Ny teori: Mennesker begravet i Stonehenge kom fra Wales
Kilde: 
06 august 2018

De mennesker, der ligger begravet i Stonehenge, var ikke lokale. Det er konklusionen på et nyt studie, skriver BBC.

Forskerne tror, gravens 'indbyggere' kom fra det vestlige Wales - ligesom de sten, der blev brugt til at bygge det berømte gravmonument.

Forskerne bag studiet har benyttet sig af en snedig metode. Når et kranie kremeres ved høje temperaturer, krystalliseres det, og dets kemiske ’ledetråde’ låser sig fast.

Forskerne har undersøgt kraniernes isotoper af grundstoffet strontium. Man kan tale om kraniernes særlige ’strontium-fingeraftryk’.

Strontium er også til stede i store dele af undergrunden – men med forskellige isotopprofiler fra sted til sted. Ved at sammenligne kraniernes strontium-fingeraftryk med en national strontiumdatabase var det muligt at afgøre, hvor kraniernes ejermænd stammer fra.

Og mindst 10 ud af 25 kremerede skeletter kom altså ikke fra Wessex, hvor de ligger begravet. I stedet foreslår forskerne, at de kommer fra det vestlige Wales.

Hvorfor stenalderfolket flyttede 240 kilometer og tog deres sten med sig er stadig et mysterium. Kremeringen af skeletterne har udslettet mange af de tegn, arkæologer normalt benytter sig af.

De begravede har formodentlig været ganske betydningsfulde, siden de er begravet i et prægtigt gravmonument. 

Stonehenge blev bygget i bondestenalderen for mellem 4-5.000 år siden.  

Forskningsartiklen er udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.

mdm

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.