Mandlige forskere citerer egne studier mere end kvinder
Kilde: 
06 juli 2016

Mænd citerer i gennemsnit deres egen forskning 56 procent oftere end kvinder.

Det viser en ny analyse af - hold nu fast - 1,5 millioner studier udgivet mellem 1779 og 2011. Det skriver Nature.com.

Analysen kiggede på studier indenfor forskellige forskningsfelter i det digitale bibliotek JSTOR og fandt også, at begge køns selvpromovering var steget i de seneste to årtier. 

Men tendensen hos mændene var steget med hele 70 procent mere end hos kvinderne - på trods af en stigning i antallet af studier udgivet af kvinder.

Analysen viser også, at omkring 10 procent af et tilfældigt studies referencer højst sandsynligt er citeringer af forfatterens egne studier uanset køn.

Analysen giver ikke svar på, om tendensen skyldes en underrepræsentation af kvinder indenfor højere akademiske positioner eller en anden separat effekt.

Derudover viser analysen også, at det oftest er studier indenfor økologi, evolution og sociologi, der citerer sig selv, mens historikere og forskere indenfor klassiske studier citerer sig selv mindst.

»De fleste selvciteringer er passende, hvor forskerne citerer egne værker helt lovligt, men hver citering et studie får, vil tiltrække mere fremtidig opmærksomhed fra andre forskere, så hvis mænd citerer deres egne studier mere, så får de også mere opmærksomhed fra deres kolleger,« siger Molly King, der er sociolog ved Stanford University i USA, samt hovedforfatter til analysen, til Nature.com.

Analysen kan findes på det digitale bibliotek arXiv.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.