Journalist: Trump-administrationen censurerer klimaforskning

Ifølge journalist Scott Waldman forsøger Donald Trumps administration bevidst at underminere klimaforandringernes betydning ved at censurere pressemeddelelser fra statslige agenturer. (Foto: Shutterstock)

Kilde: 
10 juli 2019

Videnskab og forskning er vigtige værktøjer i håndteringen af de klimaudfordringer, som vi er stillet overfor. Men før forskningen kan komme til sin ret, er det altafgørende, at man kan stole på den.

Hvis forskningen bliver censureret af staten, står man derfor med et gevaldigt problem. Og ifølge den amerikanske E&E News-journalist Scott Waldman, er netop dette ved at ske i USA.

United States Geological Survey, der er et videnskabeligt agentur under den amerikanske regering, og som blandt andet har til formål at undersøge klimaudfordringer, udgav i marts 2019 en pressemeddelelse om et studie, der omhandlede Californiens udfordringer med stigende vandstande og kystsikring.

Pressemeddelelsen var ikke specielt opsigtsvækkende, idet den fokuserede på metoden bag studiet frem for studiets resultater.

Og ifølge Scott Waldman var der en helt særlig grund til, at pressemeddelelsen fokuserede på netop dette.

Hvis fokus havde været på studiets resultater, havde pressemeddelelsen nemlig haft en anden lyd, mener Waldman, der påpeger, at en tidligere udgave af meddelelsen inkluderede resultaterne.

I denne udgave blev det beskrevet, hvordan klimaforandringer og stigende vandstande kan få ødelæggende konsekvenser for Californien, og at det kan komme til at påvirke op mod 600.000 mennesker og koste 100 milliarder dollar inden år 2100.

LÆS OGSÅ: Klimaforandringer i Danmark er en realitet

Ifølge Waldman kan ændringen af vinklen relateres direkte til USA's præsident, Donald Trump, hvis administration forsøger at nedtone klimaudfordringernes seriøsitet, hvilket de eksempelvis gør ved at censurere forskningen fra officielle statsagenturer.

Pressemeddelelsen om sikringen af Californiens kyst måtte, ifølge Waldman, gennem et hav af embedsmænd fra Trump-administrationen og blev  forsinket med flere måneder, før den så dagens lys.

Under Obamas administration blev pressemeddelelser, der relaterede sig til klimaforandringer, godkendt i løbet af et par dage. Nu tager det månedsvis, skriver Waldman, som har talt med flere amerikanske forskere.

Ifølge Waldman er dette eksempel på censur fra Trump-administrationen ikke unikt. i 2017 udgav United States Geological Survey en pressemeddelse om et studie, der omhandlede isbjørnes udfordringer med manglen på havis - helt uden at nævne klimaforandringer.

Waldman lægger dog vægt på, at intet tyder på, at Trump-administrationen blokerer klimarelaterede studier fra at blive foretaget. Men ifølge en unavngiven forsker, har administrationens censur alligevel påvirket forskernes arbejde.

»Vi er meget bevidste om det politiske pres, og folk tænker over, hvordan de skal formulere sig i disse pressemeddelelser,«  fortæller den anonyme forsker til E&E News.

I Obama-administrationens sidste år udgav United States Geological Survey 13 pressemeddelelser, hvor klimaforandringer var nævnt i rubrikken. Siden 2017 har klimaforandringer ikke optrådt en eneste gang i agenturets rubrikker.

LÆS OGSÅ: Hvad er censur?

LÆS OGSÅ: Trump gennemsyrer kæmpe videnskabskonference

jsj

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.