrihed eller retten til at være fri for tortur.

Uenighederne lurer dog bag linjerne. Den 18 medlemmer store kommission er sammensat af eksperter med vidt forskellige synspunkter på forholdet mellem islam og menneskerettigheder. 

Denne splittelse afspejler ifølge Marie Juul Petersen den store forskellighed inden for OIC, der består af 57 forskellige lande med forskellige forståelser af islam og menneskerettigheder.

Eksempelvis er det egyptiske medlem Wael Attiya kendt for at kæmpe for stokkonservative synspunkter, såsom færre rettigheder til homoseksuelle. Men han sidder til bords med eksperter fra blandt andet Tyrkiet, Indonesien og Uganda, som er kendt for at være langt mere progressive og kæmpe for blandt andet kvinders rettigheder. 

Kristne og muslimer står skulder ved skulder

En del tyder altså på, at det nye islamiske menneskerettighedsinitiativ kan få vanskeligt ved at finde fodfæste. Er det fordi, islam og menneskerettigheder har svært ved at være i stue sammen?

Marie Juul Petersen mener, at man ikke nødvendigvis kan sætte spørgsmålet op på den måde. Det er ikke muslimerne mod menneskerettighederne, men snarere de konservative mod de progressive.

»Egentlig mener jeg slet ikke, at skillelinjen går mellem muslimer og menneskerettigheder, men mellem konservative på den ene side og de mere liberale, progressive kræfter på den anden side, « siger hun. »Det betyder, at man i FN ofte ser konservative muslimer og konservative kristne arbejde sammen.«

Homoseksuelle skaber uenighed

Muslimer og kristne står f.eks. sammen, når det gælder homoseksualitet. I 2010 modtog den egyptiske Wael Attiya netop en pris fra den konservative amerikanske organisation Family Watch for sin indsats imod homoseksuelles rettigheder.

Andre sprængfarlige emner, som skiller de konservative fra de progressive er kvinders rettigheder og spørgsmålet om, hvorvidt det er et brud på menneskerettighederne at kritisere religion.

Fakta

De arabiske opstande startede i Tunesien i starten af 2011, da tuneserne smed diktatoren Ben Ali på porten. Opstandene bredte sig i løbet af foråret til mange andre arabiske lande. Det gjaldt især de nordafrikanske lande, men også lande som Syrien og Yemen har siden opstandene startede været præget af store sammenstød mellem civile arabere og politiske ledere.

Denne store forskellighed i OIC's menneskerettighedskommission er én af årsagerne til, at Marie Juul Petersen er tilbageholdende med at juble alt for højt over det nye initiativ:

»Jeg tror, den nye menneskerettighedskommission kan få det svært, fordi der er så mange forskellige interesser og holdninger. De fire kvindelige medlemmer har været enormt involveret i kvindesagsarbejde, men ikke nødvendigvis på en måde, som Wael Attiya fra Egypten vil være enig i,« fortæller Marie Juul Petersen

Forsigtig optimisme hos forsker

Selvom splittelsen skaber vanskeligheder for den nye kommission, vil hun dog beskrive sig selv som forsigtig optimist:

»Alene det, at de muslimske lande har etableret et menneskerettighedsforum er en rigtig god nyhed. Det er enestående, at de muslimske lande nu får et forum for intern kritik og selvransagelse – i stedet for at kritikken altid skal komme udefra,« siger Marie Juul Petersen.

»Og så er det positivt, at der er så stor politisk opbakning til initiativet. Selv lande som Saudi-Arabien og Iran bakker op. Det gik også meget hurtigt med at få etableret kommissionen – det tyder på, at der er politisk vilje bag satsningen.«

Kommission kan blive vigtig ny aktør

Marie Juul Petersen peger især på tre spørgsmål, der er afgørende for, om den nye kommission får luft under vingerne:

  1. »Først og fremmest spiller kommissionens eksperter en stor rolle. Kan de blive enige om at arbejde sammen? Og hvilke rettigheder vil de vælge at arbejde for?
     
  2. »For det andet bliver det spændende at se, hvor meget plads de forskellige regeringer i OIC's medlemslande vil give kommissionen. Det er jo dem, der bestemmer, om de vil følge kommissionens anbefalinger.«
     
  3. »Endelig spiller det internationale samfund en stor rolle. Vil de vestlige regeringer og alle menneskerettighedsorganisationerne række hånden ud og samarbejde med kommissionen, eller vil de vende den ryggen uden at give den en chance?«

»Jeg håber selvfølgelig på, at de vil byde kommissionen velkommen, for jeg tror faktisk, at den har potentiale til at blive en vigtig ny aktør på den internationale menneskerettighedsscene,« slutter Marie Juul Petersen

OIC kæmper med forskelligheden

OIC består af vidt forskellige lande. Derfor er der også stor uenighed om, hvordan menneskerettigheder skal se ud.

Saudi Arabien er det rigeste og et af de mest indflydelsesrige medlemslande. Men det er ikke et land, der forbindes med menneskerettigheder – tværtimod. Det saudiske regime er i en alliance med en religiøs elite, som abonnerer på en streng tolkning af Islam.

Det indebærer blandt andet et særligt politikorps, der er sat i verden for at sikre, at kvinder altid holder sig på dydens smalle sti, når de begiver sig uden for.

Derfor er det saudiske regime ikke stor fan af individuelle menneskerettigheder. I stedet forsøger de ofte at overtale FN til at beskytte islam mere generelt – eksempelvis imod hånende udtalelser fra Vesten.

Spørgsmålet om, hvorvidt FN skal sætte ind over for religionsfornærmelse er netop et emne, som blev særlig aktuelt, da den danske avis Jyllandsposten offentliggjorde en række karikaturtegninger af profeten Muhammed tilbage i 2007.

Men et andet islamisk land, som har fået mere og mere magt inden for OIC er Tyrkiet, der er kendt for at være nogenlunde demokratisk og mere moderat end Saudi Arabien. Tyrkiets rolle i OIC er blevet endnu stærkere efter tyrkeren Ekmeleddin Ihsanoglu blev generalsekretær. 

Ihsanoglu har nemlig været en vigtig kraft bag etableringen af den nye menneskerettighedskommission. Og han har nogle helt andre ideer om islam og menneskerettigheder end dem, som florerer i Saudi Arabien.

Faktisk er han tættere på den slags menneskerettigheder, vi kender i forvejen: det, der skal sættes ind over for, er ikke udtalelser, der håner Islam som sådan, men snarere forfølgelser af den enkelte muslim.

Kilde: Marie Juul Petersen

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.