Sponseret af E-magasinet Polarfronten

Videnskab.dk bringer udvalgte artikler fra e-magasinet Polarfronten.

Journalistik er en udfordring i små samfund som Grønland
Naimah Hussain har arbejdet som nyhedsjournalist i Grønland og oplevet, at det var noget helt andet, end det hun kendte fra Danmark. Hun er nu i gang med at skrive en ph.d. om den grønlandske medieverden, som ifølge hende repræsenterer nogle fælles vilkår for journalistik i små samfund.

Det grønlandske mediesystem ligner det danske til forveksling. Der er justeret lidt hist og pist, men overordnet er både den journalistiske uddannelse, medielovgivningen og pressenævnets måde at fungere på kalkeret direkte af fra den danske virkelighed. Men det er ikke nødvendigvis nogen god idé ifølge Naimah Hussain. (Foto: Colourbox)

Det grønlandske mediesystem ligner det danske til forveksling. Der er justeret lidt hist og pist, men overordnet er både den journalistiske uddannelse, medielovgivningen og pressenævnets måde at fungere på kalkeret direkte af fra den danske virkelighed. Men det er ikke nødvendigvis nogen god idé ifølge Naimah Hussain. (Foto: Colourbox)

Da Grønland omkring 2010 blev ramt af verdenspressens søgelys pga. debatten om landets råstoffer og de store mineralprojekter, pirrede det Naimah Hussains nysgerrighed så meget, at hun pakkede kufferten og flyttede til Nuuk.

Her arbejdede hun på den landsdækkende radiostation, KNR, og på det lokale Nuuk TV, hvor hun kom tæt på det spændende stofområde.

Men det gik undervejs også op for hende, at man som journalist arbejder under nogle helt specielle vilkår i Grønland:

»Flere gange stødte jeg på noget i den journalistiske dagligdag, som adskilte sig markant fra det, jeg kendte fra mine tidligere arbejdspladser på DR og Politiken,« fortæller hun.

Problemer med kilder

Oplevelserne på de grønlandske medier inspirerede Naimah Hussain til at studere forskellene nærmere. Så efter et par år som underviser på Ilisimatusarfik, Grønlands Universitet, er hun i starten af 2015 gået i gang med en ph.d.-afhandling på RUC, hvor hun vil undersøge, om der er en særlig måde at lave journalistik på i små samfund som det grønlandske (se faktaboks).

Som et lille, konkret eksempel peger hun på, at det kan være svært at finde brugbare kilder i Grønland. Ikke fordi der ikke er nogen, som vil bidrage med tips og gode historier, understreger hun, for det er der. Til gengæld er der også mange, som ikke vil stå frem bagefter, og som ikke er interesserede i at få deres person forbundet med en bestemt sag.

»Hvad problemerne med kilderne skyldes? Det kan jeg fortælle dig, når min ph.d. er færdig om tre år,« siger Naimah Hussain med et grin. Men det kan selvfølgelig være mere risikabelt at stikke næsen frem i et lille samfund, hvor man er meget mindre anonym og f.eks. kan risikere at stå ansigt til ansigt med ‘modparten’ i Brugsen dagen efter.

Fakta

Projektet vil besvare følgende fire forskningsspørgsmål:

1) Hvordan ser mediesystemet ud i Grønland?
 
2) Hvordan ser indholdet ud i de tre landsdækkende grønlandske nyhedsmedier? 

3) Hvilke særlige udfordringer gør sig gældende for journalisternes praksis i Grønland – og for små samfund generelt – og hvordan kommer disse udfordringer til udtryk? og 

4) Findes der en særlig, lokal habitus (adfærd) i det grønlandske journalistfelt?

Problematikken kan også hænge sammen med, at der er en vis konfliktskyhed og autoritetstro i det grønlandske samfund, og at mange – med rette eller ej – frygter, at det kan skade deres muligheder i fremtiden i et samfund, hvor alle kender alle.

Kilderne kan være kendt i lokalsamfundet

Naimah Hussain oplevede også flere gange, at det kunne være svært at bruge en kilde, fordi vedkommende i forvejen var kendt for noget andet i det lille samfund. Det kunne være en politiker med private problemer, der kunne fylde så meget i offentligheden, at det skyggede for indholdet i den konkrete sag.

Disse og mange andre problemstillinger er Naimah Hussain nu i gang med at undersøge. Og selvom hun er tilknyttet Roskilde Universitetscenter, foregår en stor del af arbejdet selvfølgelig i Grønland.

I første omgang har hun en aftale om at observere det daglige arbejde på KNR, men senere håber hun på at udbrede det til de grønlandske aviser:

»Jeg følger dagens gang, redaktionsmøder, produktionen af indslagene, udfordringer i det daglige arbejde, stort og småt. Jeg interviewer også journalister, redaktører og praktikanter, og ikke kun dem, der er aktive lige nu, men også dem, der har forladt Grønland eller arbejder med et andet område,« fortæller hun.

Mange danske journalister i Grønland

Gennem mange år har den grønlandske presse været præget af, at en stor del af journalisterne er kommet fra Danmark og ikke taler grønlandsk. Der er siden 1980’erne hvert år kommet nogle få nye grønlandske journalister ud fra den grønlandske journalistuddannelse, men alligevel er der i dag stadig mange danske journalister i stillinger, hvor man ikke kan skaffe grønlandsksprogede.

Situationen er ikke blevet bedre af, at mange dobbeltsprogede journalister de senere år er begyndt at sive fra pressen over i kommunikationsbranchen, hvor de arbejder for Selvstyret, kommunerne og de store virksomheder.

Ifølge Naimah Hussain er der en særlig måde at lave journalistik på i små samfund som det grønlandske, hvilket f.eks. gør det svært at finde brugbare kilder i Grønland. Ikke fordi der ikke er nogen, som vil bidrage med tips og gode historier, understreger hun. Til gengæld er der også mange, som ikke vil stå frem bagefter, og som ikke er interesserede i at få deres person forbundet med en bestemt sag. (Foto: Colourbox)

Så der bliver stadig hentet danske journalister som Naimah Hussain til Grønland. Hun kom med en dansk journalistuddannelse og ansættelser på danske medier i bagagen og fortsatte derfor med egne ord med at lave journalistik, som om hun stadig var på en dansk redaktion.

Forskellen mellem grønlandske og danske journalister præger mediearbejdspladsen

Men der er store forskelle mellem grønlandske og danske journalister, og det præger kulturen på de grønlandske mediearbejderpladser:

»De grønlandske journalister har en gigantisk viden om det grønlandske samfund, som danske journalister som udgangspunkt ikke har. De kender personerne, de ved, hvem der er i familie med hvem, for de møder dem hele tiden. De ved, hvordan Nuuk har udviklet sig, og at man f.eks. engang gik på jagt dér, hvor lufthavnen nu ligger,« fortæller Naimah Hussain.

Hele den lokale forankring og viden, som danske journalister mangler, har en betydning for, hvordan man får ideer, og hvordan man laver journalistik.

»Jeg vil gerne undersøge, hvad det betyder for journalistikken. Jeg er nemlig sikker på, at der er rigtig mange historier og vinkler, som danske journalister bare ikke ser. En grønlandsk kollega fortalte mig, at mens hendes kilder ofte var almindelige borgere, så gik de danske journalister ofte til de danske embedsmænd, der arbejdede i f.eks. Selvstyret, hos politiet eller lignende myndigheder. Og det betyder selvfølgelig noget for, hvilke historier man får, og hvilke vinkler man vælger.«

Arbejdsgang skal være tilpasset grønlandske forhold

Trods disse forskelle ligner det grønlandske mediesystem ellers det danske til forveksling. Der er justeret lidt hist og pist, men overordnet er både den journalistiske uddannelse, medielovgivningen og pressenævnets måde at fungere på kalkeret direkte af fra den danske virkelighed.

Det er ikke nødvendigvis nogen god idé, mener Naimah Hussain, og hun vil derfor undersøge, om ikke der er løsninger, der er tilpasset mere til grønlandske forhold.

Fakta

I maj er Videnskab.dk i Grønland for at dække forskning i og om Arktis. Vi bringer derfor masser af Grønlands-artikler om alt fra sociale forhold, mineraludvinding, biodiversitet, uddannelse, arkæologi og forskning som industri.

Svaret blæser foreløbig i vinden, men hun peger på, at når man bygger på danske normer og for eksempel siger, at man ikke vil bruge anonyme kilder, så begrænser man sig selv, specielt i et lille samfund.

»Jeg ville godt kunne argumentere for, at det i et lille samfund kan give mening at bruge anonyme kilder i et større omfang, end man gør i Danmark. For nogle gange er historien så vigtig, at hvis ikke du kan få folk til at stille op, så er du nødt til at finde en anden måde at fortælle den på.«

Når de grønlandske medier alligvel viger tilbage, skyldes det, at man risikerer at brænde sig på nogle vedtagne journalistiske principper. Og det er ærgerligt, mener Naimah Hussain, selvom hun godt forstår betænkelighederne og de presseetiske problemer ved at bruge anonyme kilder.

Journalistiske metoder i Danmark kan støde grønlænderne

Naimah Hussain nævner et andet eksempel på den danske dominans:

Under den seneste grønlandske valgkamp i 2015 var der en aften et meget kritisk interview på KNR-TV. Da man næste dag spurgte folk på gaden om, hvad de syntes om interviewet, svarede den langt overvejende del, at det var alt for aggressivt.

»Så når vi på den danske og den grønlandske journalistuddannelse lærer, at vi skal være kritiske og afslørende, så støder en sådan konfliktagtig tilgang måske i virkeligheden mange mennesker væk i en grønlandsk virkelighed. Det skal vi måske tænke det ind i det daglige arbejde. Eller også er der måske et behov for at forklare pressens rolle noget tydeligere for befolkningen og politikerne.«

Ikke tid til undersøgende journalistik

Et af de store problemer i den grønlandske medieverden er, at der ikke er ressourcer til at lave undersøgende journalistik og tid til at grave de vigtige historier frem. Det er ikke blevet bedre, efter at Landstinget i 2015 har frataget aviserne den økonomiske støtte, som de siden 2010 har fået som kompensation for bortfaldet af portostøtten.

Der er store forskelle mellem grønlandske og danske journalister, og det præger kulturen på de grønlandske mediearbejderpladser. De grønlandske journalister har en gigantisk viden om det grønlandske samfund, som danske journalister som udgangspunkt ikke har. Hvad det betyder for journalistikken, skal Naimah Hussain undersøge med sit ph.d.-projekt. (Foto: KNR)

Det er først og fremmest de to landsdækkende aviser AG og Sermitsiaq, som bliver klemt.

»Det er her, min bekymring for fremtiden mest ligger, siger Naimah Hussain. Den mistede støtte kan betyde afskedigelser, og det vil gøre det endnu vanskeligere at sætte relevante dagsordner og grave ting frem. Risikoen er, at der i fremtiden bliver endnu mere copy-paste-journalistik, hvor man sakser fra pressemeddelelser og refererer politikernes beslutninger.«

Det sidste er i forvejen et problem. En undersøgelse, som Naimah Hussain lavede I 2013 viste, at der blev brugt forholdsvis mange pressemeddelelser i medierne, og at det betyder, at myndighedskilder stort set ufiltreret har adgang til medierne med deres egne vinkler.

Og med den professionalisering af kommunikationen, der sker med ansættelsen af pressemedarbejdere i partierne og Selvstyret, vil der fremover blive stillet endnu større krav til journalisterne om at grave de vigtige historier frem.

Mediestøtte er nødvendig - men kan begrænse uafhængigheden

På den anden side mener Naimah Hussain også, at den mistede støtte til pressen – selvom nedskæringerne kunne pege på det modsatte – kan give aviserne en ny uafhængighed, som måske kan bane vejen for mere kritisk journalistik.

»Det er jo interessant i mit projekt at undersøge – også på KNR – om der er nogle historier, der ikke bliver bragt, fordi redaktionerne udøver en vis form for selvcensur. Her betyder det også noget, at KNR’s økonomi er enormt afhængig af de årlige finanslove og ikke, som f.eks. DR, har en 4-årig aftale, som ville have givet en større uafhængighed.«

Dilemmaet er selvfølgelig, at det ikke bliver nemmere at lave kritisk og afslørende journalistik, hvis man er nødt til at afskedige de journalister, som skulle have lavet det. Så måske er forudsætningen for en velfungerende presse i et lille samfund, at medierne bliver støttet?

»Hvis man gerne vil have, at der skal være grønlandsksprogede medier og en landsdækkende presse i Grønland, så er man fra politisk side nok nødt til at gå ind og hjælpe; ikke mindst fordi distributionen er vanvittigt dyr, og fordi man arbejder på to sprog« siger Naimah Hussain.

»Faktisk har KNR’s bestyrelsesformand også lige været ude og sige, at medierne har en sprogbevarende og sprogudviklende rolle, og at man, hvis det af politiske grunde er ønskværdigt, så også er nødt til at støtte medierne,« slutter Naimah Hussain.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs her om, hvordan forskerne tog billedet af atomerme.