Mænd overfortolker kvinders flirten
Mænd har en klar tendens til at overvurdere, hvor interesseret kvinden er. Det kan de formentlig takke evolutionen for.

Måske flirter hun. Måske glor hun bare på den kiksede frisure og de mange spinatstykker mellem dine tænder. Hvem ved? (Foto: Colourbox)

Måske flirter hun. Måske glor hun bare på den kiksede frisure og de mange spinatstykker mellem dine tænder. Hvem ved? (Foto: Colourbox)

Var det et flirtende blink, hun sendte der? Eller har hun bare fået noget i øjet?

Seksuelle signaler er ikke altid lige nemme at tolke. Man skulle tro, at mennesket havde udviklet en skarp evne til at forstå de subtile tegn på interesse fra det andet køn.

Men nej.

»Der findes tonsvis af studier, der viser, at mænd tror, at kvinder er interesserede, når de ikke er det,« siger Carin Perilloux fra Williams College ifølge en pressemeddelelse fra Association for Psychological Science.

Nu har hun og kollegerne kigget nærmere på det udbredte fænomen. Konklusionen er, at evolutionen muligvis netop har favoriseret mænd med tendenser til at overvurdere deres egen tiltrækningskraft på det smukke køn.

Forsøgsdeltagere til speeddating

Forskerne fandt 96 mandlige og 103 kvindelige studerende, som mødte fem potentielle partnere i en omgang speeddating.

Deltagerne havde på forhånd vurderet, hvor attraktive de mente at være. Forskerne målte også, hvor interesserede de var i et kortvarigt seksuelt forhold.

Efter speeddatingen skulle deltagerne sætte tal på en række egenskaber ved modparten, for eksempel hvor attraktive de var, og hvorvidt de viste interesse.

Resultaterne afslørede, at der var stor forskel på kønnene, og at det ikke nødvendigvis var de mest umiddelbart attraktive fyre, som mente, at de havde en chance.

Kvinderne undervurderer interessen, mændene overvurderer den

De kvindelige deltagere havde en tendens til at undervurdere mændenes interesse, konkluderer forskerne. Mange af fyrene – især dem, der var ude efter en kortvarig romance – var til gengæld mere tilbøjelige til at mene, at damerne var friske.

Overraskende nok var sandsynligheden større for, at de tænkte sådan, jo flottere kvinden var. Men det mest fascinerende var måske, at det ikke var flotteste fyre, der havde mest overdreven tro på egne scoreevner.

De mænd, som selv mente, at de var attraktive, havde en større tendens til at overvurdere modpartens interesse, mens de, der rent faktisk bare var attraktive, ikke gik i den fælde.

Forskerne mener, at forklaringen på det hele skal findes i evolutionen.

Mændenes to potentielle fejltagelser

Overvurderingen af egne evner kan have øget mændenes reproduktive succes, argumenterer Perilloux og kollegerne.

»Der er to måder at tage fejl på som mand,« uddyber Perilloux.

»Enten tænker du 'Hold da op, den kvinde er virkelig interesseret i mig', og så viser det sig, at hun ikke er det. Det kan have visse omkostninger, som for eksempel forlegenhed eller en forringelse af dit omdømme.«

»Den anden fejl er, at hun er interesseret, og at han overhovedet ikke opdager det. Han går glip af en mulighed for at parre sig. Det er en enormt høj omkostning, når det gælder forplantningssucces.«

Vindere tror, at flirten betyder noget

Logikken er altså som følger: Det er værre at gå glip at en mulighed for sex med den lækreste dame i byen end at risikere en kold skulder fra selvsamme dame.

Op gennem historien har de, der blev ved med at prøve lykken, ganske enkelt oftere heldet med sig, og de har dermed bragt denne tendens til erotisk jubeloptimisme videre til næste generation.

Som om det ikke var nok, har mænd med lidt for høj selvtillid nu også den perfekte undskyldning, når det viser sig, at lamsebenet ved det andet bord blot havde fået et hår i øjet:

»Beklager, smukke. Det må have været mine vindergener, der spillede mig et puds.«

© forskning.no. Oversat af Magnus Brandt Tingstrøm

... Eller følg os på Facebook, Twitter eller Instagram.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.