Hvorfor bliver der ved med at være krig i Afghanistan?
Hvad er der galt med landet? Sådan spørger en læser, som bor i Danmark, men er født og opvokset i Afghanistan.
krig afghanistan sikkerhedspolitik usa nato soldater taliban bomber terror

Efter årtiers krig er der stadig ikke fred i Afghanistan. (Foto: Shutterstock)

5.000 kilometer fra vores danske andedam, i det centrale Asien, ligger Afghanistan - et stort, tørt og fattigt land med høje bjerge og ufattelig meget lidelse.  

Borgerkrig, lokale konflikter, bomber og terror har i løbet af de seneste 50 år kostet mange hundredetusinder afghanere livet og sendt millioner på flugt.

En af dem er Atef Qayoumi. Han er født i Afghanistan, men flygtede til Danmark, da han var omkring 16 år.

»I dag - seks år senere - tænker jeg af og til: Hvad er der galt med Afghanistan? Hvorfor har der altid været krig der?« spørger Atef Qayoumi.

Du har sikkert gættet det: Svaret er ikke enkelt.

»En cocktail af faktorer medvirker til, at situationen i Afghanistan bliver ved med at være rigtig dårlig,« siger Sten Rynning, der er professor i international politik på Syddansk Universitets Institut for Statskundskab.

Fred har lange udsigter

I hele Atef Qayoumi liv har der ganske rigtigt være militære konflikter og krigstilstande i Afghanistan, bekræfter professoren.

I dag er der ikke decideret krig. Hele landet er ikke i undtagelsestilstand, men Afghanistans befolkning lever stadig i konstant usikkerhed: Voldelige konflikter, uro og terror bliver ved med at hærge, fortæller de forskere, Videnskab.dk har talt med.

»Det ligger ikke i kortene, at Afghanistan bliver et fredeligt land foreløbig,« siger David Vestenskov, der er konsulent ved Forsvarsakademiets Institut for Militære Operationer og beskæftiger sig med den sikkerhedspolitiske situation i Afghanistan.

»Der er kampe om territorier, især i landområderne, og så er der ugentlige terrorangreb i de større byer. Sikkerhedssituation er generelt blevet forværret siden 2014, hvor NATO trak de fleste styrker ud af landet,« siger han. 

afghanistan krig taliban islam terror borgerkrig nato

Afghanske børn leger på en kampvogn. (Foto: Shutterstock)

Individet er vigtigere end staten

De to forskere, David Vestenskov og Sten Rynning, nævner flere grunde til, at freden bare ikke vil indfinde sig i Afghanistan. Her er de vigtigste:

  • Stedfortræderkrige: Siden 1800-tallet har fremmede magter brugt Afghanistan som en kampplads i stedet for at lege krig hjemme hos sig selv. I dag kæmper Pakistan, Iran og Indien om at få indflydelse i Afghanistan ved at sende penge til forskellige oprørsstyrker og terrorgrupper, som kæmper mod den afghanske regering. Tidligere kæmpede USA og Sovjetunionen om magten i Afghanistan. Læs om, hvordan landet blev en brik i stormagternes spil i boksen under artiklen.

  • Ustabil stat: Afghanistan har ikke tradition for at have en central regering, som fører en samlet politik for, hvor landet skal bevæge sig hen. I stedet er der tradition for, at lokale klanledere kontrollerer befolkningen i de enkelte provinser. Derfor opstår der hele tiden lokale magtkampe. Samtidig modarbejder de lokale ledere den centrale stat.

»I Afghanistan er man vant til et system, hvor individets interesser vejer tungere end statens. Når magten ligger ved individer, sætter de lokale klanledere deres egne interesser over statens. Magten og allianceforhold skifter, alt efter hvem der vurderes til at være stærkest i morgen,« siger David Vestenskov.

Lokale høvdinge, kriminelle og oprørsledere bruger med andre ord våben og trusler til at få magt og skrabe penge ind til sig selv og sine støtter i stedet for at bakke op om fred og stabilitet i hele landet.

Bjergområder og nogle landlige provinser er i øjeblikket helt kontrolleret af lokale klanledere og oprørsstyrker, for eksempel undergrupper af den islamistiske, fundamentalistiske bevægelse Taliban. De respekterer ikke nationale love, men har deres egne retssystemer.

»På nuværende tidspunkt styrer regeringen i Kabul de store byer og landets overordnede infrastruktur, men ude på landet og i bjergene har lokale autoriteter stadig magten,« siger Sten Rynning.  

afghanistan krig taliban islam terror borgerkrig nato

Afghansk soldat, der kæmpede for den kommunistiske general Rashid Dostum under borgerkrigen i 1992-1996. (Foto: Shutterstock)

Historien forklarer nutiden

Forklaringen på, at Atefs fødeland konstant er på grænsen til at eksplodere i borgerkrig, er historisk.

Situationen i dag trækker ifølge Sten Rynning tråde helt tilbage til 1800-tallet. I denne artikel nøjes vi dog med at gå tilbage til 1973, hvor der skete et vendepunkt i Afghanistans historie:

Et kongedømme, der havde haft styret i Afghanistan siden 1700-tallet, blev i 1973 afsat ved et kup.

»Op gennem 1960’erne havde Afghanistan ellers været inde i en god periode. Der var fred, og landet var i gang med en demokratiseringsproces,« siger Sten Rynning.

Men den nye præsident, Mohammed Daoud Khan, som kom til magten i 1973, var utålmodig: Han ville fremskynde den modernisering, kongen havde sat i gang.

Klanlederne, der regererede i de landlige provinser og oppe i bjergene, var ikke med på præsidentens idé om at opbygge et demokrati og en centralregering med base i Kabul. Så han fik aldrig landbefolkningens opbakning.

Afghanistan blev mere og mere splittet, siger Sten Rynning.

Afghanistan - en brik i kold krig

Spørg Videnskaben

Her kan du stille et spørgsmål til forskerne om alt fra prutter og sure tæer til nanorobotter og livets oprindelse.

Du kan spørge om alt - men vi elsker især de lidt skøre spørgsmål, der er opstået på baggrund af en nysgerrig undren.

Vi vælger de bedste spørgsmål og kvitterer med en Videnskab.dk-T-shirt.

Send dit spørgsmål til: sv@videnskab.dk

I midten af 1970’erne blev det splittede Afghanistan suget ind i den kolde krig.

Den kolde krig var ikke en rigtig krig, men et våbenkapløb mellem de kommunistiske lande i Øst (ledet af Sovjetunionen) og de liberale lande i Vest (ledet af USA). De to stormagter prøvede at erobre så meget magt i verden som muligt.

Sovjetunionen sendte under den kolde krig penge og våben til det afghanske kommunistparti, der modarbejdede præsidenten Mohammed Daoud Khan. I 1978 myrdede kommunister præsidenten og tog magten over Afghanistan.

Året efter invaderede Sovjetunionen Afghanistan.

USA svarede igen ved at sende våben og penge til afghanske oprørsbevægelser. Nogle af oprørsstyrkerne var islamister, der ville af med de antireligiøse, kommunistiske magthavere.

Kampene mellem kommunisterne og de amerikansk støttede islamister udviklede sig i 1992 til en blodig borgerkrig.

Afghanistan blev destrueret

Krigen varede til 1996, kostede 600.000 afghanere livet og sendte millioner på flugt.

Den fundamentalistiske, islamistiske bevægelse Taliban erobrede flere og flere provinser.

»Da koldkrigs-magterne trak sig ud i 1989, var Afghanistan fuldstændig destrueret. Taliban bevægelsen, som sagde, at den ville frelse nationen, havde gode vilkår i det tilbagestående land,« siger Sten Rynning.

I 1996 tog Taliban magten og holdt Afghanistans befolkning i et religiøst jerngreb. 

»Under Taliban blev Afghanistan fuldstændig lukket for omverdenen. Det blev et meget tilbagestående land,« siger David Vestenskov.

Taliban-regimet fulgte sharia (islamiske skikke) meget bogstaveligt og forbød tv, musik og dans. Kvinder blev henrettet offentligt, for eksempel hvis de var utro. De fik forbud mod at arbejde uden for hjemmet, skulle være totalt tildækkede, når de gik ud, og måtte ikke færdes offentligt uden at være ekskorteret af en nærtbeslægtet mand. Afghanske pigebørn måtte ikke gå i skole, og mænd fik forbud mod at trimme deres skæg.

afghanistan krig taliban islam terror borgerkrig nato

Under Taliban blev kønnene holdt adskilt. Kvinder blev straffet hårdt, hvis de viste sig offentligt uden at være tildækkede. (Foto: Shutterstock)

USA gik i krig mod terror

Taliban blev aldrig anerkendt som legitim regering af verdenssamfundet, men fik alligevel lov til at regere Afghanistan i en årrække. Efter kommunismens fald og den kolde krigs afslutning interesserede Vesten sig ikke længere synderligt for, hvad der foregik i landet, som Taliban gav navnet ‘Afghanistans Islamiske Emirat’.

Først omkring årtusindskiftet begyndte USA igen at bekymre sig om Afghanistan. I 2001 blev Afghanistan trukket ind i Vestens krig mod terrorisme.

Krigen mod terror startede, efter at 19 mænd med tilknytning til den islamistiske terrororganisation al-Qaeda kaprede to fly, fløj dem ind i World Trade Centrets tvillingetårne i New York og dræbte 2.995 mennesker.

Al-Qaedas øverste leder var Osama Bin Laden. Han boede i Afghanistan, hvor Taliban tillod, at Al-Qaeda havde militære træningslejre.

Den 7. oktober 2001 begyndte USA og Storbritannien at bombe Afghanistan. Målet var at bekæmpe Taliban og al-Qaeda.

Taliban-styret overgav sig efter ni uger, men fortsatte med at kæmpe mod invasionsstyrkerne fra USA og Storbritannien.

afghanistan krig taliban islam terror borgerkrig nato karzai demokrati stammesamfund

Hamid Karzai blev i 2001 udnævnt af FN til at være leder af Afghanistans overgangsregering. I 2004-2014 var han landets første demokratisk valgte præsident. (Foto: Shutterstock)

Ambitioner om demokrati var urealistiske

I de efterfølgende 13 år blev flere hundredtusinder NATO-soldater, heraf 10.774 danske, sendt til Afghanistan for at bekæmpe lokale taliban-militser og skabe sikkerhed og stabilitet.

»Da Vesten gik ind i Afghanistan i 2001 var det indledningsvis med henblik på at straffe Taleban for ikke at udlevere al-Qaedas leder Osama Bin Laden. Efterfølgende var ambitionen at introducere et helt nyt, politisk system,« siger David Vestenskov.

Ofre for krigen mod terror

26.270 civile afghanere og 21.950 soldater fra de afghanske sikkerhedsstyrker blev dræbt mellem 2001 og 2014 i krigen mod Taliban, viser opgørelser fra Brown Univesity, USA. 

3.528 NATO-soldater, heraf 43 danske, omkom i Afghanistan mellem 2001 og 2016.

Der findes ikke præcise opgørelser over, hvor mange Taliban-krigere, der er omkommet.

USA og landets allierede begyndte at pumpe milliarder ind i projektet, der gik ud på at opbygge en demokratisk og en velfungerende afghansk stat, fortæller han.

Men Vestens ambitioner om at indføre demokrati overalt i Afghanistan var alt for høje, siger begge forskere.

»Vi gik for vidt. Det blev alt for stort og ambitiøst. I dag har man erkendt, at det bliver nødt til at være en moderat modernisering. Hvis man bare træder speederen i bund, kører det hele i grøften,« siger Sten Rynning.

Problemet er, at de lokale klanledere ude i provinserne, ikke har været med på idéen om at indføre  demokrati. Derfor minder situationen i dag om den, der i 1970’erne endte i en ødelæggende borgerkrig, siger professoren.

David Vestenskov er enig:

»I 2003 kastede vi (NATO) os ud i et nationsopbygning-projekt, som var funderet i alt det, Vesten gerne ville have: Pigeskoler og demokratiske rettigheder. Men det var ret naivt. I bagklogskabens klare lys kan vi se, at det projekt, der blev sat i værk, var alt for ambitiøst.«

Den afghanske stat er skrøbelig

Vesten har skrevet alt for mange checks ud til et projekt, der ikke er bæredygtigt på lang sigt, mener David Vestenskov.

Siden 2001 har Afghanistan fået billioner af dollars til at opbygge en stærk og stabil stat med en centralregering i landets hovedstad, Kabul. Alligevel er landet stadig på randen af en borgerkrig.

»Den afghanske stat er en skrøbelig konstruktion, som er fuldstændig afhængig af pengene fra Vesten, primært fra USA. Centralstyret i Kabul falder, hvis den udenlandske støtte forsvinder. Konsekvensen vil være endnu en vild og blodig borgerkrig,« siger David Vestenskov.

Situationen i dag

I 2014 blev NATO’s kampsoldater trukket ud af Afghanistan, og ansvaret for landets sikkerhed overgik til den afghanske regering. Der er dog stadig NATO-styrker, blandt andet 150 danske og over 10.000 amerikanske soldater, i Afghanistan. NATO-soldaterne deltager ikke direkte i kamp, men står for at træne de afghanske sikkerhedsstyrker.  

Pengene fra Vesten sikrer godt nok en nogenlunde stabil, politisk situation i de store byer, men de er ikke en langsigtet garanti for fred. For den amerikansk støttede afghanske regering har fjender.

Afghanistans nabolande, Pakistan og Iran, er ikke interesserede i, at USA har for meget indflydelse i regionen. Så nabolandene bliver ved med at modarbejde regeringen i Kabul, blandt andet ved at bakke op om forskellige oprørsgrupper, forklarer David Vestenskov.

»Når den afghanske regering er så afhængig af den økonomiske støtte, medfører det, at den politik, der bliver ført, unægteligt tager hensyn til vestlige interesser. Det bryder nabolandene sig ikke om,« siger han. 

Ny generation kan måske gøre det bedre

Krigen mod terror, svækkelsen af Taliban og Vestens tilstedeværelse i Afghanistan har dog også ført meget godt med sig, understreger David Vestenskov.

»Afghanistan er blevet åbnet op mod omverdenen. Den yngre generation i de større byer har fået adgang til viden og uddannelse i et helt andet omfang, end de har haft tidligere. Det kan være med til på lang sigt at gavne den måde, Afghanistan udvikler sig på,« siger han og fortsætter:

»Fremover er det vigtigt, at den yngre generation bliver involveret i centraladministrationen. Man skal have opbygget et bæredygtigt system, som Iran og Pakistan på længere sigt vil føle sig trygge ved at indgå aftaler med.«

Afghanistans fremtid afhænger også af, om regeringen i Kabul kan forhandle sig frem til en løsning med Taliban og andre lokale klanledere, der sidder på magten ude i provinserne, siger både David Vestenskov og Sten Rynning.

Så altså, Atef Qayoumi: Vi må slutte af med et blandet budskab:.

Afghanistan bliver næppe et fredeligt land foreløbig. Men en ny generation af afghanere i de store byer er demokratisk orienterede og veluddannede. Opgaven er stor, men måske kan de unge fremover lede et misbrugt Afghanistan i en anden og mere fredelig retning.

Således opmuntret sender vi en varm tak til Atef Qayoumi for det store spørgsmål, som vi kvitterer for med en t-shirt med Videnskab.dk’s flotte logo. Også en stor tak til forskerne for deres svar, som forhåbentlig gjorde os alle en lille smule klogere.

Geografi har gjort Afghanistan til en brik i det storpolitiske spil

Afghanistan er igen og igen bliver brugt af fremmede stater som en krigsarena, hvor de har kæmpet om magten i Centralasien. Hovedårsagen er Afghanistans geografiske placering.

afghanistan krig taliban islam terror borgerkrig nato karzai demokrati stammesamfund

Afghanistan ligger mellem Centralasien og Sydasien. Landet grænser bl.a. op til Pakistan og Iran. Der er ingen adgang til havet. (Foto: Shutterstock)

Allerede i 1800-tallet blev Afghanistan centrum i en strid mellem stormagterne England og Rusland. På daværende tidspunkt var England en kolonimagt, som blandt andet havde koloniseret en stor del af det sydlige Asien. Kolonien 'Britisk Indien' omfattede det, der i dag er Indien, Pakistan, Bangladesh og Burma. 

Britisk Indien grænsede altså op til Afghanistan.

I starten af 1800-tallet ekspanderede også Rusland, som havde invaderet et stort område i Centralasien. Briterne frygtede, at Rusland skulle invadere Afghanistan og derigennem trænge ind i Bristik Indien.  

I 1838 angreb briterne Afghanistan og 'The great game', som det strategiske magtspil mellem russerne og briterne i Centralasien kaldes, var for alvor i gang. Magtkampen varede resten af 1800-tallet. Afghanistan blev en såkaldt stødpudestat mellem Rusland og Britisk Indien. En stødpudestat er en stat, der ligger mellem to stormagter og fungerer som støddæmper i den forstand, at den hindrer, at der opstår direkte militære sammenstød mellem dem. 

»Den europæiske magtkamp flyttede til Afghanistan, hvor Rusland og England intervenerede og kæmpede i bjergene. De to stormagter dominerede Afghanistan i det 19. århundrede, og der var ikke grundlag for, at Afghanistan kunne opbygge en stærk, selvstændig stat,« siger Sten Rynning. 

Geografi er altså en årsag til, at Afghanistan igen og igen bliver taget som gidsel i magtkampe mellem stormagter. Geografien har også gjort Afghanistan til et fattigt land. 

»Stærke stater bliver som regel opbygget omkring et økonomisk nøglepunkt. Men Afghanistan har ikke klima til en stor landbrugsproduktion, og der er ingen floder, som forbinder landet til havet. Der er ingen vandvej, hvor skibe kan komme ud og ind,« siger Sten Rynning. 

Grunden til, at Afghanistan aldrig har formået at opbygge en modstandsdygtig stat, der samler nationen, skal altså ses i lyset af, at landet har en svag økonomisk basis samtidig med, at det har været stødpude mellem store magter, forklarer Sten Rynning. 

»Man får en centralmagt i Kabul, som aldrig selv har kunnet samle muskler og økonomi til at dominere bjergområderne i Afghanistan,« siger professoren.

Den afghanske stat har derfor i århundreder været afhængig af økonomisk støtte fra udlandet. Det har gjort landet skrøbeligt og ude af stand til at sætte en stoppe for, at fremmede magter trænger ind og får indflydelse.

Ugens Podcast

Lyt til vores ugentlige podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.