Hvor lang tid kan det tage at danne regering? Rekorden er 35 dage
Vi dykker ned i tre af Danmarkshistoriens mere iøjnefaldende regeringsdannelser.
Christiansborg i København om aftenen

Gennem Danmarkshistorien har det taget alt mellem 2 og 35 dage at danne regering. (Foto: Shutterstock)

Gennem Danmarkshistorien har det taget alt mellem 2 og 35 dage at danne regering. (Foto: Shutterstock)

Regeringsdannelse er en kompliceret manøvre, der nemt kan trække ud.

Grundloven får det ellers til at lyde rimelig ligetil. I den står der, at det er Kongen, der udpeger statsministeren og de øvrige ministre - men det er et levn fra en anden tid.

Siden 1901, hvor Danmark fik parlamentarisme, er regeringer blevet dannet ved, at en forhandlingsleder, der ofte også er statsministerkandidat, forhandler med Folketingets partier og sammensætter en regering, der ikke har et flertal imod sig.

Negativ parlamentarisme 


I 1901 går Danmark fra kongevalgte regeringer til parlamentarisme. Det er en politisk styreform, hvor parlamentet - flertal i Folketinget - danner regeringen. 

I Danmark har vi negativ parlamentarisme. Det vil sige, at en regering ikke må have et flertal imod sig. Hvis et flertal af  Folketingets 179 medlemmer er imod regeringen, kan den væltes. Det står i grundlovens § 15, stk. 1 og 2.

»Enhver ved, at det ikke er Dronning Margrethe, der over morgenkaffen beslutter, hvem hun vil udnævne som statsminister og ministre,« siger historiker Niels Wium Olesen.

Men det er samtidig fejlagtigt at tro, at kongehusets rolle kun er symbolsk, siger Niels Wium Olesen, der har beskæftiget sig indgående med dansk politisk historie. 

Vi dykker ned i tre eksempler på historiske regeringsdannelser, der har udmærket sig ved at være henholdsvis rekordlang, præget af frygten for atomkrig og et nummer for meget for kongehuset.

1975: Magten vindes med is i maven

Bag om 1975


Folketingsvalget 9. januar 1975 blev udskrevet af statsminister Poul Hartling fra partiet Venstre.

På det tidspunkt var der kun gået et år siden det seneste folketingsvalg. Hartlings regering havde kun 22 mandater bag sig, men var støttet af Det Konservative Folkeparti og de nye partier Fremskridtspartiet, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti. 

Det var, da støtten fra Fremskridtspartiet til regeringens økonomiske plan svigtede, at Hartling valgte at udskrive valg. Tiden var kendetegnet ved en tiltagende økonomisk krise, som Venstreregeringen havde forsøgt at begrænse med offentlige besparelser og indgreb over for lønstigninger. Det var særdeles upopulært i dele af den danske befolkning.

Kilde: Danmarkshistorien.dk, AU

Når en regering vælger at træde tilbage, holder man en dronningerunde.

Her går partilederne på skift til dronningen, der rådgives om, hvilken person, den pågældende partileder mener skal lede forhandlingerne om en ny regering. Den, der kan samle den bredeste opbakning, bliver forhandlingsleder.

Hvis der er tvivl om, hvem der skal danne regering, er man nødt til at tage endnu en dronningerunde, hvor partilederne på ny kan pege på den, de ønsker som forhandlingsleder.

Regeringsdannelsen i 1975 var præget af de fire dronningerunder, man skulle igennem, før der kunne dannes en regering, og det tog 35 lange og komplicerede dage, før Danmark fik en ny regering.

I første omgang gik statsminister Poul Hartling fra Venstre og hans regering ikke af, og efter næsten tre ugers forhandlinger blev regeringen mødt med et mistillidsvotum fra Folketinget. 

Et mistillidsvotum er en afstemning om, hvorvidt Folketinget har tillid til en minister eller til statsministeren. Hvis afstemningen ender med, at man udtrykker mistillid, skal ministeren eller regeringen træde tilbage.

Nye forhandlinger pegede dog igen mod en VK-regering med Hartling i spidsen. På tegnebrættet havde han allerede udpeget Poul Schlüter fra Konservative til udenrigsminister, forklarer Niels Wium Olesen. 

»Det siges, at de konservative ministre allerede havde fundet de mørke jakkesæt frem for at gå til Dronningen,« fortæller lektoren.

Men, forklarer han, Hartling tøver, fordi han er bange for, at Fremskridtspartiet vil gøre alvor af sine trusler om at vælte en VK-regering. Det overlader initiativet til socialdemokraternes Anker Jørgensen.

»Han formår at få dannet en regering med en, vil jeg sige, optimistisk udnyttelse af den negative parlamentarismes princip. I Danmark skal en regering ikke kunne præsentere et flertal - den må ikke have et flertal imod sig. Og der havde Anker Jørgensen mere is i maven end Hartling havde,« konstaterer Niels Wium Olesen.

Anker Jørgensen endte som statsminister for en socialdemokratisk mindretalsregering, der måtte søge skiftende flertal for at føre sin politik.

1988: Atomvalget

Den Kolde Krig var med til at sætte rammerne for folketingsvalget i 1988. I en tid, hvor folk frygtede, at der kunne udbryde atomkrig mellem Sovjetunionen og USA, var det udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, der førte til, at statsminister Poul Schlüter udskrev valg.

Det var nemlig dansk politik, at man ikke ville have atomvåben på dansk jord, og den holdning blev sat på prøve i NATO-samarbejdet med USA, hvis flådefartøjer befandt sig i dansk farvand.

Bag om 1988


'Atomvalget', som det blev kaldt, blev afholdt den 10. maj 1988, udskrevet af den konservative statsminister Poul Schlüter. Det skete kun ni måneder efter det forrige valg.

Schlüter stod i spidsen for den såkaldte firkløverregering (Det Konservative Folkeparti, Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti), der havde haft regeringsmagten siden 1982. 

Det var uenighed i Folketinget om udenrigs- og sikkerhedspolitiske spørgsmål, der førte til valgudskrivelsen. Tiden var præget af økonomisk krise og frygten for, at en atomkrig ville bryde ud mellem Sovjetunionen og USA.

Kilde: Danmarkshistorien.dk, AU

Radikale Venstre, der ellers støttede regeringen, gik sammen med oppositionen og lavede et alternativt udenrigs- og sikkerhedspolitisk flertal, der i flere tilfælde ville have regeringen til at føre en politik, regeringen var uenig i. 

Det blev især sat på spidsen, da det alternative flertal stemte et forslag igennem om, at amerikanerne skulle spørges, om deres flådefartøjer var bevæbnet med atomvåben.

Ifølge regeringen ville det være et brud på alliancesolidariteten i NATO, og statsministeren valgte at udskrive valg.

Denne gang skulle det også tage fire dronningerunder at lande på en ikke helt så ny regering.

»Efter de fire runder viser det sig, at der alligevel ikke er et ønske om at bringe en anden statsminister til magten. Radikale Venstre, der selv er med til at vælte regeringen, ender med at blive optaget i regeringen med Schlüter,« siger Niels Wium Olesen og griner af ironien.

Med Radikale Venstre i regeringen havde man den støtte til udenrigs- og sikkerhedspolitikken, man havde manglet før.

Poul Schlüter besøger USA i 1982

Poul Schlüter var statsminister under de sidste år af Den Kolde Krig, der derfor blev definerende for flere af tidens regeringsforhandlinger. Her ses Schlüter under et besøg hos det amerikanske Department of Defense i 1982. (Foto: Sgt. Michael Tyler - U.S. Department of Defense)

1993: Kongehuset standser politisk manøvre

Bag om 1993


Da en ny regering kom til magten i 1993, var det ikke på baggrund af et folketingsvalg. Poul Schlüter fra Det Konservative Folkeparti trak sig som statsminister for en KV-regering uden at udskrive valg. På det tidspunkt var han i gang med sin fjerde regeringsperiode.

Perioden var præget af den såkaldte Tamilsag, der handlede om, hvorvidt den tidligere konservative justitsminister Erik Ninn-Hansen havde beordret, at behandlingen af en række ansøgninger om familiesammenføringer til tamilske flygtninge skulle standses. Der blev nedsat en undersøgelsesret, der blandt andet fandt, at statsministeren havde været vidende om den ulovlige praksis.

Regeringen gik af 15. januar 1993, og 25. januar blev Poul Nyrup Rasmussen udnævnt til statsminister for en flertalsregering bestående af Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Kilde: Danmarkshistorien.dk, AU

Regeringsdannelsen i 1993 er et godt eksempel på, hvor aktiv en rolle kongehuset kan spille i processen. Vi er vant til at forstå samfundet som et demokrati, hvor monarki ikke spiller en rolle, og hvor politikerne skal respektere princippet om, at kongehuset skal involveres så lidt som muligt i den politiske proces. 1993 satte det princip på spidsen. 

Konservatives Poul Schlüter trak sig som statsminister uden at udskrive valg på baggrund af en af Danmarkshistoriens største politiske skandaler, Tamilsagen, som du kan læse mere om i faktaboksen.

Oppositionen stod klar med den socialdemokratiske Poul Nyrup Rasmussen som statsministerkandidat, men i kulisserne udspillede der sig det, der kunne have været en smart politisk manøvre.

Man forsøgte nemlig at konstituere Venstres Uffe Ellemann-Jensen som midlertidig statsminister, forklarer Niels Wium Olesen. Planen var, at han skulle overdrage magten til Konservatives Henning Dyremose. 

»Der går Kongehuset, i form af kabinetssekretær Niels Eilschou Holm, ind og gør Uffe Ellemann-Jensen og Henning Dyremose opmærksomme på, at det her kan kongehuset ikke være med til. Det er en gråzone, hvor Kongehuset mener, at der ikke er legitimitet,« siger Niels Wium Olesen og fortsætter:

»Kongehuset sætter foden ned, fordi de har lugtet, at Radikale Venstre har skiftet holdning og ikke længere støtter den KV-regering, Schlüter har været leder af. Derfor er der ikke flertal for en sådan regering, og kongehuset kræver en dronningerunde.«

Forløbet, siger Niels Wium Olesen, viser i virkeligheden den uklarhed, der er i vores statsret, når det kommer til regeringsdannelse.

»Det er også et forløb, der får Marianne Jelved fra Radikale Venstre til i offentligheden at anvende ordene ‘forsøg på statskup’ om det, der skete,« siger han.

Der har dog nærmere været tale om det, Niels Wium Olesen kalder »en tilspidset politisk situation«.

»Ellemann-Jensen og Dyremose har nok ikke vidst, at det, de foretog sig, var på kanten. De havde bare fundet et smart politisk initiativ, som det var fristende at bruge i forsøget på at fastholde magten. Det virkede muligt, fordi deres regering ikke formelt var gået af,« siger han.

»Men i sidste ende er det ikke i nogens interesse på den måde at overlade et selvstændigt initiativ til kongehuset. De skal holdes ude af det politiske. Det er bedst, både for dem og for Christiansborg.«

Overdragelse uden valg

Uffe Ellemann-Jensen og Henning Dyremose var i 1993, ifølge Niels Wium Olesen, »åbenlyst inspirerede af situationen i oktober 1972, efter EF-valget, hvor statsminister Jens Otto Krag går af og uden at spørge kongehuset indsætter Anker Jørgensen som sin efterfølger.« 

Det blev aldrig fremsat en officielt kritik af det forløb, men Niels Wium Olesen vurderer, at »kongehuset sandsynligvis har syntes, at Krag handlede lidt for egenrådigt.« 

Sidst, danskerne har oplevet, at statsministerembedet er blevet overdraget til en anden uden valg, var i 2009, hvor Lars Løkke Rasmussen overtog posten fra Anders Fogh Rasmussen. 

»Det helt afgørende her var, at flertallet var stensikkert. Det var det ikke i 1993, og det var det, set fra Amalienborg, heller ikke fuldstændigt entydigt i 1972.« 

Nyhed: Lyt til artikler

Du kan nu lytte til udvalgte artikler herunder. Du kan også lytte til de oplæste artikler i din podcast-app, hvor du finder dem under navnet 'Videnskab.dk - Lyt til artikler'.

Ugens videnskabsbillede

Se flere forskningsfotos på vores Instagram-profil, og læs om de nedenstående prisvindende billeder af stjernetåger og stjernefabrikker her.

Ny video fra Tjek

Tjek er en YouTube-kanal om videnskab henvendt til unge.

Indholdet på kanalen bliver produceret af Videnskab.dk's videojournalister med samme journalistiske arbejdsgange, som bliver anvendt på Videnskab.dk.

Hej! Vi vil gerne fortælle dig lidt om os selv

Nu hvor du er nået helt herned på vores hjemmeside, er det vist på tide, at vi introducerer os.

Vi hedder Videnskab.dk, kom til verden i 2008 og er siden vokset til at blive Danmarks største videnskabsmedie med omkring en million brugere om måneden.

Vores uafhængige redaktion leverer dagligt gratis forskningsnyheder og andet prisvindende indhold, der med solidt afsæt i videnskabens verden forsøger at give dig aha-oplevelser og væbne dig mod misinformation.

Vores journalister fortæller historier om både kultur, astronomi, sundhed, klima, filosofi og al anden god videnskab indimellem - i form af artikler, podcasts, YouTube-videoer og indhold på sociale medier.

Vi stiller meget høje krav til, hvordan vi finder og laver vores historier. Vi har lavet et manifest med gode råd til at finde troværdig information, og vi modtog i 2021 en fornem pris for vores guide til god, kritisk videnskabsjournalistik.

Vores redaktion gør en dyd ud af at få uafhængige forskere til at bedømme betydningen af nye studier, og alle interviewede forskere citat- og faktatjekker vores artikler før publicering.

Hvis du går rundt og undrer dig over stort eller småt, vil vi elske at høre fra dig og forsøge at give dig svar med forskernes hjælp. Send bare dit spørgsmål til vores brevkasse Spørg Videnskaben.

Vi håber, at du vil følge med i forskningens forunderlige opdagelser her på Videnskab.dk.

Få et af vores gratis nyhedsbreve sendt til din indbakke. Du kan også følge os på sociale medier: Facebook, Twitter, Instagram, YouTube eller LinkedIn.

Med venlig hilsen

Videnskab.dk