Hvordan løser vi verdens sultproblemer? En computer har tygget 500.000 studier igennem for at finde svar
‘Svarene’ præsenteres i ti nye studier. Studierne er dog en anelse overfladiske, mener danske forskere.

Ifølge FN led 690 millioner mennesker af sult i 2019. Der er mange måder at løse problemerne på, men spørgsmålet er komplekst. (Foto: Pixabay)

Ifølge FN led 690 millioner mennesker af sult i 2019. Der er mange måder at løse problemerne på, men spørgsmålet er komplekst. (Foto: Pixabay)

Det ville normalt have taget halvandet til tre år for et forskerhold at læse og analysere de omkring en halv million videnskabelige artikler og rapporter, der findes om sult og hungersnød.

Nu har en computer gjort det på et par måneder. 

På baggrund af turbo-læsningen har flere forskerhold nu spyttet hele ti studier ud, der alle sætter fingeren på, hvor de største udfordringer og muligheder findes i kampen for at løse verdens sultproblemer. 

Det er den internationale forskersammenslutning Ceres 2030, der består af 78 forskere fra 23 lande, der står bag de ti studier, der netop er udgivet i flere af Natures søster-tidsskrifter.

I studierne bliver der blandt andet sat fokus på:

  • At medlemskab i lokale bondeorganisationer ser ud til at være den bedste måde for småbønder at tjene penge gennem landbrug.
  • At der mangler forskning, der kan hjælpe med at løse problemer med vandforsyninger blandt småbønder i lav- og mellemindkomstlande, hvoraf næsten 80 procent er bosat i tørområder.
  • Hvordan man bedst skaber incitament blandt småbønder til at dyrke bæredygtigt landbrug. 
Sultproblemer i verden

Ifølge FN led 690 millioner mennesker på verdensplan af sult i 2019.

Det kan dog ifølge en ny rapport fra Verdensorganisationen stige med 132 millioner i år som følge af corona-krisen. 

Det er et af FN's 17 verdensmål at stoppe sult.

Organisationer kan koble småbønder på ‘markedet’

De positive erfaringer med såkaldte bondeorganisationer er den mest interessante konklusion i de mange studier, vurderer Esbern Friis-Hansen, seniorforsker i bæredygtig udvikling, naturlige ressourcer og regeringsførelse på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS).

I et af studierne har et forskerhold kigget på 202 studier, der handler om, hvordan småbønder kan få mest udbytte af markedet og de store landvindinger i fødevareproduktionen, der sker i disse år. Med andre ord, hvordan de bliver en del af værdikæden og bedst tjener penge.

Opgørelsen viste, at medlemskab i en bondeorganisation så ud til at være den mest farbare vej for småbønderne. I hvert fald var medlemskabet forbundet med »positive effekter på indkomsten i 57 procent af tilfældene« blandt småbønder. Det havde altså en større effekt end hjælp fra eksempelvis regeringer og supermarkeder.

Og det er ikke en overraskende konklusion for Esbern Friis-Hansen, der er medforfatter til en bog om bondeorganisationer i Afrika, der udkom på Routledge i 2017. 

Bondeorganisationerne voksede frem i Afrika i 1960’erne og -70’erne. I mange lande blev bønderne så velorganiserede, at de med tiden blev en politisk trussel for den lokale regering. Derfor blev organisationerne overtaget af politiske ledere i 1970’erne og mistede derefter legetimitet i bøndernes øjne, men nu er de altså på vej frem igen.

»Det, vi ved fra dengang, men også fra nutidige eksempler, er, at en lokal organisering af bønderne kan være en helt fantastisk måde at løfte folk ud af fattigdom og sult på,« fortæller Esbern Friis-Hansen.

Succes-eksemplet Uganda

Esbern Friis-Hansen nævner en erfaring fra Uganda som »det totale succes-eksempel«. Fra 2002 støttede Ugandas regering og Verdensbanken en masse bondegrupper med op til 1 milliard kroner, som bønderne i stor udstrækning selv fik lov til at forvalte. 

Projektet blev forplumret af politiske årsager i 2007, men inden da fungerede det »som en effektiv måde at få småbønderne ud af fattigdom,« siger Esbern Friis-Hansen.

Mellem 2002-2007 steg antallet af økologiske landmænd i Uganda med 359 procent, og det økologiske landbrugsareal voksede med 60 procent. Landbrugseksporten steg, fødevareproduktionen blev bedre, og den lokale vandforurening blev reduceret, konkluderer FN. 

»Der er flere andre eksempler, så der er ingen tvivl om, at der er et kæmpe potentiale, hvis lokale bønder organiserer sig. Men det er også vigtigt, at de får medbestemmelse, og tingene ikke sker henover hovedet på dem,« forklarer Esbern Friis-Hansen og tilføjer: 

»Men det er et meget komplekst område. Og jeg bliver ikke meget klogere af det nye studie, for det er velkendt, at det kan fungere.«

Fint med fokus, men lidt for ‘amerikansk’

Det lyder meget imponerende med internationale forskersammenslutninger, en gennemtrawling af 500.000 artikler og ti spritnye studier, men projektet er heller ikke noget, der får professor i afgrødevidenskab på Københavns Universitet Kristian Thorup-Kristensen til at falde bagover af begejstring:

»Overordnet er projektet jo meget godt, og det pinpointer nogle forskellige problemstillinger, men det er ikke så meget afgørende nyt i det, som jeg ser det,« siger han.

Kristian Thorup-Kristensen tilføjer, at man skal være opmærksom på, at den store gennemtrawling fokuserer på småbønderne i landområder i Asien, Afrika og Sydamerika, men at sultproblemet også findes mange andre steder i verden - ikke mindst blandt den fattige bybefolkning.

Det er ikke noget problem, men det er en vigtigt at være bevidst om, understreger professoren.

Red verden: Stort tema i gang


I en stor serie ser Videnskab.dk nærmere på, hvordan mennesket kan redde verden.

Du kan debattere løsninger med knap 6.000 andre danskere i Facebook-gruppen Red Verden.

Videnskløft og vandproblemer

Ét af de andre fund, der fremhæves i pressemeddelelsen til de mange studier, er, at der stadig er en stor og uløst udfordring med stabile vandingssystemer hos mange fattige bønder.

Hele 77 procent af småbønder i lav- og mellemindkomstlande er nemlig placeret i tørområder. Samtidig er det kun en tredjedel af småbønderne, der har vandingssystemer til deres landbrug. Studiet peger på, at der mangler forskning, der kan hjælpe småbønderne i den slags områder. 

»De siger, at der er en videnskløft, og finder, at der mangler forskning, der kan løse disse problemer,« opsummerer Esbern Friis-Hansen, der dog forholder sig kritisk til den konklusion. 

Præmissen bliver, at vi mangler ny viden, ny teknologi og nye løsninger, men det er i højere grad vores tilgang til problemet, der skal revurderes. 

»Det er jo meget amerikansk. Præmissen for det her er, at vi ikke kender løsningerne. Det er jeg ikke helt enig i,« siger Esbern Friis-Hansen.

»Min vurdering er ikke, at vi mangler viden og nye tekniske løsninger. Der er en god grund til, at småbønder ikke griber de tekniske løsninger, der findes, og det er, fordi de enten ikke har adgang til dem, eller at de ikke er relevante for dem,« tilføjer seniorforskeren.

Kristian Thorup-Kristensen er enig, og det illustrerer en generel svaghed ved de nye studier. Konklusionerne bliver lidt overfladiske og svæver meget hen over hovedet på de mennesker, det faktisk handler om, de ser på hvor mange studier der er lavet af forskellige ting, mere end hvad studierne viser, og hvilken viden der faktisk mangler. 

»Det hele bygger på at finde, kategorisere og tælle artikler, der falder inden for forskellige kategorier, og det kan vise noget om områder - geografisk eller fagligt - som ikke belyses nok forskningsmæssigt, men jeg ikke helt sikker på, at vi bliver klogere af det.«

»Måske får dem, der bevilger midler til forskningen, et lidt bedre grundlag for at beslutte, hvilke emner og områder de skal støtte,« siger Kristian Thorup-Kristensen, der som Esbern Friis-Hansen mener, at de fleste løsninger allerede findes derude.

Kortsigtet motivation for bæredygtigt landbrug

I endnu et af studierne er der gennemgået hele 18.000 studier, der har undersøgt, hvordan man bedst skaber incitament blandt småbønder til at dyrke mere bæredygtigt landbrug. 

Opgørelsen viste blandt andet, at bønderne fandt størst motivation ved kortsigtede økonomiske gevinster.

»Det er vel et af de mindst overraskende resultater, man kan finde, at mennesker tilskyndes mest af egen fordel. Det gælder ikke kun fattige bønder i udviklingslande, men vel også dig og mig og næsten alle andre. Det er den virkelighed, man arbejder inden for,« kommenterer Kristian Thorup-Kristensen.

Ikke desto mindre peger det på én af de store udfordringer i at implementere bæredygtigt landbrug.

»Når studierne har fokus på, at landbruget være bæredygtigt, så er det altså nogle mere langsigtede mål man sætter op, frem for de mere kortsigtede mål om her og nu at øge udbytterne for at reducere sult,« siger Kristian Thorup-Kristensen og tilføjer:

»Men der er altså en oplagt modsætning i det her, mennesker der sulter, er mere optaget af adgang til mad på kort sigt, end af at sikre langsigtet bæredygtighed.«

I fremtiden skal vi kæmpe mod hungersnød

Det er et af FN's 17 verdensmål at stoppe sult, men den udfordring kan se anderledes ud i fremtiden, end den gør nu, fortæller Kristian Thorup-Kristensen.

Mens sult i verden i dag ikke skyldes mangel på fødevarer som sådan, men skydes fattigdom, kan det se anderledes ud i fremtiden. Vi kan i dag producere fødevarer til hele verdens befolkning, der snart tæller 8 milliarder mennesker.

Ifølge FN's prognoser vil verdensbefolkningen ramme knap 10 milliarder i 2050 og svimlende 11 milliarder i 2100.

Derfor er det også afgørende, at vi i fremtiden udvikler stabile og bæredygtige landbrug, så fødevareproduktionen kan blive ved men at følge med.

Løsninger skal findes i samarbejde med lokale

Men vi løser i sidste ende ikke problemerne fra et lokale i København eller gennem avancerede computerberegninger, tilføjer Kristian Thorup-Kristensen. 

Det handler om at skabe ny viden og erfaring sammen med de lokale bønder og give dem medbestemmelse, så de ikke bare får »nogle standardløsninger fra Vesten, der ikke passer ind i det konkrete samfund,« lyder det fra Esbern Friis-Hansen.  

Hvis man vil løse udfordringerne med vandforsyning i tørområder, handler det altså om at gå i dialog med småbønderne i eksempelvis Chad, blive klogere på deres erfaringer og deres behov, og ikke bare pege på, at der skal laves mere ny forskning.

Der er ingen snuptagsløsninger på, hvordan man gør det, men kunsten er eksempelvis at navigere udenom korrupte magthavere, at gøre bønderne uafhængige af nødhjælp på sigt og at få dem til at købe og dyrke lokalt.

Svær balance mellem nødhjælp og udvikling

For nyligt, 9. oktober 2020, blev der igen sat fokus på verdens sultproblemer, da FN’s fødevareprogram (WFP) modtog Nobels Fredspris. 

Fødevareprogrammet er en stor organisation, der bekæmper sult i katastrofeområder efter krig eller klimakatastrofer, og det er ifølge Esbern Friis-Hansen et godt billede på den svære balance mellem nødhjælp og udvikling.  

»De gør et kæmpe stykke arbejde, men man kunne godt tænke sig, at de havde en finger i jorden nogle gange. Det vil altid være at foretrække, at de køber fødevarer lokalt frem for at importere majs fra Vesten og slukke sultproblemerne på den måde.«

»Den svære overgang findes i at gøre folk uafhængige af den nødhjælp og eksempelvis udstyre bønderne med frø, så de kan begynde at dyrke deres egne afgrøder. Det er de dog blevet bedre til de seneste år,« siger Esbern Friis-Hansen.

Videnskab.dk Podcast

Lyt til vores seneste podcast herunder eller via en podcast-app på din smartphone.


Se den nyeste video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab, klima og sundhed henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's Center for Faglig Formidling med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.



Det sker