I det seneste stykke tid er mængden af falske onlinenyheder, der cirkulerede i præsidentvalgets sidste måneder, kommet frem i lyset.

Det er en foruroligende afsløring, der truer med at underminere USA's demokratiske proces, og allerede nu ser vi konsekvenserne i den virkelige verden.

Efter at uunderbyggede internetpåstande hævdede, at demokraternes præsidentkandidat, Hillary Clinton, og hendes kampagnechef, John Podesta, styrede en pædofili-ring fra pizzarestauranten 'Comet Ping Pong' i hovedstaden Washington, D.C., gik borgeren Edgar Welch i december 2016 ind i pizzarestauranten udstyret med en AR-15-automatriffel for at tage sagen i egen hånd. 

Pizzarestauranten i Washington D. C., hvorfra Hilary Clinton og hendes kampagnechef, John Podesta, ifølge uunderstøttede internetrygter skulle styre en pædofili-ring. (Foto: WikiMedia)

Analysen af de falske nyhedshistorier har fokuseret på de mennesker, der skaber dem, om det er teenagere i Makedonien eller satiriske nyhedssites, og på, hvad Facebook og Google kan gøre for at forhindre deres udbredelse.

Men de falske nyhedshistorier ville slet ikke være et problem, hvis ingen faldt for dem, og hvis vi ikke delte dem.

Uopmærksomme på troværdigheden

Medmindre vi får et større kendskab til psykologien bag forbruget af online nyheder, vil vi aldrig finde en løsning på det, som New York Times har navngivet 'den digitale virus'.

49 procent af alle amerikanere får deres nyheder på Facebook, der er er blevet anklaget for at lade usandfærdige nyheder gå viralt for at fremme en bestemt dagsorden – senest ved det amerikanske præsidentvalg, hvor Trump løb med sejren. (Foto: Shutterstock)

Det er blevet sagt, at såkaldt bekræftelsesbias ligger bag; det vil sige, at vi har en tendens til at godtage information, der understøtter de hypoteser eller holdninger, vi i forvejen har.

Men det forklarer ikke, hvorfor vi hopper på falske nyhedshistorier, der handler om ikke-partipolitiske anliggender.

En mere sandsynlig forklaring er vores relative uopmærksomhed på nyhedskildens troværdighed. 

Læserne bekymrer sig ikke om den journalistiske kilde

Jeg har studeret psykologien bag forbruget af online nyhedshistorier i mere end to årtier, og et slående fund fra adskillige eksperimenter er, at læserne ikke lader til at bekymre sig særligt meget om den journalistiske kilde; dét vi på fagsprog kalder den professionelle 'gatekeeping' (de professionelle dørvogtere, red.)

Det er denne laissez-faire-holdning, der, sammen med vanskeligheden ved at sortere nyhedskilderne, er den bagvedliggende årsag til, at så mange af os tror på de falske nyhedshistorier.

Nyhedsredaktørerne stoppede fejltagelser

Falske nyhedshistorier har floreret på internettet næsten fra begyndelsen.

I 1980'erne fandtes der online debatsamfund kaldet 'Usenet', hvor opdigtede historier blev delt mellem grupper bestående af konspirationsteoretikere og sensationsspekulanter.

Sommetider bredte konspirationerne sig mere vidtrækkende. 

For eksempel dengang præsident Kennedys tidligere pressechef Pierre Salinger offentligt hævdede, at den amerikanske flåde have ramt et TWA Flight 800 med et øvelsesmissil, fordi han havde læst det i et dokument, han havde modtaget i form af en e-mail. 

Mediernes 'dørvogtere' var årsagen til, at lignende fejltagelser skete sjældnere. Når de skete, blev de hurtigt trukket tilbage, hvis de faktiske forhold ikke passede.

Men i dag – i de sociale mediers tidsalder – får vi vores nyheder fra en lang række forskellige steder.

Politikere og kendisser har direkte adgang til millioner af følgere

De traditionelle 'dørvogtere' er blevet kastet til side; politikere og kendisser har direkte adgang til millioner af tilhængere. 

Alt kan ende med at gå viralt, hvis vi falder for de falske nyhedshistorier, der via de sociale medier bliver spredt til mange millioner mennesker uden ordentlig kontrol og faktatjek.

I 1990'erne gennemførte jeg som en del af min afhandling det første eksperiment omhandlende online nyhedskilder nogensinde. 

Jeg fremstillede selv en nyhedsside og viste den til forsøgsdeltagerne, som jeg havde inddelt i fire forskellige grupper.

Artiklerne blev tilskrevet forskellige kilder: 

• Nyhedsredaktører
• En computer
• Andre brugere af online-nyhedssitet
• Forsøgsdeltagerne selv (gennem en pseudo-markeringsopgave, hvor de troede, at de havde valgt nyhedshistorierne fra et større udvalg).

Kilden var ikke afgørende

Vi bad forsøgsdeltagerne om at vurdere historiernes forskellige egenskaber, der alle var knyttet til, hvor troværdig artiklerne forekom: 

• Troværdighed
• Nøjagtighed
• Retfærdighed
• Objektivitet 

Vi blev meget overraskede over at opdage, at alle forsøgdeltagerne foretog lignende evalueringer, uanset kilden.

De var uenige om andre egenskaber, men ingen stillede spørgsmålstegn ved den journalistiske kilde. 

Hvis en historie eksempelvis blev tilskrevet andre brugere, kunne deltagere faktisk bedre lide at læse den. 

Hvis vi påstod, at en nyhedsredaktører havde udvalgt historien, mente forsøgsdeltagerne, at historien var af en ringere kvalitet, end hvis andre brugere havde udvalgt den samme historie. 

Selv de historier, som en computer udvalgte, scorede flere point med hensyn til kvalitet end nyhedsredaktørerne.

Når det kommer til internetnyheder, ser det ud til, at de eksisterende professionelle nyhedsbureauer – de oprindelige vogtere – er blevet hårdt ramt. 

En kæde af kilder bag nyhederne

En årsag kan være mængden af ​​forskellige kilder bag en given nyhed.

Forestil dig, at du tjekker Facebooks nyhedsfeed og ser noget, som en af dine venner har delt: Det er en politikers tweet af en avisartikel. 

Vi kan ikke skelne mellem reelle nyheder og falske nyhedshistorier, fordi vi ikke engang stiller spørgsmålstegn ved kildens troværdighed, når vi færdes online. (Foto: Shutterstock)

Her består kæden faktisk af fem kilder (avis, politiker, Twitter, ven og Facebook).

De spillede alle en rolle i transmissionen af meddelelsen og tilslører identiteten af ​​den oprindelige kilde. Det kaldes 'kilde-lagdeling' og er et fælles træk ved vores online nyhedsoplevelse.

Kun kildekritik, hvis emnet har stor betydning

Hvilken af disse kilder opfatter læserne som den 'vigtigste kilde'?

Dette spørgsmål nærmede mine elever og jeg os ved at analysere nyhedssites af varierende troværdighed: Yahoo News med høj troværdighed og Drudge Report med lav troværdighed.

Disse to websteder enten linker ofte til eller genudgiver artikler, der stammer et andet sted fra.

Vi ville gerne afsløre, hvor ofte læserne var opmærksomme på de originale kilder i historierne, som optræder på disse hjemmesider.

Vi fandt, at læserne kun er opmærksomme på kildekæden, hvis emnet virkelig er vigtigt for dem. 

Ellers bliver de let påvirkede af kilden eller webstedet, der gengiver eller slår historien op – med andre ord det medie, der leverede dem historien. 

Vennerne er de nærmeste nyhedskilder

Det er derfor ikke overraskende, at vi hører folk fortælle, at de får deres nyheder fra forskellige 'kilder', der ikke skriver og redigerer nyhedsartikler: Verizon, Comcast, Facebook eller deres venner.

Vores venner er ofte de nærmeste kilder, når vi læser online nyheder.

Vores kognitive filtre svækkes, fordi vi som regel stoler på vores venner, hvilket også er skyld i, at de sociale medier er grobund for, at falske nyhedshistorier sniger sig ind i vores bevidsthed.

Vores jævnaldrendes overbevisende appel over eksperterne er yderligere forstærket af, at vi har en tendens til at være mindre på vagt, når vi støder på nyheder i vores personlige sfære.

Folk, der har tilpasset deres nyhedsportal, er mindre tilbøjelige til at granske de falske nyheder og mere tilbøjelige til at tro på dem. (Foto: Shutterstock)

Testede skræddersyede profiler

De fleste af vores online-platforme har i stigende grad redskaber, der gør os i stand til at skræddersy dem, så de passer til vores personlige interesser og identitet. De lader os eksempelvis vælge et profilbilede eller et nyhedsfeed om vores yndlingssportshold, uanset om det er portalwebsteder (som Yahoo News og Google News), sociale mediesites, shopping-websteder eller søgemaskiner.

Vores forskning viser, at internetbrugere er mindre skeptiske over for oplysninger, der vises i disse tilpassede miljøer. 

I et forsøg offentliggjort i det seneste udgave af tidsskriftet Media Psychology, fandt en af mine tidligere elever Hyunjin Kang og jeg, at undersøgelsesdeltagerne, der havde tilpasset deres online nyhedsportal, også havde tendens til at være enige med udsagn som: »Jeg mener, ​​at siden giver en korrekt gengivelse af, hvem jeg er« og »Jeg føler, at hjemmesiden repræsenterer mine personlige kerneværdier«.

Vi ønskede at se, om denne skræddersyede identitet ændrede den måde, hvorpå de bearbejde informationer. 

Vi introducerede falske nyheder om sundhed i deres portal, der omhandlede de negative effekter af at anvende solcreme og at drikke pasteuriseret mælk.

Følger nyhedshistoriernes 'råd'

Vi opdagede, at deltagere, der havde tilpasset deres nyhedsportal, var mindre tilbøjelige til at granske de falske nyheder og mere tilbøjelige til at tro på dem. 

De udviste desuden er større tilbøjelighed til at følge nyhedshistoriernes råd (»Jeg vil stoppe med at bruge solcreme«), og de anbefalede, at deres venner gjorde det samme.

Resultaterne forklarer, hvorfor de falske nyhedshistorier trives på Facebook og Twitter; sociale mediesites, hvor vi er forbundet med vores venner og har kurateret vores sider, så de afspejler os.

Falsk følelse af sikkerhed

Vi bliver lullet ind i en falsk følelse af sikkerhed, hvor vi er mindre tilbøjelige til at kontrollere de informationer, vi bliver præsenteret for.

Vi kan ikke skelne mellem reelle nyheder og falske nyhedshistorier, fordi vi ikke engang stiller spørgsmålstegn ved kildens troværdighed, når vi færdes online. 

Hvorfor skulle vi også gøre det, når vi opfatter os selv eller vores venner som kilden?

S. Shyam Sundar modtager støtte fra U.S. National Science Foundation.

Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation, og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.