Mini-test: Find ud af, om du er empatisk
De fleste mennesker er født med evnen til at være empatiske. Men nogle glemmer at bruge den. Find ud af, om du er en af dem.
empati test filosofi psykologi forståelse

Har du mistet din empati? Find ud af det her. (Foto: Shutterstock)

Verden kan næppe reddes alene ved, at vi er mere empatiske. Men i vores sociale liv har vi brug for empati - det kan du læse i artiklen 'Kan vi redde verden med empati?'.

Heldigvis er langt de fleste af os født med et talent for at være empatiske, siger filosofiprofessor Dan Zahavi.

Og mange af os vil nok uden betænkningstid svare, at vi er empatiske, hvis vi bliver spurgt.

Men er du egentlig sikker? Ved du overhovedet, hvad det vil sige, at være empatisk?

Test din empati

Mange mennesker misforstår empati, siger de forskere, Videnskab.dk har talt med om emnet. 

Derfor har vi lavet en lille pseudo-test, som forhåbentlig kan give dig et clue om, hvorvidt du virkelig møder dine medmennesker med empati.

Samtidig håber vi, at mini-testen kan gøre dig klogere på, hvad empati er - og hvad det ikke er.

'Testen' er baseret på Videnskab.dk’s samtaler med forskere, der har beskæftiget sig med emnet.

Empati-test:

Forestil dig: Din veninde fortæller dig, at hun har det dårligt, fordi hun har mistet sit job og har svært ved at finde et andet.

Hvad gør du?:

  1. Du har selv været arbejdsløs, så du fortæller om dine erfaringer. Du tænker, at din veninde kan få gavn af at gøre det samme som dig. Måske fandt du hurtigt et job. Når din veninde fortæller dig, at hun har svært ved at få foden indenfor på arbejdsmarkedet, tænker du, at det ikke kan være så svært, som hun siger. Du opfordrer hende til at bruge den samme teknik, som du har brugt.

  2. Føler med din veninde. Du bliver ked af det og påvirket af, at din veninde har det dårligt. Du bliver nærmest smittet af hendes humør.

  3. Trækker på teoretisk viden: Du har læst om en undersøgelse, der viser, at arbejdsløse har nemmere ved at få job, hvis de ringer op til arbejdsgiveren, før de sender ansøgningen afsted. Du har også læst en videnskabelig artikel om, at arbejdsgivere foretrækker ansøgere, der har sminke på. Du holder af din veninde og vil gerne hjælpe hende, så du deler din viden med hende.  

  4. Indlever dig: Du sætter dig ned, kigger din veninde i øjnene og lytter til, hvad hun fortæller dig om, hvordan hun har det. Du prøver at leve dig ind i hendes situation for at forstå, hvad hun går igennem.

  5. Du har fordomme: Du har hørt, at arbejdsløse er nogle samfundsnassere og tænker inde i dig selv, at din veninde er doven og bare vil være på dagpenge. Du siger til hende, at hun da altid kan få job i Netto.

Find ud af, om du er empatisk

Hvis du vælger mulighed nummer 4 - lytter og indlever dig - bruger du din empati, siger Dan Zahavi, der er professor i filosofi ved Københavns Universitet og leder af et grundforskningscenter for subjektivitetsforskning. 

»Når du møder din veninde med empati, prøver du at forholde dig til, hvad hun fortæller dig om, hvordan hun har det, i stedet for at komme trækkende med fordomme, dine egne erfaringer eller din teoretiske viden,« siger Dan Zahavi.

Når man er empatisk, lever man sig i den andens situation, for eksempel ved at lægge mærke til den andens ord, ansigtsudtryk, kropssprog og toneleje. Men man bliver ikke smittet af den andens følelser. Man kan med andre ord godt adskille sig selv fra den anden.

»Empati er indlevelsesevne og kan forstås som åbenhed overfor andre. Når man møder en anden med empati, bliver det et autentisk møde, hvor man lader den anden komme til syne eller til orde,« siger Dan Zahavi.

Empatiske møder er autentiske møder

Empati er en medfødt evne til at forstå, hvad andre føler, og til at kunne leve sig ind i deres situation.

Evnen til indlevelse er afgørende for vores sociale liv og for vores handlinger overfor hinanden, siger Dan Zahavi, som har forsket i, hvilken betydning empati har for menneskers sociale liv og selvopfattelse.  

I en kommende artikel her på Videnskab.dk får du en række forskeres tips til, hvordan du kan øve dig i at bruge din empati.

Videnskab.dk's manifest

5 spørgsmål, du bør stille dig selv, når du læser om forskning


Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.