Længe har det tydet på, at den nyopdagede menneskeart denisova kun levede i Sibirien og Himalaya.

Men det var ikke tilfældet.

For i et nyt studie, udgivet i Nature Communications, viser forskere, at en kindtand, der blev fundet i en grotte i det nordlige Laos i 2018, højst sandsynligt stammer fra en denisova-pige.

Og hvad betyder det så?

Jo, det betyder, at denisova-mennesket havde en sjælden evne til at tilpasse sig forskellige miljøer. Noget, man ellers troede, var en egenskab, som moderne mennesker havde.

»Før vores opdagelse vidste vi ikke, at denisovaer også levede i Sydøstasien. Vi havde altid troet, at de stammede fra Kina og herfra kun bevægede sig til Sibirien - og altså levede i højderne og kolde regioner.«

»Men efter vi fandt kindtanden her i Sydøstasien, ved vi, at denisova-arten er i stand til at tilpasse sig ekstreme miljøer,« siger Fabrice Demeter, der er palæoantropolog, adjunkt ved GeoGenetics på Globe Institute, Københavns Universitet, og førsteforfatter på studiet.

Og det i sig selv har en ret stor værdi, mener Eske Willerslev, der er professor på Cambridge University og Københavns Universitet.

»Vi har en tendens til at se de tidligere mennesketyper som meget primitive. Som nogle, der ikke kunne finde ud af specielt meget. Og indtil nu har vi troet, at denisovaer var kulde-tolerante, men så finder man dem pludselig i troperne. Så de har altså haft evnerne til at tilpasse sig. De har bestemt ikke været dumme,« siger Eske Willerslev, én af de mange forskere, der har været en del af studiet.

Studiet er godt, og det er udført af et stærkt team, mener Trine Kellberg Nielsen, lektor i forhistorisk arkæologi på Aarhus Universitet.

»Så snart det handler om denisovaer, bliver det spændende, fordi vi ved så lidt om dem,« siger hun og uddyber:

»Vi er et sted lige nu, i denisova-forskningen, hvor vi var med neandertalerne i 1900-tallet. Vi ved, det er en menneskeart, men vi ved ikke, hvordan de levede. Vi har fundet få knogler og tænder, som begynder at vise billeder af deres udbredelse, men vi har ikke tilknyttet dem til deres livsstil. Hvert fund giver ny information. Nu er vi i Laos, hvor vi ikke tidligere fandt denisovaer. Allerede der bliver det rigtig spændende.«

Fandt kindtand i 2018

Fabrice Demeter og hans kollegaer har forsket i det nordlige Laos i de seneste 20 år. Én gang om året i fire uger.

Men det var først i 2018, da de netop havde udtaget den første sedimentprøve, at de i et lille stykke breccie, en grovkornet bjergart, fandt en hel tand blandt flere tandfragmenter fra dyr.

»Vi var alle meget begejstrede. Vi ledte efter Homo erectus, så vi var ikke forberedte på at finde denisovaer. Men det gjorde vi - på det rette tidspunkt, på det rette sted,« siger Fabrice Demeter og tilføjer:

»Ved første øjekast vidste jeg, at den var fra et menneske. Og jeg vidste, at den var gammel, fordi den lå her i grotten.«

Selvom overfladen var ru, var det tydeligt, at den lille tand stammede fra et menneske. Fabrice Demeter tog kindtanden med tilbage til København, hvor han sammen med sine kolleger gik i gang med at analysere den.

Et arbejde, der tog tre år, og som ifølge Fabrice Demeter indebar både »palæoproteomisk analyse« og »geometriske morfometriske undersøgelser«, som du kan læse mere om i boksen i bunden af artiklen.

»På basis af undersøgelserne kunne vi konkludere, at det var en kindtand fra en denisova-pige, som levede for omkring 164.000 til 130.000 år siden - i den mellempleistocæne epoke,« siger Fabrice Demeter og tilføjer:

»Fordi tanden endnu ikke var brudt frem og derfor ikke slidt ned, kunne vi med stor sikkerhed sige, at pigen var omkring fire-seks år gammel.«

Eske Willerslev har forsøgt at lave en DNA- og proteinanalyse for at sammenligne kindtanden med for eksempel neandertalere eller de andre tidligere fund af denisovaer. Det lykkedes dog ikke.

»Proteinet er for nedbrudt til, at vi kan sige noget nærmere, end at det stammer fra Homo. Men i det mindste har de prøvet det. I stedet har de sammenlignet tanden med mange andre forhistoriske tænder fra forskellige mennesketyper og derved kommet frem til, hvilken den ligner mest,« siger Trine Kellberg Nielsen og tilføjer:

»Det er en statistisk metode, men vi kan ikke udelukke, at kindtanden stammer fra en neandertaler, men Laos er langt uden for neandertalernes kendte udbredelsesområde. Der er en usikkerhed, indtil vi kan lave en ikke-destruktiv DNA-analyse. Hvis vi da nogensinde kan det, og det kræver naturligvis også, at DNA er bevaret i tanden.«

Grotten ligger i Laos i Sydøstasien, hvor Fabrice Demeter, der har taget selfien nede til højre, sammen med kolleger har forsket i 20 år. (Foto: Google / Fabrice Demeter)

Tidligere (fossil)spor af denisovaer

Det er stadig ikke meget, arkæologerne ved om denisova-mennesket.

De første spor dukkede op i 2010, hvor forskere fandt resterne af en fingerknogle, der var omkring 40.000 år gamle, i Altajbjergene i Sibirien. De var fra en ung fortidskvinde, og DNA-analyser viste, at hun adskilte sig genetisk fra både neandertalere og Homo sapiens, men repræsenterede en ukendt slags menneske. 

Og i 2019 afslørede et forskerhold så, at den kæbe, en buddhistisk munk havde fundet i Baishiya Karst-grotten i den nordlige del af Himalaya-bjergene i 1980, stammede fra en denisova. Og at den var minimum 160.000 år gammel. Grotten blev det kun andet sted i verden, der nogensinde er fundet et denisova-fossil, skrev Videnskab.dk dengang.

Men hvorfor har denisovaer i den sibiriske grotte en særlig genetisk variant, der gør kroppen i stand til at overkomme hypoksi, en tilstand af iltmangel, der kan opstå i stigende højder? Det har længe været en gåde for forskerne.

Grotten i Sibirien ligger kun 700 meter over havniveau, så der har de nok ikke haft brug for evnen til at modstå højdesyge. Men med fundet af kæbefossilet giver denisovaernes evne til at tilpasse sig højderne ganske god mening. Det er nemlig fundet i en grotte 3.280 meter over havets overflade i Det Tibetanske Plateau.

Opgør med myte: Utroligt tilpasningsdygtige

Forhistoriske mennesker - som neandertalere og denisovaer - er ikke blevet regnet som så tilpasningsdygtige som nutidsmennesker. Men med de her tre fund viser det, at denisovaer faktisk var utroligt tilpasningsdygtige.

»Der er mere fokus på at få placeret denisovaer-mennesket i tid og rum. Vi begynder at opbygge billeder, et basalt fundament af viden, hvorfra vi kan komme videre. For hvem var de? Der ved vi ikke endnu, men de små brikker, der alle sammen hjælper os til at blive klogere, er ved at få puslespillet til at gå op,« siger Trine Kellberg Nielsen.