Længere afstand til valgstedet giver flere sofavælgere
Længere afstand til valgsteder giver lavere valgdeltagelse. Det viser dansk studie af forrige kommunalvalg. Derfor kan den massive lukning af valgsteder efter kommunalreformen få konsekvenser for deltagelsen. Særligt folk uden bil bliver ramt.

Større afstande til valgsteder giver lavere stemmedeltagelse. Foto: Colourbox

Større afstande til valgsteder giver lavere stemmedeltagelse. Foto: Colourbox

 

I disse dage taler vi en del om »sofa-vælgere«.

En høj valgdeltagelse anses som et tegn på et velfungerende demokrati, men forrige kommunalvalg i 2009 havde den laveste deltagelse i 35 år.

Derfor har kommunerne denne gang lagt meget energi i at få folk op af sofaen og ned til stemmeurnerne.

Men måske ligger problemet ikke kun i at få folk op af sofaen, men også i, hvordan de man får dem fra hoveddøren og ned til valgstedet.

Den danske valgforsker Yosef Bhatti fra Københavns Universitet viser nemlig i et studie af kommunalvalget i 2009, at jo længere en husstand har til afstemningsstedet, jo mindre tilbøjelig er beboerne til at stemme.

Afstand giver sofavælgere

I studiet, der er publiceret i tidsskriftet Scandinavian Political Studies i 2012, har Yosef Bhatti ved hjælp af valglister fra det forrige kommunalvalg kunnet undersøge, om folk stemte eller ej.

Efterfølgende har han så udregnet afstanden mellem valgstedet og bopæl, og de oplysninger er så anonymt blevet samkørt med data fra Danmarks Statistik for at kunne kontrollere for en række andre faktorer, som forskningen tidligere har vist har en indflydelse på folks tilbøjelighed til at stemme:

»Mit studie viser en ret stærk sammenhæng mellem afstand til valgsted og valgdeltagelse, når man kontrollerer for de andre faktorer, som vi ved har indflydelse på, om folk stemmer eller ej,« siger Yosef Bhatti til Videnskab.dk.«

Den sammenhæng viser flere amerikanske studier også:

Fakta

Der var trængsel i sofaen ved valget i 2009 Valgdeltagelsen ved kommunalvalget i 2009 var den laveste i 35 år. Kun 65,8 procent af vælgerne stemte. Kilde: Kommunernes Landsforening

»Ved at sammenligne de samme personer ved forskellige valg, har de amerikanske studier endda kunnet vise, at de samme personer er mindre tilbøjelige til at stemme til valg, hvor de har længere til afstemningsstedet, end til valg, hvor de har kortere afstand, og det udelukker i høj grad, at forskellen kan forklares af andre parametre,« siger Yosef Bhatti.

Lukkede valgstededer kan give lav valgdeltagelse

I forhold til valget i 2005 er der lukket 413 afstemningssteder. Det viser en opgørelse som KMD for nyligt lavede for Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede.

Med resultaterne af Yosef Bhattis studie in mente, kan det meget vel foklare den historisk lave valgdeltagelse ved det forrige kommunevalg:

»I forbindelse med kommunalreformen lukkede man mange valgsteder, og det har jo netop den konsekvens, at folk får gennemsnitligt længere til afstemningsstedet. Når man øger afstanden, kan vi altså se, at man alt andet lige vil sænke valgdeltagelsen. Samtidig har tidligere forskning også peget på, at det at skifte afstemningssted kan have en negativ betydning for valgdeltagelsen, fordi folk så skal bruge energi på at finde ud af, hvor man skal stemme, og det afholder også nogle.«

Resultaterne fortæller os ifølge Yosef Bhatti, at kommunerne skal være varsomme med at nedlægge valgsteder:

»Selvom der ikke er tale om meget dramatiske nedgang i valgdeltagelsen, så er det her nogle meget uskyldige administrative ting, som man meget let kan gøre noget ved, så på den måde er det nok en god ide ikke at gøre det alt for besværligt at stemme.«

Selv små ændringer har indflydelse

Det er til at forstå, at folk med meget langt til et valgsted kan overveje, om det er rejsen værd at stemme, men faktisk viser Yosef Bhattis studie, at effekten er størst, når man bor relativt tæt på afstemningsstedet:

»Forskellen mellem at bo en eller to kilometer fra valgstedet er cirka 1,5 procent, og det er faktisk en pæn effekt. Men faktisk er effekten en lille smule større, når man kommer endnu tættere på valgstedet. For eksempel finder vi den samme forskel på 1,5 procent inden for 400 meters afstand, når vi kommer meget tæt på.«

»På den måde kan det altså have dramatisk betydning, når man for eksempel lukker et valg sted i byerne, fordi det betyder så meget, om du bor lige ved siden af eller en lille smule fra valgstedet,« siger Yosef Bhatti.

Fakta

Mange afstemningssteder lukket siden 2005 2005: 1.831 2007: 1.793 2009: 1.584 2011: 1.471 2013: 1.418 Kilde: KMD/ Landsforeningen af Polio-, Trafik- og Ulykkesskadede

Han mener, at forklaringen på det mærkelige fænomen formodentlig er, at det ikke gør den store forskel for folk om de har fem eller ti kilometers afstand, fordi de så alligevel skal sætte sig ud i bilen. Mens det gør stor forskel, om du kan gå lige ned til valgstedet eller du for eksempel skal transportere dig 1,5 kilometer.

Folk uden bil opgiver lettest at stemme

Men det er jo ikke alle med fem eller ti kilometer til valgstedet, der bare kan sætte sig ned i en bil, og faktisk viser Yosef Bhattis studie også, at de længere afstande har størst betydning for folk uden bil:

»Jeg kan se i mit studie, at der er en klar sammenhæng mellem, om man har en bil, og i hvor høj grad man bliver påvirket af de ændrede afstande til valgstederne. Effekten er simpelthen større, hvis du ikke har bil, formodentligt fordi det bliver mere besværligt og omkostningsfuldt at stemme,« siger Yosef Bhatti.

Han noterer sig i studiet, at selvom der naturligvis er en sammenhæng mellem, hvor stor afstand en husstand har til afstemningsstedet og, om man har bil, så har hele 22 procent af husstandene med mere end fem kilometer til afstemningsstedet ingen bil.

Særlige grupper kan blive ramt

Men spørgsmålet er om ændringer i afstanden rammer særlige grupper hårdest:

»Man kan jo sige, at folk uden bil må formodes at stemme mindre til kommunalvalgene, end de ellers ville have gjort, hvis man øger afstanden til afstemningsstederne. Samtidig viser forskningen, at dem der påvirkes mest, er dem, der er i tvivl om, hvorvidt de vil stemme.«

»Ved kommunalvalg drejer det sig sandsynligvis mest om de unge og lavtuddannede, for det er dem, der falder fra mellem folketingsvalg, hvor man generelt har højere deltagelse, og kommunalvalg, hvor færre stemmer. Der er en gruppe af højtuddannede, som stort set stemmer uanset, hvad der sker.«

Et af de overraskende resultater af studiet er, at en bil i garagen faktisk også har indflydelse på, om folk med kort afstand til valgstedet stemmer eller ej:

»Man skulle umiddelbart forestille sig, at bilen ikke havde nogle indflydelse på, om folk med kort afstand til valgstedet stemmer, men lidt overraskende viser det sig faktisk at have en betydning, og det kan jeg ikke umiddelbart finde nogen forklaring på.«

»Måske skyldes det, at mange stemmer på vej hjem fra arbejde, og det er lettere at køre forbi et valgsted i en bil, end med bus eller cykel for eksempel,« siger Yosef Bhatti.
 

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan forskerne tog billedet af atomerme.