For stenaldermennesker har der ubestridt været mange fordele ved at tæmme ulven.

De kan holde vagt, jage, trække slæder, og putter man sig ind til dem, er de dejligt varme.

Men hvordan lykkedes de med at gøre det i første omgang?

Et studie udgivet i Scientific Reports kommer med en ny teori om, hvordan tæmningen er fundet sted. Stenaldermenneskene kunne ikke tåle den ekstremt proteinholdige stenalderkost, så de fodrede kødresterne til ulvene.

Og det betød, ifølge forskerne bag teorien, at ulvene på sigt blev til hunde.

»Det er første gang, vi har fundet en miljøbestemt forklaring på tæmningen af hunden,« siger hovedforfatter Maria Lahtinen til mediet Scientific American, der har skrevet om studiet. Hun er seniorforsker ved den finske fødevarestyrelse og gæsteforsker ved det finske nationalmuseum.

Den sen-pleistocene periode mellem 20.000-15.000 f.v.t. er den koldeste i den sene istid. Dengang måtte menneskene særligt om vinteren leve primært af dyr, hvis kød bestod mest af muskler, for fedtet var sultet væk, skriver Scientific American.

Det tyder studier af fossile fund fra perioden på.

En kost med alt for meget kød er farlig for mennesker, der i løbet af få uger kan risikere at få proteinforgiftning, pointerer Lahtinen.

Så det overskydende kød blev kastet ud til ulve, som i mildere miljøer ville være konkurrenter for menneskene. Men under det hårde levevilkår under de arktiske og sub-arktiske isvintre, ville det – efter forskernes analyse – ikke have kostet menneskene noget at dele stenalderkosten med ulvene, der blev afhængige af menneskenes vinter-hjælp og over generationer udviklede sig til de søde vovser, vi kender i dag.

»Personligt tror jeg ikke på, der er en simpel og nem forklaring bag tæmningen af hunden, men vi har brug for at se det fulde billede for at forstå processens kompleksitet,« påpeger Lahtinen om sin egen forskning.

tkt