Mandelas Sydafrika valgte en tredje vej mod retfærdighed
Opgøret med apartheid i Sydafrika blev i 90’erne set som et lysende eksempel på mellemvejen mellem at glemme fortiden og at hævne den. Forskning tyder dog på, at soningskommissionen undervejs i processen ikke var helt klar over, hvilken form for retfærdighed de arbejdede med.

Som den første sorte præsident i Sydafrika (1994-1999) havde Nelson Mandela hovedansvaret for overgangen fra apartheid til demokrati. (Foto: Anghy)

Som den første sorte præsident i Sydafrika (1994-1999) havde Nelson Mandela hovedansvaret for overgangen fra apartheid til demokrati. (Foto: Anghy)

Denne artikel blev skrevet i august måned 2013, da Mandela netop var blevet udskrevet fra hospitalet. Videnskab.dk genpublicerer artiklen i den sørgelige anledning af Mandelas bortgåen i går, torsdag d. 5. december 2013.

 

Denne artikel blev bragt første gang 2. august 2013.

Den sydafrikanske menneskerettighedsforkæmper Nelson Mandela har i flere måneder ligget på hospitalet. Søndag d. 31. august, blev han udskrevet.

Mandela har siden begyndelsen af 90’erne stået som et levende symbol på den fredelige afslutning på det gennemført racistiske apartheidstyre i Sydafrika.

Den fredelige afslutning skete på baggrund af forhandlinger, som mundede ud i en ny forfatning for Sydafrika og i den såkaldte kommission for sandhed og forsoning (The Truth and Reconciliation Commission (TRC)).

Kommissionen havde til formål at give ofre og vidner mulighed for at fortælle om forbrydelserne, og den skulle også give amnesti til de forbrydere, som opfyldte kommissionens krav.

Et opgør med gammel-testamentlig retfærdighed

Forsoningskommissionens opgør med fortiden er siden da blevet opfattet som et eksempel på en type retfærdighed, der bryder med ’øje for øje – tand for tand’-tænkning.

Fakta

Kommissionens offentlige høringer begyndte i april 1996. Ca. 7.000 gerningsmænd søgte om amnesti. Godt 21.000 apartheidofre vidnede om menneskerettighedskrænkelser, som de havde været ofre for.

»Genoprettende retfærdighed var et begreb, der slog igennem i 90’erne. Det handler om at genoprette den skade, der er sket. Genoprettende retfærdighed er ofte blevet sat i forbindelse med denne kommission og er mange steder uden for Sydafrika blevet fremstillet som noget meget positivt,« siger adjunkt Christian B.N. Gade, som på Aarhus Universitet forsker i konflikthåndtering i Afrika.

Men begrebet genoprettende retfærdighed, oftest refereret til som ’restorative justice’, blev først og fremmes anvendt af sandheds- og forsoningskommissionen i et bagklogskabens lys.

Måske for at forsøge at godtgøre kommissionens arbejde for at fremme en form for retfærdighed efter apartheid. Ideerne om genoprettende retfærdighed var imidlertid ikke populære blandt alle sydafrikanere – mange ønskede, at apartheidforbryderne skulle straffes.

I en forskningsartikel i tidsskriftet South African Journal of Philosophy gør Christian B.N. Gade det klart, at selvom intentionerne var gode med kommissionen for sandhed og forsoning, bør den gængse tolkning af sandhedskommissionen, som en institution, der implementerede genoprettende retfærdighed, nuanceres.

Genoprettende retfærdighed blev brugt som begrundelse

Sandheds- og forsoningskommissionens fokus på at lade ofrene fortælle deres historie og give forbryderne amnesti mod, at de offentligt bekendte deres gerninger, vakte i 90’erne beundring ude i verden.

Men i Sydafrika blev kommissionen også kritiseret:

Fakta

Apartheid-styret faldt sammen i årene 1990-1993. Gerningsmændene i det tidligere styre var bange for, at det endte med dødsstraf som under Nürnberg-processen. Ofrene og den politiske organisation ANC frygtede derimod, at gerningsmændene ville gå helt fri fra straf og skyld, som det skete i Chile.

»Familien til den dræbte antiapartheidaktivist Steve Biko og andre pårørende forsøgte at få kommissionen stoppet, fordi de ville have, at gerningspersonerne skulle have en rigtig straf,« siger Christian B.N. Gade.

Forskeren forklarer, at noget af det, der gik galt med den genoprettende retfærdighed i Sydafrika, var at ofrene i mange tilfælde ikke fik nok i erstatning.

»Jeg synes, det på mange måder var en rigtig positiv proces i Sydafrika. Og jeg synes, det var en innovativ måde at gøre tingene på. Men noget af det, der gik galt var, at apartheidofrene kun i begrænset omfang modtog erstatning,« siger Christian B.N. Gade.

Sydafrikas vej var en tredje vej

Opgøret med apartheid stod i 90’erne i kontrast til tidligere retsopgør efter diktaturet i Chile og efter nazisternes folkemord på jøderne:

  • Nürnberg-processen (1945-1949): Var kendetegnet ved såkaldt retributiv retfærdighed, hvor gerningsmænd betaler øje for øje og tand for tand for det, de har gjort. 12 ud af de 24 anklagede tidligere nazistiske topledere fik dødsstraf for deres rolle i folkedrabet på ca. seks millioner jøder.
     
  • Ophøret af militærdiktaturet i Chile (1990). Var kendetegnet ved den såkaldte 'blanket amnesty', hvor forbryderne fik amnesti uden at skulle gøre noget til gengæld (i Sydafrika skulle forbryderne fortælle sandheden om, hvad de havde gjort). Diktatoren August Pinochet fik aldrig en dom, selvom 3.000 chilenere under hans styre blev henrettet eller døde under tilfangetagelse. Tusinder flygtede eller forsvandt fra Chile.

»Hvis man læser ærkebiskop Desmond Tutus bog ’No future without forgiveness’, så siger han, at det, man valgte i Sydafrika, var en tredje vej,« siger Christian B.N. Gade.

Genoprettende retfærdighed som et positivt mærkat

I sin forskningsartikel viser han, at begrebet genoprettende retfærdighed ikke var genstand for megen opmærksomhed under kommissionens høringer.

Fakta

I dag arbejder man med to meget generelle og udetaljerede definitioner på genoprettende retfærdighed:

• Genoprettende retfærdighed er en proces, som bringer offer, gerningsperson og andre berørte parter (f.eks. familie) sammen, så de i fællesskab kan finde en måde at håndtere det skete på.

• Genoprettende retfærdighed er den teori om retfærdighed, som ligger bag og fungerer som et rationale for ovennævnte type af processer.

»I transkriptionerne fra høringerne optræder udtrykket 'restorative justice' kun tre gange,« siger Christian B.N. Gade.

Heller ikke i de juridiske dokumenter, der dannede baggrund for etableringen af kommissionen, bliver begrebet nævnt.

Christian B.N. Gade fortæller, at det var i kommissionens foreløbige rapport fra 1998, at kommissionen for første gang argumenterede for, at dens måde at arbejde på var udtryk for genoprettende retfærdighed.

Det kan, ifølge forskeren, være et udtryk for, at genoprettende retfærdighed var et positivt mærkat, som det var belejligt for kommissionen at sætte på sit arbejde, når den nu mødte så meget kritik. Men der er også den mulighed, at folkene bag det sydafrikanske opgør tænkte i genoprettende retfærdighed, men ikke brugte det eksplicit.

Retfærdigheden blev betegnet som særlig afrikansk

Udover at sandheds- og forsoningskommissionen knyttede an til genoprettende retfærdighed, så begrundede man også brugen af denne retfærdighed med, at den havde rødder i et særligt sydafrikansk begreb – nemlig 'ubuntu'. Ubuntu handler om medmenneskelighed.

Det hævdes ofte, at ubuntu-begrebet har påvirket de sydafrikanske stammekultureres retspraksis helt tilbage til før kolonitiden. I de traditionelle sydafrikanske samfund løser man ofte konflikter ved at føre ofre og gerningsmænd sammen. Målet er forsoning og ikke hævn, ligesom det er tilfældet i genoprettende retfærdighed.

Jeg synes, det på mange måder var en rigtig positiv proces i Sydafrika. Og jeg synes, det var en innovativ måde at gøre tingene på. Men noget af det, der gik galt var, at apartheidofrene kun i begrænset omfang modtog erstatning,

Adjunkt Christian B.N. Gade

Det er bare ikke alle kilder, som bakker op om, at de sydafrikanske stammekulturers retspraksis altid handler om forsoning.

»Hvis man går tilbage til tekster om afrikanske konflikthåndteringspraksisser fra 1800-tallet og starten af 1900-tallet, så er der rigtig nok mange forbrydelser, hvor gerningsmanden bliver indlemmet i samfundet igen. Men der var også forbrydelser, som betød, at man som gerningsmand blev fordrevet eller slået ihjel. Det var forbrydelser som incest, mord eller hekseri,« siger Christian B.N. Gade.

Forskeren mener, at der godt kan være et sammenfald mellem idealerne i genoprettende retfærdighed og ubuntu. Han mener blot, at det er vigtigt at være bevidst om, at det er en ret ny kobling mellem traditionel afrikansk kultur og et moderne vestligt begreb, og at der ikke er et entydigt sammenfald.

Popularitet har udvandet begreb

Christian B.N. Gade fortæller, at begrebet genoprettende retfærdighed kan spores i vestlig litteratur tilbage til 1800-tallet. Men dengang blev ordet tilskrevet andre betydninger end i dag.

Den genoprettende retfærdighed som retsforskere og retsudøvere i dag arbejder med opstod i kriminalretten i 1970’erne.

I USA begyndte man eksempelvis at lade forbrydere møde deres ofre for at forebygge ny kriminalitet og lindre de psykiske smerter hos ofrene.

Men i takt med at genoprettende retfærdighed blev populært op igennem 90’erne, så er definitionen af begrebet blevet mere og mere uklar.

Det skyldes ifølge Christian B.N. Gade, at begrebet bliver brugt i løsningen af vidt forskellige typer konflikter. I dag spænder begrebet fra mobning i skoler til systematiske menneskerettighedskrænkelser, hvor et regime har begået overgreb på sin befolkning.

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.