Kinas tobarnspolitik kobles til babyboom: Over 5 millioner ekstra børn født på kun 18 måneder

Selvom kineserne har lempet på den strenge etbarnspolitik, har landet endnu ikke nået deres mål for 20 millioner årlige fødsler. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
22 august 2019

Efter 36 år med etbarnspolitikken gik Kina i oktober 2015 over til en tobarnspolitik, der skulle gøre op med en stagnerende befolkningsvækst. 

Nu har forskere fra Harvard University set nærmere på effekten af den nye lovgivning, og den ser ud til at have haft en iøjnefaldende effekt.

I perioden fra juli 2016 til december 2017, som er de første 18 måneder, hvor effekten af tobarnspolitikken kan måles, er hele 5,4 millioner ekstra børn kommet til verden i Kina, skriver New Scientist.

De 5,4 millioner ‘ekstra’ børn er født af kvinder, der allerede havde mindst et barn, og de kan altså derfor betragtes som børn, der sandsynligvis ikke ville være blevet født, hvis Kina havde bibeholdt etbarnspolitikken.

LÆS OGSÅ: Enebørn skal sikre Kinas globale succes

Det er også første gang siden etbarnspolitikken, at antallet af kvinder, der allerede har født, overgår førstegangsfødende. 

55,5 procent af fødslerne i perioden blev således udført af kvinder, der allerede havde født mindst en gang. 

Forskerne bemærker desuden, at der i perioden skete en stigning på 59 procent af fødsler hos kvinder, som var over 35 år. 

Selvom tobarnspolitikken har haft en effekt, har Kina endnu ikke nået det mål på 20 millioner årlige fødsler, som man havde sat sig, da man introducerede lovgivningen i 2015. 

I 2016 blev 17,9 millioner børn født i Kina, men det tal er faldet i den seneste statistik fra 2018, hvor 'kun' omtrent 15,2 millioner børn kom til verden. 

Forskerne har publiceret deres arbejde i det videnskabelige tidsskrift BMJ.

LÆS OGSÅ: Skal vi bremse overbefolkning for at redde verden?

LÆS OGSÅ: Kina vil have flere babyer, men befolkningen lystrer ikke

LÆS OGSÅ: Social ulighed i Kina: En velfærdsstat opbygges

fghs

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.