Hvorfor er ens forældre så pinlige?!
Når man er teenager, er der ikke noget værre, end når ens forældre er pinlige. Men hvorfor er de egentlig det?
teenager pinlig forælder mor far barn

Uuuh det er top pinligt, hvis ens mor eller far prøver at være ung og nede med ens venner. (Foto: Shutterstock)

Du står foran hele klassen. I skal til fest på skolen, og din mor har sat dig af lige foran skoleporten.

»Hav nu en rigtig hyggelig aften, skat. Ring hvis der er noget, eller hvis du vil hentes.«

De spidsede læber nærmer sig langsomt. I det samme drejer Laura-Sofie – den sødeste og pæneste pige på skolen – ansigtet. Hun ser dig direkte i øjnene …

Smask! Din mor kysser dig midt på munden.

Aldrig, ALDRIG, ALDRIG har du følt dig så ydmyget i hele dit liv. Det er det mest pinlige nogensinde. Du vil bare dø. Laura-Sofie står og snakker med en af de andre drenge. Dine to bedste kammerater er færdige af grin.

Hvorfor er forældre så sindssygt pinlige, når man er teenager?

Sådan lyder dagens spørgsmål til Spørg Videnskaben, og vi har bedt vores erhvervspraktikant, Mathias Nielsen på 15 år, om at assistere os med at afdække svaret samt dele ud af sine egne erfaringer på området.

10 pinlige ting – og ja, det ER faktisk sket!

Eksemplet med den ekstremt pinlige situation oven for er ren fiktion. Men Mathias har spurgt sine klassekammerater, hvilke pinlige ting deres forældre har gjort i den virkelige verden.

Hvorfor er ens forældre så pinlige teenager

Det er pinligt, hvis ens forældre skælder en ud. Især foran andre unge. (Foto: Shutterstock)

25 svarede på det, og svarene kunne koges ned til 10 punkter:

  • Skældte en ud, mens man var sammen med sine venner
  • Faldt og slog sig foran ens venner og skabte sig bagefter over, hvorfor lige den sten lå der
  • Snakkede 'barnesprog' til ens venner
  • Hørte gammeldags/mærkelig musik, mens ens venner var på besøg
  • Hvis ens forældre nærmest er for overvenlige
  • Lagde billeder op på deres Facebook af en
  • Snakkede om noget pinligt, man har gjort, da man var mindre, eller bare for noget tid siden, enten foran venner eller familien
  • Hvis man står sammen med ens forælder, og forælderen for eksempel råber op, så alle øjne rettes mod forælderen og en selv
  • Hvis forældrene opfører sig unormalt i det offentlige rum eller bare skaber sig unødvendig opmærksomhed
  • Kalder en kælenavne foran ens venner

Sammen med Mathias har vi hevet fat i ph.d. og lektor i udviklingspsykologi på Institut for Pædagogik og Uddannelse på Aarhus Universitet Ditte Winther-Lindqvist.

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

Kan hun hjælpe os med at opklare, hvorfor forældre er så sindssygt pinlige? Eller måske rettere: Hvorfor det føles, som om de er pinlige.

Du er ikke længere et barn

Svaret hænger ifølge Ditte Winther-Lindqvist blandt andet sammen med, at du som teenager begynder at se på dig selv og dine forældre på en ny måde.

Du føler dig på ingen måde som et barn og er meget opmærksom på, at du ikke er en lille unge mere. Det er ikke sikkert, dine forældre helt har opdaget det.

Både du og dine forældre skal derfor vænne sig til, at jeres roller og forhold forandrer sig.

For dig som teenager skal det gøres, samtidig med at du og din forståelse af verden udvikler og ændrer sig helt vildt.

»Dine forældre har været vant til, at du var et barn, som de skulle tage sig af. Pludselig er du ikke et barn længere, men du er heller ikke voksen endnu,« siger Ditte Winther-Lindqvist. Hun uddyber:

»Som forælder skal man vænne sig til at behandle sit barn anderledes, især foran andre unge på samme alder. Hvis man som mor giver sin søn et kys foran vennerne, vil det være meget pinligt, men det kan være meget rart, hvis der ikke er nogen, der ser det.«

Hvorfor er ens forældre så pinlige teenager

At man selv får et kys er slemt, men når ens mor eller far kysser hinanden, kan det virke decideret klamt og utroligt pinligt, hvis andre ser det. (Foto: Shutterstock)

Kan også være svært at være forælder

Det er dog ikke kun teenageren, der kan have det svært. Som forælder kan det også være hårdt at sige farvel til det lille barn og velkommen til en halvvoksen teenager.

For nogen kan det næsten være en lidt sorgfuld proces, fortæller Ditte Winther-Lindqvist.

»Hele familien skal lære at omgås hinanden på en ny måde. Det er vigtigt, at man begynder at stille nogle krav til sin teenager om, at man hjælper med nogle ting derhjemme,« råder hun.

»Det kan også skabe konflikter, men er jo nødvendigt for, at man lærer at kunne komme ud og bo selv en dag.«

Okay at være pinlig – men ikke foran unge

Skal, eller kan, ens forældre gøre noget for at lade være med at være pinlige?

»Det at have en pinlig mor eller far optræder mest i offentlig sammenhæng, hvor der er andre på din egen alder. Man er i forvejen opmærksom på, om man selv er sej og god og cool i kammeraternes øjne. Teenagere dømmer hurtigt hinanden,« siger Ditte Winther-Lindqvist.

»Nogle gange kan det være okay (som forældre, red.) at være lidt pinlig og for eksempel kysse sin dreng, men lad være med at gøre det foran andre unge, især af det modsatte køn, eller hvis det kunne være en kæreste,« lyder hendes råd.

Velmenende – men ekstremt pinligt

Det er Mathias meget enig i. Han kan for eksempel huske en gang, hvor han havde en veninde med hjemme på besøg:

»Så havde min mor været nede hos bageren og købe boller til os og lavet kaffe. Hun kommer ind på mit værelse med en bakke med kaffe og boller og hilser på min veninde. Det var også ekstremt pinligt. Jeg kan jo godt selv finde ud af at lave kaffe.«

teenager pinlig forælder mor far barn

»Hej hej mor tak for turen. Bliv bare inde i bilen.« Det kan være rart at blive serviceret af sine forældre, når man er teenager, så længe ens venner ikke opdager det. (Foto: Shutterstock)

Begge dele havde været helt okay for fire-fem år siden, da Mathias var 10-11 år. Men som teenageforælder er det vigtigt, at man holder op med at behandle sit barn som et barn, og det gælder altså især, når der er andre unge til stede.

»Det er fint, at mor kommer ind med mad og drikkelse, når man er et barn, men når man er teenager, kommer det til at virke, som om man er en baby, der ikke selv kan finde ud af at gå ud og lave kaffen. Omvendt, hvis man er syg med 40 i feber, vil man blive glad for boller og kaffe,« siger Ditte Winther-Lindqvist.

Man må altså som forælder nære dig i hverdagen og udnytte chancen til pylre lidt, når der er rum til det – for eksempel når den unge er syg.

Mor har måske flest konflikter

Ifølge Ditte Winther-Lindqvist er det ofte sådan, at det er den ene forælder, der har størstedelen af konflikterne.

Mathias mener selv, at han har flest konflikter med sin mor. Fordi hun blander sig mest og nok også er mest pinlig.

»Jeg kan huske forleden aften, hvor jeg var til informationsaften på et gymnasium. Så sad jeg nede bagved sammen med en af mine venner, og min mor sad foran sammen med moren til en anden af mine klassekammerater. Og så vendte hun sig sådan om og vinkede til min ven og sagde: ’Heeej!’ på sådan en helt vildt barnlig måde. Det var bare så pinligt,« fortæller Mathias.

Fædre kan også være ekstremt pinlige

Ditte Winther-Lindqvist har også en fornemmelse af, at det ofte kan være moderen, den unge har flest konflikter med. Men hun har ikke noget videnskabeligt belæg for at sige det.

teenager pinlig forælder mor far barn

Mange teenagere ville nok blive flove, hvis deres far stod i denne mundering og kiggede i køleskabet, mens vennerne var på besøg. (Foto: Shutterstock)

»Måske har mødre sværere ved at give slip på det lille barn. Men omvendt, hvis du har en helt vildt pinlig far, så vil det nok være ham, du har flest konflikter med,« siger hun.

Undertegnede journalist har for eksempel en svigerfar, som halvt i søvne og helt nøgen stod op midt om natten for at gå ud og tage lidt natmad i køleskabet.

Uden for i haven sad hans dengang teenagesøn med sine venner og drak øl. Vennerne kunne sammen betragte farens nøgne krop, der blev oplyst af køleskabslyset – ekstremt pinligt! Og en erindring, som for evigt har brændt sig ind i hukommelsen hos den nu voksne søn.

Konflikter, som løses, er gode

Men hvad kan du gøre, hvis du som teenager er træt af hele tiden at skændes med dine forældre om de samme ting?

I så fald kan det være en idé at overveje, om det er, fordi konflikten bliver taget på det forkerte tidspunkt – for eksempel når du er træt og sulten, siger Ditte Winther-Lindqvist.

Omvendt gør det altså ikke noget, at man oplever flere konflikter i familien, så længe de løses.

»Man lærer faktisk meget af at have konflikter. Man viser, hvem man er, og træder frem, når man tager konflikter. Hvis man er dårlig til at blive gode venner igen, kan det være et problem. Har man konflikter og kan finde ud af at løse dem sammen, så skal man ikke være bange for dem,« siger Ditte Winther-Lindqvist.

Vær gode til at tale sammen

Det er også vigtigt at huske, at uanset om man er mor eller far eller teenager, er det vigtigt, at man fortæller, hvordan man har det, og siger, hvis den anden har gjort en ked af det og hvorfor.

»Som forælder bliver man også såret. Hvis teenageren for eksempel siger: ’Du er også den pinligste og mest irriterende person i verden’, så er det faktisk ikke særlig sjovt. Det kan man som mor eller far godt fortælle den unge,« siger Ditte Winther-Lindquist.

Og der skal du som teenager også være klar på nogle gange at kunne sige: ’Det sagde jeg nok lidt for hårdt. Undskyld, mor eller far’.

De fleste finder heldigvis en ny balance og familiedynamik og kommer igennem den svære teenageperiode med et fint forhold mellem forældre og barn.