Mere end hver fjerde kvinde har været udsat for partnervold
I Danmark melder 23 procent, at de har været udsat for fysisk eller seksuel vold i et parforhold. På verdensplan er tallet 27 procent.
vold parforhold partnervold mord who verdensmål fn overgreb voldtægt

Der er akut behov for tiltag, der skal forebygge vold i parforhold, advarer forskerne i det nye studie. (Foto: Shutterstock)

Der er akut behov for tiltag, der skal forebygge vold i parforhold, advarer forskerne i det nye studie. (Foto: Shutterstock)

Mere end hver fjerde kvinde i verden, som er eller har været i parforhold, har oplevet at blive slået, sparket, presset til sex, truet med våben, eller at en partner på anden vis har udsat dem for fysiske overgreb, viser en ny global undersøgelse.

Især i fattige og konfliktfyldte lande er andelen af voldsramte kvinder høj, men i Danmark står det også slemt til.

Hele 23 procent af de 15-49 årige danske kvinder, som er eller har været i parforhold, melder ifølge undersøgelsen, at de en eller flere gange har været udsat for enten fysisk eller seksuel partnervold eller en kombination.

Volden starter ofte tidligt: Blandt verdens 15-19-årige kvinder, som har eller har haft en partner, har cirka 24 procent allerede oplevet overgreb, viser studiet, der netop er publiceret i det videnskabelige tidsskrift The Lancet.

»Jeg har ikke umiddelbart grund til at tro, at tallene ikke holder. Det er et stærkt studie med et standardiseret design,« siger Dan Meyrowitsch, der har forsket i vold mod kvinder i Vietnam og Tanzania og er lektor på Afdeling for Global Sundhed, Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. 

»Man kan altid diskutere, hvilke former for bias der er, når man spørger ind til meget følsomme emner. Men mit umiddelbare indtryk er, at det her er det bedste, man kan få,« tilføjer Dan Meyrowitsch, efter at han har læst den videnskabelige artikel for Videnskab.dk.

Regionale forskelle

WHO-forskerne finder, at der er forskel på, hvor udbredt partnervold er i forskellige dele af verden. 

Forekomsten er højest i Oceanien - altså landene i Stillehavet samt Australien, New Guinea, New Zealand. Her er der i gennemsnit 49 af kvinderne mellem 15 og 49 år, der rapporterer, at de har oplevet vold. 

I det centrale Afrika syd for Sahara er der 44 procent. 

Forekomsten er lavest i Centralasien (18 procent) og Centraleuropa (16 procent)  

To millioner kvinder har svaret

Undersøgelsen er et såkaldt systematisk review lavet af forskere fra verdenssundhedsorganisationen WHO.

Forskerne har gennemgået al den forskning, der er publiceret om partnervold mod kvinder i verdens lande. 

På baggrund af en række kriterier har de udvalgt 366 undersøgelser, som de vurderer er egnede til at opstille gennemsnitlige estimater for hyppigheden af fysisk og seksuel vold i parforhold. 

De 366 undersøgelser dækker en stor del af verden. I alt har to millioner kvinder fra 161 lande svaret på spørgsmål om, hvorvidt de i deres parforhold har været udsat for: 

  • Fysisk vold: Handlinger, som kan skade offeret fysisk. For eksempel at blive slået eller at få genstande kastet på sig. At blive skubbet, sparket, trukket eller tæsket. At blive kvalt eller brændt med vilje. At blive truet med et våben. 
  • Seksuel vold: At blive tvunget til at have sex, selv om man ikke har lyst. At have sex på grund af frygt for konsekvenserne, hvis man siger nej. At blive tvunget til at gøre noget seksuelt, som man opfatter som ydmygende eller nedværdigende. 
Mere om undersøgelsen

Undersøgelsen fra WHO er ifølge Dan Meyrowitsch lavet efter alle kunstens regler:

»Det er en systematisk literatursøgning kombineret med en metaanalyse af eksisterende forskningsresultater,« siger han.

Forskerne fra WHO har ikke kun hentet data fra publiceret forskning til deres undersøgelse. 

»Forfatterne er også dykket ned i nationale helbredsundersøgelser, som bliver udført regelmæssigt i en række stater, og som også inkluderer nogle spørgsmål om vold,« siger Dan Meyrowitsch.

»Endelig har de indkaldt repræsentanter fra 194 medlemsstater til at kommentere på de ting, der er blevet indsamlet og anvendt. Det er et kæmpe arbejde,« tilføjer han. 

I studiet har forskerne blandt andet justeret for, at der i nogle lande er større stikprøver end andre og for aldersforskelle hos de kvinder, der indgår, siger Dan Meyrowitsch.

Corona har forværret situationen

Undersøgelserne, som indgår i studiet, blev besvaret mellem 2000 og 2018, før corona-pandemien. Forskerne advarer om, at pandemien højst sandsynligt har forværret situationen.  

»Intim partnervold påvirker livet for millioner af kvinder, børn, familier og samfund verden over,« siger en af forskerne, Claudia García-Moreno fra WHO, i en pressemeddelelse. 

»Selv om denne undersøgelse fandt sted før COVID-19-pandemien, er tallene alarmerende, og forskning har vist, at pandemien har forværret problemer, der fører til vold i nære relationer, såsom isolation, depression og angst og alkoholforbrug, samt reduceret adgang til støttetjenester,« tilføjer hun. 

Partnervold har fatale konsekvenser

Vold i parforhold kan have alvorlige og langvarige konsekvenser både for offeret og deres børn. 

På globalt plan bliver 38-50 procent af alle mord på kvinder begået af deres partnere, viser et studie fra 2013. 

Derudover kan volden få både akutte og kroniske konsekvenser, såsom fysiske skader, depression, angst, uønskede graviditeter og seksuelt overførte sygdomme. 

»Intim partnervold medfører også væsentlige sociale omkostninger for regeringer, samfund og individer,« skriver forskerne.   

Spørgsmål er valideret

Claudia Garcia-Moreno og de øvrige forskere nævner selv et par forbehold ved deres studie. For det første bygger de inkluderede undersøgelser på kvinders selvrapportering og egne oplevelser af vold. 

»Det kan være utroligt kulturspecifikt. Der kan sagtens være lande, hvor der er et stigma omkring vold, og hvor kvinder kan være tilbøjelige til ikke at svare korrekt, når de bliver spurgt om partnervold,« påpeger Dan Meyrowitsch. 

For det andet kan der være forskel på kvaliteten af dataindsamlingen i forskellige dele af verden. 

Men det burde ikke have den store indflydelse på de gennemsnitlige tal for, hvor udbredt partnervold er i forskellige af verdens regioner, siger Dan Meyrowitsch. 

»Det, der gør studiet stærkt, er, at det er lavet på tværs af 366 studier. Så selvom man ikke i hver enkelt undersøgelse opnår svar, der kan generaliseres til en hel befolkning, har man mulighed for statistisk at udligne nogle af de forskelle, der er,« siger han og fortsætter: 

»De spørgsmål, der bliver stillet i de undersøgelser, studiet bygger på, er ikke tilfældige spørgsmål. Det er spørgsmål, man har arbejdet med i flere år, og som er blevet valideret i en række samfund.«

Akut aktion er nødvendig

Studiet er lavet for at belyse, hvordan det står til med et af FN’s 17 bæredygtighedsmål, nemlig nummer 5 ‘Ligestilling mellem kønnene’. Ifølge målet skal »alle former for vold mod alle kvinder og piger i de offentlige og private rum elimineres.« 

Ifølge forskerne bag det nye studie er det altafgørende, at indsatsen for at forhindre vold i parforhold bliver intensiveret, hvis målet skal nås. 

»At forebygge intim partnervold er absolut nødvendigt og presserende. Regeringer, samfund og fællesskaber er nødt til at være opmærksomme på problemet, at investere mere, og at agere akut for at reducere vold mod kvinder, også ved at adressere det i genopbygningsindsatsen efter COVID-19,« siger Claudia García-Moreno.

Psykisk vold er ikke inkluderet

Psykisk vold er ikke inkluderet i undersøgelsen fra WHO. Hvis det var, ville antallet af voldsramte kvinder højst sandsynligt være endnu højere. 

»I visse samfund viser forskning, at psykisk vold er den mest hyppige form for vold i parforhold. Men det kan være sværere at sammenligne kvinders oplysninger om psykisk vold, da man ikke nødvendigvis bruger den samme standardiserede tilgang til at måle omfanget, som når det handler om fysisk og seksuel vold,« siger Dan Meyrowitsch.

»Det betyder ikke, at emotionel vold er mindre skadeligt, men det handler simpelthen om, at det er sværere at sammenligne på tværs af lande. Der er nok også en mere kulturspecifik opfattelse af, hvad emotionel vold er,« tilføjer han. 

Podcasten Brainstorm

Lyt til Videnskab.dk's podcast om hjernen, Brainstorm, herunder. Du kan også finde flere podcasts fra Videnskab.dk i din podcast-app under navnet 'Videnskab.dk Podcast'.

Videnskabsbilleder

Se de flotteste forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om det betagende billede af nordlys taget over Limfjorden her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk