Mennesker har omdannet en femtedel af verdens jordarealer til landbrug på 60 år
Skovrydning Global Landbrug Klimaforandringer

Siden 1960 har menneskeheden ryddet enorme arealer af skov for at gøre plads til blandt andet landbrug, lyder det i et nyt studie. Rydningen har store konsekvenser for klimaforandringerne. (Foto: Shutterstock).

Siden 1960 har menneskeheden ryddet enorme arealer af skov for at gøre plads til blandt andet landbrug, lyder det i et nyt studie. Rydningen har store konsekvenser for klimaforandringerne. (Foto: Shutterstock).

Kilde: 
12 maj 2021

Siden 1960 har mennesker omdannet et område svarende til Afrika og Europa fra natur til landbrug.

Det skriver ScienceAlert.

Det svarer til 43 millioner kvadratkilometer, lyder det i et nyt studie publiceret i Nature Communications.

»Jord spiller en central rolle for klimaomstillinger, biodiversitet og produktion af mad, og det er essentielt at forstå alle dynamikkerne til fulde for at kunne udvikle bæredygtige strategier for brugen af landjord,« siger Karina Winkler, der er geograf ved Wageningen University & Research i Holland og hovedforfatter bag studiet, til AFP ifølge ScienceAlert.

På 60 år er mængden af alle verdens skove svundet ind med næsten en million kvadratkilometer, der i stedet er blevet omdannet til marker og overdrev.

Det er dog ikke alle steder, at skovene er svundet ind. Siden 1960 er der kommet mere skov i dele af Europa, Rusland, Nordamerika og Østasien.

Omvendt er mængden af skovfældning i især den sydlige del af verden steget betragteligt.

Store dele af regnskovene i Sydamerika, Sydøstasien og dele af Afrika er blevet trimmet ned for at gøre plads til produktionen af blandt andet sojabønner og sukkerrør.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.