De fleste mennesker tænker nok ikke over, om cykelrytterne i banecykling cykler den ene eller den anden vej rundt om banen, eller om 10.000 meter-løberne til OL løber med eller mod uret.
Jon Kaldan er dog ikke som de fleste, for han tænker over den slags.
Da han med hustru for nylig tog i DGI-byen for at svømme en tur i det cirkelformede bassin, opdagede han til sin rædsel, at folk svømmede den forkerte vej i bassinet i forhold til, hvad de plejer – de svømmede MED uret.
»Fruens stedsans blev så påvirket, at hun ligefrem fik kvalme,« fortæller Jon Kaldan i sin mail til Spørg Videnskaben.
Livredderne kunne oplyse det oprevne par om, at man havde besluttet at lave afveksling i svømmeretningen med en uges interval – én uge med uret og én uge mod uret.
Hvorom alt er, kom Jon og hans kone til at snakke om, at konkurrencer på baner tilsyneladende altid foregår MOD urets retning. Tænk på løb på bane, cykling, hestevæddeløb, skøjteløb og så videre.
»Vi er kort sagt forvirrede og spørger: Er der særlige videnskabelige grunde til dette?« skriver Jon Kaldan i sin mail.
Forsker ved det ikke
Lad os med det samme slå fast, at det ikke er nemt at finde et svar på Jon Kaldans spørgsmål.
Vi skal nemlig på en længere rejse for at finde frem til nogen, der kan komme med noget, der bare minder om et svar.
Til at starte med kontakter vi lektor Thomas Heine Nielsen fra Saxo Instituttet på Københavns Universitet.
Thomas Heine Nielsen forsker blandt andet i sport i antikkens Grækenland – et sted og en periode, hvor man kunne forestille sig, at reglerne for løb på bane blev fastlagt.
Dog må forskeren skuffe os.
»Sikke et spørgsmål!« starter han med at udbryde, før han fortsætter.
»Svaret findes dog næppe i antikken af to grunde. For det første havde man ikke ure, så konceptet med at løbe med eller mod urets retning eksisterede ikke. For det andet løb man heller ikke runder. Et græsk løbestadion var aflangt, og i den simple sprint løb man simpelthen fra den ene ende til den anden. Hvis løbet var længere end ‘stadion’, rundede man en post for enden af sin bane og løb tilbage af samme vej. Frem og tilbage og altså ikke runder,« forklarer Thomas Heine Nielsen.
Lektoren efterlader dog et lille håb om, at vi måske kan finde svaret på Jons spørgsmål alligevel.
»Den eneste person, som, jeg kan forestille mig, kan svare på det, er professor i idrætshistorie ved Københavns Universitet Hans Bonde,« foreslår Thomas Heine Nielsen.
\ Læs mere
Man løb med uret under første olympiske lege
I jagten på et svar til Jon Kaldan kontakter vi professor Hans Bonde og krydser fingrene for, at han kan hjælpe os.
Desværre må professoren også skuffe.
»Jeg har aldrig set et svar på dette. Måske skyldes det bare en konvention,« siger Hans Bonde.
Dog peger professoren på en artikel i The Guardian, hvor spørgsmålet debatteres ivrigt.
- I artiklen i The Guardian kan man blandt andet læse forslag i retning af, at det skyldes Jordens rotation, hvor det giver en fordel på Jordens nordlige halvkugle at løbe mod uret.
- Man kan også læse forslag, der peger på, at de fleste atleter har stærkere højre ben, og løb mod uret derfor giver mere mening.
- Ikke mindst kan man læse, at det øjensynligt er en relativ ny praksis, da man under de olympiske lege i 1896, 1900 og 1906 rent faktisk løb med uret, men at man på et tidspunkt blev trætte af at have forskellige standarder, så man fra 1908 afviklede olympiske løbekonkurrencer, så løberne løb mod uret.
Flere forskere melder pas
Nuvel, det her er jo kun gisninger, så for at få et mere konkret svar griber vi knoglen og ringer til forskningslederen af International Center for Sports History and Culture ved de Monfort University, professor Martin Polley.
Desværre må man også på International Center for Sports History an Culture melde pas.
»Spørgsmålet har også ofte undret mig, og jeg er ked af, at jeg ikke kender svaret,« siger Martin Polley og foreslår, at vi kontakter Athlos, der er et sportshistorisk arkiv.
Desværre har Athlos intet telefonnummer oplyst op deres hjemmeside, og Jon Kaldans spørgsmål bliver heller ikke besvaret, da vi sender dem en email.
På nippet til at kaste håndklædet i ringen og skrive til Jon og fruen, at ‘sådan er det bare’, prøver vi en sidste ting og kontakter Sports and Leisure History Research Team ved Manchester Metropolitan University.
Her får vi fat på professor i sportshistorie Dave Day, og selvom han ikke kender svaret på Jons spørgsmål, kender han nogen, der måske kender svaret.
»Jeg sender dem lige en mail,« siger Dave Day.
\ Læs mere
Oscarvinder skriver til os
Efter nogle timers renden rundt i cirkler (mod uret vel at mærke) dukker der en e-mail op i indbakken her på redaktionen.
Den er fra ingen ringere end Tom McNab, der er tidligere olympisk atletiktræner for England og teknisk instruktør på den oscarvindende film Chariots of Fire fra 1981. Filmen handler om to atleters kamp for anerkendelse under de olympiske lege i 1924.
Selvom Tom McNab er utroligt vidende om olympisk historie, kan han desværre ikke fortælle årsagen til, at man løber mod uret, men han kan derimod bekræfte, at det rent faktisk er en relativ ny praksis.
»Helt fra til 1960’erne løb man eksempelvis stadig med uret på Cambridge University track. Det samme gjorde sig gældende på Edinburghs Powderhall bane, der var en bane for professionelle atleter. Dette fortsatte helt frem til slutningen af 1960’erne, før man besluttede sig for at løbe mod uret, ligesom man gjorde på næsten alle andre stadions,« fortæller Tom McNab.
Det er altså ikke mere end cirka 50 år siden, at man rundt om i verden løb i alle mulige retninger, når man afviklede løbekonkurrencer. Se, hvordan det gik for sig i videoen nedenfor.
Mennesker går mod venstre i mørke
Tom McNab er desuden ikke den eneste, der samler handsken op og kommer med et bud på et svar til Jon Kaldan.
En halv time efter Tom McNabs e-mail er landet, dukker der endnu en mail op i indbakken, og denne gang er den fra tidligere verdensrekordholder på 200 meter løbedistancen, olympisk medaljevinder og nuværende professor i sport ved Brunel University, Peter Radford.
Peter Radford kan fortælle, at spørgsmålet har undret folk i århundreder og måske endda i årtusinder, men at der rent faktisk aldrig er kommet et endegyldigt svar på det.
»Helt tilbage fra 1800-tallet har man observeret, at mennesker følger en kurve, når vi prøver at gå lige frem i mørke. Det er blandt andet beskrevet i et brev i det videnskabelige tidsskrift Nature i 1884, hvor W. Larden beskriver fænomenet som ‘circling in a mist’,« siger professoren.
»Der har været mange forklaringer på dette fænomen, blandt andet at det ene ben er længere end det andet, eller at det højre ben er stærkere, så det går lidt hurtigere fremad og automatisk får os til at gå mod venstre – altså mod uret. Mange mennesker har spekuleret i, at det er denne naturlige tendens til at hælde lidt til den ene side, som er årsagen til, at man i dag løber mod uret ved blandt andet løb på bane,« fortsætter Peter Radford.
\ Læs mere
Forskellige stadions valgte forskellige løberetninger
Mennesker har åbenbart en tendens til at gå mod venstre, og heri ligger måske svaret på, hvorfor det med tiden er blevet besluttet, at sports skal foregå den samme vej.
Så nemt er det dog ikke.
Der er ifølge Peter Radford nemlig problemer med at drage disse konklusioner.
Blandt andet fortæller han, at der på daværende tidspunkt, hvor konklusionerne blev lavet, ikke var fuldstændig enighed om, hvorvidt mennesker var disponeret for at dreje mod høje eller mod venstre.
Nogle mente det ene, mens andre mente det andet.
»Men ikke desto mindre kunne de personer, der bestemte atleternes bane rundt om atletikbanen, trække på den viden, som man havde til rådighed den gang,« forklarer Peter Radford. Han tilføjer:
»Før standardiseringen betød det, at man på nogle stadions valgte at løbe med uret, mens man på andre stadions valgte at løbe mod uret. Det er på den måde let at se, hvordan de forskellige traditioner opstod,« forklarer Peter Radford.
Grækere løb mod uret
I slutningen af 1920’erne opstod der ifølge Peter Radford en ny debat.
For hvis det er naturligt for mænd at løbe i én bestemt retning i dag, måtte det også have været sådan før i tiden – også i oldtiden.
Vi vender altså for en stund tilbage til antikkens Grækenland og de første stadions med løbekonkurrencer.
Ifølge Peter Radford skrev Edward Norman Gardiner i 1930 en meget anerkendt bog om atletik i oldtiden baseret på kilder fra perioden.
I bogen skrev han blandt andet, at da man introducerede 400-meter løbet i 724 f.v.t., løb sprinterne frem til en pæl og omkring den.
Edward Norman Gardiner skrev spørgende: ‘Løb de parallelt med banen og drejede venstre omkring hver deres pæl, eller drejede de alle sammen om den samme pæl i midten?’
»Læg mærke til, at han gik ud fra, at de løb venstre om pinden – altså mod uret,« påpeger Peter Radford.
Hænderne vil have dig til at løbe venstre om en pind
Nuvel, bogen om atletikkens historie er fra 1930, og på samme tid opstod en ny debat omkring, hvorvidt det var mere naturligt at dreje den ene eller den anden vej om en pæl.
Var det mere naturligt for atleter at dreje venstre om en pæl eller højre?
Her blev der ifølge Peter Radford fremlagt nogle nye argumenter for, at det er mere naturligt at løbe venstre om en pind – altså mod uret, og det er årsagen til, at det senere hen blev normen.
Argumentet gik blandt andet på, at hvis man løber for fulde kraft frem mod en pæl og griber fat i den, er det mere naturligt for højrehåndede personer at gribe fat i den med venstre hånd, da venstre hånd er den stabiliserende hånd.
Af andre eksempler kan nævnes, at man skriver med højre hånd og støtter papiret med venstre, og samme princip gælder, når man bruger kost og fejebakke, hammer og mejsel, spiller violin og så videre.
Da der er flere højrehåndede personer, giver det mest mening, at alle løber venstre om pælen.
»Jeg tager ikke side i den debat eller accepterer, at hænderne har noget at gøre med valget af den vej, som man løber rundt på en bane, men debatten peger på, hvilke ideer man havde, da reglerne omkring løb på baner og standarder blev lavet,« forklarer Peter Radford.
Debatten fortsætter
Efter alle disse argumenter omkring benlængder, stærkere højreben og hænder, som flest mennesker bruger til at støtte papiret med, blev man i 1920’erne og 1930’erne alligevel ikke enige om, hvorvidt det er mest naturligt at dreje til højre eller dreje til venstre.
»Ikke desto mindre begyndte tingene på et tidspunkt at blive standardiseret imod løb på bane mod uret. Det sidste eksempel, jeg selv kan huske, var 13. maj 1958. I min løbskalender har jeg skrevet ‘Bland Cincer – run round right handed turns’ – altså med uret. Jeg skulle notere resultatet af et 220 yard og et 4×110 yard race mod Cambridge University,« beretter Peter Radford.
»Hvor lang tid denne praksis fortsatte derefter, ved jeg ikke, men det kan ikke være lang tid. Men debatten omkring, hvilken vej atleter løber eller burde løbe rundt om en bane, har eksisteret i århundrede – måske årtusinder, og vi får måske aldrig svaret,« slutter han.
Vi er kommet til vejs ende og håber på, at Jon Kaldan har fået et tilfredsstillende svar. Vi takker i hvert fald for spørgsmålet og kvitterer med en af vores flotte ‘Spørg Videnskaben’-T-shirts.
Vi takker også Thomas Heine Nielsen, Hans Bonde, Martin Polley, Dave Day, Tom McNab og ikke mindst Peter Radford med at finde frem til et svar.
Sidder du med et spørgsmål, som du mener, at videnskaben kan svare på, er du altid velkommen til at sende det til sv@videnskab.dk.
