Ismanden Ötzi døde måske i isfri omgivelser

Det var måske først længe efter sin død, at den mumificerede Ötzi fra Østrig blev dækket af is (Foto: South Tyrol Museum of Archaeology - www.iceman.it)

Det var måske først længe efter sin død, at den mumificerede Ötzi fra Østrig blev dækket af is (Foto: South Tyrol Museum of Archaeology - www.iceman.it)

Kilde: 
18 december 2020

Ismanden Ötzi, kobberaldervandreren, som døde i alperne for 5.300 år siden, efter han var blevet skudt med pile, døde måske i omgivelser, der var markant anderledes end dem, han blev fundet i.

Da Ötzi blev fundet i 1991, lå hans mumificerede krop næsten helt begravet i is, men ifølge et nyt, østrigsk studie var det sandsynligvis kun de omkringliggende bjergtinder, som var dækket af is og sne på Ötzis tid, skriver Live Science.

Forskningen peger på, at de alpine gletsjere har gennemgået dramatiske forandringer gennem den holocæne epoke, der strækker sig fra for 11.650 år siden til nutiden - få hundrede år før Ötzi levede, var de omkringliggende alper måske helt uden is.

Videnskab.dk har tidligere skrevet om Ötzi, eksempelvis hvad han spiste, og hvad hans mavebakterier afslørede om europæernes fortid, at han var dækket af tatoveringer, samt hvordan hans død har bidraget til videnskaben.

Ötzi isfri områder

Similaun-gletsjeren, hvor Ötzi blev fundet i 3.210 meters højde. Gletsjerne, som i dag dækker den del af alperne, var meget mindre på Ötzis tid. (Foto: South Tyrol Museum of Archaeology/L. Aichner)

Isen, hvori Ötzi blev bevaret, er sidenhen smeltet, men ved at lave analyser på nærliggende is 12 kilometer væk kunne forskerne danne sig et billede af, hvordan forholdene var under ismandens tid.

»Vores primære resultat er, at isen er mere eller mindre 5.900 år gammel, hvilket kun er en smule ældre end ismanden,« fortæller forsker Pascal Bohleber, som vurderer, at området på et tidspunkt enten har været helt isfrit eller med markant mindre gletsjere.

Desværre forbliver det store mysterium uden for videnskabens rækkevidde: om Ötzi døde på isen, eller om isen senere omgav og begravede ham.

Isen, som mumien blev fundet i, smeltede nemlig, før man havde teknologien til at datere de små mængder kulstof, der var til stede, og dermed kunne bestemme isens alder.

Og selvom vi nu ved, at der var is ikke langt derfra, udgør de hastigt forsvindende gletsjere fortsat et problem for forskere, da tusindvis af års viden, som findes i selve isen, smelter.

Studiet blev udgivet i tidsskriftet Scientific Reports.

cll

Ovenstående er udvalgt og resumeret af Videnskab.dk, men redaktionen har ikke udført selvstændig research. Gå til den oprindelige kilde for flere detaljer.