Liv og død – sådan på en helt almindelig tirsdag
PRISVINDENDE ARTIKEL: Uddannelses- og forskningsministeren har foreslået at genindføre filosofikum for at få mere dannelse ind i de videregående uddannelser. Men for sygeplejestuderende som Anne Sophie er mødet med patienterne på intensivafdelingen en dannelse i sig selv.
sygeplejerske sygepleje hospital blodtryk patient varme hænder

I relationen til patienterne er det ikke nok at læne sig op ad den teoretiske viden, det kræver også dannelse at møde mennesker i sårbare situationer. Det lærer de sygeplejestuderende blandt andet under praktikforløb. (Foto: Shutterstock)

I det gustne omklædningsrum i universitetshospitalets kælder står Anne Sophie.

Historien kort
  • For sygeplejestuderende er kombinationen af teori og praksis med til at ruste dem til sygeplejerskegerningen bagefter.
  • Uddannelses- og forskningsminister Søren Pind har efterlyst mere dannelse i de videregående uddannelser og har blandt andet foreslået genindførelse af filosofikumeksamen.
  • Men sygeplejeuddannelsen viser, at det professionelle møde med patienten i den praktiske del af uddannelsen er med til at danne sygeplejestuderende.

Hun går i den klasse af sygeplejestuderende, jeg gennem to år følger som en del af mit forskningsprojekt om studieliv og –strategier.

Jeg er med, når kommende sygeplejersker som Anne Sophie bevæger sig fra klasselokalet til hospitalsstuen. Når studielivet bare er studieliv. Og når deres ansvar handler om andet end selv at lære – om et andet menneskes lidelse.

I de øjeblikke, hvor man som sygeplejestuderende skal finde mod til at handle i grænsefladen mellem liv og død, trækkes grænserne for, hvad han eller hun formår at udholde og håndtere. I de øjeblikke bliver en sygeplejerske til.

Personlige beretninger leder mig på sporet

Over dage, uger, måneder og år observerer jeg Anne Sophie og hendes studiekammerater. Fra tiden midt i studiet til den første meget sårbare og meget hektiske tid, hvor de for første gang som sygeplejersker har et professionelt patientansvar.

Gennem samtaler (og mere formelle interviews) og gennem brug af videodagbøger og dagbogsnoter kommer jeg tæt på de studerendes personlige beretninger om det at blive (ud)dannet som sygeplejerske.

Det er disse personlige beretninger, der leder mig på sporet af, hvad der har betydning, når man som studerende skal håndtere en uddannelse, der med hastig kadence skifter mellem perioder på skolebænken og perioder i 'virkeligheden'.

Jeg finder ud af, at personlige relationer er afgørende. Veninderne i klassen, vejlederen og underviseren. Men det viser sig, at det vigtigste af alt for kommende sygeplejersker er mødet med patienten. Det er her, den egentlige læring og uddannelse foregår.

Et andet menneskes liv i hænderne

En dag i slutningen af Anne Sophies sidste praktikforløb, eller såkaldte kliniske praksis, møder jeg hende på den intensive afdeling. Inden længe kan hun kalde sig sygeplejerske. Hun mangler blot sit bachelorprojekt. Men det er ikke det, der bekymrer Anne Sophie.

De praktiske forløb er en vigtig del af sygeplejerskeuddannelsen. Det er her, de studerendes teoretiske viden omsættes til praksis, og de får en fornemmelse af, hvad det vil sige at arbejde som sygeplejerske. (Foto: Shutterstock)

De praktiske forløb er en vigtig del af sygeplejerskeuddannelsen. Det er her, de studerendes teoretiske viden omsættes til praksis, og de får en fornemmelse af, hvad det vil sige at arbejde som sygeplejerske. (Foto: Shutterstock)

I stedet er hun optaget af, hvordan hun lærer at turde være hos en patient, 'når alt går i den forkerte retning'. Når alle tal viser, at sygdommen ikke længere kan kureres, når livet bliver et helt andet end det, man havde forventet. Eller når det slutter uventet.

Jeg står og betragter Anne Sophie, da hun nærmer sig patienten, hun har ansvaret for den dag. Voldsomheden, både i synsindtryk og lugte, er stærk.

Der hersker ingen tvivl om, at patientens liv er truet. Den nøgne krop er dækket af et dynebetræk, men det er åbenlyst, at kroppen er under pres. Fyldt med dræn og slanger er patienten koblet til adskillige maskiner.

Vigtigst er respiratoren, der hjælper ham med at trække vejret.

Vinderbidraget

Denne artikel har vundet ErhvervsPhD og Postdoc Foreningens Formidlingspris 2017. Videnskab.dk har siddet med i dommerpanelet. 

Vibeke Røn Noer modtager sin pris onsdag 28. juni i DR's koncerthus i forbindelse med en international konference for videnskabsjournalistik. 

Der lugter af afføring, og støjen fra alarmer er tilbagevendende, ligesom lyden af en voldsom hoste og den kvælende lyd af løst sekret. Et mylder af læger, speciallæger, sygeplejersker, fysioterapeuter, bioanalytikere og portører kommer og går.

Til tider er der ro, andre gange hektiske øjeblikke. Men døden synes tæt på på denne helt almindelige tirsdag. Og midt i al lidelsen skal Anne Sophie lære at være sygeplejerske.

»Hvor er hende, der gør alting rigtigt?«

For Anne Sophie træder særligt én situation frem, da jeg spørger hende, hvordan patienterne er med til at forme den sygeplejerske, hun ønsker at være.

Hun er helt nyuddannet og er netop mødt ind til en 12-timers vagt og beskriver i dagbogsform, hvordan hun med bævende hjerte går ind til en patient for at sige godmorgen og mødes af spørgsmålet: »Hvor er hende, der gør alting rigtigt?«

Trods den nedslående velkomst og påmindelsen om, at patienten hellere så en mere erfaren sygeplejerske ved sin side, bliver Anne Sophie hos patienten, som stiltiende accepterer hendes tilstedeværelse.

Senere overser hun midt i en procedure, at slangen til patientens respirator er trukket for langt ud. Det ryster hende, og frygten for en fejl med alvorlige konsekvenser minder hende om alvoren i ansvaret.

sygeplejerske patient sygepleje varme hænder

Det er i mødet med patienten, sygeplejestuderende virkelig får testet deres kompetencer og lærer hjertet i faget. (Foto: Tonny Foghmar, Aarhus Universitetshospital)

Et minuts frisk forårsluft

Samme dag bemærker Anne Sophie, at hver eneste vejrtrækning er en kamp for patienten – en kamp, der har stået på alt for længe.

Patientens lammelse stækker sig fra halsen og til den yderste tåspids. Alligevel foreslår Anne Sophie, de tager elevatoren ned og ud i den friske forårsluft.

Med en gul post-it i lommen med det direkte nummer til narkoselægen, skubber Anne Sophie sengen ud fra stuen, ned forbi sengeafdelingen og ind i elevatoren.

Fra hospitalets parkeringsplads betragter de den blå himmel og mærker forårsluften. Efter bare et minut vil patienten tilbage.

I afdelingen mødes de af patientens familie, og Anne Sophie lader dem være alene for en stund. Da de pårørende kommer for at sige farvel, bemærker hun tårerne i deres øjne.

Om det er den barske erkendelse af, at deres far og mand aldrig selv kommer til at kunne gå ud af afdelingen eller glæden over, at han for første gang i umådeligt lang tid oplevede andet end den larmende intensivstue, ved hun ikke. Men Anne Sophie siger farvel og skynder sig ind til patienten.

Et bævende sygeplejehjerte

Alene på stuen tager Anne Sophie patientens hånd. I det øjeblik fremstammer han et »Tak – tusind tak.«

På et splitsekund mærker Anne Sophie, at han ser lige ind i det, hun kalder sit »bævende og nystøbte sygeplejehjerte.« Lige dér mærker hun, hvad hun formår. At hendes faglighed gør en forskel.

hospital sygeplejerske patient sygehus varme hænder sygepleje

Relationen mellem sygeplejestuderende og patient er med til både at danne og uddanne den studerende til faget. (Foto: PR-foto, VIA)

Anne Sophies fortælling om sygeplejehjertet handler om at se 'den anden' som menneske og forstå, hvordan man kan handle ud fra det. Men historien viser også, hvordan modige valg – og fejl – kan blive til afgørende læring.

Som forskningsberetning er Anne Sophies fortælling en personlig refleksion over dannelse som fagprofessionel. Den handler om modet til at være vidne til patienters sårbarhed og smerte og om at turde stole på sin egen faglige dømmekraft.

For klassen, jeg fulgte, var det markant, at det er i mødet med patienten, de lærer mest og opdager, hvad det vil sige at være sygeplejerske.

Døden diskuteres – og mærkes

For studerende på professionsuddannelser som sygeplejerskeuddannelsen er der en ekstra udfordring ved at skulle gebærde sig lige så hverdagsvant i klasselokalet som ude i praksis – i dette tilfælde på intensivafdelingen.

Kontrasten er markant, og rammerne for at lære om livet og døden er meget forskellige. I klasseværelset diskuteres døden. Hos patienten mærkes den.

I klassen kan du gemme dig, men hos patienten er ansvaret dit. Du skal håndtere smerten, lidelsen og sorgen. Det forventes af dig – også på almindelige tirsdage.

Mod en ny (ud)dannelse

Når den uddannelsespolitiske debat lige nu sætter spot på dannelse som en mangelvare på de videregående uddannelser, foreslår blandt andet Uddannelses- og forskningsministeren en moderne udgave af det ellers aflivede filosofikum som en løsning.

ForskerZonen

Denne artikel er en del af ForskerZonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde. Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

ForskerZonen er støttet af Lundbeckfonden.

Et veltilrettelagt kursus med nøje udvalgt pensum skal altså klæde næste generation af professionelle på til mødet med en verden i hastig forandring.

Min forskning viser imidlertid, at den praktiske del af sygeplejerskeuddannelsen i sig selv virker dannende.

Det står klart, at det at (ud)danne til et professionelt liv, hvor ansvaret for andre menneskers liv er omdrejningspunktet, ikke alene kan ske i klasselokalet.

Dannelse sker i møder, som mødet mellem Anne Sophie og patienten i forårsluften på parkeringspladsen. At indgå i relationer og håndtere svære situationer, danner og former dig som studerende.

At være med et andet menneskes sårbarhed, liv og død, former en sygeplejestuderende som professionel.

Bag om forskningen

Sygeplejerskeuddannelsen har flere gange eksperimenteret med forholdet mellem teori  (skole) og praksis (praktik) i uddannelsen. En nyoprettet ekstra klasse på sygeplejerskenuddannelsen i Århus er en del af et sådant eksperiment. Klassen kaldes for E-klassen og består ved studiestart af 36 studerende. Baggrunden for det ekstra optag er først og fremmest at uddanne flere sygeplejersker. Samtidig er ønsket at eksperimentere med den måde, der bedrives uddannelse på og herigennem kvalificere det konventionelle uddannelsesforløb.

Som uddannelseseksperiment er E-klassen især karakteriseret ved en anderledes organisering og alternative pædagogiske og didaktiske valg. Begge karakteristika integreres i hovedprincippet ’praktik-før-teori’ og betyder, at de studerende i E-klassen - modsat de studerende der følger det konventionelle uddannelsesforløb - har været i praktik forud for ethvert forløb på skolebænken.

Min forskning har afsæt i E-klassen. Mit udgangspunkt var et skærpet blik for betydningen af den eksperimentelle uddannelsesmodel. Men det viste sig hurtigt, at uddannelsesmodellen ikke i sig selv var afgørende for de studerende i E-klassen. Det var derimod de personer, de mødte undervejs, og de udfordringer og krav, der var indlejret i sygeplejerskeuddannelsen som en vekseluddannelse, heri den hastighed eller kadence, hvori denne vekslen mellem læringskontekster fandt sted.

Feltarbejdet

Feltarbejdet dækker en periode på to år og omfatter både observationer i klasserummet og i den kliniske praksis, interview, videodagbøger og digitale ugebreve, som de sender til mig.

På baggrund af feltarbejdets righoldige materialer rekonstruerer jeg i min ph.d. afhandling uddannelsesforløbet som en dannelsesrejse og fokuserer i de samlede analyser på rejsens milepæle og kardinalpunkter. Samtidig koncentreres forskningsinteressen om de studerendes studiestrategier anvendt undervejs og i overgangen til den professionelle karriere som sygeplejerske.

I min forskning skal særligt brugen af videodagbøger fremhæves. De studerendes videodagbøger var overraskende righoldige og detaljerige, og det er især videodagbøgerne, der knytter forløbsanalysen til personniveauet og dermed til den subjektivt formede version af dannelsesrejsen. I næsten karismatiske vendinger beskriver de milepælen, nemlig da de får ansvar for EGNE patienter – og det er der de bliver ’rigtige sygeplejersker’.