Kvinder er ikke bedre til at multitaske end mænd - de laver bare mere
Ingen er gode til multitasking - hverken mænd eller kvinder.
Multitaske kvinder mænd forældreskab kønsroller ligeberettigelse mødre fædre arbejde børnepasning husarbejde fordeling arbejdsbyrde simultan sekventiel multitasking

Nød lærer nøgen kvinde at spinde - og at arbejde mere. (Foto: Shutterstock)

Vi hører ofte, at kvinder er bedre til at multitaske. Kvinder - og især i hjem med børn - passer ofte hus og job, et hektisk virvar af madpakker, rengøring, madlavning, indkøb, tandlægeaftaler og vennemiddage.

Men et nyt studie, publiceret i PLOS One afslører, at kvinder faktisk er hverken bedre eller værre til at multitaske end mænd.

Studiet testede, om kvinder er bedre til at få opmærksomheden til at beskæftige sig med flere forskellige ting samtidig og have flere bolde i luften. Resultaterne viste, at kvindernes hjerner ikke håndterer aktiviteterne mere effektivt end mændenes.

Det er afgørende, at vi bruger solide data til at udfordre myten om kvindernes evne til at multitaske, især fordi kvinder stadig bliver bombarderet med opgaver på både arbejde og derhjemme.

Ingen er gode til at multitaske

Multitasking vil sige at være beskæftiget med flere opgaver eller aktiviteter på samme tid.

Multitasking kræver, at vi hurtigt og ofte tvinger opmærksomheden til at beskæftige sig med flere forskellige ting samtidig, hvilket er kognitivt mere krævende, end hvis vi koncentrerer os om én ting ad gangen.

Studiet bygger på eksisterende forskning, der viser, at menneskehjernen ikke magter flere opgaver på én gang. 

Det gælder især, hvis de to opgaver ligner hinanden meget, fordi de konkurrerer om den samme del af hjernen, hvilket gør det meget svært at multitaske.

Menneskehjernen er derimod god til hurtigt at gå fra den ene aktivitet til en anden, hvilket er årsag til, at vi føler, at vi er gode til at multitaske - hjernen derimod arbejder på ét projekt ad gangen.

Forskerzonen

Denne artikel er en del af Forskerzonen, som er stedet, hvor forskerne selv kommer direkte til orde.

Her skriver de om deres forskning og forskningsfelt, bringer relevant viden ind i den offentlige debat og formidler til et bredt publikum.

Forskerzonen er støttet af Lundbeckfonden.

Multitasking har markant effekt på udførelsen af opgaver

I det nye studie sammenlignede tyske forskere 48 mænds og 48 kvinders evne til at identificere tal og bogstaver.

I en del af forsøgene blev deltagerne bedt om at udføre to opgaver på samme tid (såkaldt simultan multitasking).

Andre gange blev de bedt om at udføre forskellige opgaver skiftevis (såkaldt sekventiel multitasking).

Forskerne målte og sammenlignede reaktionstid og nøjagtighed for multitasking-opgaverne med kontrolopgaver, hvor deltagerne kun udførte én opgave ad gangen.

De fandt, at multitasking har en markant effekt på hastigheden og nøjagtigheden af de udførte opgaver - og det gælder for både mænd og kvinder. Forskerne fandt desuden ingen forskel de kvindlige og de mandlige deltagere imellem.

Husligt arbejde

Mine kolleger og jeg tog for nylig livet af endnu en relevant myte: Kvinder er bedre til at se rod end mænd.

Vi fandt, at der ikke var forskel på, hvor rodet mænd og kvinder bedømte et rum.

Årsagen til, at mænd gør mindre rent end kvinder, ligger måske gemt i det faktum, at man forventer en højere standard fra kvinder end mænd - og ikke mændenes ‘blindhed over for snavs’.

Data viser, at australske mænd bruger mere tid på husarbejde end tidligere, og at kvinderne stadig udfører langt størstedelen af de huslige pligter.

Kvinder og arbejde i hjemmet

Det er ikke kun i Australien, at kvinder stadig udfører mere husligt arbejde end mænd. Det gør sig gældende over hele verden, som det fremgår af artiklen 'Flere kvindelige ledere, men mændene hjælper stadig ikke meget til i hjemmet'.

Kvinder ser også ud til at lave det meste husarbejde i Danmark, hvis et par spørgeundersøgelser foretaget af analysebureauerne Wilke og Voxmeter står til troende.

Australske kvindelige lønmodtagere oplever, at den samlede tid, de bruger på arbejde og famileaktiviteter, stiger over tid.

I dag bruger kvindelige familieforsørgere 4 timer mere på tværs af disse aktiviteter end mandlige familieforsørgere.

Det betyder, at kvindelige lønmodtagere med børn skal planlægge børnefødselsdage, hente og bringe børnene til og fra diverse pasningsordninger og fritidsinteresser såvel som at passe deres arbejde, pendle og gøre karriere.

Multitaske kvinder mænd forældreskab kønsroller ligeberettigelse mødre fædre arbejde børnepasning husarbejde fordeling arbejdsbyrde simultan sekventiel multitasking

Kvinder i Australien laver mere husarbejde - uanset hvem der er familiens forsøger.

Konsekvenserne af myten

Hvis kvindernes hjerner konstant er belastet af multitasking, hvorfor er det så dem, der bliver gjort ansvarlige for opgaverne? Hvilke konsekvenser har det?

Vores studie afslører, at mødre er mere pressede på tid og rapporterer dårligere mental trivsel end fædre.

Vi fandt, at fødslen af et barn øger forædrenes rapporteringer af at føle sig stressede og pressede på tid. Denne effekt er dog dobbelt så stor for mødrene som for fædrene.

Barn nummer to fordobler mødrenes tidspres, og konsekvensen er en forringelse af deres psykiske trivsel.

Der er desuden større sandsynlighed for, at kvinderne forlader arbejdsmarkedet, efter børnene kommer til verden, eller familiens behov eskalerer.

Mental belastning

Kvinderne oplever i højere grad en mental belastning knyttet til organiseringen af familiens behov - hvem mangler rene sokker, hvem skal hentes fra fodbold, er der mon nok havregryn til i morgen tidlig.

Det er arbejde, der sker på bekostning af planlægningen af den næste arbejdsdag, den næste forfremmelse og så videre.

Det forventes også af kvinderne, at de multitasker familiens behov om aftenen og natten. Der er større sandsynlighed for, at børn forstyrrer morens nattesøvn end farens.

Selv om kønsrollerne er under forandring, og mænd i dag påtager sig en større andel af husarbejdet og pasningen af børnene, er der stadig store kønsforskelle både hjemme og på arbejdspladsen - blandt andet fordelingen af børnepasningen, husarbejdet, lønniveauet samt andelen af kvinder i topstillinger på arbejdsmarkedet.

Multitasking-myten betyder, at vi forventer, at mødrene tager hele slæbet, og det kan få effekt på kvindernes psykiske helbred såvel som deres kapacitet på arbejdet.

Lad os udfordre fejlopfattelserne

Den almindelige opfattelse er stadig, at kvinder har en biologisk fordel, der gør dem til en slags supereffektive multitaskere. Men som dette studie viser, er denne myte dog ikke understøttet af videnskabelig evidens.

Det betyder også, at den ekstra arbejdsbyrde, som kvinderne udfører, er netop det - en ekstra arbejdsbyrde. Og det er sådan, vi skal se det. Det er en arbejdsbyrde, som skal katalogiseres, diskuteres og derefter fordeles ligeligt.

I dag er flere mænd interesseret i ligestilling mellem kønnene, ligelig fordeling af arbejdet og forældreskabet end nogensinde før. Vi skal skaffe os af med disse myter på arbejdspladsen og i hjemmet.

Lige vilkår

Myten om, at kvinder er bedre til multitasking, kan have effekt på fordelingen af administrative opgaver, og organisering af møde og skrivning af mødereferater bør ikke kønsfordeles.

Magthaverne skal også give myterne et skud for boven i deres udarbejdelse af politikker. Forældreskab skaber arbejde, så der er behov for børnepasningsmuligheder til en overkommelig pris, der er af høj kvalitet og let tilgængelig.

Fædrene har brug for fleksible arbejdstider og vilkår, barsel og børnepasning samt beskyttelse mod, at de bliver straffet for at tage del i børnepasningen.

Det er godt, at vi afliver myterne, som påstår, at kvinderne er en slags superhelte, men vi skal også skabe en verden, hvor kvindernes ligeberettigelse med mændene kan trives.

Leah Ruppanner modtager støtte fra Australian Research Council. Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.

LÆS OGSÅ: Dansk forsker afliver hjernemyte: Mænd bruger også begge hjernehalvdele

LÆS OGSÅ: Hemmeligheden bag multitasking afsløret

The Conversation

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs nyt om fusionsenergi, som DTU med forsøgsreaktoren på billedet nedenfor - en såkaldt tokamak - nu er kommet lidt nærmere.