Når nogen bliver udsat for et overfald eller et røveri og har brug for et kram eller en venlig berøring, er kollegaer de første til at træde til.

Ny forskning viser, at sociale relationer er afgørende for, om folk træder til med en trøstende krammer, når nogen er blevet udsat for vold.

Jo tættere relationen er, des større er chancen for, at personen giver et kram eller en kærlig berøring.

Kvinder er klart bedre til at give krammere end mænd, men både mænd og kvinder får krammere, når de har brug for det, viser den nye forskning.

»Hele forestillingen om, at vi har for travlt til at forholde os til hinanden, passer ikke. Vi kan se, at folk tager ansvar for hinanden. Det er måske ikke overraskende, men det bekræfter noget intuitivt. I vores forskning kan vi også se, hvem der er gode til at trøste et voldsoffer, og hvem der ikke er,« fortæller lektor Marie Rosenkrantz Lindegaard fra Sociologisk Institut ved Københavns Universitet.

Det nye forskningsresultat, der er baseret på videoovervågningsmateriale af voldshandlinger, er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift PLoS ONE.

LÆS OGSÅ: Telefonsnak er lige så godt som et kram

Ikke overraskende resultat

Resultatet af det nye studie er ikke overraskende, fortæller lektor og adfærdsforsker Pelle Guldborg Hansen, der er direktør for Center for Videnskab, Samfund og Politik ved Roskilde Universitet.

Han har ikke deltaget i det nye studie, men han har læst det, og selvom resultatet ikke overrasker ham, synes han alligevel, at studiet er ’fedt’.

»Det er spændende, at de har brugt overvågningsmateriale til at se på de her ting. Resultatet overrasker ikke, men det er alligevel interessant at få noget dokumentation for det, som vi troede, vi vidste,« siger Jeppe Guldborg Hansen.

Ifølge adfærdsforskeren er det hverken overraskende, at kollegaer trøster voldsofre mere end andre, og at kvinder er bedre til at give trøst – i hver fald på den måde, som kvinder giver trøst.

»Man skal huske på, at mænd og kvinder måske ikke har brug for den samme form for trøst. Når en fodboldspiller får et rødt kort, gider han jo heller ikke, at hans medspillere giver ham en krammer for at trøste ham. Han vil hellere have, at hans medspillere deltager i hans vrede og farer i flæsket på dommeren. Mænd vil ofte ikke så gerne være i offerrollen, og derfor vil mange mænd heller ikke give en anden mand en krammer, da det jo netop putter ham i offerrollen,« forklarer Pelle Guldborg Hansen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor græder kvinder mere end mænd?

Når mænd ikke er så gode som kvinder til at trøste, kan det skyldes, at mænd ofte ikke så gerne vil være i offerrollen, og derfor vil mange mænd heller ikke give en anden mand en krammer, da det netop putter ham i offerrollen. (Foto: Shutterstock)

Kigget på videomateriale fra røverier i Holland

Marie Rosenkrantz Lindegaards forskning viser, hvem der trøster hvem, når nogen er blevet udsat for vold.

Overvågningsmaterialet er fra røverier og røveriforsøg i butikker i Amsterdam og Rotterdam, og her var det oftest kollegaer, som efter et røveri gav voldsofferet en krammer, mens kunder i butikkerne stod passive ved siden af, selvom de ofte var fysisk tættere på voldsofferet.

»Det viser, at relationer er meget vigtige, når det handler om at trøste hinanden. Har vi et tilhørsforhold, er vi mere tilbøjelige til at trøste hinanden, end hvis vi bare er vidner,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

LÆS OGSÅ: Kan forskelle på mænd og kvinder ændre sig?

Gruppefølelse får kollegaer til at trøste hinanden

Ifølge Marie Rosenkrantz Lindegaard er det ikke overraskende, at netop kollegaer og andre, som har en relation til voldsofre, er netop dem, som trøster.

Det skyldes højst sandsynligt en underliggende ansvarsfølelse for den gruppe, man tilhører. Er to mennesker kollegaer, tilhører de den samme ’gruppe’, og evolutionært er mennesker programmeret til at varetage gruppens interesser.

Det gør de blandt andet ved at trøste hinanden.

Denne relation var også stærkere end den fysiske nærhed mellem et vidne til en voldssituation og et voldsoffer.

»Vi kunne se, at fysisk nærhed ikke spiller den store rolle. Vi havde nogle teorier om, at dem, som giver mest trøst, også er dem, som er tættest på offeret fysisk, men det fandt vi ingen beviser for. Det er i langt højere grad de socialt nærmeste, som giver trøst,« siger Marie Rosenkrantz Lindegaard.

LÆS OGSÅ: Er den lille forskel med på arbejde?

Vores sociale relationer er meget vigtige, når det handler om at trøste hinanden. Har vi et tilhørsforhold, er vi mere tilbøjelige til at trøste hinanden, end hvis vi bare er vidner. (Foto: Shutterstock)

Gør op med myte

Marie Rosenkrantz Lindegaard fortæller, at et interessant aspekt af studiet er, at det gør op med myten om den passive tilskuer.

Forskellige eksperimentelle forsøg har vist, at tilskuere til folk i nød har tendens til at forholde sig passivt, hvis der er andre tilskuere, men det passer ifølge den nye forskning ikke i voldelige nødsituationer – i hvert fald ikke, når det gælder personer med tæt relation til offeret.

I overvågningsmaterialet kan Marie Rosenkrantz Lindegaard se, at antallet af tilskuerne også er helt lige meget, når det gælder muligheden for et voldsoffer for at blive trøstet.

Her tæller kun de sociale relationer.

»Det handler om nogle sociale relationer mellem mennesker, som vi gerne vil kigge nærmere på. Kollegaer er gode til at trøste, men vi kiggede også på etnicitet og alder, og her fandt vi ingen sammenhæng. Inden for feltet er der meget fokus på den individuelle motivation for, at vi gør, som vi gør. På det plan er jeg meget mere tilhænger af nyere teorier, som kigger mere på, at vores adfærd er drevet af gruppebehov og ikke det individuelle behov. Når det gælder trøst, ser det i hvert fald sådan ud,« fortæller Marie Rosenkrantz Lindegaard.

LÆS OGSÅ: Unge vil forsvare gruppen med deres liv

Det nye studie gør op med myten om, at tilskuere til folk i nød har tendens til at forholde sig passivt, hvis der er andre tilskuere. Det passer ifølge den nye forskning ikke i voldelige nødsituationer – i hvert fald ikke, når det gælder personer med tæt relation til offeret. (Foto: Shutterstock)

Overvågningsmateriale giver indsigt i lukket verden

I sin forskning har Marie Rosenkrantz Lindegaard gennemset timevis af videoovervågningsmateriale, hvor personer er blevet udsat for røverier.

Hun har fokuseret på, hvad tilskuerne til voldshandlingen gjorde i de voldelige situationer for at få klarhed over deres rolle.

Ifølge forskeren er det vigtigt at forstå dynamikken mellem de mennesker, som er til stede i voldshandlinger, for også at kunne forstå, hvorfor nogle voldshandlinger eskalerer og andre deskalerer.

»Hvis vi kan finde ud af, hvad tilskuere til vold i det offentlige rum bedst kan gøre i situationen, kan vi måske bruge den viden forebyggende. På nuværende tidspunkt er alt den viden, vi har om vold, baseret på, hvad de involverede parter siger om situationen i retrospektiv. Vi ved, at disse perspektiver er grundlæggende biased. Med overvågningsmaterialet får vi for første gang indsigt i, hvad der virkelig sker, når volden udfolder sig,« forklarer Marie Rosenkrantz Lindegaard.

Forskeren fortæller også, at det nye studie kun er en bid af de data, som hun og hendes kollegaer har trukket ud af videomaterialet. Flere studier er på vej, hvor forskerne blandt andet ser på gadevold og vold mellem grupper.

LÆS OGSÅ: Alle mænd kan genkende glæden ved bandevold