Aulum, Dråby, Haderslev, Høje Taastrup eller måske København – din by har et navn.
Men hvorfor har den lige det navn, den har? Det kan du måske sjusse dig frem til, hvis du følger med i det følgende svar fra videnskaben.
Spørg Videnskaben går nemlig i kødet på navneforskningen. Vi starter med landets største by, men undervejs når vi også omkring nogle af smørhullerne i provinsen.
»I et land omkranset af vand, hvorfor er der så få bynavne, der ender på havn? Jeg kan kun komme i tanke om Frederikshavn og København,« skriver Ole Schmidt i en mail.
Handel var vigtigere end havne
Vi får svar på Ole Schmidts spørgsmål og en længere eftersnak om bynavne hos ph.d. og lektor på Institut for Navneforskning på Københavns Universitet, Peder Gammeltoft, som forsker i stednavne.
»Det er rigtigt. Der er ikke mange bynavne, som har endelsen –havn. Det har noget at gøre med stednavnenes væsen. Stednavne er dannet af de mennesker, som har levet i nærheden af den lokalitet, der har navnet. Og de navngav efter, hvad de syntes var vigtigt,« fortæller forskeren og fortsætter:
\ Endelser: -bølle og -torp
Endelsen -bølle har næsten samme betydning som -torp. En –bølle var oprindeligt en udflyttergård i stedet for en lille udflytterbebyggelse.
Navne som Neble og Nebel er også bølle-navne – de betyder den ’nye udflyttergård’.
»En havn var tilsyneladende ikke noget, man syntes var vigtigt. Det har været vigtigere at fortælle, at her var der handel. Vi har derfor flere bynavne, som har formen –købing.«
Hovedstadens navn er en slags kombination af de to betydninger. I den tidlige middelalder var København blot et lille fiskerleje med navnet Haffnn. Men handlen tog til, og derfor var det i 1281 blevet til købmændenes havn (Køpmanne Haffnn).
Vikingetiden gav navn til byer med –rup
Din by er måske lige så gammel som købmændenes havn. Det kan du få et fingerpeg om, hvis du kigger nærmere på den måde, din bys navn er opbygget på.
Vi har for eksempel i Danmark cirka 3.000 stednavne, som ender på –rup eller –drup, og disse endelser er tit 1.000 år gamle.
Byer som Tåstrup og Pederstrup har således deres rod i vikingetiden og i middelalderen.
Beboerne i -rup og –drup var flyttet ud
Et sted med endelsen –rup eller -drup viser, at her engang var tale om udflytterbebyggelser.
Det vil sige en lille samling af nye små huse med beboere, som var flyttet væk fra ældre og større bebyggelser. –rup og –drup stammer fra den ældre endelse –torp, der bare betyder ’lille bebyggelse’.
»Vi ved ikke, hvad endelsen -rup og -drup betyder – andet end det er bebyggelse normalt udflyttet fra en ældre enhed. Tit er –rup og –drup sat sammen gamle nordiske navne eller navne på kristne helgener. Vi har for eksempel Høje-Taastrup, hvis forled er sammensat med det før-kristne nordiske navn Thorstein,« fortæller Peder Gammeltoft.
\ Læs mere
En -by var en stor -rup
Ender dit bynavn på –by som Sæby eller Karlby, så kan du sandsynligvis også spore den tilbage til vikingetiden.
En -by var en større bebyggelse end en –rup, –drup, -torp eller -bølle.
By-endelsen blev ofte kombineret med beskrivelser af naturen som i Skovby, eller af hvem der boede der. For eksempel om det var karle, som boede i byen.
Dit bynavn kan også ende på –rød. –rød betyder, at stedet blev ryddet, og ofte beskriver forleddet, hvad det var en plante eller træ, som man ryddede væk. Birketræer blev fældet for, at man kunne etablere Birkerød, og bregner blev fjernet i Bregnerød.
\ Spørg Videnskaben Classic
Med jævne mellemrum genudgiver vi artikler fra vores populære brevkasse, Spørg Videnskaben. Dette spørgsmål og svar blev oprindeligt publiceret på Videnskab.dk 2. maj 2012.
Endelsen -rød kan også være sat sammen med et person som i Søllerød, hvor en mand med navnet Sylfa havde ryddet stedet.
Bynavne med –sted, -lev eller -um
Endnu ældre navne ender ofte på – sted, -lev eller –um. Det er jernaldernavne fra perioden mellem år 300 til 800.
- -sted: En by som Thisted er sat sammen af gudenavnet Tyr og endelsen –sted (som rent faktisk blot betyder sted).
- -lev: Endelsen –lev som i Siegerslev betyder levn eller arv. Navnets forreste led er ofte et krigerisk navn som i Siegerslev, som betyder noget i retning af sejrherrens arv. Men det kan også være et almindeligt fornavn som i Allerslev ved Lejre. Det oprindelig fornavn var her Alvar.
- -um: Den sidste endelse fra jernalderen er –um, gammeldansk hem, det samme ord som nutidens ord hjem. Forleddet i hem-navne er aldrig et personnavn, men derimod topografien, planter eller dyr i stedets omgivelser. –um kan også være forandret til blot at være et –m. For eksempel Gram (’det grå hjem’ eller måske ligefrem ’de grås hjem’).
-ing er en forandring af det forreste led
Nogle af de ældste danske stednavne ender på –ing. Vi kender det fra Kolding og Herning, som henholdsvis betyder ’den kolde’ og ’det hornagtige’, og endelsen –ing er en såkaldt afledning.
»Det er et af de ældste navngivningsprincipper, vi har. Man tager et navneord eller et adjektiv og sætter en afledningsendelse på, og så får en ordet en lidt anden betydning, idet det bliver stedbetegnende,« fortæller forskeren og fortsætter:
»Stedsbetegnelser med en –ing-afledning kan gå tilbage til før år nul og være mere end 2000 år gamle. Men de kan også være yngre.«
\ Læs mere
Lyde forandrer sig med tiden
Stednavnets mere præcise alder sporer forskerne ved at undersøge lydudviklingen i ordets første led.
Kattinge er således yngre end stedet Kettinge, fordi Kettinge har undergået en lydudvikling. Begge stednavne er afledninger på kat.
Spørg Videnskaben når desværre ikke rundt om alle danske navne. Men vi takker Ole Schmidt for spørgsmålet, som ledte os fra København til Kettinge på Lolland.
Ole Schmidt vil i den nærmeste fremtid modtage en lækker t-shirt. Har du også et spørgsmål til videnskaben, så send det til sv@videnskab.dk.
Hvis du er lun på at vide lidt mere om bynavne, så glæd dig til i næste uge, hvor vi bringer en artikel om fjollede bynavne – endda med hjælp fra vores læsere på Facebook.
