I Danmark har vi fået ny nordisk mad. I Grønland har de fået ny grønlandsk mad: Moderne, globalt inspirerede retter tilberedt af lokale råvarer som hval, rensdyr, moskusokse og søkonge.
»Der er sket en udvikling i, hvad man ser som grønlandsk mad. Især i den grønlandske middelklasse er der mange, som lader sig inspirere af tilberedningsmetoder fra andre steder i verden,« siger Natuk Olsen, der er ph.d. studerende på Grønlands Universitet Ilisimatusarfik.
»Råvarerne er lokale, og man markedsfører dem som økologiske, fordi de er fra vilde dyr. Økologiske begreber er efterhånden blevet en del af det grønlandske sprog, og man opfatter de lokale råvarer som sundere end det, man kan købe i supermarkederne,« fortsætter hun.
Mad giver national identitet
Natuk Olsen er i gang med at skrive en afhandling om, hvordan levende ressourcer som eksempelvis mad kan være en identitetsmarkør.
Mad lavet af lokale råvarer spiller en stor rolle for grønlændernes selvforståelse, har hun fundet ud af.
Det afspejler sig i sproget: På grønlandsk findes der et ord for mad, der er tilberedt af grønlandske råvarer. Ordet ‘Kalaaliminiq’ betyder frit oversat ‘et stykke grønlænder.’
»Det er så stærk en identitetsmarkør at sige Kalaaminiq - et stykke grønlænder. Maden er en del af at differentiere sig fra resten af Rigsfællesskabet. Når vi spiser grønlandsk mad, viser vi, at vi ikke er danskere, selv om mange af os ligner danskere og kan tale dansk,« siger Natuk Olsen.
»Der er helt sikkert noget nationsopbygning i den gastronomiske udvikling, vi ser i øjeblikket. Det, at det er blevet moderne at lave ny grønlandsk mad af lokale råvarer, afspejler, at vi er i gang med at løsrive os fra Danmark, kan man godt sige,« fortsætter hun.
Lokale retter kommer på Facebook
Grønlændernes forhold til mad har ændret sig over tid, viser Natuk Olsens forskning. Engang var det moderne at spise danske retter.
»Der har været en periode, hvor der var prestige i at spise dansk mad som flæskesteg og brun sovs. Det er det stadig i nogle bygder. Men især i byerne er der sket en modreaktion, og lokale råvarer har fået en renæssance,« siger Natuk Olsen.
»Vi er igen blevet stolte af retter, der er lavet af lokale råvarer, og vi poster billeder af dem på Facebook. Ved højtider følger der som regel en fortælling med omkring det, man serverer. Hvis man selv har fanget dyret, fortæller man om fangsten, om hvordan vejret var og den slags,« siger Natuk Olsen.
Teenagere vil hellere have fastfood
Fangst-ritualerne har godt nok forandret sig. I dag bruger grønlandske fangere motorbåde, geværer og moderne fiskegrej. Det er blevet nemmere at nedlægge et dyr.
»Men stoltheden ved at spise noget, man selv har fanget, er den samme som før i tiden,« siger Natuk Olsen.
Ny grønlandsk mad lavet af lokale råvarer, som man i nogle tilfælde selv har fanget, er dog ikke en trend blandt alle i Grønland. Nogle vil hellere spise burgere og pomfritter.
»Mange teenagere vil hellere spise udenlandsk mad, typisk fastfood. For dem er maden en måde at gøre oprør mod den voksne generation. Det er også meget typisk, at man i teenageårene tager afstand fra alt det med at tage ind til fjorden og tage med på jagt. Man mister interessen, men så kommer den igen, når man bliver ældre.«
Andre holder sig til de helt traditionelle grønlandske tilberedningsmetoder.
»De ældre mennesker, jeg har interviewet, mener, at grønlandsk mad skal være tilberedt på de traditionelle måder. For dem er det ikke rigtige grønlandske retter, hvis de er inspireret af globale trends,« siger Natuk Olsen.
Madlavning er immateriel kulturarv
Tilberedning af lokale råvarer og skikke omkring måltider er en del af den grønlandske kulturarv, man kalder immateriel.
Immateriel kulturarv er anvendelser, repræsentationer, udtryk, viden og teknikker, som samfund, grupper og i nogle tilfælde enkeltpersoner anerkender som en integreret del af deres kulturarv.
Immateriel kulturarv findes i forskellige former såsom mundtlige traditioner, scenekunst, sociale praksisser, festlige begivenheder, viden og praksis vedrørende naturen og universet, samt i traditionel håndværk, viden og teknikker.
I 2003 vedtog FN en konvention om beskyttelse af immateriel kulturarv.
I modsætning til den materielle kulturarv, som består af genstande, der kan udstilles i montrer på museer, er den immaterielle kulturarv levende, og den forandrer sig hele tiden.
»Den immaterielle kulturarv er det uhåndgribelige. Det er det, man ikke kan se. Dans, musik, fangstmetoder, skikke, fortællinger og måder at skabe noget på,« forklarer Manumina Lund Jensen, der er kurator på Grønlands Nationalmuseum i Nuuk.
Det er mindst lige så vigtigt at dokumentere den levende, immaterielle kulturarv som den materielle, mener Manumina Lund Jensen:
»Vi bliver mere og mere globaliserede, også heroppe. Sproget ændrer sig, traditionerne ændrer sig, den materielle kultur ændrer sig. Men der er nogle ting i vores kulturarv, som lever videre, og det skal vi dokumentere, så vi forstår, at det er en del af vores identitet.«
Trommedans lever stadig
Manumina Lund Jensen arbejder i øjeblikket på et projekt, hvor hun dokumenterer, hvordan den traditionelle grønlandske trommedans (gr. inngerutit), har ændret sig over tid.
Ligesom maden er trommen håndgribelig. Men dansene og sangene er - ligesom måden man tilbereder grønlandske råvarer - dynamiske og under konstant udvikling.
»Trommen, man bruger i trommedans, er materiel, men der er en hel verden rundt om den. Et helt univers, som vi skal være opmærksomme på at dokumentere. Grønlandsk musik i det hele taget: Hvordan bliver det brugt i dag, hvordan blev det brugt før, og hvordan kan det bruges i fremtiden. Det er en vigtig del af vores identitet,« siger Manumina Lnd Jensen.
Manumina Lund Jensen indsamler fortællinger, optagelser af trommedans og fotografier, og hun interviewer forskere, trommedansere og grønlændere om deres forhold til den musikalske tradition.
Det gør hun, fordi Nationalmuseet i Nuuk siden slutningen af 00’erne på forskellig vis har dokumenteret Grønlands immaterielle kulturarv. Læs mere om trommedans i boksen under artiklen.
Det var i øvrigt Natuk Olsen, som tidligere var ansat på Nationalmuseet, der startede med at dokumentere Grønlands immaterielle kulturarv, deriblandt ritualerne omkring grønlandsk mad.