Jomfruøerne havde et rigt folkeliv, længe før danskerne dukkede op
Siden 1492 er Caribien blevet formet af de europæiske kolonimagter. Inden da var der dog en collage af folkeslag, der beboede øerne – også det senere Dansk Vestindien.

14. november 1493 kolliderede den gamle og den nye verden ud for kysten på Sankt Croix ved mundingen af Salt River Fjord. Christoffer Columbus var på sin anden rejse til den nye verden og sendte en langbåd ind til land for at lede efter ferskvand. 

Historien kort
  • I artikler om det tidligere Dansk Vestindien er fokus som regel meget naturligt på, hvad der foregik på de tre øer Sankt Thomas, Sankt Jan og Sankt Croix, mens de var under dansk herredømme.
  • Der levede imidlertid mennesker på øerne, længe før danskerne eller andre europæere dukkede op. Faktisk har øernes undergrund vist sig at gemme på en mosaik af keramik, redskaber og andre arkæologiske fund fra forskellige indianer-folk.

Her stødte man på en indianerlandsby og drog derfra med to personer, som tilsyneladende var blevet holdt som slaver. På vej tilbage til skibet blev langbåden mødt af en kano med kampberedte indianere.

Mødet resulterede i døde på begge sider, og Columbus navngav stedet »Cabo del Flechas«, Pilenes Kap. 

»Dette var første gang, at europæere gik i land på Jomfruøerne. Og det var et af de første voldelige møder af den slags, der skulle komme til at blive typiske, når europæiske og indfødte stødte på hinanden i regionen i det følgende århundrede,« siger Joshua Torres, arkæolog med ansvar for kulturelle effekter hos National Park Service i Washington, D.C, til Videnskab.dk.

Men hvem var disse mennesker? Hvor og hvornår stammede de fra? 

taino carib joshua torres Benoit Berard Dansk Vestindien Virgin Islands Puerto Rico saladoide Salt River Fjord

Mundingen af Salt River Fjord ligger på det nordlige Sankt Croix. Klik på kortet for at forstørre det. (Illustration: Det Kgl. Bibliotek)

Fredelige taíno-indianere og voldelige carib-indianere

Historiske beretninger, som blev skrevet af Christoffer Columbus og hans mandskab i 1492 og 1493, beskrev folkeslaget fra naboøerne Puerto Rico og Hispaniola som »taíno«. Dette kunne oversættes fra de indfødtes sprog til »nobel« eller »god«. Det var samfund, der var indrettet som teokratiske høvdingedømmer.

Jomfruøerne bliver derimod beskrevet, som at de befinder sig geografisk i periferien af disse taíno-samfund. Øernes befolkning bliver i stedet sat i forbindelse med den stammeopdelte og efter sigende voldelige carib-kultur, også kendt som kalinago, som boede på De Små Antiller.

Store og små antiller

Caribien inddeles ofte i De Store Antiller og De Små Antiller.

De Store Antiller består af øerne Cuba, Jamaica, Hispaniola med staterne Haiti og Den Dominikanske Republik samt Puerto Rico.

De Små Antiller begynder mod vest med De Amerikanske Jomfruøer, altså det tidligere Dansk Vestindien, efterfulgt af De Britiske Jomfruøer og videre over Antigua og Martinique helt ned til Trinidad og Tobago længst mod syd.

»Den dag i dag er det et ubesvaret spørgsmål, om Sankt Croix var beboet af det krigeriske carib-folk eller de fredelige taíno. Selvom denne diskussion er væsentlig, er det også et faktum, at de historiske arkivalier ikke til fulde afspejler de kulturelle, sociale og etniske forhold, som herskede blandt den indfødte befolkning i regionen på den tid,« siger Joshua Torres.

Selvom det endelige puslespil endnu ikke er lagt, er der stærke indicier for, at der var mindst to socioetniske grupper af mennesker, som interagerede med hinanden, da europæerne ankom til Jomfruøerne.

kort antillerne små pg store caribien

Området med de små og store antiller. (Kort: Imgur)

De første arkæologer gik på jagt omkring 1900

Faktisk havde øerne været beboet i flere tusind år, før europæerne første gang satte fod i Vestindien.

Jagten på denne historie begyndte i Dansk Vestindien i begyndelsen af 1800-tallet, og Nationalmuseet modtog sin første vestindiske oldsag fra en kaptajn Abrahamson i 1807.

Ifølge arkiverne var der tale om en sten med udskæringer i, formodentlig i form af et ansigt, men i dag kan man ikke identificere den specifikke sten.

Flere oldsager i 1800-tallet

I løbet af 1800-tallet modtog Nationalmuseet især mange stenøkser fra Dansk Vestindien, og blandt bidragyderne kan nævnes apotekeren Albert Heinrich Riise, som var født i Ærøskøbing. I dag er han nok mest kendt for A.H. Riise-rom.

Den første til at udføre egentlige udgravninger var formentlig premierløjtnant Holger Utke Ramsing fra cirka 1896. Han forærede oldsager til Nationalmuseet i flere omgange frem til 1906, og det samme gjorde plantageejeren Gustav Nordby, som ankom til sankt Croix i 1903.

Af udgravninger med udenlandsk initiativ kan nævnes hollænderen Thedoor de Booy. I 1916 og 1917 arbejdede han for Museum of the American Indian–Heye Foundation og udforskede Magens Bay på Sankt Thomas og Salt River Bay på Sankt Croix.

Senere foretog den danske arkæolog Gudmund Hatt og hans kone, Emilie, omfattende udgravninger ved Salt River Fjord i 1922-23. Den store samling, som udgravningerne resulterede i, har i dag til huse hos Nationalmuseet i København. Faktisk fylder den ikke mindre end 22 kubikmeter i museets magasiner.

taino carib joshua torres Benoit Berard Dansk Vestindien Virgin Islands Puerto Rico saladoide

Emile Hatt, som på det sort-hvide fotografi til højre ses under udgravningerne i Dansk Vestinden sammen med en lokal hyret landarbejder, tegnede en lang række illustrationer ved siden af sit arbejde med udgravningerne i Dansk Vestindien. Tegningen til højre viser en scene fra Sankt Thomas. (Foto: Nationalmuseet)

Gudmund Hatt foretog grundige udgravninger

Gudmund Hatt
  • Som arkæolog var Gudmund Hatt (1884-1960) kendt for at være meget akkurat. Under sine udgravninger i Vestindien i 1922-23 noterede han samtlige fund i sin kladde, hvorefter han udvalgte dem, der skulle indgå i protokollen over den givne udgravning. Kladderne blev dog også bevaret, og dermed kan der skabes et endnu mere nuanceret billede af fundene i dag.
  • Gudmunds hustru, Emilie Demant Hatt (1873-1958), hjalp ham i hans arbejde. Selv var hun uddannet kunstmaler og havde læst hos den fynske maler Fritz Syberg. Inden hun mødte Gudmund, havde hun været kæreste med pianisten Carl Nielsen, ligesom hun havde tilbragt et år blandt samerne i Lapland og hjalp samen Johan Turi med at skrive den første bog på samisk om samernes kultur.
  • Du kan se billeder af de arkæologiske genstande, som ægteparret Hatt bragte med hjem til Nationalmuseet, på museets hjemmeside.

På Nationalmuseet arbejder ph.d.-studerende Casper Jacobsen Toftgaard med at dykke ned i og digitalisere netop de fund, som Gudmund Hatt gjorde på De Amerikanske Jomfruøer i begyndelsen af 1920'erne.

»Gudmund Hatt udførte et helt fantastisk arbejde for sin tid. Hans konklusioner er forsigtige, når han ikke har et godt materiale, og når han har godt materiale, drager han nogle rigtig gode konklusioner, som ikke bliver overgået før i 1980'erne,« fortæller Casper Jacobsen Toftgaard.

Han sidder på sit beskedne kontor på cirka halvanden gange tre meter på Nationalmuseet, som er indrettet med skrivebord, en reol og et lille mødebord, og væggen over skrivebordet er prydet med en collage af kort over øerne i det tidligere Dansk Vestindien.

Med sig under sine udgravninger i Caribien havde Gudmund Hatt sin hustru, Emilie. Hun bistod sin mand i hans arbejde og tegnede derudover de miljøer, der omgav dem.

Keramik inddeler indianerne i tid og sted

De arkæologiske fund, som man især har benyttet til at forsøge at få en idé om forskellene på de forskellige folkeslag i Caribien, og hvornår de levede, består af keramik.

En af fremtrædende forskere på dette område var arkæologen Irving Rouse, som var ansat på University of Yale. Han brugte 50 år på at kortlægge de forskellige typer af keramik i Caribien, hvor de blev fundet, og hvornår de stammede fra.

Irving Rouse døde i 2006, men forskere bygger stadig videre på hans arbejde. 

Når man kigger på en oversigt over forskellige former for kulturer og keramik, hvor tid løber op ad y-aksen, fra indianerne ankom for cirka 7.500 år siden til cirka år 1500, og x-aksen er forskellige øer i Caribien, minder det lidt om det periodiske system.

Kulturer opstår og dør ud flere gange på snart sagt alle øer i Caribien.

gudmund hatt dansk vestindien udgravninger

Gudmund Hatt. (Foto: Nationalmuseet)

Indvandring fra vest og syd

De allerførste indvandrere i Caribien fremstillede dog ikke keramik. De ankom til Cuba og Hispaniola, som i dag er hjemsted for Haiti og Den Dominikanske Republik, for cirka 7.500 år siden, mens der var stenalder i Danmark. I løbet af de følgende 2.000 år spredte menneskeheden sig ifølge Joshua Torres mod øst over Puerto Rico og Jomfruøerne til Antigua.

»Nogle af de redskaber, der er fundet på disse øer, ligner dem, der er fundet på Yucatán-halvøen. Dermed tyder det på, at disse tidligere caribiske indvandrere havde krydset Yucatán-kanalen mellem Mexico og Cuba og spredte sig mod øst,« forklarer Joshua Torres og fortsætter:

»De arkæologiske lokaliteter fra denne kultur findes ofte inde i landet, hvor man havde adgang til ferskvand, og flere steder også i grotter. Man overlevede ved at fiske, gå på jagt og samle vilde planter.«

Faktisk er der fundet 8.000 år gamle spor efter mennesker i den modsatte ende af Caribien på Trinidad. For cirka 11.500 år siden var Trinidad dog en del af Sydamerika som følge af den seneste istid. Derfor kan øen stadig have været let at komme til for de mennesker, der efterlod sig de gamle spor.

Stenøkserne ankom til Caribien

Joshua Torres 
  • Arkæologen Joshua Torres arbejder for National Park Service i Washington, D.C, og har tidligere arbejdet for den samme statslige organisation på Sankt Croix. Han har i en lang årrække beskæftiget sig med Puerto Rico og Jomfruøernes befolkning i tiden, før Christoffer Columbus ankom til Caribien.
  • Joshua Torres er af dansk afstamning. Hans mormors far var søn af en dansker, som emigrerede til USA sammen med sin bror på et tidspunkt i første halvdel af 1800-tallet. Brødrene hed Christian og Frederik Jørgensen og kom fra en familie med yderligere seks eller syv søskende fra København.
  • De tog til USA, til enten North eller South Carolina, og endte efter en lang omvej, der blandt andet git via Panama, med at slå sig ned som skovhuggere i staten Washington. 
  • Joshua Torres har derfor ofte tænkt på, om der mon var en del af hans familie, der havde gjort tjeneste på fortet Christiansværn på Sankt Croix, som han selv har haft som arbejdsplads.
  • Det spanskklingende efternavn har Joshua Torres, fordi hans fars familie var bosiddende i Puerto Rico indtil 1930'erne.

For cirka 4.000 år siden var der en anden indvandringsbølge, som spredte sig fra Orinoco-delta-regionen i det nordøstlige Sydamerika op langs De Små Antiller. Disse mennesker standsede et sted omkring det østlige Puerto Rico og Sankt Croix og med sig havde de Caribiens første stenøkser.

»Det antages, at der her var tale om en jæger-, fisker- og samlerkultur. I modsætning til dem, der kom fra Yucatán-halvøen og Hispaniola, har disse mennesker haft en nær tilknytning til havet. De havde små bosættelser tæt på strande og mangrover. Dermed kan man 2.000 år før vores tidsregning have haft to forskellige kulturer bosiddende på Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer,« fortæller Joshua Torres.

Disse tidlige bosættelser var små, og man har generelt ikke fremstillet keramik. Den sociale organisation anses for at ligne jæger-samler-samfund. Af disse grunde indgår de tidlige folkeslag på Jomfruøerne næsten ikke i historiebøgerne.

Nye indvandrere mestrede pottemageriet

Fremstillingen af keramik i Caribien tog fart, da kalenderen nærmede sig år 0. For cirka 2.500 år siden ankom en kultur med veludviklede evner til at fremstille keramik til Jomfruøerne og Puerto Rico.

Irving Rouse kaldte dem for de saladoide pottemagere. Ordet saladoid stammer fra den første lokalitet, hvor arkæologerne fandt denne type keramik, Saladero i Venezuela.

»Oprindeligt troede man, at denne kultur rejste fra ø til ø. Men de ældste fund, man har gjort, har været fra de nordlige af De Små Antiller og fra Puerto Rico. Så i stedet for at bevæge sig mod nord langs kæden af øer har man måske sejlet direkte fra Sydamerika til Puerto Rico og Jomfruøerne. Først fra en senere periode finder vi spor efter dem på de sydligere øer,« siger Joshua Torres.

En kanotur direkte fra Sydamerika til Puerto Rico eller Jomfruøerne på minimum 800 kilometer er noget af en bedrift, og forskerne er da også langtfra enige om, hvorvidt den saladoide-kultur spredte sig op langs De Små Antiller, eller om den hoppede direkte til en mere nordlig destination. Du kan læse mere om dette spørgsmål under denne artikel.

joshua torres dansk vestindien første mennesker

Joshua Torres. (Foto: National Park Service)

Keramik med symbolik

Keramikken og potteskårene fra denne periode kaldes for Hacienda Grande-keramik og er noget af det tidligste keramik i Caribien. Det lader i denne tidlige periode til kun at findes i det østlige Puerto Rico og enkelte af de nordlige Små Antiller.

Som udsmykning fik keramikken røde kurver eller lineære mønstre på hvid baggrund, nogle gange med med menneske- eller dyrelignende former og symbolik.

»Disse mennesker benyttede også sten, skaller, koral og ben til at fremstille forskellige værktøjer og pyntegenstande. Særligt interessante er fint udskårne og polerede skaller og halvædelstene med frø-motiver, et symbol på liv. Disse amuletter er blevet fundet på Puerto Rico og sydover på De Små Antiller samt den nordlige del af Sydamerika,« forklarer Joshua Torres om den tidlige saladoide kultur.

Andre genstande, som blev fremstillet af ben og skaller, tæller blandt andet nåle, skeer og simple objekter med tre spidser, også kendt som zemis. Arkæologerne regner med, at disse tjente et spirituelt formål.

Direkte fra Panama og Costa Rica?

Samtidig med Hacienda Grande-keramikken fandtes der en anden stilart på det østlige Puerto Rico og Jomfruøerne, som arkæologerne har døbt Huecoid-traditionen. De to stilarter adskiller sig meget fra hinanden, selvom de formodes at være fremstillet på samme tid.

»Et af de punkter, hvor Huecoid-traditionen adskiller sig, er nogle kondor-lignende figurer udformet i jade, som har menneskehoveder i deres kløer. Disse findes ikke i andre egne af Caribien. Det er fascinerende, at vi normalt kun finder dem i Panama og Costa Rica. Dermed tyder det på, at der er endnu en gruppe mennesker, som kommer direkte til Jomfruøerne og Puerto Rico fra det område,« siger Joshua Torres. 

taino carib joshua torres Benoit Berard Dansk Vestindien Virgin Islands Puerto Rico saladoide

Den saladoide kultur indvandrede til Jomfruøerne for 2.500 år siden. Medlemmerne udviklede med tiden deres bosættelser, men de var altid arrangeret som en cirkel med en ceremoniel plads i midten. (Illustration: Siegel1999)

Saladoide landsbyer havde form som cirkler

Hverdagen for medlemmerne af den saladoide kultur blev tilbragt i bosættelser tæt ved kysten, og hvor der var let adgang til ferskvand.

»Saladoide landsbyer er som regel cirkulære, hvor hytterne har omkranset en åben plads. Man formoder, at denne måde at indrette sig på stammer fra grupper af mennesker, der kom fra Sydamerika og talte arawak,« siger Joshua Torres.

De saladoide landsbyer var naturligvis spredt over mange forskellige øer, men forskerne formoder alligevel, at de havde kontakt med hinanden som et decentraliseret samfund.

Ny dagsorden på Jomfruøerne

De arkæologiske fund viser, at der omkring år 600 sker sociale og kulturelle ændringer blandt indbyggerne på Jomfruøerne og Puerto Rico. Det antages, at ændringer opstod ud fra forskellige eksisterende folkeslag og de samfund, som disse havde dannet på øerne

»Ændringerne kan ses gennem de lokale forskelle i fremstillingen af keramik. Denne blev dekoreret forskelligt, ligesom boliger blev bygget anderledes, og man begyndte at opføre ceremonielle bygninger,« siger Joshua Torres.

Fra denne periode finder man i dag Monserrate- og Santa-Elena-keramik på De Amerikanske Jomfruøer. Pludselig var bosættelserne ikke længere begrænsede til at være anlagt tæt ved kysten. I stedet begyndte de at blive opført langs floderne længere inde på øerne.

»I tiden omkring det syvende århundrede skete der en eksplosion af arkæologiske lokaliteter i regionen. Bosættelserne var meget forskellige, hvad angår type og størrelse og indeholdt områder, der var forbeholdt bestemte aktiviteter,« forklarer Joshua Torres.

»Selvom bosættelserne fortsatte med at være formede som cirkler, sker der i denne periode to vigtige ændringer. For det første bliver boligerne mindre. Hytterne er bygget med form som en cirkel eller en oval, og de er cirka fem meter i diameter. Skiftet fra store flerfamilieboliger til små hytter skyldtes formodentlig et øget fokus på små familieenheder. Dermed har den økonomiske produktion og organisation formodentlig skiftet fra at hvile på fælles produktion til at handle om at ophobe rigdom med skabelse af et mere hierarkisk samfund.«

En af de store forandringer for dette 600- eller 700-talssamfund var, at man begyndte at anlægge pladser, som var beregnede til rituelle handlinger. Stenene, som omkransede pladserne, var nogle gange udsmykkede med helleristninger, og den danske arkæolog Gudmund Hatt udgravede en af disse pladser ved Salt River Fjord. Det er den eneste, man kender fra Jomfruøerne. 

I 1100-tallet opstår de kulturer, som Columbus møder

På det østlige Puerto Rico og Jomfruøerne dukkede der i 1100-tallet endnu en keramik-tradition op. Den blev det sidste skifte i måden at fremstille keramik på, før europæerne ankom.

»Fra denne periode er der fundet tre forskellige typer af keramik. Capa, Esperanza og Boco Chica. De er alle blevet fundet i forskelligt omfang på Jomfruøerne. Det er dog Esperanza-stilarten, der er mest udbredt på øerne og det østlige Puerto Rico, og den kendes blandt andet på sine motiver med dobbelte regnbuer,« uddyber Joshua Torres og tilføjer spøgende:

»Vi, der har tilbragt meget tid på øerne, har set mange regnbuer. De dobbelte regnbuer er et helt særligt syn.«

Boca Chica-keramikken tilføjer yderligere viden om Jomfruøernes kontakt med omverdenen. Den er nemlig primært blevet fundet i Den Dominikanske Republik, så med andre og mindre fund på både Sankt Thomas og Sankt John må der have været en forbindelse imellem disse lokaliteter for 800 til 900 år siden.

»Fundsteder med denne type keramik på Jomfruøerne anses for enten at have været handelspladser eller tilholdssteder for magtfulde høvdinge med forbindelser i Den Dominikanske Republik,« siger Joshua Torres.

Slægtninge blev begravet under gulvet

Tidslinje for indvandringen til Caribien

Se en interaktiv version af denne tidslinje i grafikken ovenfor. I den kan du klikke på ikonerne for at læse teksten og på selve kortet for at zoome ind.

  • For 8.000 år siden:
    På Trinidad har man fundet Caribiens ældste spor efter mennesker. Øen kan dog have været landfast med Sydamerika eller i hvert fald beliggende ganske tæt på kontinentets nordkyst på dette tidspunkt.
  • For 7.500 år siden:
    De første mennesker ankommer til Cuba fra Mexico og Yucatánhalvøen.
  • For 5.500 år siden:
    Indvandringen fra Mexico har spredt sig mod øst til og med Antigua.
  • For 4.000 år siden:
    Stenøkserne dukker op i Caribien takket være indvandringen af en kultur, som via De Små Antiller spreder sig hele vejen fra Orinoco-delta-regionen i Sydamerika til Puerto Rico.
  • For 2.500 år siden:
    Den første kultur, som både forstår sig på landbrug og på at fremstille keramik ankommer til Caribien fra Sydamerika. Disse mennesker er kendt som medlemmer af den saladoide kultur, og fordi de ældste fund af den er gjort på Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer, diskuterer forskerne, om de har haft evnen til at sejle direkte fra Sydamerika til Puerto Rico.
  • For 900 år siden:
    I 1100-tallet opstår et mangfoldigt samfund på Puerto Rico og Jomfruøerne. Der findes mindst tre forskellige stilarter inden for fremstillingen af keramik fra denne periode, ligesom man begynder at begrave folk under hytter, som er beregnet til beboelse, og der i stigende grad anlægges rituelle pladser. Det er dette samfund, som europæerne møder.
  • 14. november 1493:
    Columbus og hans mænd kommer i væbnet kamp med indfødte ved Salt River Fjord på Sankt Croix, og både indianere og europæere lider tab.
  • 1672:
    Efter af det første dansk forsøg på at kolonisere Sankt Thomas i 1660'erne, oprettede man Vestindisk-guineisk Kompagni og annekterede fra dansk side Sankt Thomas i 1672. I 1718 fulgte Sankt Jan efter, og i 1733 købte man Sankt Croix af franskmændene. 31. marts 1917 blev øerne overdraget til USA for 25 millioner dollar.

Landsbyerne var på dette tidspunkt stadig cirkulære med en central plads. Boligerne består stadig af små hytter med fokus på små familieenheder. Til gengæld opstår der bosættelser, som indeholder flere rituelle anlæg.

»Man begynder også at begrave folk i grotter og under hytterne. Ved at gøre dette kunne man fastholde sin ret til en bolig, fordi man kunne henvise til, at ens forfædre var begravet nedenunder,« forklarer Joshua Torres.

Det også på dette tidspunkt, at høvdingedømmer og en politisk struktur blev formet, mener arkæologerne. En del af logikken bag er, at det vil have krævet organisering at få bygget det stigende antal rituelle anlæg.

»Vi ser også en forøget fremstilling af remedier til at indtage cohoba, som er et rusmiddel fremstillet af malede frø fra cojóbana-træet. Eksempelvis snusrør, bakker og en slags spatler, som blev brugt at få folk til at kaste op, før man gik i gang med at indtage cohoba,« siger Joshua Torres.

Alt i alt indikerer disse tegn på en kultur i udvikling sammen med mange forskellige former for keramik, at fortiden på De Amerikanske Jomfruøer og i Caribien ligner nutiden mere, end beretningerne fra de tidligste europæiske koloniherrer fortæller.

»Den moderne identitet for folk på Jomfruøerne og Puerto Rico er en blanding af noget europæisk, noget afrikansk og noget fra de oprindelige indfødte på øerne. Definitionen af ens egen identitet er et produkt af ens familiære og sociale historie. På den måde er det moderne Caribien en mosaik af vejkryds for forskellige kulturer. Men denne mosaik fandtes også før kolonitiden,« som Joshua Torres formulerer det.

Spørgsmål om opdelingen af befolkningen i taíno og carib

Hidtil har denne artikel refereret de dagbøger, som Christoffer Columbus og hans medrejsende efterlod sig, for at omtale Sankt Croix’ indfødte som voldelige carib-indianere, mens de fredelige og noble taíno boede på Puerto Rico.

Disse betegnelser overlevede langt op i 1900-tallet, og selv den ellers minutiøse arkæolog Gudmund Hatt udråbte carib-indianerne til at have været kannibaler.

»Gudmund Hatt troede, at de var kannibaler, fordi han fandt knoglerne spredt. Han skriver, at det var resterne efter deres festmåltid. Man har imidlertid hverken kunnet finde tegn på, at knogler er blevet spaltet for at nå ind til marven eller andre tegn på, at knoglerne skulle være blevet udsat for kannibalisme. I dag mener forskerne, at de døde kroppe har været igennem en form for ritual, så knoglerne er blevet spredt,« fortæller Casper Jacobsen Toftgaard.

Carib-indianernes minde har således været igennem en stribe negative og grundløse beskyldninger, hvilket er en af grundene til, at denne term er blevet fravalgt at mange forskere. I stedet benytter man som regel ordet kalinago, som de formodes at have brugt om sig selv, inden spanierne og franskmændene forvanskede det til carib.

taino carib joshua torres Benoit Berard Dansk Vestindien Virgin Islands Puerto Rico saladoide

I Dansk Vestindien var man ikke blind for, at der havde været andre mennesker på øerne, før europæerne ankom. Det viser blandt andet dette postkort, som er fra begyndelsen af 1900-tallet. Joahua Torres anslår, at disse helleristninger er udført af taíno-indianere på et tidspunkt efter år 1200.

Sluttede sig sammen med bortløbne slaver

I dag vides det ikke med sikkerhed, om kalinagoerne var til stede på Sankt Croix, da Columbus ankom. Faktisk står det øverst på Joshua Torres’ arkæologiske ønskeseddel at finde eksempelvis keramik, som kan bevise det. Udfordringen rent arkæologisk er, at hvis kalinagoerne beboede Sankt Croix på dette tidspunkt, havde de ikke gjort det ret længe. Dermed er der i bedste fald kun få spor at finde.

Sikkert er det imidlertid, at kalinagoerne levede på øer, der ligger længere mod øst og syd end det tidligere Dansk Vestindien, såsom Dominica og Santa Lucia. Her gjorde de stædig modstand mod de europæiske kolonimagter, og de tog imod bortløbne slaver, som havde tilsvarende gode grunde til at modsætte sig europæerne.

Disse indianere kunne godt se, at europæerne ville tage deres øer, deres jord og deres kvinder, så de kæmpede meget hårdt. Det var først i 1800-tallet, at man fik dem pacificeret. Herefter sejlede briterne nogle af dem over til Belize i Mellemamerika, hvor man så kan finde dem i dag som black caribs,« siger Casper Jacobsen Toftgaard.

Taíno var udtryk for overklassen

Heller ikke ordet taíno er nødvendigvis udtryk for en bestemt indianerkultur. Columbus og hans samtidige europæere forsøgte at forklare, hvad det var for nogle mennesker, de stødte på. De tog naturligt nok udgangspunkt i det europæiske samfund, som de kendte i forvejen.

Måske er taíno derfor slet og ret en betegnelse for overklassen i det indfødte samfund.

»Det er ikke hele befolkningen, man kan betegne som taíno. Nu er det bare gledet så meget ind i hverdagssproget, at man i dag siger, at det var taínoer, Columbus mødte. Det vil jeg gerne stille mig lidt tvivlende overfor. Måske var det bare en lille gruppe øverst i befolkningslaget, der blev kaldt taínoer,« uddyber Casper Jacobsen Toftgaard.

Et avanceret samfund

I Caribien er det altså ikke så lige til at trevle det kulturelle kludetæppe op og sætte navn og ophav på fortidens menneskelige beboere. Ej heller er det et sandt billede, at de indianere, Columbus stødte på, var nogle lavtstående vildmænd. Faktisk er der større sandsynlighed for, at de var fiskere og landmænd.

»Da Columbus ankommer til Caribien i 1492, havde nogle indianerne bedrevet landbrug i op til 2.000 år på nogle af De Små Antiller over Jomfruøerne, Puerto Rico, Hispaniola og til Østcuba. Det har de taget med sig fra Sydamerika,« forklarer Casper Jacobsen Toftgaard.

Faktisk er det kun på Vestcuba, at spaniernes præster har efterladt beretninger om, at indianerne stadig var jæger-samlere. Her boede de i huler og talte et sprog, som andre indianere ikke kunne forstå. De indfødte kaldte dem for »de gamle«.

I kano fra Sydamerika til Dansk Vestindien

Den ældste keramik i Caribien er 2.500 år gammel, og den er blevet fundet på Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer. Dette vækker undren, for disse øer ligger midt i ø-rækken langt fra fastlandet.

De første indbyggere i Caribien ankom for mellem 7.500 og 8.000 år siden. Siden fulgte endnu en indvandringsbølge, inden den saladoide kultur begav sig ud på havet og medbragte Caribiens tidligste viden om landbrug og rutinemæssig fremstilling af keramik.

Puerto Rico og De Amerikanske Jomfruøer, det tidligere Dansk Vestindien, er hjemsted for de ældste arkæologiske spor af den saladoide kultur, som har fået sit navn fra dens oprindelsessted i Venezuela.

Netop derfor er forskere delt i to grupper i spørgsmålet om, hvorfor den ældste saladoide keramik findes så langt mod nord og ikke eksempelvis på Trinidad, som ligger få kilometer fra den sydamerikanske kyst. Herfra kunne kulturen sprede sig mod nord ved at rejse fra ø til ø.

»Jeg er lidt forsigtig angående spørgsmålet. Vi begyndte et projekt i 2007 om maritim eksperimentel arkæologi, hvor vi indsamlede alt tilgængeligt materiale om indianernes kanoer. Der er dog kun fundet fragmenter fra kanoer på tre arkæologiske lokaliteter i Caribien. Derudover har vi identificeret cirka ti padler, fra før Columbus ankom til Caribien,« forklarer Benoit Bérard, arkæologiprofessor på University of the French West Indies and Guiana på Martinique.

To ud af tre kanoer er små

Den ene af de tre kanoer, man har fundet rester af, består af en forholdsvis lille, halvanden meter lang kano fra Bahamas. Forskerne formoder, at den har været brugt i forbindelse med en begravelsesceremoni. Dermed har den måske end ikke være tænkt til at skulle bruges på havet.

De to andre kanoer er fundet i Cuba. Den ene ligner den fra Bahamas, mens den anden kano formodentlig har været brugt til at sejle langt i. Man har dog ikke udgivet ret mange videnskabelige ord om disse fund, og Benoit Bérard er tvivl om, hvorvidt hans kolleger i Cuba har været i stand til at bevare de fundne kanoer. 

»Da vi kun havde beskeden viden om kanoerne fra arkæologiske fund, måtte vi kigge i de tidligere europæiske tekster for at se, hvordan de beskrev kanoerne. Baseret på denne viden og viden fra folk, som stadig mestrer denne form for skibsbyggeri, forsøgte vi at genskabe en præcolumbiansk kano,« fortæller Benoit Bérard.

Nulevende indianere kunne hjælpe

For at løse opgaven tog forskerholdet kontakt til kalina-indianerne i Fransk Guiana. De lever nær kysten og fremstiller stadig kanoer, som skønnes at være meget lig kanoerne fra præcolumbiansk tid, altså fra før Columbus ankom til Caribien. Forskerne var derudover også i kontakt med de kalinago-indianere, der bor i ø-staten Dominica i Caribien.

»Disse kalinagoer er den sidste gruppe af oprindelige indianere på De Små Antiller. De havde dog ikke adgang til tilstrækkeligt store træer til vores projekt. Kanoen, vi ville genskabe, var godt 18 meter lang,« siger Benoit Bérard.

Kanoen bygges ud fra én stor træstamme, og indianerne tilføjer ekstra brædder på siderne af skroget. Dette gør kanoen i stand til at modstå høje bølger.

Har foretaget en række sejladser

Da båden var genskabt, foretog Benoit Bérard og hans hold tre ekspeditioner. Den første ekspedition krydsede farvandet mellem Martinique og Dominica, en distance på godt 40 kilometer, med 27 mennesker ombord.

Anden rejse foregik mellem Martinique og Antiqua og tog ni dage. De omtrent 260 kilometer blev tilbagelagt ved, at padlerne var bemandet i syv af de ni dage, mens man slappede af i to dage.

Året efter, i 2010, padlede holdet de 250 kilometer fra Grenada til Martinique.

taino carib joshua torres Benoit Berard Dansk Vestindien Virgin Islands Puerto Rico saladoide

Arkæologiprofessor Benoit Bérard har foretaget en række sejladser i denne genskabte indianerkano. På den baggrund tvivler han på teorien om, at Caribien oprindelige indbygger kunne formå at sejle direkte fra Sydamerika til Jomfruøerne. (Foto: @ association Karisko)

Tvivler på lange sejladser

På baggrund af disse erfaringer er Benoit Bérard ikke overbevist om, at de mennesker, som bragte den saladoide kultur til Caribien, havde mulighed for at udvikle en form for transport og navigation, der kunne have bragt dem direkte fra Sydamerika til Puerto Rico.

»Jeg vil ikke sige, at det er umuligt, men det er ikke særlig sandsynligt. Hvis det er sket, er det næppe blevet gjort ret tit. Dermed kan det ikke have dannet grundlag for en permanent kontakt mellem Sydamerika og De Store Antiller. Det er langt lettere at navigere fra ø til ø,« siger  Benoit Bérard og tilføjer:

»En af udfordringerne er, at du er nødt til at vedligeholde kanoens vægtbalance. Gør du ikke det, kæntrer kanoen meget nemt. Og hvis du standser kanoen midt ude på havet, har du stor risiko for at kæntre.«

I dag gør havstrøm det svært at benytte en kano

På Nationalmuseet er ph.d.-studerende Casper Jacobsen Toftgaard i færd med at beskrive og digitalisere de præcolumbianske genstande, som den danske arkæolog Gudmund Hatt fandt under sine udgravninger på De Amerikanske Jomfruøer i årene 1922-23.

Foruden hans indsigt i Caribiens oprindelige indianer-kulturer har han en stor interesse for forhistorisk søfart og en fortid som officer i søværnet.

Han forklarer, at strømforholdene i dag gør det besværligt at padle direkte fra Sydamerika til De Amerikanske Jomfruøer. Den stærke strøm kommer fra Atlanterhavet nord om Trinidad og følger den sydamerikanske kyst, fortsætter ind i Den Mexicanske Golf og bliver til Golfstrømmen ved at forlade Caribien via farvandet mellem Florida og Bahamas.

Strømforhold har ændret sig

Alligevel er Casper Jacobsen Toftgaard fortaler for teorien om, at det tidligere har været muligt at krydse farvandet i kano. Strømmen er nemlig formodentlig stærkere i dag end nogensinde før. 

Da den seneste istid begyndte at løje af for cirka 11.700 år siden, befandt Sydamerikas nordkyst sig væsentligt længere mod nord, end den gør i dag, og vore dages Trinidad var da en del af det sydamerikanske fastland. Den større landmasse gav mindre plads til at havvand kunne komme ind fra Atlanterhavet, syd om Caribien, og dermed skabe strøm, end det er tilfældet i dag.

Forskellige former for sømandskab

Moderne mennesker skal måske også kæmpe med andet end en stærkere strøm, hvis de overvejer at gøre fortidens indianere deres sejladser efter.

»I gamle dage brugte man ikke så meget tid på risikoanalyse. I Ghana har jeg set analfabetiske fiskere, som er nogle fantastiske søfolk. De kan ikke svømme, men de tager rigtig langt ud i den sydlige del af Nordatlanten i store fiskerkanoer og fisker i en uge i træk. De har kun en Yamaha-motor med 40 hestekræfter, som de nemt kan skille ad og reparere. De har ikke noget kompas, men navigerer efter naturen. Der forsvinder selvfølgelig nogle af dem en gang imellem, men det er ikke tit. Og jeg tror, at vi er blevet lidt for sikkerhedsbevidste i europæisk og amerikansk kultur,« siger Casper Jacobsen Toftgaard og fortsætter:

»Hvis vi sætter os og analyserer ved hjælp af kort, er jeg med min navigationsbaggrund fuldstændig enig i konklusionerne. Men efter at jeg har set fiskerne i Ghana, har jeg ændret mening. Samtidig med at jeg ved, at forhistoriske folk også navigerede fra Thy til Sydvestnorge i en lind strøm. Det kan vi se i arkæologien.«

Selv hvis Skagerak har været varmere i tidligere perioder, har det formodentlig været farligere at krydse dette farvand hvad angår temperatur.

»Hvis du kæntrer i Caribien, er vandet forholdsvis varmt. Du skal bare være sikker på, at du kan vende kanoen om igen. Du kan holde dig flydende i flere uger, hvis bare du har tilstrækkeligt med vand. Du kan fiske på hele turen,« pointerer Casper Jacobsen Toftgaard.

Ny kanosejlads i vente

På Martinique har Benoit Bérard planer om at gennemføre endnu en rejse i kano i 2018, hvor man vil sejle kanoen fra Mexico til Cuba.

Denne rejse, som krydser Yucatán-kanalen, er med stor sikkerhed blevet udført af mennesker allerede for cirka 7.500 år siden. Siden er strømmen formodentlig blevet stærkere, og Benoit Bérard forudser, at denne rejse vil udgøre den øvre grænse for den genskabte kanos formåen.

»Efter denne ekspedition forventer vi, at vi har flere elementer, vi kan bringe ind i diskussionen. Vi vil nemlig evaluere, hvor meget vand og mad, der er behov for, og om kanoen er i stand til at have den last med ombord,« siger Benoit Bérard og slutter af med at rose Caribiens oprindelige indianere for at have været fremragende navigatører.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.