Lasse Rimmer styrer forskere i 'Science Slam'
Sommerens 'Science in the City'-festival danner rammen om et slagsmål på ord mellem forskere fra tre danske universiteter. Lasse Rimmer styrer løjerne, når teologen, fysikeren og adfærdsøkonomen kæmper om at forklare dig, hvorfor netop de laver den fedeste forskning.

Den 42-årige stand up-komiker og tidligere Jeopardy-vært Lasse Rimmer skal forsøge at styre tre vidt forskellige forskere, når de dyster på forskningsformidling. Det foregår søndag 22. juni i Carlsberg Byen. (Foto: Discovery Channel)

Sommerens videnskabsfestival 'Science in the City' i København byder på noget så usædvanligt som en formidlingskamp mellem forskere - en såkaldt 'Science Slam' med Lasse Rimmer som vært.

Disciplinen, der er kæmpestor i flere lande og sågar er en TV-begivenhed i Østrig, er ved at få fodfæste i Danmark også.  

En teolog, en fysiker og en adfærdsøkonom får søndag 22. juni klokken 16:00 til 17:30 på Thorvald Bindesbølls Plads 10 minutter hver til at præsentere deres respektive forskning på den mest spændende måde uden brug af hverken Power Points eller andre elektroniske præsentationsmidler.

Hvem får budskab og forskning serveret på den sjoveste og mest interessante måde, når tør forelæsning er forbudt? Det bestemmer publikum. 

Hele begivenheden er ifølge specialkonsulent i Rektorsekretariatet på Københavns Universitet Astrid Gufler stablet på benene for at vise, at forskning er meget andet end tørre tal og støvede forelæsningssale. Det kan også være sjovt.

»I en Science Slam er det forskernes formidlingsevner, der kommer på prøve. Formålet for forskerne er at vise folk, hvorfor netop deres forskning er interessant og relevant. De har kun 10 minutter til at gøre det i, og det tvinger dem til at være kreative formidlere. Forhåbentlig vil tilskuerne til begivenheden både få et godt grin og blive oplyste samtidig,« fortæller Astrid Gufler.

Hvad er sjovest: vand, penge eller klostre?

De tre kombattanter, der samler handsken op under Science in the City, kommer alle fra universiteter i Københavnsområdet. Begivenheden er stablet på benene af universiteterne for at vise, at der i Københavnsområdet er godt samarbejde mellem universiteter og et godt videnskabeligt studiemiljø.

Københavns Universitet stiller op til Science Slam under Science in the City med 'klosterformidler' og professor MSO (med særlige opgaver) i teologi Mette Birkedal Bruun. Mette Birkedal Bruun vil forsøge at tryllebinde tilskuerne med historien om adelens brug af klostre som refugier i 1600-tallet.

Under titlen 'Er vand og rødbeder vejen til et evigt liv?' trækker Mette Birkedal Bruun måske paralleller til nutidens konstante søgen efter selvrealisering?

Danmarks Tekniske Universitets bud på en vinder af Science Slam kommer i form af 'kvantemekaniker' og professor i fysik Henrik Bruus.

Fakta

The Euroscience Open Forum (ESOF) er Europas største videnskabsfestival, som bliver afholdt hvert andet år i en europæisk hovedstad.

I sommeren 2014 er København værtsby, så fra 21. til 26. juni kommer topforskere, forskerespirerer og videnskabsinteresserede fra mindst 40 forskellige lande til Danmark for at debattere, formidle og udveksle viden.

Programmet i de fire dage festivalen varer er spækket med arrangementer, som bliver afholdt i Carlsberg Byen i København.

Sideløbende kommer videnskaben og forskerne ud til folket med festivalen Science in the City, som er arrangementer, udstillinger og alternativ forskerformidling, der foregår både i Carlsberg Byen og på forskellige steder i København.

ESOF og Science in the City er arrangeret af Ministeriet for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser.

Læs mere på www.esof2014.org

Henrik Bruus stiller i sit oplæg det simple, men alligevel besnærende spørgsmål: 'Er vand virkelig vådt?’'

Den sidste kombattant kommer fra Copenhagen Business School. Professor i adfærdsøkonomi og 'adfærdsbelærer' Steffen Andersen vil i sit oplæg få dig til at tænke over, om vi egentlig har lært noget som helst af finanskrisen, eller om vi vil falde på røv og albuer igen, hvis krisen vender tilbage. Spørgsmålet er nemlig 'Fik du bank af din bank?'

Løjerne styres med hård hånd og glimt i øjet af 'Kloge Åge' og stand-up komiker Lasse Rimmer. 

Forskning kan gøres sjovt

Kodeordet i Science Slam er folkelighed.

Der må gerne grines, klappes, hujes og piftes af forskerne. Der må også gerne lyttes efter. Man skal dog ikke forvente, at oplæggene bliver fulgt af en masse mennesker, der sidder stille på en stol og nikker. Det er slet ikke meningen.

Oplæggene vil blive kondenseret forskning serveret med humor og engagement. Én af forskerne har sågar haft fat i en stand-up komiker for at få gode råd.

Det hele bliver dog ikke fald-på-halen-komik.

Selvom forskerne skal formidle deres forskning på en anderledes måde, er det ikke meningen, at de skal gå på kompromis med deres forskningsintegritet. Så må vi se, om den rå substans formidlet på en interessant måde alligevel er nok til at vinde.

Og netop sejren ligger helt og aldeles i publikums hænder. Når alle tre forskere har lavet deres oplæg, skal tilskuerne afgøre, hvilken forsker der bedst formåede at fange deres interesse med en noget usædvanlig form for forskningsformidling.  

»Vi glæder os meget til at vise folk, hvorfor netop disse forskningsområder er spændende og vigtige at forske i. Det skal Science Slam være med til at fortælle, og jeg håber, at folk får en sjov oplevelse,« siger Astrid Gufler. 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.