Mand døde for 1.000 år siden af forstoppelse - kunne kun spise græshopper i månedsvis
mand forstoppelse græshopper parasit changas texas mumie

Insektdiæten er en klimavenlig kilde til protein, men det her må have været for meget af det gode. (Foto: Shutterstock)

Insektdiæten er en klimavenlig kilde til protein, men det her må have været for meget af det gode. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
16 december 2020

En indfødt amerikaner, som levede for mellem 1.000 til 1.400 år siden, i hvad der i dag er Texas, led af en så ekstrem forstoppelse, at han til sidst hverken kunne gå eller spise.

Den grusomme skæbne er et af casestudierne fra en ny fagbog, som forskere fra University of Nebraska udgiver, skriver Live Science.

Manden havde Chagas sygdom, som følge af en infektion af parasitten Trypanosoma cruzi, hvilket forårsagede den dødelige forstoppelse.

Forstoppelsen gjorde, at mandens tyktarm voksede sig seks gange større end dens normale størrelse og har sandsynligvis forhindret ham i at kunne spise eller bevæge sig omkring på egen hånd.

Forskerne vurderer, at mandens nærmeste hjalp med at made ham i de sidste 3-4 måneder af hans liv, ved at give ham græshopper hvor benene var fjernet.

»De gav ham den væskerige krop, den del af græshoppen, der kan mases,« fortæller en af bogens forfattere professor Karl Reinhard, ifølge Live Science.

»Udover at have et højt proteinindhold havde den også højt fugtindhold, så den ville være nemmere for ham at spise i de tidlige stadier af hans sygdom.«

Men da manden ikke var i stand til at fordøje maden ordentligt, blev han gradvist mere og mere underernæret og døde til sidst.

De tørre texanske forhold gjorde, at mandens krop blev naturligt mumificeret og lå bevaret i ly af en klippe, indtil han blev fundet i 1937 og bragt på museum.

Mandens mumificerede lig har været genstand for flere studier gennem årene, men forskerne bag bogen kunne i 2003, hvor de lavede det oprindelige studie, bruge den nyeste teknologi til at analysere ham, skriver Live Science.

Det var sådan, de fandt hans forstørrede tyktarm, foruden 1.170 gram afføring, han aldrig slap af med, og store mængder mad - græshopper - der aldrig blev fordøjet.

»Jeg tror det her er unikt inden for patologien - sådan et niveau af forstoppelse,« fortæller Karl Reinhard.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.