Musikundervisning er en trossag
Selvom musikere improviserer, er det ikke fri leg det hele. Forskning viser, at forståelsen for, hvad der er god musik skabes ubevidst gennem musikundervisningen.

Musiklæreren er ikke altid bevidst om sine egne overbevisninger, viser forskning på det Det Rytmiske Musikonservatorium (Foto: Colourbox)

Selv om rytmisk musik opfattes som fri, har disse musikformer særlige måder, de kan udøves på.

En ny undersøgelse viser for eksempel, at det i musikundervisningen regnes som en fejl, hvis eleverne lader være med at improvisere.

Det regnes til gengæld som korrekt at spille efter gehør, det vil sige ikke at bruge noder.

»Samtidig må der være en grund til at bestemte musikformer improviserer eller ikke bruger noder, og at sceneoptrædenerne ligner hinanden.«

»Mange har en opfattelse af at jazz og andre improviserede musikgenrer har en fri form, men dette stemmer ikke. Rammene ser bare anderledes ud for denne type musik.«

Det siger Catharina Christophersen ved Musiksektionen, Afdeling for læreruddannelsen på Højskolen i Bergen i Norge.

Musikundervisning er et trossystem

Christophersen har forsket i, hvordan den rytmiske musikundervisning fremstår som en æstetisk og kulturel praksis.

Hun beskriver musikundervisning som et trossystem, hvor deltagerne socialiseres ind i et fællesskab med en tro på, at den måde, man udøver og underviser i musik på, er rigtig og vigtig.

»Spørgsmål om, hvorfor man udøver eller underviser på en bestemt måde, bliver derfor sjælden stillet, fordi deltagerne i denne praksis ofte er ubevidst enige,« siger forskeren.

Musiklæreren former eleverne

I sin doktorafhandling har Christophersen fulgt undervisningen hos en lærer på et det danske rytmiske musikkonservatorium.

Forskningen viser, at musiklæreren kun til en vis grad reflekterer over sin egen rolle, når det gælder den praksis han viderefører.

Er det problematisk?

»Nej, det synes jeg ikke. Når man er med i et trossystem, vil enkelte ting være naturlige og selvfølgelige, og man er ikke nødvendigvis bevidst omkring sine egne overbevisninger.«

»Musikundervisning er ikke en værdifri zone. For at være en god musiklærer skal man have noget at tro på, og det ligger i lærerens opgave at forme eleverne,« siger Christophersen.

Fokus på det sociale

Den danske rytmiske musikundervisningstradition har sin baggrund i de kulturradikale Astrid Gøssel og Bernhard Christensens pædagogiske virke omkring 1930.

Traditionen blev videreført på musikalske stævner og i folkehøjskolemiljøet i 1970erne. Der var et stærkt fokus på de sociale sammenkomster, og stævnerne førte til etableringen af rytmiske musikuddannelser på konservatorier.

Også i dag er sociale samlinger og fællesskabet vigtig for musikudøvelsen på grund af den improviserede form.

Mange af stævnedeltagerne er selv blevet rytmiske musiklærere. På denne måde har en undervisningspraksis kunnet reproducere sig selv over tid, ofte uden nogen særlig grad af refleksion over, hvordan man udøver den.

Begrænset forskning

I dag findes det ikke meget forskning og litteratur omkring det rytmiske musikundervisningsfelt, og undersøgelsen skiller sig derfor ud i nordisk sammenhæng.

»Jeg tror, at årsagen til dette kan være, at de rytmiske miljøer ikke er særlig optaget af skriftlighed og akademisk litteratur,« siger Christophersen.

© forskning.no. Oversat af Johnny Oreskov

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.