Nyt studie: Spildevandet i din kloak afslører meget om dit liv og helbred
afføring spildevand afslører helbred kemikalier medicin

Din afføring siger måske mere om dig selv - og dit nabolag - end du lige går og tror. (Foto: Shutterstock)

Din afføring siger måske mere om dig selv - og dit nabolag - end du lige går og tror. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
13 oktober 2019

Du er hvad du spiser. Og det kan være svært at holde skjult.

Science Alert skriver, at et hold forskere i Australien er kommet frem til, at der er en sammenhæng mellem socioøkonomiske forhold og kemikalierester i kloakkens spildevand.

Det har de fundet ud af ved at undersøge spildevandet i en række områder, hvorefter de har sammenlignet resultaterne med data om huslejepriser, arbejdsløshed og uddannelsesniveau for de enkelte områder.

LÆS OGSÅ: Her kan du skide og ro i fred

Undersøgelsen, der blev foretaget over en uge i 2016, var baseret på prøver fra 22 forskellige spildevandsanlæg, og forskerne undersøgte prøverne for 42 forskellige biomarkører.

Forskerne vurderer, at spildevandet fra de mere velhavende områder bærer præg af, at man her har en sundere og mere afbalanceret kost. De kunne blandt andet se, at folk i de velhavende områder spiste mere frugt og grønt og indtog mere vitamin B.

I de mindre velhavende områder havde spildevandet til gengæld et langt højere niveau af rester fra antidepressiv medicin samt en række forskellige opiater (morfin og lignende stoffer).

Spildevandet fra de velhavende områder indeholdt derudover også langt mere koffein, hvilket forskerne også vurderer til at være en indikator for, at disse folk er bedre socioøkonomisk stillet.

Ifølge forskerne er der et stort potentiale i at undersøge sammenhængen mellem helbred og sociale forhold gennem spildevand.

De foreslår, at man blandt andet kan bruge metoden til at identificere, hvilke geografiske områder der har problemer med stoffer eller døjer med fejlernæring.

Studiet er udgivet i det videnskabelige tidsskrift PNAS.

LÆS OGSÅ: Har du styr på, hvor meget slik og sodavand dit barn må få?

LÆS OGSÅ: Gode bakterier renser vores spildevand

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.