#Metoo på universiteterne: 689 forskere har oplevet sexistisk adfærd
metoo skilt kvinde chikane protest

16 kvindelige, danske forskere har nu indsamlet underskrifter mod sexisme i forskerverdenen. (Foto: Pixabay)

16 kvindelige, danske forskere har nu indsamlet underskrifter mod sexisme i forskerverdenen. (Foto: Pixabay)

Kilde: 
09 oktober 2020

#Metoo-sager flyver om ørerne på folk i mange professionelle kredse, og forskningsverdenen er ingen undtagelse.

16 kvindelige danske forskere har sendt et brev gennem deres netværk, der opfordrer folk til at skrive under, hvis de har oplevet sexistisk adfærd på arbejdet. Det skriver Politiken.

Resultatet er 689 anonyme underskrifter og vidnesbyrd. Voldtægter, trusler og seksuel chikane er nogle af de ting, kvindelige forskere fortæller, at de har oplevet, skriver Politiken.

Mille Mortensen, lektor på Institut for Psykologi på Københavns Universitet, har forsket i arbejdsmiljøer og peger i et interview med Politiken på løse ansættelser som en del af grunden. 

»Seksuel chikanerende kultur trives, hvor der er mange løst ansatte, som frygter for deres ansættelsesforhold, hvis de siger fra,« forklarer hun til Politiken.

Derudover skaber forskerverdenens høje niveau af specialisering også et uforudset problem:

»Når man forsker indenfor et felt, kan ens vej være meget snæver. Man kan ikke bare skifte arbejdsplads og er derfor afhængig af at være inde i varmen. Kombinationen af det og de mange løse ansættelser kan gøre det ekstremt svært at sige fra. Så kan man føle sig tvunget til at acceptere det, der opleves som et grundvilkår, hvor man bliver udsat for krænkende handlinger,« siger Mille Mortensen til Politiken.

kgwl

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.