Hyldest til specialestuderende blev skudt i gang med twerk
Fremtidens superfood, børns medievaner og grønne startups var blandt de emner, nyudklækkede kandidater gik på scenen med ved Danmarks første specialefestival.
uddannelse speciale universitet unge studerende

Twerk queen, Louise Kjølsen, skrev speciale i 2016 og var special guest på den nye festival. (Foto: Anne Ringgaard/ Videnskab.dk)

Twerk queen, Louise Kjølsen, skrev speciale i 2016 og var special guest på den nye festival. (Foto: Anne Ringgaard/ Videnskab.dk)

Akademiske numser blev rystet, da Louise Kjølsen, også kendt som Twerk Queen, afrundede sit oplæg på Danmarks første festival for specialer med et crash course i det, hun selv nørdede med som kandidatstuderende.

Vil du opleve festivalen?

Specialefestivalen afholdes eftermiddag og aften 23. - 24. september på Station - et innovationshus for studerende på Frederiksberg. 

Se programmet og læse mere på Specialefestival.dk. 

»Hvis jeg skulle bruge et halvt år på at fordybe mig, kunne jeg ligeså godt skrive om mig selv, min egen praksis, og hvorfor jeg er så fed,« sagde hun til tilhørerne, da hun fortalte dem om sit speciale fra 2016 med titlen ‘Twerk som feministisk strategi’.  

»I kan selv læse specialet, det ligger på nettet. Men det er super kedeligt at læse akademia, synes jeg selv,« sagde Louise Kjølsen også, før hun bad publikum om at rejse sig og ryste numsen.

Louise Kjølsen var special guest på førstedagen af den nye festival, hvor kandidater fra danske universiteter på 15 minutter præsenterer hovedpointerne i deres specialer fra en scene. 

Arrangørerne, Ungdomsbureauet og Station, der er et innovationshus for studerende, vil hylde og anerkende de cirka 26.000 hovedopgaver, der produceres om året. For specialerne indeholder ofte ny og højt specialiseret viden, der i mange tilfælde kun bliver læst af vejleder og censor. 

specialer universiteter studerende kandidater viden unge

Publikum ved en af de tre scener på festivalen, som blev afholdt på Frederiksbergs gamle politistation, der er blevet omdannet til et innovationshus for studerende. (Foto: Anne Ringgaard/ Videnskab.dk) 

Danmarks første Chlorella-specialist

En af de kandidater, der var på scenen på festivalens første dag, blev Danmarks eneste specialist i den særligt næringsholdige alge Chlorella, da hun skrev speciale. 

Algen, som blandt andet indeholder store mængder B12-vitamin, meget mere protein end soya og sunde omega-3 fedtsyrer, kan med fordel tilsættes fremtidens fødevarer, så de bliver sundere og kan erstatte kødprodukter, fandt hun frem til.  

»Ingen andre har lavet noget lignende. Jeg er den i Danmark, der sidder inde med størst viden om den her type alger, så jeg synes, det er ærgerligt, hvis det bare går tabt. Det er derfor, jeg stiller op her på festivalen,« sagde Sofie Pedersen, som i sommer blev civilingeniør med speciale i fødevareteknologi, til Videnskab.dk.

Da hun skrev specialet, stødte Sofie Pedersen på den udfordring, at Chlorella-algen ikke for alvor er beskrevet i den videnskabelige litteratur. Derfor var det svært at finde kilder at henvise til. 

»Jeg måtte plukke nogle sætninger hist og her i artikler, der omtalte algen, men ikke gik i dybden med den,« fortæller hun og fortsætter:

»Det var de hårdeste 10 måneder af mit liv, men også de mest lærerige. Der var uger, hvor jeg sad og skrev i 60-70 timer og følte mig som Gollum. Det var så forløsende endelig at aflevere.«  

Specialet bliver til videnskabelig artikel

Sofie Pedersens forsøg, hvor hun studerede Chlorella-algens stabilitet, og hvordan man bedst kan behandle den, så den kan bruges i fødevarer, går ikke tabt: 

I øjeblikket bliver hendes resultater beskrevet i en videnskabelig artikel af hendes vejleder på Danmarks Tekniske Universitet. 

»Min vejleder har også søgt fondsmidler til at arbejde videre med emnet, og jeg søger ph.d.-stillinger,« fortæller Sofie Pedersen.   

specialer universiteter studerende kandidater viden unge

Den nyudklækkede civilingeniør Sofie Pedersen er Danmarks første specialist i Chlorella-alger. (Foto: Anne Ringgaard / Videnskab.dk)

   

Grønne startups har et problem

En anden af de kandidater, der gik på scenen, kunne heller ikke læne sig op ad eksisterende viden, da hun i sin hovedopgave fordybede sig i grønne startups - altså virksomheder, der har en mission om at gøre verden grønnere, men samtidig skal tjene penge. 

»Jeg var nødt til at udvikle min egen teori. Det har ikke været nemt,« fortæller Oliva Lyng, som for et par uger siden fik karakteren 12, da hun forsvarede sit speciale i International Business Communication på Copenhagen Business School (CBS). 

Ingen har tidligere undersøgt, hvordan grønne startups bedst kan kommunikere deres strategi, for eksempel når de skal forsøge at sælge sig selv overfor investorer. 

»De bruger business-modeller, der er udviklet til traditionelle virksomheder. Men der opstår ofte spændinger mellem ønsket om at gøre verden grønnere og behovet for profit,« forklarer Olivia Lyng. 

I sit speciale udviklede Oliva Lyng en kommunikationsmodel til de grønne startups. 

»Jeg er vildt stolt over, at jeg har udviklet noget, der kan bruges, både i den akademiske verden og i praksis, og jeg håber, at jeg med min forståelse for kommunikation kan hjælpe de grønne startup-virksomheder,« siger hun.

specialer universiteter studerende kandidater viden unge

Olivia Lyng har udviklet en kommunikationsmodel til grønne startups. (Foto: Anne Ringgaard / Videnskab.dk) 

Børn fotograferede deres følelser 

Fra en af festivalens andre scener delte Amalie Stauner, som havde taget toget fra Aarhus, sin aktuelle viden om børns brug af medier.

Amalie Stauner og en medstuderende lavede i deres speciale interviews med 10-12-årige børn om, hvordan de bruger medier i hverdagen. Formålet var at finde ud af, hvordan medierne præger børnenes følelser og oplevelser af deres kroppe.

»Vi bad børnene om at tage billeder af, hvordan deres favorit-medie føles,« fortalte Amalie Stauner, som er kandidat i medievidenskab fra Aarhus Universitet.     

»Et barn tog et billede af sig selv, der krammede sin mor. Sådan føles telefonen, synes hun. En anden tog et billede udenfor med armene oppe i luften, for sådan føles hendes iPad,« fortsatte hun. 

specialer universiteter studerende kandidater viden unge

Amalie Stauner har undersøgt, hvordan børns medieforbrug påvirker deres kropsopfattelse. (Foto: Anne Ringgaard / Videnskab.dk)  

Børn opfattes som passive ofre 

De to specialestuderende fandt frem til, at både positive og negative følelser og kropsopfattelser er i spil, når børnene bruger adskillige medier i løbet af en dag.

»De forbandt medierne med tryghed, ro, og de beskrev brugen som at være i en boble. Det lyder jo som positive følelser, men det er ikke så simpelt. For medierne bidrager også til, at børnene føler sig dovne og trætte og bekymrer sig om ensomhed,« fortalte Amalie Stauner. 

De negative følelser kan være afsmitning fra den måde, forældre og andre taler om børns medieforbrug, mener hun. 

»Medierne omtales altid som noget negativt. Børn opfattes som passive ofre, men det er en forkert opfattelse. For de navigerer intelligent på de mange forskellige medier, de bruger i løbet af en dag og tager ansvar for, hvordan de bruger dem.«

Fra scenen havde Amalie Stauner også en opsang til medievidenskaben: Traditionelt har medieforskere lavet studier, hvor de har undersøgt brugen af et enkelt medie ad gangen.

»Men det giver ikke længere mening, for i dag skifter man konstant mellem mange forskellige. Det brede medieperspektiv, som vi har brugt i vores speciale, bør man efter min mening indføre bredt i forskningen,« sagde hun. 

specialer universiteter studerende kandidater viden unge

Eva Kvist Campos, der er kandidat fra Danmarks Tekniske Universitet, satte i sit speciale fokus på bæredygtige byer og har sidenhen arbejdet videre med emnet hos Rambøll. (Foto: Anne Ringgaard/ Videnskab.dk)  

Twerk som feministisk strategi

Louise Kjølsen aka Twerk Queen, som var special guest på festivalen, fandt i sit speciale frem til, at twerk har potentiale til at fremme ligestilling og frigøre kvinder. 

For når kvinder twerker, udtrykker de deres seksualitet og feminitet på egne præmisser, ikke fordi de skal tilfredsstille samfundets forventninger til, hvordan en kvinde skal være, sagde hun blandt andet: 

»Det er en seksualitet, der ikke er blød og afventende, men dominerende og in your face. Når man twerker, er man ikke et objekt, men et subjekt,« var en af hendes konklusioner i specialet, der bygger på teorier af blandt andre den danske kønsforsker Dorte Marie Søndergaard og den amerikanske queer-teoretiker Judith Butler.

Specialefestivalen, som bliver afholdt for første gang i år, løber over to eftermiddage og aftener 23. og 24. september 2021. De kandidater, der har tilmeldt sig, har på forhånd fået et kursus i præsentation. Deres præsentationer bliver optaget på video og lagt online.

Festivalen er arrangeret af Ungdomsbureauet, som er en nonprofit-organisation, der har til formål at skabe ny viden og debat om unges muligheder, samt Station - et innovationshus for studerende.  

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med 1 million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.

Danske corona-tal

Videnskab.dk går i dybden med den seneste corona-forskning. Læs vores artikler i temaet her.

Hver dag opdaterer vi også de seneste tal.

Dyk ned i grafer om udviklingen i antal smittede, indlagte og døde i Danmark og alle andre lande.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.


Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på Instagram, og læs om astronautens foto af polarlys, som du kan se herunder.