Massegrav i Spanien trækker tråde til danske jættestuer

I Spanien har en international forskergruppe fundet en grav med knogler fra 47 individer. Ingen skiller sig nævneværdigt ud, alle er lokale. En homogen, tæt beslægtet gruppe, som gennem tiden har begravet deres døde i den samme grav i tre generationer.

Derefter er graven lukket af.

Lyder det som starten på en kedelig historie? Det er lige, hvad det er. Og det er spændende.

Kollektive grave hele vejen fra Spanien til Danmark

Det fortæller adjunkt Rune Iversen, som arbejder ved Saxo-Instituttet på Københavns Universitet. Han har ikke deltaget i det nye studie, men forsker selv i de skandinaviske forhold for samme tidsperiode, Neolitikum. En tid, hvor landbrug og domesticeringen af husdyr begyndte at sprede sig fra Mellemøsten op gennem Europa og i sidste ende også i Danmark.

Problemet er, at de danske stendysser og jættestuer fra den tid i mange tilfælde er udgravet i det forrige århundrede, før man kendte til for eksempel DNA-forurening. Resten er fredede. Vi er derfor afskåret fra at nærstudere de fascinerende begravelsesritualer yderligere i Danmark – ritualer, som blandt andet dækker over en aparte omgang med de dødes knogler. Det kan en ‘helt almindelig’ massegrav i Spanien hjælpe os med.

»Det lyder måske lidt kedeligt, men i virkeligheden er det her studie interessant, netop fordi det har en ret begrænset kontekst, som gør, at vi lettere kan forstå samfundsstrukturer og slægtskab. Selvom det er en spansk grav, trækker det stadig tråde her op til os,« siger han.

Samme budskab lyder fra studiets hovedforfatter Kurt W. Alt, som er professor ved Institut for Antropologi på Johannes Gutenberg-Universität Mainz: »Vi ser de her kollektive grave hele vejen fra Spanien over det nordlige Tyskland og til Skandinavien. Der var en særlig ‘Zeitgeist’, som afspejler sig i begravelsesritualerne,« skriver han i en mail til Videnskab.dk.

En videnskabelig artikel om den spanske massegrav er netop publiceret i PLOS ONE.

De dødes knogler bliver mere og mere rodet rundt

Den kollektive grav befinder sig i byen Alto de Reinoso, som ligger i nærheden af Burgos i det nordlige Spanien. Ved hjælp af kulstof-14-dateringer har forskerne kunnet fastslå, at der er tale om tre generationer, og at graven er blevet brugt fra omkring år 3.700 f.Kr. og 100 år frem.

Graven er en såkaldt megalitgrav, som groft sagt betyder, at det er en kollektiv grav, tilsvarende de stendysser og jættestuer, vi har i Danmark. Den er delt op i tre ’lag’, som samlet set repræsenterer overgangen mellem to forskellige begravelsesskikke, fortæller Rune Iversen. Du kan se en illustration af laginddelingen i andet billede i galleriet øverst i artiklen.

• I det første, og tidligste, lag ligger individerne samlet. Flere er lagt ned ved siden af hinanden, men hvert individ er helt og ligger på siden med benene trukket lidt op under sig i en slags fosterstilling.
  
• I det andet lag ligger der også flere individer, men her er individerne ikke længere hele. Knoglerne er blevet rykket rundt og ‘manipuleret’ med, dvs. at de er blevet rykket rundt på, sorteret og nogle gange endda helt fjernet fra graven.
  
• I det tredje og øverste lag, som stammer fra en senere periode – bronzealderen – er knoglerne helt rodet sammen, men det skyldes pløjning. Forskerne har derfor ikke beskæftiget sig med det øverste lag i deres analyser. Herfra er andet lag derfor refereret til som ‘toplaget’.

»Det samme som i gravens toplag ser vi herhjemme i dansk kontekst. Stendysserne, de tidligste megalitgrave, er oprindeligt designet til ét individ, men udvikler sig med tiden og bliver genbrugt. De lidt senere jættestuer er derimod konstrueret til at blive genbrugt, og der ser vi også denne her manipulation af knoglerne,« siger Rune Iversen.

Kranier rummede kræfter til det næste liv

I dag kan det være svært at forstå, hvorfor man skulle have lyst til at vade ind i en høj fyldt med døde mennesker og rode rundt i deres knogler. Men i Neolitikum, bedre kendt som bondestenalderen, var de døde ikke noget, man lod sig skræmme af – tværtimod, fortæller Rune Iversen.

»På det tidspunkt har de døde været en aktiv del af livet, og de har været vigtige, for at man kunne opretholde et godt forhold til forfædrene. Det er i hvert fald én måde at se det på, at det simpelthen har været en måde at tale til forfædrene på.«

I nogle tilfælde kan der måske også have været en mere jordnær forklaring i, at man simpelthen har skullet gøre plads til flere døde. Men der er alligevel noget, der tyder på, at der har været andre bagtanker med rokeringen. Knoglerne er nemlig ikke bare tilfældigt skubbet til side, de er sorteret og lagt i bunker – og så mangler flere af kranierne helt.

»Det kunne ved første øjekast ligne et gravrøveri, men når man har taget elementer op fra gravene, handler det nok i højere grad om, at man har troet, at de besad nogle kræfter, som man har tænkt, man kunne bruge i rituellle handlinger,« siger han.

Begravelsesskik viser »total opløsning af individet«

I nogle af de velundersøgte jættestuer herhjemme kan arkæologerne også se, at knoglerne er sorteret i forskellige grupper. De ligger i adskilte bunker – for eksempel store knogler i en og kranier i en anden – og ser ud til at repræsentere noget forskelligt.

Måske har de i nogle tilfælde dækket over et slægtsskab, som man også kan se i den spanske grav.

»I nogle tilfælde er der endda små forhøjede nicher inde i gravene, som man kan forestille sig har været reserveret beslægtede familiemedlemmer. I det her nye studie og andre af de samme forskere viser de, at der er en tendens til, at de her grupperinger, og hvordan de ligger, kan afspejle, at folk er i familie,« siger Rune Iversen, som fortæller, at det især er bundlaget i den spanske megalitgrav, som afspejler en slægtskabsstruktur svarende til vores stendysser herhjemme.

Når vi kommer op i toplaget af graven, hvor knoglerne er helt rodet sammen, er det ifølge Rune Iversen en »total opløsning af individet.« En mand er ikke længere nogens far, elsker, ven eller fjende – han er del af en pulje af forfædre, en kollektiv masse. På den måde lærer vi noget om, hvordan samfundet er strikket sammen og udvikler sig på dette tidspunkt, siger han.

»I et samfund, der producerer den slags grave, har man ikke en elitær samfundsstruktur. Der er ikke tale om en høvding og hans slaver, eller som vi ser senere i jernalderen, at de rige er begravet med store gravgaver. Det er en homogen gruppe.«

Spanierne har levet sammen, spist sammen og er gået i døden sammen

De menneskelige rester i massegraven stammer både fra mænd og kvinder, og selvom der er lidt færre af de helt små børn under seks år, er der også en ret jævn fordeling af aldersgrupper. Knoglerne fra de 47 individer er meget velbevarede, kun en enkelt af dem har bidemærker fra et dyr.

Det skyldes formentlig gravens forsegling af store sten, som du kan se på billedet øverst i artiklen. Noget lignende gør sig gældende for de danske jættestuer, hvor der dog i højere grad er tale om én enkelt stor sten til at dække for indgangen – de såkaldte ‘tærskelsten’ er meget almindelige for denne type grave.

Ved hjælp af en moderne analysemetode, hvor man undersøger niveauet af stoffet strontium i de dødes tænder og knogler, har forskerne kunnet undersøge, hvor de døde er født og har befundet sig det meste af deres barndom. Denne banebrydende metode blev i 2015 brugt til at bestemme, at den ikoniske Egtvedpige slet ikke er fra Danmark.

For spanierne viste det sig, at kun et par af individerne med stor sandsynlighed har tilbragt deres tidligste barndom i et andet geologisk miljø end Alto de Reinoso, mens hovedparten er opvokset i lokalområdet. De fleste har boet tæt sammen hele deres liv. Andre analyser afslører, at de også har spist stort set det samme.

»De ser ud til at repræsentere en meget sammentømret gruppe, som i store træk kom fra det samme område, hvor de døde, og som tilsyneladende tilhørte et lille antal familier, som var beslægtede på moderens side. Deres kost var også meget ens, eftersom vi ikke har nogle indikationer på, at nogle af dem havde adgang til mad af en højere kvalitet end andre,« skriver Kurt W. Alt til Videnskab.dk.

De døde fortæller – noget – om de levende

Der er heller ikke nogle af de døde, der har fået flottere gravgaver med sig i døden end andre, og samlet set udleder forskerne, at ingen af de 47 har været meget bedre eller mere højt på strå end andre – i hvert fald ikke, hvis man tror på, at behandlingen af de døde afspejler, hvordan de var i livet.

Alt i alt passer den helt almindelige, kedelige, men samtidig enormt spændende, massegrav i Spanien perfekt ind i opfattelsen af sen-neolitikum, som den repræsenterer i sit eget lille øjebliksbillede, fortæller Kurt W. Alt:

»Alle de omfattende data, vi har indsamlet […] passer sammen med den typiske levevis for lignende landbrugsbefolkninger på dette tidspunkt. Omfavnelsen af et kollektivt gravkammer for medlemmer af samfundet snarere end individuelle grave indikerer betydelige ændringer i social identitet,« udtaler han i en pressemeddelelse.

Rune Iversen er enig og understreger, at jo flere af denne type studier, jo mere nuanceret et billede kan vi tegne af den måde, neolitiseringen – landbrug, begravelsesritualer, samfundsstrukturer – har spredt sig op gennem Europa. Spanien er generelt underrepræsenteret i denne type studier, og han hilser derfor de nye resultater velkomne.

Han tilføjer dog, at man altid skal huske én meget vigtig ting, når man analyserer de døde fra de levendes perspektiv.

»Vi ved jo ikke, hvad det er for nogle mennesker, der er blevet begravet sådan, at vi finder dem i dag. Det virker måske til at være et bredt udsnit af en eller anden gruppe, men om det har været en gruppe fra et højere socialt lag, og så finder vi aldrig dem fra de lavere lag, kan vi jo aldrig vide. Det er vores konstante problem.«

Her ses en rekonstruktion af massegraven i Alto de Reinoso i det nordlige Spanien. Megalitgravene kaldes også storstensgrave, fordi de har været – og mange steder stadig er – dækket til med sten.

Her kan du se det nederste og det øverste lag i graven. De forskellige farver repræsenterer hver sit individ, og det er tydeligt at se, hvordan personerne i det nederste lag ligger meget mere samlet og hele end personerne i det øverste lag.

Her ses et kort over det nordlige Spanien, hvor placeringen af Alto de Reinoso er angivet.

Storstensgravene blev bygget over store dele af Europa i bondestenalderen. (Foto: Nationalmuseet)

Byggeriet af storstensgrave var en kæmpe kraftanstrengelse. Op mod 25.000 af dem blev opført inden for få hundrede år. Det er anslået, at bygningen af en storstensgrav i gennemsnit har taget 10.000 arbejdstimer. Her ses Østjyllands største jættestue, Tustrupdysserne fra 3200 f. Kr. (Foto: Malene Thyssen / Wikimedia Commons)

Indgangen til jættestuen Hulbjerg på det sydlige Langeland. (Foto: Lars Bjarke Christensen, Kulturstyrelsen)

1 / 6