Neandertalerne (Homo neanderthalensis) fascinerer både forskere og almindelige dødelige. De er centrale i debatten om slægten Homo – den brede biologiske klassifikation, som vi mennesker og vores slægtninge falder under.
Neandertalere er også afgørende for forståelsen af, hvad der er enestående – og hvad der ikke er – ved vores egen art, Homo sapiens.
Mennesket og neandertalerne havde en fælles forfader for omkring 600.000 år siden. Neandertalerne udviklede sig i Europa, før de spredte sig i Eurasien (fællesbetegnelse for Europa og Asien) ad flere omgange, mens vi udviklede os i Afrika.
Neandertalerne uddøde for omkring 40.000 år siden, mens vi befolkede verden og fortsat lever.
Sprogets udvikling er svært at undersøge
Det har længe været diskuteret, hvorvidt vores forskellige skæbner er en konsekvens af forskelle i sprog og tænkning.
Evidensmængden peger på, at der var vigtige forskelle i hjernen hos vores art og hos neandertalere, hvilket har gjort det muligt for moderne mennesker (H. sapiens) at hitte på abstrakte og komplekse idéer gennem metaforer – altså evnen til at sammenligne to ikke-relaterede ting. I den henseende ser opbygningen af vores arts hjerner ud til at have afveget fra neandertalernes.
En del forskere fortolker skeletter og arkæologisk evidens som tegn på disse dybdegående forskelle. Andre mener dog ikke, at der var forskelle. Andre igen hælder til en middelvej.
Det er ikke så overraskende, at forskerne er uenige, når de forsøger at udlede uhåndgribelige faktorer fra materielle rester som knogler og artefakter.
Evidensmængden er mangetydig og sat sammen stykke for stykke, hvilket giver os et komplekst puslespil for, hvordan, hvornår og hvorfor sproget udviklede sig.
Heldigvis har de seneste opdagelser inden for arkæologi og andre discipliner føjet flere nye brikker til dette sprogpuslespil, hvilket gør det muligt at danne et billede af neandertalernes forstand.
Samme evne som os til at kommunikere gennem tale
Nye anatomiske beviser peger på, at neandertalerne havde talekanaler og høremæssige evner, der lignede vores, hvilket indikerer, at de fra et anatomisk perspektiv havde samme evne som os til at kommunikere gennem tale.
Opdagelsen af neandertaler-gener i vores egen art indikerer, at vores forfædre har haft sex med neandertalerne flere gange. Det peger på, at der har været effektiv kommunikation og sociale relationer mellem arterne.
Fundet af neandertaler-træspyd og brugen af harpiks til fremstilling af redskaber fremstillet af separate komponenter har også ændret vores syn på vores fortidsslægtninges tekniske færdigheder.
Smykkevedhæng lavet af fuglekløer og den sandsynlige brug af fjer som kropsudsmykning hævdes desuden at være eksempler på neandertalernes brug af symbolik; det samme gælder geometriske indgraveringer på sten og knogler.
\ Læs også
Lavede neandertalerne kunst?
Den mest opsigtsvækkende påstand er, at neandertalere skulle have produceret kunst ved at male rødt pigment på grottevægge i Spanien. Men flere af disse konklusioner om hulekunst er problematiske.
Beviset for neandertaler-hulekunst, som er kompromitteret af uløste metodiske spørgsmål, er sandsynligvis ikke korrekt, efter min mening.
Nye og hurtigt voksende beviser for, at moderne mennesker var til stede i Europa tidligere end for 40.000 år siden, udfordrer idéen om, at det var neandertalere, der stod bag disse geometriske designs – eller i det mindste at de gjorde det, før de symbolbrugende moderne mennesker kunne have haft indflydelse.
Overbevisende evidens for, at moderne mennesker og neandertalerne tænkte forskelligt
Uanset hvor godt et træspyd er lavet, er det ikke meget mere end en spids pind, og der er ikke fundet evidens for teknologiske fremskridt i løbet af hele den periode, neandertalerne eksisterede.
Og selvom de arkæologiske beviser fortsat er omstridte, leverer neurovidenskaben og genetik et overbevisende argument for sproglige og kognitive forskelle mellem H. neanderthalensis og H. sapiens.
En 3D-digital rekonstruktion af neandertaler-hjernen, skabt ved at omforme H. sapiens-hjernen og putte den ind i en afstøbning af hjernen (kaldet en endocast) fra en neandertaler, peger på væsentlige forskelle i strukturen.
Brugte mere hjernemasse til visuel bearbejdning
Neandertalerne havde en relativt stor nakkelap (også kaldet occipitallapen), så de brugte formentlig mere hjernemasse til visuel bearbejdning, og derfor var der også knap så meget hjernekapacitet tilovers til andre opgaver såsom sprog.
Neandertalerne havde også en forholdsvis lille og anderledes formet lillehjerne (på fagsprog kaldet cerebellum), som ligger bagerst i hjernekassen lige under storhjernen.
Lillehjernen, som er spækket med neuroner (nerveceller), spiller en rolle i forbindelse med mange opgaver, blandt andet sprogbearbejdning, tale og udtryksevne.
Det moderne menneskes hjerne har en unik sfærisk facon, som blev udviklet, efter den første Homo sapiens dukkede op for 300.000 år siden.
Nogle af de genetiske mutationer, der er forbundet med denne udvikling, er koblet til den neuronale udvikling, og hvordan neuronerne er forbundet i hjernen.
Forfatterne af et omfattende studie (fra 2019) af alle mutationer, som, man ved, er unikke for H. sapiens, konkluderede, at »modifikationer af et komplekst netværk i kognition eller læring fandt sted i moderne menneskelig evolution«.
Hvad viser evidensen? Tre vigtige indsigter
Vores forståelse af sprog har ændret sig i takt med den stigende mængde evidens. Især tre indsigter har været særligt betydningsfulde:
Før det første: I 2016 opdagede forskerne via hjerneskanninger, at vi moderne mennesker gemmer ord – eller rettere de begreber, vi forbinder med ord – i begge hjernehalvdele og i klynger eller semantiske grupper af lignende begreber i hjernen.
Det er vigtigt, fordi måden, disse klynger af idéer er forbundet (eller ikke forbundet), sandsynligvis var forskellig mellem H. sapiens og neandertalere.
For det andet: Forskere har erkendt, at lydord – såkaldte ‘onomatopoietikon’, som er ord, der efterligner naturlig lyd og giver et sanseindtryk af de ting, de repræsenterer; for eksempel ‘muh’ eller ‘vov’ – er den evolutionære bro mellem vores fælles forfaders abelignende kald for 6 millioner år siden og de første ord, der blev talt af nogen fra Homo-slægten – selvom vi er ikke sikre på, hvilken Homo-art der begyndte.
Lydefterlignende ord har stadig stor betydning i sprog i dag. De fanger aspekter af lyden, størrelsen, bevægelsen og teksturen af det koncept, ordet repræsenterer.
Lydefterlignende ord står i kontrast til ord, der kun er vilkårligt relateret til det, de refererer til. For eksempel kan en hund lige så godt kaldes ‘dog’ som på engelsk eller ‘chien’ som på fransk – ingen af dem giver et sanseindtryk af det dyret.
\ Læs også
For det tredje: Computersimuleringsmodeller for sprogoverførsel mellem generationer har vist, at syntaks – konsistente regler for, hvordan ord sættes sammen til helheder for at generere mening – kan opstå spontant.
Dette skift fra genetisk kodning af syntaks til spontan fremkomst peger på, at både H.sapiens‘ sprog og neandertalernes sprog indeholdt disse regler.
Den vigtigste forskel imellem neandertalernes og vores hjerner
Selvom det måske er muligt at samle puslespilsbrikkerne på flere forskellige måder, har min lange udredning af de tværfaglige beviser kun fundet én sandsynlig løsning:
Den begynder med lydefterlignende ord, der sandsynligvis blev brugt først af den forhistoriske menneskeart Homo erectus for omkring 1,6 millioner år siden.
Efterhånden som disse typer ord blev ført videre fra generation til generation, opstod vilkårlige ord og syntaksregler, som gav de tidlige neandertalere og H. sapiens tilsvarende sproglige og kognitive evner.
Men disse evner divergerede, i takt med at begge arter fortsatte med at udvikle sig.
H. sapiens-hjernen udviklede sin sfæriske form med neurale netværk, der forbandt, hvad der hidtil havde været isolerede semantiske klynger af ord. Men disse netværk forblev isolerede i neandertalernes hjerne.
Så mens H. sapiens og neandertalere havde tilsvarende kapacitet, hvad angik ikoniske ord og syntaks, ser det ud til, at der var forskel med hensyn til lagring af idéer i semantiske klynger i hjernen.
\ Læs også
Moderne mennesker udviklede evnen til at tænke abstrakt
Ved at forbinde forskellige klynger i hjernen, der er ansvarlige for at lagre grupper af begreber, fik vores art evnen til at tænke og kommunikere ved hjælp af metaforer.
Det gjorde det muligt for moderne mennesker at trække tråde mellem vidt forskellige begreber og idéer.
Dette var uden tvivl det vigtigste af alle vores kognitive værktøjer, som gjorde det muligt for os at hitte på komplekse og abstrakte begreber.
Så selvom ikoniske ord og syntaks blev delt mellem H. sapiens og neandertalerne, transformerede evnen til at bruge metaforer vores arts sprog, tanker og kultur og skabte en dyb kløft mellem os og neandertalerne.
De uddøde, mens vi befolkede verden og fortsat trives på kloden.
Denne artikel er oprindeligt publiceret hos The Conversation og er oversat af Stephanie Lammers-Clark.
