Du ved, at han ved, hvor bomben er gemt. Men han vil ikke ud med sproget. Du har forsøgt at overtale ham, udsat ham for voldsom smerte, frataget hans søvn. Lige lidt hjælper det. 

Men hvad nu hvis et par milligram væske fra en kanyle kunne få den mistænktes tunge på gled? Et stof, der automatisk kunne få sandheden frem.

Tanken har strejfet mange i tidens løb, og efterretningstjenester verden over har forsøgt at finde sandheden via farmaceutiske midler - på mere eller mindre etisk korrekte måder.

Men hvilke midler har man forsøgt sig med, og hvordan har det virket? 

Det vil en af Videnskab.dk’s læsere, Peter, gerne have hjælp til at få svar på. Derfor har vi taget fat i Jesper Andreasen. Han er lektor i translational farmakologi på Institut for Lægemiddeldesign og Farmakologi på Københavns Universitet. 

Jesper Andreasen ved en masse om, hvordan psykofarmaka påvirker mennesker, og kan forklare, hvordan forskellige midler potentielt fungerer som et sandhedsserum. 

Men først lidt om sandhedsserums historie.

Fra vin til scopolamin

Sandhedssera har eksisteret i mange år. Der findes eksempler, som går hundredvis hvis ikke tusinder af år tilbage. Dengang bestod sandhedsserum dog egentlig bare af vin og alkohol. 

Den første brug af sandhedsserum til at løse en retssag fandt sted i New York i 1903. Her brugte politiet æter til at få sandheden ud af en betjent, der havde myrdet sin kone. 

Det kan man læse i en artikel om sandhedsserum af professor i kemi Joseph Schwarcz fra McGill University i Canada.

Æter bliver dog ligesom alkohol heller ikke rigtig betegnet som et sandhedsserum. Det stof, der bliver betegnet som verdens første sandhedsserum, bliver derimod opdaget cirka 12 år senere. 

I 1915 opdagede fødselslægen Robert House, at stoffet scopolamin kunne bruges til andet end bedøvelse. Når patienterne fik en indsprøjtning med stoffet, blev de søvnige, men Robert House kunne også observere en anden interessant virkning: 

Hvis patienterne ikke blev slået helt ud af sprøjten, kunne de finde på at fortælle deres allerdybeste hemmeligheder.

I 1922 blev scopolamin testet på to indsatte i et fængsel i Dallas, og konklusionen fra Robert House var utvetydig. Personer, der er påvirket af scopolamin, er ikke i stand til at lyve, fordi stoffet midlertidigt ødelægger hjernens evne til at ræsonnere. 

Robert Houses eksperiment fængslet i Dallas ledte til, at de to indsatte blev erklæret uskyldige, og efterfølgende blev scopolamin brugt som sandhedsserum i flere retssager. (Foto: Shutterstock)

Gør dem dumme

Scopolamin er et sandhedsserum, som Jesper Andreasen har arbejdet med, og det er faktisk et af de mest berømte sandhedssera, forklarer han. 

»Vi bruger det i forsøg på mus for at gøre dem ufokuserede. Når de er ufokuserede, kan vi give dem andre stoffer for at se, om de kan gøre dem mere fokuserede. Vi gør dem simpelthen dumme,« siger Jesper Andreasen. 

Og det er netop derfor, at scopolamin fungerede for Robert House, da han brugte stoffet til at fælde kriminelle i USA i 20’erne. 

Jesper Andreasen forklarer, at brugen af scopolamin og mange andre stoffer til at få sandheden frem handler om at gøre personen med hemmeligheden dummere. 

»Det handler om at svække koncentrationen. Sandheden er nemmere at huske end en løgn. Når man skal lyve, skal man lave en parallel virkelighed, og hvis man har svært ved at få styr på tingene i hovedet, falder løgnen fra hinanden,« siger Jesper Andreasen.

Man skal have mange bolde i luften, når man skal fortælle en løgn eller holde på en hemmelighed. Og det bliver altså svært, når scopolamin gør en helt bims. 

Nazityskland og KGB kommer ind i kampen

I 1920’erne efter Robert House’ opdagelse blev scopolamin brugt i flere retssager i USA, men ikke uden kritiske røster. 

I 1932 lykkedes det modstandere at få sat en stopper for scopolamin som sandhedsserum, da retten fastslog, at det overtrådte loven om selvinkriminering. Det brød med ‘the right to remain silent’, retten til ikke at udtale sig. Der blev således sat en stopper for brugen af sandhedsserum - for en stund. 

For der gik ikke lang tid, før der blev eksperimenteret med andre stoffer, som minder meget om scopolamin. Det var blandt andet såkaldte barbiturater, der i særdeleshed blev brugt under og efter Anden Verdenskrig til psykiatriske formål.

Ligesom scopolamin er nogle af virkningerne ved barbiturater såsom amytal og pentothal, at de får en til at slappe meget af.

»Men det er nogle stoffer, der har flere bivirkninger. De lægger en dæmper på signaler hist og pist og alle vegne, og man bliver sgu lidt dum af dem, hvis jeg skal tale lige ud af posen,« siger Jesper Andreasen.

Sideløbende med USA blev det også populært at undersøge brugen af sandhedsserum i andre lande. I Nazityskland eksperimenterede de blandt andet med det psykedeliske stof meskalin, og i Sovjetunionen var KGB i fuld sving med at teste et stof, der fik kodenavnet ‘SP-17’.

KGB brugte i høj grad det hemmelige stof SP-17 til at undersøge agenters loyalitet. Det var et særdeles effektivt middel, fordi det hverken havde en lugt eller smagte af noget, og så var det gennemsigtigt og derfor nemt at give til ofrene uden deres vidende. (Foto: Shutterstock)

CIA’s begejstring

Især CIA, der blev oprettet kort efter Anden Verdenskrig, kunne lide tanken om et sandhedsserum. Agenturet udførte utallige forsøg med forskellige stoffer i årene efter Anden Verdenskrig, 

Det bliver blandt andet udforsket i bogen Psykologer I CIA’s Tjeneste af Rolf Kuschel. Han var professor i socialpsykologi ved Institut for Psykologi på Københavns Universitet, men lever desværre ikke i dag.

CIA udførte forsøg med LSD på mange uvidende forsøgspersoner. Den amerikanske maler Stanley Glickman blev offer for det, da han drak en drink, som CIA-agenter havde puttet LSD i. Eksperimentet resulterede i, at Stanley Glickman udviste klare tegn på sindssyge, og han kom aldrig til at male igen. (Foto: Shutterstock)

CIA forsøgte sig med mange forskellige midler i årenes løb. Et af dem var det psykedeliske stof, LSD, som man forsøgte at bruge til at nedbryde spioners modstand under forhør. 

I 50’erne besluttede CIA sig blandt andet for at teste LSD på børnelokkere og voldtægtsforbrydere. Idéen var, at disse mennesker bar på en dyb sandhed og derfor var ideelle som forsøgspersoner. 

CIA fik derfor nogle forskere til at prøve at få de indsatte til at afsløre deres hemmeligheder ved at give dem en blanding af LSD, cannabis og hypnose.

Efter forsøgene på de kriminelle, der var delvist succesfuld, blev processen mere og mere hensynsløs. Forskerne blev særdeles rundhåndede med LSD og andre stoffer som morfin, meskalin, psilocybin og benzedrin.

Det blev givet til fanger, indlagte patienter, alkoholikere og selv andre CIA-agenter, hvoraf mange fik ødelagt deres sind og liv. LSD som sandhedsserum blev aldrig en succes.

Du stoler pludselig på din fangetager

LSD som sandhedsserum fungerer anderledes sammenlignet med scopolamin eller barbiturater.

»Det handler ikke om, at man er for dum til at holde på en hemmelighed. LSD afkobler en fra virkeligheden. Det er en psykedelisk oplevelse, der giver opmærksomhedsproblemer, og så tænker jeg, at man kan komme til at sige sandheden,« siger Jesper Andreasen.

Han sammenligner det lidt med, hvis man brugte bedøvelsesmidlet ketamin som sandhedsserum. I den rette dosis gør det en vågen, men mentalt dissociativ - en tilstand, hvor man er mentalt bortrejst, men stadig godt kan svare på spørgsmål.

»LSD giver også øget tillid til andre mennesker ligesom ecstasy. Det virker altså meget prosocialt, og man bliver generelt mere åben, mens man ikke har nogen kognitiv forstyrrelse,« siger Jesper Andreasen. 

En af effekterne ved ecstasy og LSD kan være, at man føler mere tillid til andre. I en afhøringssituation kan det altså være, at man har mere lyst til at fortælle ens inderste hemmeligheder. 

»Man kan forestille sig, at den afhørte pludselig siger til sin fangetager, ‘Du er en rigtig guttermand. Kom og få et kram, og så skal du bare høre’,« siger Jesper Andreasen.

Mirakelmiddel eller tortur?

Mange efterretningstjenester og lande har forsøgt sig med sandhedsserum. Men der er aldrig blevet produceret et officielt bevis på et sandhedsserum, der er fuldt ud effektivt. 

Sandhedsserum bliver dog stadig brugt den dag i dag. I 2008 kom det blandt andet frem, at forhørsledere i det indiske politi brugte et uidentificeret stof til at fange en attentatmand bag en række terrorangreb i Mumbai. 

Det bruges altså stadig af visse nationer på trods af, at det anses for at være særdeles uetisk, og ifølge international lov er sandhedsserum betegnet som tortur. 

Men kan man så bruge stoffer til at få sandheden frem? Konklusionen må altså være ja. Men man kan ikke være sikker på, at man rent faktisk får sandheden. 

I 2013 besluttede journalisten Michael Mosley sig for at teste, om et barbiturat, der hedder thiopental, kan fungere som sandhedsserum. 

Det fungerer meget ligesom Robert House’ scopolamin og de andre barbiturater, som diverse efterretningstjenester eksperimenterede med i det 20. århundrede. 

Du kan se eksperimentet i videoen nedenfor.

Tak til Peter for det gode spørgsmål. Vi kvitterer naturligvis med en Videnskab.dk-T-shirt for det. 

Hvis du selv går rundt med en undren, som du gerne vil have et videnskabelig svar på, kan du sende dit spørgsmål til sv@videnskab.dk. Så kan det være, at en af vores journalister kaster sig over spørgsmålet, og at du efterfølgende får tilsendt en Videnskab.dk-T-shirt.