I et nyt stort forskningsprojekt samarbejder forskere fra Aalborg Universitet tæt med de kommunale jobcentre om at udvikle nye beskæftigelsesindsatser til udsatte på kontanthjælp.

Deres tilgang er inspireret af Aristoteles, som skrev om værdien af viden om og i praksis.

I forskningsprojektet, som hedder LISES-projektet, udvikler forskerne ny viden sammen med jobcentrene i de enkelte kommuner. 

Det enkelte jobcenter og den enkelte kommune bruger den nye viden til at udvikle indsatsen over for udsatte ledige i deres specifikke kommune, som måske har nogen helt andre karakteristika end nabokommunen. 

Der er ikke i første omgang lagt op til, at projektet skal forsøge at afprøve og måle effekt af konkrete indsatser, som vil kunne udbredes til flere kommuner. 

»Vi er nødt til at overveje, hvad det er for en viden, man kan skabe inden for samfundsvidenskaberne. Det har ikke hidtil vist sig muligt at skabe sikker kausal viden inden for samfundsvidenskaberne, som kan forudsige konsekvenserne af politikker og indsatser,« siger ph.d.-studerende på Aalborg Universitet Niklas Andersen.

Han er en del af forskergruppen bag LISES-projektet.

Til gengæld håber forskerne, at de sammen med jobcentrene vil kunne udvikle ny viden, som rent faktisk bliver brugt i kommunen.

Traditionelt har det nemlig været meget svært for kommunerne at bruge ny viden om, hvad der virker inden for aktivering.

Sådan tester man beskæftigelsestiltag

Traditionelt har forskning i indsatser på beskæftigelsesområdet fokuseret på at udvikle og afprøve konkrete indsatser til at få ledige i arbejde. 

På baggrund af eksisterende forskning udvikler man en indsats, som man håber vil få flere ledige i job.

Man rekrutterer en gruppe ledige – måske 1.000 – til projektet. Halvdelen deltager i indsatsen (flere samtaler, virksomhedspraktisk, en kombination af de to eller lignende), mens den anden halvdel ikke gør.

Efterfølgende sammenligner man de to grupper.

Hvis der er flere af dem, som fik indsatsen, der er kommet i job, så har indsatsen virket.

Den type forskning hedder randomiserede kontrollerede studier. 

Tilgangen er taget fra forskning i medicin, hvor man afprøver, om ny medicin virker ved at sammenligne en gruppe, som får medicinen med en gruppe, som får placebomedicin.

Den viden, de randomiserede forsøg skaber, er klassisk blevet set som den ypperste form for viden, og det er også den type viden og forskning beskæftigelsesministeriet og Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering bruger i lovgivning og direktiver.

Professor på Aarhus Universitet Michael Rosholm er ekspert i de såkaldte RCT-studier (Randomised Controlled Trial). 

Lige nu kører han faktisk et randomiseret forsøg med en særlig beskæftigelsesindsats til udsatte unge på kontanthjælp. 

»Jeg er meget stor tilhænger af RCT-studier. Når man laver denne slags indsatser eller implementeringsmodeller, er det jo vigtigt at finde ud af, om det, man gør, virker bedre end noget andet. Men LISES-projektet er en anden form for forskning, end den der viser, om en indsats virker,« siger han. 

Ny tilgang inspireret af græske filosoffer

Forskernes tilgang i LISES projektet er inspireret af konceptet phronesis, som er udviklet af de græske filosoffer og brugt af Aristoteles i hans værk Nicomachean Ethics. 

Det handler om værdien af den viden, som skabes og bruges i praksis.

Den græske filosof Aristoteles har med sit syn på viden og praksis haft indflydelse på metoden i det nye forskningsprojekt. (Foto: Shutterstock)

Argumentet er, at samfundsvidenskabernes styrke netop er udarbejdelsen af kontekstafhængig og handlingsorienteret viden i modsætning til universel viden, som er målet indenfor megen naturvidenskab. 

I stedet for kun at jagte idealet om sikker forskningsbaseret viden ved hjælp af RCT studier, er det også nødvendigt, at forskeren skaber en mere kontekstafhængig viden, og på den måde en viden som kan bruges i praksis

Læs mere om korrelation og kausalitet i denne artikel.

Umuligt at isolere en indsats

Forskerne bag LISES-projektet er af den overbevisning, at det stort set er umuligt at lave randomiserede forsøg, der tager højde for alle andre faktorer end indsatsen, når det handler om beskæftigelse.

Det gælder især beskæftigelsesindsatser for meget udsatte borgere:

»Både fordi de her borgere er så forskellige med så forskellige problemer, at det er svært at udvikle en indsats, som virker for flertallet. Samtidig er det meget svært at kontrollere, om det nu også var den indsats, der virkede, eller om det skyldes en indsats, borgeren har fået i en anden del,« siger Niklas Andersen. 

Han bakkes op af Sophie Danneris, som er ph.d. på Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet. 

Hun er også en del af forskergruppen bag LISES-projektet.

»Der er brug for en anden form for viden, end den man skaber med de klassiske RCT-studier. Man er nødt til at acceptere, at effekter bliver skabt i mødet mellem den, der modtager en indsats (den ledige), og den der giver den (sagsbehandleren),« siger hun.

Derfor har en del af hendes forskning handlet om at analysere samtaler mellem ledige og deres sagsbehandler.

Fire problemer med den klassiske tilgang

Konkret peger forskerne på fire punkter, som gør, at de klassiske RCT-studier i deres øjne kommer til kort:

1. Udsatte kontanthjælpsmodtagere har så forskellige problemer ud over ledighed, at det er meget vanskeligt at designe en standardiseret indsats, som virker for størstedelen af gruppen.
2. Hvis man alligevel gør det og forsøger at teste effekten af en indsats, vil det være meget svært at isolere, hvilken instans der har hjulpet, idet der er tale om folk, som typisk får hjælp fra flere institutioner samtidig, eksempelvis psykiatrien, misbrugs- og socialcentre. Samtidig påvirkes beskæftigelsen også af konjunkturer ( økonomiske op- og nedsving). 
3. Hvis man laver en indsats, vil den typisk bestå af mange forskellige elementer såsom en mentorordning, samtaler, støtte fra en psykolog og så videre. Det kan gøre det svært at vide, hvad der specifikt har virket i indsatsen.
4. Effekter af en indsats eller tilgang skabes i mødet mellem borgeren og sagsbehandleren. Du kan derfor ikke bare se på input (indsatsen) og outcome (kommer flere i job).   

Uanset, hvor meget du prøver, kan du ikke proppe mere ned i en kuffert, end der kan være i den. Det er måske lidt søgt, men ikke desto mindre et billede på, at når det gælder mennesker, findes der ikke én fast form, der passer alle. Derfor bør indsatsen om at få ledige i arbejde være skræddersyet den enkeltes behov, mener forskerne. (Foto: Shutterstock)

»Ærgerligt, at der ikke er lavet en effektmåling«

Udfordringen med tilgangen i LISES-projektet er til gengæld at udvikle en viden, som faktisk kan bruges flere steder.

At en tilgang, metode eller indsats virker i Herning, behøver nemlig ikke at betyde, at den også virker i København.

Eller på endnu mindre skala: En tilgang, som virker for en bestemt sagsbehandler til at støtte en bestemt ledig, virker ikke nødvendigvis for den næste ledige.

»Det er en udfordring. Vores mål, og det vi kommer ud med, bliver ikke et standardiseret værktøj eller en model. Men vi kan måske være med til at udvikle en ny tænkemåde og problemforståelse,« siger Niklas Andersen.

Virker den nye metode i LISES-projektet så? Det ved forskerne stadig ikke. Der er nemlig endnu ikke lavet nogen effektmålinger. Det er »ærgerligt,« mener en ekspert, men forskerne bag projektet påpeger, at målinger ikke er formålet med LISES. (Foto: Shutterstock) 

Til gengæld regner forskerne med, at deres forskning og resultater faktisk vil blive brugt i kommunerne til at gøre beskæftigelsesindsatsen bedre.

På trods af at der findes en del forskning på beskæftigelsesområdet, har kommunerne haft svært ved at bruge denne i deres indsatser – måske fordi den nye viden lå for langt fra den praktiske virkelighed.

Michael Rosholm synes alligevel, det er ærgerligt, at forskerne i LISES ikke går efter at evidensbasere deres forskning i klassisk forstand. 

For hvordan vil de så finde ud af, om projektet har gjort en forskel?

»Jeg synes, projektet er rigtig godt, men jeg synes, det er ærgerligt, at de ikke har tænkt en effektmåling ind i det. Nu har de jo nogle kommuner, som de samarbejder med – det kan du se som et pilotprojekt. Hvis de så finder ud af, at det virker, når sagsbehandlerne bruger en bestemt tilgang, så kunne de jo sagtens teste det i et randomiseret forsøg. En eller anden form for effektmåling er uundværlig,« siger han.

Tiltaget skal være »fleksibelt«

Ifølge Michael Rosholm vil en indsats aldrig virke for alle, og i en indsats kan man sagtens tænke ind, at folk er meget forskellige.

»Jeg er helt uenig i, at man ikke kan udvikle en indsats, bare fordi gruppen er meget forskelligartet. Så må man udvikle en indsats, som er så fleksibel, at den kan tilpasses meget forskellige problemstillinger og udfordringer. Indsatsen er jo bare en ramme om det, man gør,« siger han.

Som eksempel nævner han sit eget forskningsprojekt til uddannelsesparate unge på kontanthjælp.

Her indgår mange forskellige elementer, hvoraf nogle går igen. 

Man laver for eksempel altid barriere- og ressourceafklaring med hver enkelt ledig, men kan til gengæld vælge elementer som danskundervisning og psykologsamtaler fra.

»Det gør det sværere at udvikle indsatsen og måle på effekten, men det er ikke umuligt,« siger Michael Rosholm.

Løsningen afhænger af konteksten

Men hvis indsatsen er så fleksibel, at hver enkelt nærmest får en individuel indsats, hvad har man så opnået evidens for, andet end at det er vigtigt at arbejde ud fra den enkeltes behov?

Måske ikke så meget. Men fordi man har udviklet og afprøvet det som en indsats, er man i stand til at måle på, om det har virket eller ej.

Forskerne bag LISES-projektet vil ikke afvise, at de kan gå videre og teste metoder eller indsatser i klassiske RCT-studier – eventuelt i samarbejde med Michael Rosholm. 

Men det er ikke i første omgang målet med projektet.

»RCT-studier udgør en væsentlig og vigtig viden, så det kan bestemt være en del af projektet her, at der arbejdes videre med at teste enkelte konkrete metoder eller indsatser i et RCT format. Man skal dog huske, at en vigtig del af de rigtige løsninger også er kontekstafhængige, hvilket er hele grundlaget for LISES-tænkningen,« siger professor på Aalborg Universitet Flemming Larsen, som leder LISES-projektet.