Migrationsforskerens juleønske: Jeg vil være et træ i Folkets Park
Hvis julemanden hoppede ned gennem skorstenen hos migrationsforsker fra Roskilde Universitet, Kristine Juul, så ville hun bede ham om at blive forvandlet til et træ i Folkets Park på Nørrebro. Det ville give hende en ny forståelse af, hvordan vestafrikanske migranter klarer sig i København.
Juleønske migrationsforsker træ i folkets park

Folkets Park rummer så mange forskellige grupperinger af mennesker, som formår at fungere sammen. (Foto: Orf3us/ Wikipedia Commons)

Du er netop steget af metroen på Nørreport Station. Efter en lang rejse med bus og tog fra den spanske byggesektor op gennem Europa, har du endelig nået din destination, Københavns Centrum.

Med dig har du måske dit spanske pas eller dit pas fra Senegal og opholdstilladelsen fra Spanien, hvor du har forladt dit midlertidige hjem til fordel for den danske hovedstad i håb om, at du kan tjene penge nok til at sende lidt hjem til din familie i Senegal.

Selv om det er tidlig eftermiddag, er det allerede halvmørkt, og du mærker hurtigt kulden krybe ind under din tynde jakke. Du får øje på en anden afrikansk mand, som har stillet sin overlæssede cykel op af metroelevatoren, mens han roder rundt i en skraldespand ved busstoppestedet. Han trækker en flaske op og propper den ned i en af de overfyldte poser, som hænger på styret.

»Salut! Jeg er lige kommet hertil, hvor tager jeg hen nu for at finde nogen, der kan hjælpe mig?«

Manden peger mod en stor gul bus: »Tag den der bus. Stå af ved Folkets Park.«

Overlevelse i København

Forskernes juleønsker

Videnskab.dk er i gavehumør – igennem hele december måned uddeler vi gratis juleønsker til en række forskere, som får lov til at bede julemanden om hvad som helst. Eneste krav er, at ønsket skal have eller kunne få afgørende betydning for forskningen.

I dag er lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, Kristine Juul, sat stævne.

Når du som vestafrikansk eller østeuropæisk migrant kommer til København for at søge arbejde, vil du med stor sandsynlighed starte med en tur omkring Folkets Park.

Her vil du godt nok ikke finde et arbejde, men du vil møde andre som dig selv, og de kan rådgive dig om, hvordan du klarer dig i den danske hovedstad uden et sted at bo og uden en krone på lommen.

Det fortæller migrationsforsker og lektor på Institut for Mennesker og Teknologi på Roskilde Universitet, Kristine Juul.

»Mange fortæller, at da de kom ind med metroen til København og ikke vidste, hvor de skulle tage hen. Så talte de med nogen, som lignede dem selv, og af dem blev de sendt til varmestuen i Stengade ved siden af Folkets Park. Det fungerer nærmest som sådan en slags modtagecenter,« fortæller hun.

Derfor er denne park særligt interessant, når man forsker i vestafrikanske migranters tilværelse i Danmark. Og derfor er Kristine Juuls juleønske at blive forvandlet til et træ i Folkets Park.

Afrikansk territorium - arabisk territorium

Hvis Kristine Juul kunne lokke julemanden til at forvandle hende til et træ, så skulle det være et af dem med lange grene, som strækker sig ud over et stort areal i Folkets Park.

På den måde ville hun kunne følge med i samspillet mellem de forskellige etniske grupper i parken.

»Forskellige grupperinger sætter sig på forskellige dele af parken. Området henimod varmestuen befolkes primært af vestafrikanerne, mens området mod Folkets Hus domineres af herboende drenge med arabisk baggrund. Rumænerne, der ofte optræder i familier, har tendens til at samle sig ud mod Stengade,« siger hun. 

Juleønske migrationsforsker træ i folkets park

Området omkring Folkets Hus har traditionelt 'tilhørt' drengene med arabisk herkomst. (Foto: Wikipedia Commons)

»Dertil kommer dem, der dyrker crossfit og de danske familier med barnevogn og løstgående børn, der primært opholder sig ved legestativerne. Selvom man bevæger sig rundt, er der uskrevne regler, der får nogle til at holde sig i særlige hjørner og territorier. Det er et spændende sted, fordi det rummer alle de her grupper.«

Hvis hun var et stort træ med lange grene, som kunne forstå alle sprog, ville hun kunne få en unik indsigt i samspillet mellem disse forskelligartede befolkningsgrupper.

»Mellem grupperne er der både gensidig forståelse og mere eller mindre åbne konflikter . Det gør, at 'territorierne' ikke er faste, men skifter størrelse i relation til de til aktuelle magtforhold. Som det gælder i andre tilfælde af sameksistens, så hviler det på nogle uskrevne regler og forhandlinger, som jeg godt kunne tænke mig at forstå bedre,« siger hun.

Vestafrikanske flaskesamlere

Kristine Juul er desværre ikke et træ i Folkets Park. Det forhindrer hende dog ikke i at forsøge at blive klogere på de vestafrikanske migranters tilværelse.

Gennem de sidste tre år har hun interviewet vestafrikanske flaskesamlere i København. Størstedelen af dem er kommet hertil fra Sydeuropa, hvor de har boet og arbejdet i flere år for eksempel i landbruget eller i byggebranchen.

Juleønske migrationsforsker træ i folkets park

Kristine Juul har lavet grundige interview med omkring 20 migranter for at forstå, hvilke forhold de vestafrikanske flaskesamlere kommer fra, og hvad der gør, at de accepterer deres noget forhutlede tilværelse i den danske hovedstad. (Foto: Shutterstock)

Som indehavere af enten en Schengen-opholdstilladelse eller et statsborgerskab fra et Schengenland kan de lovligt rejse til Danmark og opholde sig her i tre måneder, mens de søger arbejde.

Kristine Juul har lavet grundige interview med omkring 20 af disse migranter. Hun har besøgt flere af dem, efter de er rejst tilbage til deres hjem i Sydeuropa, og hun har også planer om at rejse til Senegal og besøge en af migranterne, som lige nu er hjemme og besøge sin familie.

Det har gjort hende meget klogere på, hvilke forhold de vestafrikanske flaskesamlere kommer fra, og hvad der gør, at de accepterer deres noget forhutlede tilværelse i den danske hovedstad.

»Fordi der er så stort udbud af arbejdskraft i Sydeuropa, så kan arbejdsgiverne ansætte folk på endnu dårligere vilkår og til en endnu lavere løn, end man kunne før krisen. Formålet med at tage til Europa er ofte at kunne sende nogle penge hjem til familien i Vestafrika. Men hvis man tjener så lidt, at man kun lige kan overleve, så er der jo ikke noget at sende hjem. Derfor tager de til Danmark i håb om at tjene lidt flere penge her,« fortæller hun.

Juleønske migrationsforsker træ i folkets park

I Folkets Park kan man som nyankommen blive sat ind i, hvordan man overlever i København uden penge og uden et sted at bo. (Foto: Leif Jørgensen/ Wikimedia)

Tjener på pant

De fleste finder dog hurtigt ud af, at de ikke kan få noget arbejde i København. Størstedelen ender derfor med at ernære sig ved at samle flasker og indløse panten, mange bor på gaden i den tid, de er i Danmark.

»De siger alle sammen, at de aldrig havde regnet med at skulle sove uden for og stå og rode i skraldespande for at finde brugte flasker. Samtidig har de en overbevisning om, at held ikke er noget der kommer af sig selv, men noget man skal kæmpe sig til. Fordi fremtidsmulighederne for at få arbejde i Vestafrika er så dårlige, opdrages mange børn til ikke at lade sig slå ud, når det er hårdt i en periode.«

I Folkets Park kan man som nyankommen blive sat ind i, hvordan man overlever i København uden penge og uden et sted at bo. Man kan få gode råd til, hvor man får fat i en cykel, hvor kan man sove, og hvor er der nogle gode flaskeautomater.

»Det har været et socialt samlingssted for de her migrantgrupper,« siger Kristine Juul.

Nyt globalt arbejderproletariat

Juleønske migrationsforsker træ i folkets park

Drømmen om Danmark ender for de fleste migranter med, at de ikke kan få noget arbejde i København. (Foto: Shutterstock)

Da Kristine Juul gik i gang med at forske i de vestafrikanske migrantarbejderes forhold og bevæggrunde, undrede hun sig over, at mange af dem vender tilbage til København, selv om de ikke får arbejde.

De kommer her til og opdager, at de ikke kan få arbejde. Så ernærer de sig ved at samle pant i en periode, hvorefter de rejser tilbage til Sydeuropa. Det overraskende er, at mange efter noget tid kommer tilbage for at samle pant igen.

»Det er desperate mennesker, som er villige til at tage hvilket som helst arbejde. De er meget begejstrede for det danske pantsystem, for hvis du kommer om sommeren, når der er festivaller, så kan du faktisk tjene en lille opsparing på at samle pant,« fortæller hun.

Hun understreger, at gruppen af Vestafrikanske migranter ikke er voldsomt stor. Projekt Udenfor anslår, at der lever omkring 200 Vestafrikanske migranter i København. Tal fra Kirkens Korshær, som bestyrer varmestuen i Stengade, viser dog, at andelen af vestafrikanske migranter, som bruger varmestuen, er vokset fra 4 procent i 2009 til 52 procent i 2015.

»Der er stort behov for at vi på europæisk plan får en diskussion om det her voksende proletariat, som rejser rundt og arbejder til minimale lønninger. Man taler om et ’race towards the bottom’, hvor fattige migranter rejser rundt i hele verden og arbejder for lønninger, som er presset så langt ned, at de ikke kan leve for dem,« siger Kristine Juul.