Katte er blevet mere kælne under corona-nedlukningerne, ifølge stort kæledyrsstudie
katte kælne lockdown nedlukning corona hunde

Katteejere meddeler flest positive adfærdsændringer hos deres kæledyr under lockdown. (Foto: Unsplash/CC0)

Katteejere meddeler flest positive adfærdsændringer hos deres kæledyr under lockdown. (Foto: Unsplash/CC0)

29 juni 2021

Sidste år konkluderede britiske forskere, at kæledyrsejere var mindre stressede og følte sig mindre ensomme under corona-nedlukningerne.

Men forholdet mellem menneske og kæledyr går begge veje, og nu har samme forskere i et nyt studie rettet linsen mod kæledyrene, for at se hvordan den ekstra tid med ejerne kan have påvirket dem.

Særligt bemærkelsesværdigt er kattene, som ifølge ejerne er blevet mere kælne under nedlukningen end før.

Det skriver University of Lincoln i en pressemeddelelse.

Studiet blev lavet på mere end 5.000 kæledyrsejere i Storbritannien, som under nedlukningerne blev spurgt ind til både deres eget mentale velvære og deres kæledyrs. 

Af dem har 67,3 procent bemærket ændringer i deres kæledyrs adfærd og velfærd, både af den gode og dårlige slags.

Ejere med dårligere mental velvære før coronakrisen berettede om færre negative ændringer hos dyrene, mens ejere, som havde fået dårligere mentalt velvære under nedlukningerne, berettede om flere ændringer, både positive og negative.

Disse mange opfattede ændringer kan dog have at gøre med, at kæledyrene generelt får mere opmærksomhed.

»Vores resultater indikerer, at en dårligere mental tilstand måske øger den opmærksomhed, man giver sit kæledyr, og det empatiske engagement øger måske indberetningerne om alle slags forandringer,«  fortæller studiets medforfatter Emily Shoesmith i pressemeddelelsen.

Hos kattene blev der rapporteret flest positive ændringer, mens der hos hundene blev rapporteret flest negative ændringer. 

Dog lader det til at omkring en tredjedel af katte og hunde ikke har ændret sig synderligt under nedlukningerne, modsat 40 procent af andre kæledyrsarter, såsom fritter, kaniner, reptiler, heste og marsvin, hvor mange lader til at have fået bedre velvære under nedlukningerne.

Mellem 10–15 procent af alle ejerne opfattede deres kæledyr som mere energiske og legesyge, og mellem 20–30 procent meddeler, at deres kæledyr var blevet mere afslappede.

»Ejerens mentale helbred har en tydelig effekt på kæledyrs velfærd og adfærd og er tydeligvis noget vi er nødt til at tage i betragtning, når vi gerne vil gøre det bedste for de dyr, vi holder af,« fortæller adfærdsspecialist Daniel Mills i pressemeddelelsen.

Studiet blev udgivet i tidsskriftet MDPI, hvor det er frit tilgængeligt.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.