Klassekampen er for længst afblæst, parolerne er blevet tavse, og bannerne kun udfoldet 1. maj. Arbejderne stemmer på Venstre, de ufaglærte på andre højrefløjspartier og en næsten samlet offentlig sektor sætter kryds ved den nuværende regering.
Men klasserne eksisterer stadig som skjulte grænser i det danske samfund. Det viser undersøgelsen Ulighedens symbolske grænser: Kultur og moral som klassemarkører, som er publiceret i sociologi-tidsskriftet Praktiske Grunde og er en del af det store danske forskningsprojekt COMPAS om klasser i samfundet.
»Baggrunden for forskningsprojekter er at undersøge om klasserne stadig har betydning. I den politologiske og sociologiske forskning peger man på, at de traditionelle inddelinger ikke længere betyder så meget politisk. Men klasseforskellene er der stadig og spiller en rolle i folks hverdag. Man kan se forskelle i livsstil og politiske holdninger, men også i hvordan folk forholder sig til andre klasser i deres hverdags liv,« siger Jakob Skjøtt-Larsen, der er lektor i sociologi på Aalborg universitet. Undersøgelsen er en sammenskrivning af hans ph.d. om klasseforskelle i Aalborg.
Han har inddelt 1100 Ålborgensere mellem 25-67 ud fra deres svar på en lang række spørgsmål om fordelings- og værdipolitisk holdning, avislæsning, måltider, kultur, økonomi og uddannelse. Svarene tegner et tydeligt billede af tre eksisterende klasser; en kulturel elite, en økonomisk elite og en mindre privilegeret klasse af arbejdsløse, ufaglærte og lavtlønnede.
Den kulturelle elite
Den kulturelle elite, som typisk kan være gymnasielærere eller andre med en høj uddannelse og ledende stilling indenfor det offentlige, orienterer sig i høj grad mod det finkulturelle. De går på museer, i teatret, læser Politiken og Information, spiser eksotisk mad, gør en dyd ud af tolerance og stemmer typisk på Radikale Venstre, SF eller Enhedslisten. De vil nødigst sidde ved siden af en indskrænket racist til et bryllup og kommer ofte fra familier med lange uddannelser. De vurderer blandt andet andre mennesker på, hvor mange bøger der er i deres hjem.
Som den anonyme Carsten, der er gymnasielærer i 30’erne, og en af 16 personer Jakob Skjøtt-Larsen har interviewet mere indgående, siger:
Noget af det jeg lægger mærke til, er eksempelvis, om man har bøger. Det må jeg indrømme, det lægger jeg mærke til, når jeg kommer ind i et dansk hjem. Det giver mig et peg om, hvad er det for nogle samtale-emner, som vil være relevante at tage fat på, for jeg har heller ikke lyst til at komme i en situation, hvor det sociale bliver anstrengt.
Ifølge Carsten er kulturen i Aalborg præget af en hybrid mellem ’det konservative byborgerskab og arbejderne’ i byen, og han ser denne alliance som værende i opposition til det finkulturelle, som bliver ’kriminaliseret’, og som ikke bliver tillagt ’valeur’.
Carsten ser blandt andet denne alliance komme til udtryk i den fremtrædende rolle som fodbold spiller for byen:
Jeg interesserer mig dybest set ikke for fodbold, men jeg kan godt rende med ud og begejstres af begejstringen derude, fordi jeg synes, det er vildt overdrevet, at folk de på den måde kan leve sig ind i om AaB vinder eller taber – noget jeg synes er totalt ligegyldigt.
Jens, der også kommer fra den kulturelle elite, understreger afstanden mellem ikke bare underklassen, men også den økonomiske elite:
Jeg har undgået ejendomsmæglere, det har jeg. Jeg har aldrig købt noget eller solgt noget gennem ejendomsmæglere. Jeg er heller ikke ret meget for forsikringsselskaber . Jeg har nogle grupper, jeg ikke har nogen tillid til. Som jeg synes tjener for mange penge i forhold til, hvor begavede de er.
Den økonomiske elite
Den økonomiske elite er kendetegnet ved ledende stillinger i det private erhvervsliv. De er ikke nødvendigvis højtuddannede, og stemmer typisk borgerligt. De forbruger knap så meget finkultur som den kulturelle elite, men er til gengæld mere til håndbold og fodbold. Fordelingspolitisk mener de at vækst er vigtigere end lighed, og når de læser avis, er det Børsen.
I modsætning til den kulturelle elite, identificerer den økonomiske elite sig knap så meget i opposition til andre klasser. Jakob Skjøtt-Larsen tror, at det måske kan skyldes den individualistiske tilgang til tilværelsen, som præger klassen. Det kommer tydeligt til udtryk i følgende svar fra Thomas, der er medejer af en mindre it-virksomhed, da han bliver spurgt om der er grupper han har det nemmere med end andre.
Dybest set så er jeg ret ligeglad med, hvad andre får og har. Om de er kommet let til det, eller har haft mange besværligheder og kolbøtter undervejs. Det er jeg ret ligeglad med, for jeg kan ikke rigtig bruge det til noget; om nogen er kommet let til noget, eller andre har knoklet. Altså mit udgangspunkt er mig selv, så jeg går ikke sådan og misunder nogen eller tænker modsat.
Hvis der er en afstandstagen, er den mere jordnær. Ingeniøren Torben er stadig meget knyttet til Vendsyssel, hvor han voksede op og er bevidst om ikke at lade statussymboler som dyre biler skabe afstand til hans ophav. Men samtidig kan han på afstand se, hvor fastgroede og måske også indskrænkede folk i Vendsyssel er. For eksempel aflyste nogle barndomsvenner en rejse til London, fordi deres forældre var bekymret for, hvordan det ville gå dem i storbyen.
Og der kunne jeg pludselig godt se forskellen på os (…) hende og hendes forældre, jeg kan godt se, at de har fødderne noget mere forankret i den jyske muld, og jeg tror decideret, hendes forældre var bange for, at hun skulle tage til så stor en by som London.
Den mindre privilegerede klasse
Klassen af mindre privilegerede er ufaglærte mænd eller kvinder i lavtlønsjob som for eksempel So-su hjælpere. De spiser traditionelt dansk mad, og gør ikke en dyd ud af at være tolerante. De opponerer kraftigt mod finkultur, og folk, der tror de er noget. De ser lokale nyheder og underholdningstv. De vender sig især mod den kulturelle elite. For eksempel elektrikeren der stemmer Venstre i stedet for Socialdemokraterne, fordi han er træt af kulturstøtten:
Stod det til mig, så ville jeg jo gerne have, at Det Kongelige Teater blev brugerbetalt. Så dem der var interesseret i Det Kongelige Teater, de betalte det (…) Vi sidder heroppe i Aalborg, og vi er måske i København to-tre gange om året. Vi kommer ikke i Det Kongelige Teater.
I klassen finder man også typisk dem, der ser sig i opposition til flygtninge og indvandrere. Fabriksarbejderen Janne peger på flygtninge, som en gruppe der har det for nemt i Danmark:
Altså, der vil jeg nok sige flygtninge, dem har jeg det sådan lidt svært ved engang imellem. Ikke fordi jeg er racist. Der er også nogen flygtninge, jeg synes er okay. Dem der godt vil ligesom indordne sig i Danmark, og arbejde og alt det der.
Undersøgelsen viser både kvantitativt og kvalitativt, at der stadig eksisterer store klasseforskelle i Danmark, og at klasserne identificerer sig selv i opposition til de andre klasser.
Den samlede forskningsprojekt bliver offentliggjort i bogen Det Skjulte Klassesamfund, som udkommer i sensommeren i år.
