Da Videnskab.dk's norske søstersite, forskning.no, for nylig delte en artikel om FN's nye klimarapport, fik indlægget 719 reaktioner.

192 af dem var latter-smileys.

Nyhedsartikler, som bliver delt på Facebook, vidner om det samme. Personer, der er skeptiske over for videnskaben, udtrykker det med lattersmileys og vrede kommentarer.

Hvorfor er splittelsen i befolkningen så stor? Hvorfor er nogle villige til at foretage ændringer, mens andre er det stik modsatte?

Har selv oplevet modstand og hetz

Forskning.no har talt med psykolog Knut Ivar Karevold og bedt ham forklare psykologien bag denne debat. Han er klimapsykolog ved Institut for Klimapsykologi i Norge.

Han fortæller, at han har oplevet både eksempler på modstand og hetz fra modstandere af forskellige klimatiltag.

»Jeg har også set, at dem, der er klimamodstandere, grupperer sig i forskellige foreninger, simpelthen slår sig sammen. De mener omtrent det samme om klima alligevel,« siger han.

Knut Ivar Karevold er ekspert i gruppetænkning. Han er derfor opmærksom på, hvad der er med til at forstærke 'os og dem'-holdninger, som man ser meget af i klimadebatten.

Tre grundholdninger til klimatiltag: negativ, neutral og positiv

Han siger, at folks holdning til de fleste problemer varierer meget. Det gælder også klimaproblemet. Hvis vi skal lave en simpel kategorisering, kan den se sådan ud:

1. Personer, der er negative over for at løse klimaproblemet.
2. Personer, der er neutrale over for klimaproblemet.
3. Personer, der er positive over for at finde løsninger.

Gruppe 3 er ofte drivkraften bag klimatiltag, mens gruppe 2 er åbne for at slutte sig til relevante synspunkter, formidlet med forståelige virkemidler.

Gruppe 1 benægter ofte, at klimaforandringerne overhovedet eksisterer, og modarbejder derfor også klimavenlige løsninger.

Men hvorfor bliver nogle mennesker så stærke klimamodstandere?

Hvorfor bliver de så vrede?

Hvorfor er nogle af modstanderne så vrede?

»Det er fristende at tro, at de er vrede på noget eller på nogen,« siger Knut Ivar Karevold.

Når folk er vrede, har de ofte været bange først. Vrede er ofte en reaktion på frygt, forklarer han.

»Det kan være, at det faktisk er klimafrygt, som får folk til at blive klimavrede og gruppere sig.«

Han fremhæver dogmatisme og meget kategorisk tænkning som typiske tegn på vred tænkning. Det betyder, at man får en sort-hvid tankegang.

Den norske Facebook-gruppe 'Folkeopprøret mot klimahysteriet' har mere end 164.000 medlemmer. (Foto: Screenshot fra Facebook)

»Dem, der ikke er vrede, kan se en sag mere nuanceret og analytisk. De kan se en sag fra flere synsvinkler. Med tryghed og analytisk tænkning åbner man op for mange forskellige perspektiver om det samme. Og mange indfaldsvinkler om, hvordan man løser problemet.«

Dem, der er vrede, finder trosfæller, forklarer psykologen, som de slår sig sammen i grupper på de sociale medier.

Der mødes de og bliver endnu mere enige. Sådan får de deres meninger forstærket af de andre i gruppen. Samtidig slipper der ingen andre meninger eller tanker ind.

Og så bliver meningsmodstanderne fjender.

Et demotiverende problem

Knut Ivar Karevold kalder klimakrisen for et demotiverende problem. Det er uklart, hvordan problemet skal løses. 

Vi ved ikke, hvor godt de løsninger, vi har, fungerer, og der går mange, mange år, før resultaterne af tiltagene måske kan ses.

»Det er som at lægge penge i en sparebøsse, hvor vi ikke kan tælle dem. Det er uklart, om vi får de opsparede penge tilbage. Eller måske får folk i andre dele af verden dem, og så får vi ikke noget ud af det,« siger klimapsykologen.

Klimakrisen er fuld af komplicerede sammenhænge, og så er det lettere at benægte, at den eksisterer.

»Man afviser og forenkler i ét hug,« forklarer Knut Ivar Karevold.

Det bliver endnu mere demotiverende, når pisken bruges i stedet for guleroden. Folk er generelt mere motiverede til at foretage ændringer for at få det bedre.

»Her er det modsat. Hvis du ikke gør noget, får du det meget værre.«

Frygt for konsekvenserne - det vil sige skovbrande, oversvømmelser og storme - kan udløse apati, påpeger Karevold.

Ikke plads til fakta

I debatten forsøger mange klimaaktivister at konvertere klimabenægterne. Målet er at få dem til at forstå. Psykologen mener, at det er en vanskelig kamp, ​​som kræver flere omkostninger, end vi får tilbage i form af gevinster.

»De lader sig ikke påvirke af fakta. Fakta, der viser, at de tager fejl, bruges til at bekræfte, at de har ret.«

Her er vi inde på emnet konspirationsteorier. 

Forskning.no-redaktøren Nina Kristiansen skrev en kommentar om dette tidligere på året. 

Hun spurgte: 'Kan man overbevise én, der tror på konspirationer om, at han tager fejl?'

Redaktøren forsøgte, og i kommentarartiklen kan du læse, hvordan det gik.

»Konspirationsteoretikere, klimamodstandere og sekter har meget fælles dynamik. Men der er forskellige ting, de er optagede af,« siger Knut Ivar Karevold.

På Videnskab.dk har vi selv bragt en artikel, hvor forskere gav fire gode råd til, hvordan man snakker med en konspirationsteoretikker. Men som Nina Kristiansen også kommer frem til, skal man ikke regne med at omvende nogen.

Bruge energi på flertallet?

Men hvis man ikke skal forsøge at nå ind til skeptikerne med etableret videnskab - er der så håb?

Skeptikerne får i første omgang for meget opmærksomhed i forhold til dem, der er mere neutrale, mener Knut Ivar Karevold.

Mens modstandere stritter imod og undgår at lytte, venter de neutrale på råd og tips og klarere svar.

»Hvis vi skal løse klimaproblemet, er det logisk set vigtigere at hjælpe den neutrale gruppe med at vælge lidt mere rigtigt 10 procent mere, end at få 5 procent til at vælge hundrede procent bedre.«

Knut Ivar Karevold laver en metafor: Det er lettere at få en medgørlig flok dyr til at gå i den ønskede retning, sammenlignet med at få ét enkelt stædigt æsel til at vende sig om.

Den gule lattersmileys

Til sidst spørger forskning.no Knut Ivar Karevold om det latterrespons, der florerer under nyhedsartikler om klima på Facebook. Hvordan er de tilsyneladende blevet et yndlingsvåben?

Knut Ivar Karevold hiver sekt-parallelen frem igen:

Der var flere lattersmileys end grædeemojis under dette opslag fra Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet (NTNU). (Foto: Screenshot fra Facebook)

»Det, man gør i sekter, er at degradere andre ved at latterliggøre dem. At andre er dumme, mens de selv er kloge - det er, hvad du ser på emojierne. De har foragt for viden og videnskab og foragt for det nuancerede i verden.«

»De ser også et eller andet behov for at nedgøre dem, der er uenige. For at ydmyge, støde andre ud.«

Og fordi meningsmodstanderne betragtes som fjender, er det okay at være ubehagelige mod dem.

»Had og latterliggørelse er stærke sociale virkemidler.«

Knut Ivar Karevold har en opfordring:

»Vi må ikke acceptere klimamodstandernes præmis om, at dette er en kamp mellem venner og fjender. Det skal løses gennem samarbejde og analytisk tænkning.«

Måske er der håb - netop fordi vi er mennesker?

»Menneskets bedste egenskab og konkurrencemæssige fordel i kampen for at overleve er sammenhold og samarbejde. Derfor har vi fået så stor en plads på Jorden i forhold til andre arter,« siger Knut Ivar Karevold.

©Forskning.no. Oversat af Stephanie Lammers-Clark. Læs den oprindelige artikel her.