Katte kender hinandens navne - og deres ejers
katte_navn_kender_sit_navn_dit_navn_miav_kat_genkendelse_loyalitet_katteejer_ansigt_husker_hukommelse

Katte, der bor på caféer, kan tilsyneladende ikke huske navnene på dem, de bor sammen med. Det kan huskatte derimod. (Foto: Shutterstock)

Katte, der bor på caféer, kan tilsyneladende ikke huske navnene på dem, de bor sammen med. Det kan huskatte derimod. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
16 maj 2022

De fleste har nok prøvet at kalde en kat til sig - for blot at blive ignoreret fuldstændig.

Mangen en fortvivlet kattebedårer har spurgt sig selv: kender katten ikke sit navn, eller er den bare ligeglad med mig? 

Den måske nedslående nyhed er, at katte faktisk kender deres eget navn

Og ikke nok med det: et nyt videnskabeligt studie fra Kyoto Universitet har fundet frem til, at de også kender navnene på dem, de bor sammen med - kattedyr såvel som menneskedyr. 

Det skriver The Independent.

Studiet bygger på eksperimenter med 48 katte, hvoraf 19 af dem var huskatte, mens de resterende 29 var cafékatte (udbredt fænomen i Japan, hvor man kan kæle med katte på caféer, red.).

Alle kattene fik vist to billeder - ét af en bekendt kat og ét af et bekendt menneske. I halvdelen af tilfældene blev det rigtige navn sagt højt til katten, mens et forkert navn blev sagt højt til den anden halvdel af kattene. 

Hvis ansigtet og navnet ikke passede sammen, brugte huskatten længere tid på at kigge på billedet.  

»Huskatte kiggede på billederne i længere tid, hvis det forkerte navn blev sagt højt; det peger på en ‘forventningskrænkende effekt’« skriver forskerne i studiet. 

Effekten blev stærkere, desto længere kattene havde boet sammen med de fremviste katte og mennesker, mens effekten slet ikke kunne ses hos cafékattene. 

Studiet viste også, at katte har lettere ved at huske kattes navne frem for menneskers. 

»Studiet giver evidens for, at katte kobler en bekendts navn og tilsvarende ansigt uden eksplicit træning« konkluderer forskerne i studiet. 

Altså kan kattebedårere i fremtiden vide sig mere sikre på, at kattene både kender eget og andres navn - også selvom de ikke kommer, når man kalder.

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.