Kunsten at brødføde verdens befolkning
Den væsentligste grund til, at folk sulter i dag, er ikke at der mangler mad, men at mange mennesker ikke har råd til at købe mad.

 

Verdens befolkning forventes at stige til mindst ni milliarder mennesker inden 2050, altså ca. tre milliarder flere end vi er nu.

Samtidig stiger levestandarden heldigvis i mange udviklingslande, og både befolkningstilvækst og øget velstand bidrager til et stærkt voksende behov for fødevarer.

Øget velstand øger efterspørgslen, dels fordi flere får råd til at få mad nok, og dels fordi mange mennesker, der hidtil har levet næsten udelukkende af planteprodukter, nu får råd til i højere grad at købe animalske fødevarer.

Produktion af animalske fødevarer kræver langt større afgrødeproduktion på markerne, fordi omsætningen fra fødevareenergi i planteprodukter til fødevareenergi i husdyrprodukter medfører et meget stort tab af energi.

Et generelt skøn er, at der er behov for at fordoble verdens samlede produktion af afgrøder frem til 2050.

En uoverskuelig problemstilling. Eller hvad?

Det er et voldsomt krav. For at nå det mål skal der ske en årlig stigning i afgrødeproduktionen på ca. 2 %. Det lyder måske ikke så voldsomt, men det skal ske samtidig med, at produktionen af afgrøder er begrænset af tilgængeligheden af egnede landbrugsarealer, af vand og af gødningsstoffer.

Der kan også være begrænsninger i de biologiske muligheder, der ligger i de dyrkede afgrøder, deres samspil med det miljø, de dyrkes i, og i deres samspil med sygdomme, skadedyr og ukrudt.

Kravet om stigende afgrødeproduktion kommer samtidig med, at produktionen er under pres fra mange faktorer, f.eks.:

Inddragelse af landbrugsjord til udvikling af byer, industri, veje mm. Klimaforandringer, som forringer dyrkningsforholdene mange steder i verden. Øget efterspørgsel efter afgrøder til andre formål, især til bioenergi. Stigende konkurrence om begrænsede vandressourcer. Ødelæggelse af landbrugsjord ved erosion, tilsaltning og ørkendannelse. Mangel på ny jord, der kan inddrages til dyrkning. Der hvor man kan inddrage nye arealer er det ofte med meget store omkostninger i form af tab af naturværdier. Det er umiddelbart en skræmmende situation at se frem imod, men der kan også stilles spørgsmålstegn ved, om problemet i virkeligheden er helt så uoverskueligt.

I 2009 var der ifølge FN organisationen FAO ca. 1,02 mia. underernærede mennesker i verden. De værst ramte områder findes i Afrika syd for Sahara, mens Asien huser det største antal underernærede mennesker.

Set i et historisk perspektiv er kravet til stigning i fødevareproduktion (målt i % årlig stigning) mindre, end det har været, og ser vi f.eks. 40 år tilbage til 1970 i stedet for 40 år frem til 2050, så er situationen måske mindre skræmmende nu, end den var i 1970. Dels er befolkningstilvæksten nu aftagende, og dels havde vi først i 1970'erne en meget alvorlig international fødevarekrise, hvor det var svært at skaffe fødevarer nok til at dække efterspørgslen.

 

Ingen enkle løsninger

Vi havde for få år siden - omkring 2007 - en lignende, men kortvarig, krise med høje fødevarepriser og er måske her i 2010 på vej ind i en ny krise. Men ellers har fødevarepriserne generelt været faldende i forhold til prisen på andre produkter.

Det viser, at jordbrugssystemet har haft let ved at forsyne markedet med de produkter, der efterspørges.

Når fødevarepriserne er lave, satses der ikke så intensivt på at øge produktionen, så der er mange muligheder for at øge produktionen, som vil blive udnyttet, hvis der sker en generel stigning i priserne. Højere priser vil gøre det mere rentabelt også at forbedre udnyttelsen af de dyrkede produkter i de efterfølgende led.

Når der allerede i dag er mange mennesker i verden, som ikke får mad nok, er det altså ikke mest fordi, vi ikke kan producere fødevarer nok. Det er fordi, der er mange mennesker, som ikke har råd til at købe fødevarer.

Hvis der skal produceres mad nok til 9 milliarder mennesker skal der dog ske en kraftig udvikling i produktionen. En mulighed, der ofte nævnes, er at udnytte genetisk manipulation til at gøre vores afgrøder mere produktive. Der er ingen tvivl om, at genmanipulerede afgrøder kan bidrage til øget produktion og på nogle punkter allerede gør det, men de forventninger, der ofte præsenteres, er urealistisk store.

Genetisk manipulation kan højst bidrage som én blandt en række muligheder for at øge fødevareproduktionen. Dyrkning af afgrøder foregår i praksis i en uhyre kompleks sammenhæng, der består af fysiske, biologiske og samfundsøkonomiske faktorer.

En øget landbrugsproduktion forudsætter derfor alt fra landbrugsreformer, uddannelse og rådgivning af landmænd, bedre forståelse af afgrødernes egenskaber og samspil med omgivelserne, udvikling af nye dyrkningssystemer, investeringer i teknologi på landbrugene til investeringer i transport, opbevaring, forarbejdning og salg.

Selv hvor genetisk manipulation kommer til at spille en vigtig rolle, kræver det et tæt samspil med mange andre faktorer, fra lovgivning og patentrettigheder til infrastruktur og mere traditionel planteforædling. Der ligger endvidere et stort arbejde fra der kommer en genmodificeret plante ud af laboratoriet, til der findes et antal afprøvede sorter, som er egnede til dyrkning i praksis.

 

Hvis vi alle blev vegetarer...

Tørke, tilsaltning og ørkendannelse er en af mange udfordringer, når verden skal brødfødes.(Foto:Colourbox)

Når vi skal analysere, om vi vil være i stand til at brødføde f.eks. 9 milliarder mennesker på jorden, er det vigtig at huske, at vi allerede i dag dyrker afgrøder nok til, at vi let kunne mætte 9 milliarder mennesker.

Men der sker store tab i alle led fra mark til køkken og tallerken. Et afgørende forhold er, at i stedet for at bruge afgrøderne til menneskeføde, bruger vi mange af dem som foder til vores husdyr.

Husdyrhold fører naturligvis også til en produktion af fødevarer, men der kommer en langt mindre mængde fødevarer ud af husdyrproduktionen end den mængde foder, der forbruges.

Hvis vi alle blev vegetarer ville det være meget lettere at brødføde 9 milliarder mennesker. Eller sagt på en anden måde: Vi kan sagtens brødføde 9 milliarder mennesker, men det bliver svært at kødføde dem.

Der er dog ingen udsigt til, at vi alle bliver vegetarer - de fleste af os sætter stor pris på også at spise animalske fødevarer. Pointen er, at vi har et fødevaresystem, hvor der måske i princippet allerede dyrkes fødevarer nok, men hvor effektiviteten er lav, så vi producerer langt flere kilojoule energi i form af afgrøder på markerne, end der faktisk bliver spist som fødevarer.

Husdyrproduktionen er en blandt flere vigtige årsager til den lave effektivitet.

Det betyder, at når vi får brug for dobbelt så meget mad til en større og mere velstående befolkning i verden, behøver det ikke at betyde, at vi skal høste dobbelt så meget på markerne.

En væsentlig del af stigningen i fødevareforsyning kan komme fra effektivisering af mange led i kæden fra afgrøden i marken til mad, der faktisk er blevet spist - altså sådan, at der bliver flere kilojoule til human ernæring for hver kilojoule afgrøde, vi dyrker.

 

Havvand som begrænsning og mulighed

Hvis udviklingen viser, at det reelt bliver vanskeligt at forsyne verdens befolkning med de fødevarer, der efterspørges, vil prisen naturligvis stige.

Planteprodukter eller kød? Antallet af mennesker, som det nuværende danske landbrugsareal vil kunne brødføde, afhængigt af kosten.

Det vil gøre en øget indsats og investering i produktion og effektivitet mere rentabel i alle led af fødevareproduktionen. Det vil også betyde, at husdyrprodukter, der er baseret på et stort forbrug af korn og andre afgrøder, vil stige kraftigt i pris, og dette må forventes at forskyde vores fødevareforbrug i retning af mere vegetabilsk og mindre animalsk kost.

Også andre fødevarer, der lægger beslag på store dyrkningsarealer vil blive relativt dyre, og produktionen af fødevarer vil blive mere konkurrencedygtig i forhold til andre udnyttelser af landbrugsjorden, f.eks. bioenergi.

På lidt længere sigt findes der helt andre muligheder, som kan udvikles, som ikke er en del af det fødevaresystem, vi normalt tænker på.

Den nok vigtigste forhindring for at øge produktionen af afgrøder her og nu er mangel på vand. Enorme arealer i verden dyrkes med lave udbytter eller kan slet ikke dyrkes på grund af mangel på ferskvand.

Derfor er der er gjort mange forsøg på at udvikle dyrkning af afgrøder baseret på brug af brakvand eller saltvand, som verden har ubegrænsede mængder af. Der er også muligheder på området, men storstilet dyrkning af hvede, majs, ris eller sojabønner på basis af havvand forbliver en kæmpemæssig udfordring.

Til gengæld findes der planter, som naturligt er tilpasset til at gro i vand med et højere saltindhold. Vi udnytter allerede indirekte algevæksten i havet, når vi fanger fisk, og der dyrkes i begrænset omfang tang til menneskeføde. Denne produktion kan i princippet udvides kraftigt med dyrkning af tang og alger til menneskeføde og sikkert i langt højere grad til husdyrfoder eller bioenergi.

En sådan udvikling indeholder store perspektiver, ikke mindst fordi det betyder at fødevareproduktionen vil kunne udvides betydeligt uden at trække på de begrænsede reserver af landbrugsjord og ferskvand. Produktionen vil dog stadig være afhængig af de samme ressourcer af gødningsstoffer, hvor især fosfor ser ud til at kunne blive en mangelvare, der kan gøre det vanskeligt vedvarende at brødføde så mange mennesker.

 

Udvikling med ubehagelige udsving

Der er altså mange muligheder for at løse den udfordring det vil være at brødføde 9 milliarder mennesker. Men det betyder ikke, at det bare vil lykkes "af sig selv", eller at det vil lykkes, uden at vi kommer til at opleve meget alvorlige problemer.

Vi må forvente en generel stigning i fødevarepriserne over de næste årtier, og hvis det sker, vil det skabe et stærkt incitament til at øge produktionen.

Når der allerede i dag er mange mennesker i verden, som ikke får mad nok, er det altså ikke mest fordi, vi ikke kan producere fødevarer nok. Det er fordi, der er mange mennesker, som ikke har råd til at købe fødevarer.

Kristian Thorup-Kristensen

Desværre vil udviklingen formodentlig blive i form af store prisudsving med meget høje fødevarepriser i enkelte år, hvor produktionen ikke er tilstrækkelig, sådan som vi så det i 2007, frem for en mere moderat og jævn stigning. Sådanne store prisudsving vil ramme verdens fattigste mennesker hårdt.

De, som i forvejen har svært ved at få råd til basale fødevarer, vil få store problemer, og det vil føre til direkte sult for mange.

Stærke økonomiske incitamenter for øget fødevareproduktion vil også betyde store miljøproblemer på grund af intensivering af dyrkningsmetoder eller ved, at der f.eks. inddrages naturskovsområder til landbrugsjord, sådan som det allerede nu sker i stort omfang f.eks. i Afrika og Sydamerika.

 

Vi kan ikke bare vente på markedsmekanismerne

Hvis vi skal undgå at disse problemer med sult og miljøødelæggelser bliver for voldsomme, kan vi ikke bare vente og lade markedsmekanismerne trække fødevareproduktionen op, når der begynder at blive mangel på fødevarer på markedet.

Der er behov for, at vi satser på at udvikle produktionen på mange måder, og at vi gør det på måder, som ikke belaster miljøet for hårdt, ødelægger landbrugsjorden eller udtømmer ikke fornybare ressourcer som f.eks. fosfor. I realiteten vil det være helt umuligt at undgå mange af disse problemer, men det er vigtigt, at vi arbejder målrettet på at reducere omfanget af dem.

De økonomiske og fordelingspolitiske aspekter, som vil spille en afgørende rolle, ligger uden for denne artikels emne, men hvis mange mennesker er for fattige, vil der være alvorlige sultproblemer, uanset hvor mange fødevarer, vi kan producere.

Men hvordan kan vi gribe det an og sikre udviklingen af fødevareproduktionen? Der findes ikke en eller nogle få store beslutninger, som kan løse problemerne. Det afgørende må være, at der arbejdes målrettet på udvikling af landbrugsproduktionen på alle niveauer, både omkring lokale problemstillinger og omkring globale.

Der skal arbejdes med udvikling af afgrøderne, af dyrkningssystemerne og af de teknologiske tiltag som kan øge produktionen og udnyttelsen af det producerede, og med uddannelse og rådgivning til landbruget og effektivisering af forarbejdning, distribution og forbrug af fødevarer.

Artiklen er lavet i samarbejde med Aktuel Naturvidenskab.

 

Så stort et landbrugsareal skal der til

At fodre husdyr med planteprodukter for at producere fødevarer i form af mælk, æg og kød kræver langt større produktion af planteprodukter end hvis vi bruger planteprodukterne direkte som føde til mennesker. I Danmark kan vi i gennemsnit producere ca. 1 kg korn på ca. 1,5 m2. En nylig svensk undersøgelse kom frem til, at der skal afgrøder fra ca. 15 m2 til at producere 1 kg svinekød (den spiselige del, uden ben mv.), mens der skal ca. 33 m2 til at producere et kg oksekød.

Da energiindholdet i korn og mel er ca. dobbelt så højt som i kød (ca. 8.000 kJ per kg kød imod ca. 17.000 kJ per kg. korn eller mel), vil det altså kræve henholdsvis ca. 20 og ca. 40 gange større landbrugsareal at spise os mætte i svine- og oksekød end i brød, gryn, pasta og grønsager.

Et simpelt regneeksempel på nogle lidt mere realistiske kostsammensætninger viser, at med en kost bestående af 70 % vegetabilsk føde og 30 % kød (15 % svinekød og 15 % oksekød) vil fødevareproduktion i Danmark kræve et areal på ca. 2300 m2 per person, men hvis andelen af kød i kosten halveres er det nok med ca. 1300 m2.

Det betyder, at det danske landbrugsareal vil kunne producere mad til ca. 11 millioner mennesker, hvis de skal have den kødrige kost, ca. 20 millioner hvis de kan klare sig med mindre kød, mens der i princippet kan produceres mad til over 80 millioner mennesker, hvis de vil leve af en ren vegetarisk kost.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.